Min datter har slået hånden af mig
SPONSORERET indhold

Min datter har slået hånden af mig

Jeg fik en sms fra min datter for to år siden, hvor hun skrev, at hun ikke kan rumme mig. Jeg savner både min datter og mit nu godt 11-årige barnebarn, så nu overvejer jeg at køre hen til hende, men jeg er usikker på, hvordan min datter vil modtage det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
01. jul. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om datter, som ikke kan rumme mor

Min datter har i en sms for to år siden skrevet, at hun ikke længere kunne rumme mig. Jeg ser derfor ikke mit dejlige barnebarn, der nu er godt 11 år! Jeg har overvejet at køre hen til min datter, som bor en halv times kørsel fra mig, men jeg føler mig usikker og er bange for, hvordan min datter vil modtage mig. 

Jeg mistede min mand for to år siden, og på facebook har min datter givet udtryk for, at jeg har belastet mit barnebarn med min egen sorg. Dette billede kan jeg ikke genkende. Jeg er meget fornuftig omkring min sorg. Jeg har en dejlig hverdag, og sorgen har fundet sin plads i mit sind. Jeg klarer mit store hus med have, og jeg finder min daglige glæde, men jeg savner min datter, og jeg savner mit barnebarn. 

LÆS OGSÅ: Min datter er vred og aggressiv

Det skal siges, at samme år, som min mand døde, blev min datters far – min første mand – alvorlig demens-syg, og han bor nu på plejehjem. Det er en voldsom form for demens, der kommer til udtryk ved, at han græder og har svært ved at orientere sig. Min datter har altid været meget tæt knyttet til sin far, som jeg også altid har haft et godt forhold til. 

I alt det her føler jeg, at jeg har svigtet mit barnebarn. For hendes mor kan ikke rumme mig, men mit barnebarn står jo midt imellem og har mistet mere, end hendes mor kan forestille sig, ikke blot kontakten til mig, men også til min anden datter og hendes børn. Hvad et dit råd til mig? For jeg vil så gerne køre ud til dem, se dem og bare sige: Kan vi mon være i hinandens liv igen?

Vibeke Dorph råder til at skrive et brev

Sorg udmønter sig tit på alle mulige andre måder, end på den, vi forventer af den sørgende. Ganske ofte har jeg oplevet, at sorgen netop viser sig som en afmægtig vrede, sådan som det lyder til at være tilfældet for din datter. For jeg tror, at der bag hendes vrede står en usikker og fortvivlet lille pige. Det kan da godt være, at hun ser voksen ud, og her i din mail fornemmer jeg da også, at du mere ser hende som en voksen kvinde, du lidt bebrejder, i stedet for at se hende som det, hun også er: Din ulykkelige datter, der er ved at miste sin far til en modbydelig sygdom. Jeg tror derfor, at det er hende, du skal have for øje, hvis du og din datter skal finde hinanden igen. For bebrejdelser over, at din datters brud går ud over dit barnebarn, fører ingen gode steder hen. Tværtimod. Det fortæller kun din datter, at du er mere bekymret for dit barnebarns ve og vel, end du er det for hendes.

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke holde min stedsøn ud

Selvfølgelig skal du række hånden ud til din datter, men du skal gøre det som mor. Var jeg dig, så ville jeg i stedet for at opsøge hende direkte skrive et brev, hvor du fortæller hende, hvor meget du savner hende i dit liv, og at du ikke føler, at dit liv er helt uden hende – og dit barnebarn. Altså, en slags kærlighedserklæring til din datter. Jeg tror og håber nemlig, at det vil lokke savnet og sårbarheden frem i hende til fordel for den forsmåede vrede, der hersker nu, og så er det, at I har en chance. For bag din datters vrede gemmer sig ikke bare en dyb sorg, men også et savn og en længsel efter dig, hendes mor. Så vis hende, at det lige præcis er det, du først og fremmest er.