Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

#Vihyldersygeplejersker
Foto: Les Kaner

#Vihyldersygeplejersker

Bodil Jørgensens sygeplejersker skrev dagbog for hende i den sværeste tid

Da Bodil Jørgensen bliver indlagt efter sin alvorlige ulykke, skriver sygeplejerskerne en dagbog til hende i alle de dage, hvor hun svæver ind og ud af bevidsthed. Det er hun dem evigt taknemmelig for.

For to år siden modtog Esbjerg Sygehus en meget kvæstet kvinde, som havde været ude for en alvorlig ulykke. Hun havde brækket begge sine kraveben, alle sine ribben, fået brud på sit bækken og beskadiget både lever og nyrer. Efter scanninger blev hun sendt direkte videre til intensivafdelingen på Odense Universitetshospital, hvor hun blev lagt i respirator. Sidst blev hun overflyttet til Bispebjerg Hospital.

Kvinden var Bodil Jørgensen, og i dag takker hun alle de sygeplejersker, hun mødte på sin vej under den lange indlæggelse. Især intensivsygeplejerskerne i Odense, som valgte at skrive en dagbog til hende for de seks dage, hvor hun var så medtaget, at hun røg ind og ud af bevidsthed.

Bodil Jørgensen fortæller her for første gang, hvad sygeplejerskerne skrev i hendes dagbog.

For Bodil Jørgensen betød det utrolig meget, at sygeplejerskerne har skrevet dagbog over det kaotiske forløb, som hun kun selv kan huske brudstykker af.

– Jeg var ikke rigtig ved bevidsthed. I den periode var jeg meget krop, der bare lå. Men man er stadig et menneske med sjæl, historie og et helt liv bag sig. Der var de bare helt fantastiske til at skrive dagbog for mig hver dag. Jeg synes, det var så nænsomt og smukt.

Det var mest sygeplejersken Maria, som skrev i dagbogen. Hende kan Bodil Jørgensen tydeligt huske. Det var hende, som var der, da hun havde det allerværst. Men det var ikke kun dagbogen, som betød alverden for Bodil Jørgensen. Det var også den tryghed, som sygeplejerskerne skabte i en tid, hvor der var meget frygt.

– De fleste rørte lige ved mig, når de kom ind. Det betød så meget, når man lå med slanger overalt. Det tager ikke lang tid lige at stryge en patient over armen eller håret. Og for patienten betyder det alt. Det betyder, at man stadig er et menneske. At man stadig er i verden.

Når man er indlagt på intensivafdelingen, har man en sygeplejerske i døgndrift, som sidder hos en. Om natten på Bispebjerg Hospital var det altid Christina, der sad hos Bodil Jørgensen. Hende kan hun huske, fordi de ofte talte sammen. Det var svært at sove, når man havde smerter.

– Christina og jeg snakkede om bøger hver aften og nat. Der var en bestemt bog, vi talte meget om, der hed "Kvinder som løber med ulve" (red. skrevet af Clarissa Pinkola Estés). Den genfortalte hun lidt for mig, og det var helt drømmeagtigt. Hun fortalte også nogle andre dejlige godnathistorier. Det var så sødt af hende. Hun kunne jo bare have siddet med sin telefon.

Selvom Bodil Jørgensens sygdomsforløb var ekstremt hårdt for både hende og familien, så formåede sygeplejerskerne mange gange at lette stemningen, fortæller hun. De sørgede for at bringe lidt humor ind i en ellers barsk situation.

– Da jeg kom ud af min respirator, blev jeg hejst op i sådan et hejseapparat, fordi jeg skulle på wc. Jeg skulle hen at sidde over et bækken, og der var vi ved at dø at grin samtidig, fordi det jo var så komisk. Humoren er rigtig vigtig, selvom det hele er lidt af helvede til.

– Det var også fordi, de skulle køre mig rundt i apparatet med sådan en fjernbetjening. Så forestillede jeg mig bare, hvordan jeg så ud, da jeg hang i den i bar røv. Og jeg kunne lige se, at der så gik kludder i den, og de ikke trykkede på den rigtige, og jeg så fløj rundt i den der stue for at prøve at ramme spanden. Det grinte vi så meget af, og det gjorde selvfølgelig ondt, når jeg grinede, men det var så rart.

Bodil Jørgensen mener også, at der er vigtigt, at patienten er god til at tage imod den hjælp, de får. Det duer ikke at være vred eller sur, for så bliver det en dårlig oplevelse, uanset hvor sød sygeplejersken er.

– Det kræver også noget af en, og det var svært, da jeg lå og var helt gennembanket. Men jeg fik overskud af sygeplejerskerne.

Sidste besked fra dagbogen læser Bodil Jørgensen op, mens hun griner. For selvom der er mange oplevelser, hun ikke kan huske under indlæggelsen, står nogle hændelser alligevel knivskarpt.

– Jeg kan godt huske, jeg så blomster og biller. Det var jo morfinen, fordi det er et hallucinerende stof. Men det var også, fordi man svæver ind og ud af bevidsthed. Jeg følte, jeg fløj rundt og fløj op i hjørnet og sad. Jeg har ikke kigget på dagbogen i lang tid, og det er jo ret vildt. Jeg lægger især mærke til, hvordan de skrev, at jeg havde meget vilje, og det er dejligt at blive mindet om. Hvordan man kæmper, når det er allersværest.


LÆS OGSÅ: "Frau Tasche skabte håb for alle på asylcentret"

LÆS OGSÅ: #Vihyldersygeplejersker: En sygeplejerske på en barnecykel, en politiker og en masse seje mødre

LÆS OGSÅ: Ida var bassist for Prince indtil hans død – nu skal hun stå på egne ben