GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Barbara Moleko
Foto: Les Kaner Barbara Moleko (f. 1986) er musiker og sanger. Hun er aktuel med singlen ”Volume”. Debuterede i 2012 med albummet ”Lykken er...” og hittet "Dum for dig". Har en dansk mor og sydafrikansk far. Mor til en datter på 5 år.

Barbara Moleko: Det gav mig optur, når folk sagde, at jeg ikke måtte tabe mig mere

Som barn og ung forbandt Barbara Moleko skønhed med at være hvid, tynd og glathåret. Og da hun for et år siden brød sammen under sit eget perfekthedsideal, gik hun i gang med at bearbejde sine tanker og følelser. Og i dag, hvor hun har rundet de 30, har hun fundet en styrke og selvtillid, som hun øver sig i at give videre til sin datter.

Vi skal først et år tilbage i Barbara Molekos liv. Der var fuldt tryk på alle motorer – Barbara skulle have et album i hus, hun ville være den perfekte mor, den perfekte kæreste, være i den perfekte form. Midt i sin stræben efter at leve op til et bestemt perfekthedsideal blev hun ramt af en invaliderende form for stress.

– Det havde gået og hobet sig op over længere tid, og pludselig fik jeg buldrende angst. Tanker om, hvad fanden jeg egentlig ville, poppede op. Hvad hvis mine sange ikke var gode nok? Måske skulle jeg slet ikke lave musik? Også alt det her om at være perfekt og leve op til et bestemt ideal begyndte at spøge.

– Det var så grelt, at jeg fik motoriske vanskeligheder. Jeg kunne ikke tale og mistede også min hukommelse, fortæller Barbara.

Så hun gik i terapi og måtte søge indad for at finde svar på, hvorfor hun nu også skulle være så forbandet perfekt.

– Jeg har måttet indse, at jeg ikke kan det hele. Nogle gange må man give slip eller afkald på ting i en periode for at kunne fungere. Jeg prøver at systematisere mine tanker og tænke i, hvad jeg reelt kan ændre, og hvad jeg ikke behøver røre ved.

– Jeg gik for eksempel fra min eksmand, hvilket var rigtig godt, for vi blev begge meget bedre mennesker og bedre forældre. Vi kunne ikke leve op til hinandens forventninger, for vi havde sat barren for højt. Der er ikke noget, der hedder ”det perfekte forhold”, ”den perfekte kæreste”. Mottoet må være ”learning by living” – at kunne være omstillingsparat i forhold til uventede ting. Du bliver kørt over, lige når du bedst tror, at du har styr på det.

– Perfekthedsidealet bunder i, at man har fået en eller anden forskruet ide om, at der findes flere timer i døgnet, end der rent faktisk gør, ha ha. Og så findes der altså et hav af retoucheringsprogrammer, som gør folk vanvittigt smukke, men lad os lige gøre de unge kvinder opmærksomme på, at du ikke kan komme til at se sådan ud ad naturlige veje. Det er forskellen på illusion og virkelighed.

moleko_30.jpg

Du er god nok

Selvom Barbara netop synger, ”Min krop er ik’ perfekt, men jeg er mig (…) Årh hvis det ik’ lige er dig. Jeg gi’r en fuck. Jeg har perfekte fejl” i sin sang ”Volume”, kan hun stadig få en følelse af ikke at være god nok.

– Jeg kommer uundgåeligt til at kigge på mig selv i spejlet de dage, hvor jeg er hårdt ramt af PMS, og får sagt: ”Åhh, hvor er jeg dog grim og fed”. ”Volume” er lige så meget et opgør med mig selv, for at jeg skal huske mig selv på, at jeg er god nok.

– Jeg har brugt det her med at fyre en post-it op på mit spejl eller kigge på mig selv hver dag i en længere periode og sige: ”I dag bliver en god dag”. Sidste år, da jeg gik ned med stress, vågnede jeg op hver dag og sagde til mig selv: ”I dag bliver en god dag, du er god nok, og du ser godt ud. Der er ikke noget at være bange for. Alt er godt”. Det er min måde at bearbejde det på. Og så har jeg selvfølgelig bearbejdet det ved at skrive sange og netop været heldig, fordi mit fag har givet mig lov til at dyrke mine følelser.

LÆS OGSÅ: Fallulah om søster-bevægelse: "I mange år har jeg manglet nogen at spejle mig i"

Men singlen er ikke kun et resultat af Barbaras egen bearbejdning af sine følelser. Den er lige så meget en hyldest til det uperfekte i alle os kvinder, understreger hun.

– Jeg tror, mange kvinder er tilbøjelige til konstant at pege på de ting, der ikke er perfekte – og det dur jo ikke. Verden er så fucking uperfekt, og det er fantastisk. Vi skal huske at trække på vores veninder og bakke hinanden op ud fra en positiv kropslig tankegang.

– Jeg talte med en kvinde, som laver smykkeskrin i træ, og i træet var der en masse huller og knuder, grundet en sygdom, træet havde. Men bølgerne og formerne var så smukke – naturens fejl forvandler sig til skønhed, og sådan tror jeg også, vi skal se på os selv. Jeg kalder for eksempel mine strækmærker for silkemærker, fordi det lyder meget smukkere – og har en anden pondus over sig.

– Hvis vi bliver ved med at gentage over for os selv, at vi er smukke, så lagrer det sig på et tidspunkt hos os. Selvfølgelig vil der altid være perioder, hvor man er utilfreds med et eller andet, men det må ikke rodfæste sig i ens krop og bevidsthed – det skal helst bare passere.

moleko_02.jpg

Identitetskrise

Barbara er vokset op med en alenemor i et hjem, hvor fokus lå på fordybelse og intellekt. Derfor kom emner som skønhed og kropsidealer aldrig på tale.

– Vi har aldrig talt om skønhed – nogensinde! Vi har aldrig talt om makeup eller nogle af de ting. Alt det har jeg opfanget udefra. Min mor er rimelig intellektuel. Hun var fotograf og grafisk designer, så hun var så nørdet, at alt skulle være praktisk – også hendes hår – derfor havde hun helt kortklippet hår på et tidspunkt. Hun elskede at gå i masser af farver og afrikanske print på trods af, at hun er kridhvid.

Hun var ligeglad med, hvad andre tænkte, og gik aldrig med bh.

Selvom Barbaras mor ikke brugte tid på at italesætte skønhed, opfangede Barbara alligevel de signaler, der kom fra reklamer, film og magasiner.

– Jeg voksede op med skønhedsidealer, hvor det gjaldt om at være hvid og have glat hår. Faktisk havde jeg ikke særligt mange sorte veninder, og den ene, jeg havde, gik altid med extensions – så det var, hvad jeg havde at spejle mig i.

– Jeg husker, at jeg var vildt irriteret over mit eget hår – mit bonghår, og selvom jeg prøvede alt muligt, ville mit hår ikke, som jeg ville. Og så var der min næse, den var så stor og bred. Den lignede en kartoffel, syntes jeg, og var ikke lille og fin som andres. Men jeg var glad for, at jeg havde store, flotte bryster. Jeg fik dreadlocks, var meget politisk aktiv i Socialistisk Ungdomsfront og dyrkede nogle værdier, som ikke handlede om mit udseende.

Men da Barbara begyndte som backing singer i sine starttyvere, blev hun for alvor opmærksom på sin krop. Her blev der pludselig stillet krav til ens udseende.

– Jeg fik nok en form for identitetskrise der i starten af tyverne. Jeg har også altid haft de her ADHD-issues og har skullet forsøge at finde ud af, hvor jeg passede ind. Som lille fik jeg ofte at vide, at jeg var sgu lidt dum. Så jeg havde en masse ting, jeg gik og grublede over på samme tid.

– Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne styre min vægt for at få følelsen af kontrol over mine tanker – jeg skulle bare lade være med at spise. Jeg var ikke decideret anorektiker eller bulimiker, men jeg kunne godt lide at have kontrol. Jeg kunne træne og være pissetynd, og så kunne folk sige: ”Nu må du ikke tabe dig mere” – og det gav mig en form for optur. Det var min form for stabilitet, for her kunne jeg overbevise omverdenen om, at jeg godt kunne finde ud af tingene – at jeg var god nok.

moleko_48.jpg

Men kroppen er en fascinerende, finurlig størrelse, mener Barbara. For med årene er hun blevet klar over, at det at være tilfreds med sin krop og vide, at man er god nok, ikke handler om, hvor tynd man er.

– Jeg tror ikke, det handler om, hvordan ens krop ser ud, men hvordan man bærer sig selv. Det er helt vildt, hvor meget udstråling gør. Så er det sgu lige meget, hvordan din krop ser ud.

– Min barndomsveninde Sofie har altid været god til at bære sig selv med stolthed. I en tidlig alder fandt hun sin seksualitet og havde bare en fed attitude. Selv i vores tyvere, hvor hun næsten levede af Gulddamer og blev ti kilo tungere, bar hun selv sig med stolthed – sådan rigtig: ”Jeg er the shit-agtigt”. Og hun scorede så mange.

– Jeg har altid set op til hende, for det er så sejt. Det kan godt være, at det var en form for facade, hun satte op, men bare det med at møde verden med den tro på sig selv, det, tror jeg, er en god ting. Man kan snyde sig selv til meget, så hvorfor ikke snyde sig til at være stærk, sej og lækker?

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

Kan du stadig have svært ved at fortælle dig selv, at du er lækker?

– Nogle gange går jeg stadig rundt og føler, at der er for meget på sidebenene, men jeg er jo ikke perfekt – jeg er en helt almindelig kvinde. Men jeg har altid tænkt meget over det med at kunne bære sig selv.

Så det handler om måden, man tvister den på?

– Ja, og jeg har specielt tænkt over det nu, hvor jeg har en datter. Måden vi lærer vores børn at føle sig selvsikre på, at vi ikke har så meget fokus på: ”Ej, hvor er du smuk skat – en lille prinsesse”, men derimod har fokus på det, der er indeni: ”Du er stærk, og du kan det hele.” Jeg tror, det er det, som skal motivere os i vores opdragelse. Så kan skønhed være en add-on – du er heldig, hvis du er smuk udenpå. Så længe du er smuk indeni og kan bære dig selv ordentligt, så skal du nok være smuk udenpå også.

For Barbara er opskriften ret simpel: Vi skal huske at bakke hinanden op i stedet for at pille hinanden ned. Og lade være med at bukke under for de idealer, der prædiker om det perfekte.

– Folk har så mange holdninger – prøv at kigge indad, før du peger fingre ad andre. Den der fucking ekstra delle, som hende den anden kvinde har, kan du da være ligeglad med. Eller du ser på hende, der er superskinny, og tænker, at hun sikkert har anoreksi – hvad rager det dig? Hvis du er bange for, at hun har anoreksi, så giv hende i stedet et kram og sig: ”Hej smukke!” Det gør en positiv forskel.

– Vi kvinder er så gode til at vende tingene indad, når vi spejler os i hinanden. For hvis hun ser sådan ud, så burde jeg vel også se sådan ud? Selvfølgelig vil vi kvinder gerne være attraktive over for det modsatte køn, og jeg tror også, at mænd har nogle forestillinger om os, fordi vi kvinder selv internt er med til at opretholde dem. Det er faktisk os kvinder, der er allerværst. Sådan har jeg det i hvert fald selv – andre pigers holdninger tæller mere end mændenes.

moleko_47sh.jpg

The big 30

– Er du gal! Jeg er så glad for at have ramt de 30, udbryder Barbara, da samtalen falder på, hvad alderen gør ved ens usikkerhed og tendensen til at bukke under for perfekthedsidealet.

– Jeg har fået en anden ro over tingene. Alle de tanker og den undren over, hvem man er, og hvad man skal, starter i teenagealderen og bevæger sig op i tyverne, men det kommer bestemt igen i trediverne: ”Jeg er single, skal jeg have børn?” Den diskussion har jeg haft mange gange, for man føler, at samfundet har et krav til en om, at man begynder at stifte familie, når man har nået en vis alder.

– Men hvad vil du? Find ud af med dig selv, om samfundet har ret – det gælder også i forhold til, om du er for tyk eller har det rette job. Gør noget ved det, hvis du er enig. Det handler om at sortere i skraldet

– alt det, du får ind – også fra sociale medier. Bliver du jaloux på nogen på sociale medier, så fjern dem, og fokuser på det, der giver en fed følelse. Omgiv dig med good vibes.

LÆS OGSÅ: Iris Gold om sin største nedtur: "Mændene tog mig på numsen dagen lang uden at spørge"

Hvad gjorde du dig selv af tanker, da du blev mor?

– Jeg har aldrig været typen, der stræbte efter at få det perfekte barn eller det perfekte hjem. Jeg har fået masser af hug for at give min datter pomfritter i en tidlig alder eller de forkerte boller. Lige da jeg fik hende, var jeg ret forvirret og nervøs for, om jeg nu også gjorde tingene rigtigt – som om alle andre gik rundt med skjult manual omkring børneopdragelse, som jeg ikke havde set. Jeg har været nødt til at danne mit eget billede af, hvad en god mor er.

– Efter jeg har ramt de 30, er jeg blevet mere opmærksom på, at alt, hvad jeg gør, kommer min datter til at opfange. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og have det godt med mig selv, hvis jeg også gerne vil have, at min datter skal have det godt med sig selv. Det er også noget af det, min mor har givet mig med videre. Hun var en cool singlemor, der tog sig en aftenskoleuddannelse samtidig med, at hun arbejdede. Det var det, hun havde mellem ørerne, der talte. Styrke og selvtillid er de ting, vi mødre skal give videre til vores døtre.

moleko_06.jpg

Fake it, till you make it

Barbara kan stadig tvivle på, om hun er god nok. Men så skal hun blot tænke på dengang, hun blev flov over sin egen forfængelighed for første gang. Så overmander tvivlen hende ikke, og den når ikke at smitte af på hendes datter.

– Første gang jeg blev ramt rigtig hårdt, var, da jeg havde mødt en svensk pige på Roskilde Festival i mine starttyvere. Jeg havde lagt et opslag op på Facebook med en tekst a la: ”Kjolen er lidt for stram…”, og der ramte hendes kommentar mig virkelig: ”Fuck det, du har en smuk velfungerende krop”. Jeg blev helt flov over min egen forfængelighed. Det var jo rigtigt, hvad hun sagde, jeg har en velfungerende krop, som gør det, den skal.

– Jeg må også være god til at tilgive mig selv, når min datter overhører, at jeg kritiserer mig selv. I stedet for at problematisere det tager jeg en snak med hende om det – fortæller hende, at det en fase, som går over. Så hun ved, det nok skal gå, hvis hun selv har en dårlig dag.

– Jeg håber, at hun kommer til at hvile mere i sin krop. Hvis hun siger: ”Mor, jeg er grim i den her kjole”, så siger jeg bare, at hun skal vælge en anden. Man skal ikke dyrke den der side – få fokus væk fra at tale om at føle sig forkert eller se grim ud. Det håber jeg, at jeg kan få plantet i hende.

Om ti år har du en teenager, hvad gør man så, når man står med en datter, der er ked af at kigge på sig selv i spejlet?

– Ja, hvad gør man så? Man spørger hende om, hvorfor hun ikke føler, at hun er god nok. Hvad er det, andre kan, som du gerne vil – kan du gøre noget ved det? Kan du ikke gøre noget, så må du bide det i dig – livet er hårdt, og det skal du lige bruge lidt tid på at sluge, men så må du komme videre i teksten.

– Vi lever én gang. Hvad er vigtigt? Når jeg forhåbentlig ligger der som 90-årig, hvad har jeg så givet og taget i løbet af livet. Har jeg givet kærlighed til andre, nåede jeg det, jeg ville, elskede jeg mig selv nok? Det er vigtigt.

Fortryder du, at du ikke elskede dig selv nok?

– Nej, for det hele er en proces. Jeg tror ikke på at fortryde, men at lære af sine fejl. Jeg har lært rigtig meget og er stadig i gang med at lære at elske mig selv. Jeg prøver at gøre det til en leg at elske mig selv hver dag.

– Jeg har altid haft det motto, der hedder: ”Fake it, till you make it.” Det er et genialt motto, for du kan fandeme fake dig til meget. Og man skal også huske, at tanker er en flydende størrelse, fuldkommen ligesom vand. Dine tanker er som en flod – lad være med at lave dæmninger omkring de tanker, der er tunge. Lav hellere dæmninger omkring de gode værdier i dit liv, og dyrk dem. Det er mit budskab.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Musik og Kropsidealer