Anna of the North: ”Hvad sker der for, at kvindelige stjerner altid optræder i undertøj på scenen?”

Anna Lotterud har tømmermænd – eller er “fuldesyg,” som det lidt mere passende hedder på hendes modersmål – da Eurowoman møder hende til pasta og limoncellodrinks på Bar Pasta på Nørrebro i København. Aftenen forinden har hun dj’et til Mads Nørgaards middag og fest under modeugen, og hun føler det dagen derpå. Men efter lidt startvanskeligheder og en kold cola er hun klar.

Den 29-årige sangerinde med midterskilningen, der flugter med mellemrummet mellem fortænderne, skriver sig ind i en generation af unge, skandinaviske kvinder, som Sigrid og MØ, der insisterer på deres plads i verden og på scenen.

Under kunstnernavnet Anna of the North har hendes 80’er-inspirerede elektropop-album Lovers båret hende til tops på hitlister og ind i inderkredsen hos nogle af tidens største musiksuccesser som Lorde og Kygo, og hendes enkle stil har tiltrukket opmærksomhed fra både Vogue og i-D. Og sidste år inviterede Tyler, The Creator, som var stor fan af hendes 2014-nummer Sway, hende med på sit seneste album, Flower Boy. Her lægger Anna of the North vokal til Boredom og 911 / Mr. Lonely – sidstnævnte i selskab med Frank Ocean.

Hvornår begyndte du at synge?

– Jeg er fra en lille by i Norge, der hedder Gjørvik, tæt på Lillehammer. Jeg gik til fodbold, men var ikke særlig god til det og var mere på bænken end på banen. Jeg sang også i kor og forsøgte at lære at spille klaver, men var ikke tålmodig nok. Men jeg har altid skrevet sange og spillet guitar. Min far er musiker og har et studie, så jeg har optaget en masse, bare for mig selv. Jeg troede ikke, jeg kunne leve af det, så jeg jagtede ikke rigtig den drøm, selv om den nok lå og boblede i min underbevidsthed hele tiden. Efter gymnasiet tog jeg en uddannelse som grafisk designer i Oslo og Melbourne. Jeg søgte faktisk ind på en musikskole, men mødte ikke op til optagelsesprøve. Det er jeg glad for nu, for så ville jeg være et helt andet sted. Måske ville jeg være backup-sanger i en andens band.

Du skulle helt til Australien for at finde ud af, at du ville musikken?

– Ja, det var lidt af en omvej. Jeg flyttede til Oslo for at læse grafisk design og skulle et semester til udlandet for at få min bachelor. Alle sagde, at jeg aldrig ville tage til Australien, så det gjorde jeg. I Norge skal du tage en uddannelse og få dig et arbejde i stedet for at gå og drømme om fjollede ting som at være sangerinde. Australien var helt anderledes, fuld af drømmere, hvor det var okay at sige, at jeg lavede musik, selv om jeg ikke havde udgivet noget. Samtalen var bare mere åben, så lige så stille begyndte jeg at sige det højt: “Jeg laver musik.”

Hvordan blev du til Anna of the North?

– Jeg mødte Brady (Daniell-Smith, red.), som jeg indtil for et år siden lavede Anna of the North med. Vi har fælles venner, og en aften spillede han på en pub, hvor mine venner fik mig tricket til at synge et nummer, og vi fandt ret hurtig en forbindelse. Jeg gik hjem og lyttede til hans Soundcloud og spurgte, om vi skulle lave noget sammen. Og fordi jeg jo var Anna fra Norge, gav det ligesom sig selv, hvad bandet skulle hedde. Vi spillede sammen i fire år og sluttede med Lovers, der er ude nu. Brady ville gerne skære ned på rejser og skrive noget mere, så vi er helt udramatisk gået hvert til sit, og nu laver jeg mine ting solo.

Hvordan vil du beskrive din musik?

– Den er inspireret af 80-ernes lyd, som Phil Collins og Céline Dion. Jeg elsker kombinationen af det glade og det sørgelige – sange, du kan lytte til, lige meget hvilken sindstilstand, du er i. Jeg ved ikke, hvad man kalder den genre. Fleksibel, måske?

Hvor finder du inspiration?

– Jeg har ikke noget imod at være alene, men jeg har det bedst, når jeg er sammen med mennesker og kan suge til mig af forskellige energier. Når rappere laver musik, involverer de altid en masse venner – du kan mærke, at det er et fællesskab, hvor alle støtter hinanden og skubber på for at få det bedste resultat. Og det er min vision for mit næste album. Det er lavet af mig, men også af en masse gode mennesker, som jeg omgiver mig med. Man skal kunne høre, at det har været sjovt at lave.

Hvad er din oplevelse af at være en ung kvinde i musikindustrien?

– Når du er ung, kan det godt være svært at finde ud af, hvad du selv kan lide. Du bliver nødt til at følge din mavefornemmelse. Jeg elsker musikbranchen, men jeg synes ofte, at alle popstjerner ender med at ligne hinanden. Hvad sker der for, at kvindelige stjerner altid optræder i undertøj på scenen? Heldigvis er der også sangerinder som Sigrid og MØ, som er et godt modspil til den bevægelse, og som bare er sig selv. Jeg var så heldig at varme op for MØ i London. Hun er en stor inspiration og sykt kul. Der er masser af negative ting ved sociale medier, men det gode er, at alle kan finde et forbillede og ligesindede. Unge er mere ægte i dag og ikke så bange for at være sig selv.

Hvilket rollemodel vil du gerne selv være?

– Der er altid nogen, der vil være uenige i det, du gør. Det vigtigste må være at være tro mod dig selv og ikke gøre noget bare for pengenes skyld. Ellers mister du noget af dig selv. Det ville for eksempel være ret utroværdigt, hvis jeg lavede en makeupkampagne, for jeg går aldrig med makeup. Vælg det, du er passioneret omkring. Du kan ikke alt.

Hvad har været din vildeste oplevelse indtil videre?

– Helt sikkert samarbejdet med Tyler, The Creator. Han tog mig bare ind. Jeg var vildt nervøs, fordi jeg har så meget respekt for ham og hans arbejde. Så jeg sang bare alt, jeg kunne, og så tog han de bidder, han kunne bruge. Det er et stort kompliment, at han ser noget i mig, for han er et af de få musikgenier derude.

Du har skrevet en kærlighedssang til Oslo. Hvad er det bedste ved byen?

– Da jeg rejste til Melbourne var jeg ved at være træt af Oslo. Men da jeg kom tilbage, gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk havde savnet byen. Den er ikke større end, at du altid møder nogen, du kender, hvis du går ud. Mange undervurderer Oslo, og den er ikke så forskellig fra København og Stockholm, bare lidt mindre. Du skal give den en chance for at komme under huden på den, og den vokser faktisk på mig hver dag.