Min kæreste vil ikke flytte sammen med mig

Spørgsmål om langdistanceforhold, der ikke rykker nærmere

Min kæreste og jeg er begge i 40'erne og har børn fra tidligere forhold. Vi mødte hinanden for fire år siden og blev langdistancekærester. Han bor 150 km. fra mig sammen med sine større børn, og jeg med et mindre skolebarn. Efter et par år ønskede jeg at få et barn med ham. Det afviste han, hvilket jeg affandt mig med.

Siden forsøgte jeg at tale med ham om at flytte sammen. Det var han heller ikke meget for. Han vil ikke rive op i børnenes hverdag, men på sigt – om 10-13 år – vil han måske gerne flytte sammen, når de er flyttet hjemmefra. Når han er hos mig, og jeg har min datter, så har han tit brug for at trække sig lidt, og jeg synes ikke, at han gør så meget for at lære min datter rigtigt at kende. Jeg forsøger derimod at få et godt forhold til hans børn, men det er ikke noget, han ser som vigtigt.

LÆS OGSÅ: Min kæreste skaber kaos i mit liv

Jeg drømmer om at skabe en hverdag for os alle og ikke kun være gæster i hinandens liv, men det behov har han ikke. Han frygter dog at miste mig, og jeg forstår ham godt: Han ved, jeg ikke kan trives med et langdistanceforhold. Vi skændes om det, og jeg er ulykkelig over hans negative afvisninger. I sidste ende er jeg ikke villig til at fortsætte med at gå på kompromis med mine behov, og samtidig smerter det mig, hvis jeg skal slutte forholdet. Vi elsker hinanden højt, og han ønsker at blive gammel sammen med mig, bare kun på de præmisser han opstiller. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at tænke sig godt om

Det er et udbredt problem, du beskriver her. Par med børn fra tidligere forhold, der finder sammen, men som har forskellige idéer om, hvordan forholdet skal indrettes. Som hos jer, hvor du savner at dele hverdagen med din kæreste, mens han har det fint med at ses, når der er tid og mulighed for det. Begge lyster er lige legitime, det er så bare ærgerligt, når de som I jeres tilfælde ikke harmonerer.

LÆS OGSÅ: Min kæreste hopper og springer for sin ekskone

Personligt ville jeg nok kvie mig ved at rykke mit barn op fra hendes velkendte hverdag for at rykke langt væk. Især da, hvis det er for at flytte sammen med en mand, der virker så lidt entusiastisk for projektet, som din kæreste gør det. Her ville jeg i stedet koncentrere mig om at nyde min hverdag med mit barn, dyrke venner, sport og andre fornøjelser, og så ellers glæde mig til at se min kæreste, når der var tid og mulighed for det. Sådan har du det ikke, du lyder derimod til at have et stort behov for at leve i et mere traditionelt forhold.

Det behov skal du selvfølgelig lytte til, men husk nu på, at heller ikke det er ukompliceret, da slet ikke, hvis der er dine og mine børn involveret. For det er et hårdt arbejde, og jeg ved af egen erfaring, at du stensikkert nu og da vil komme til at savne din rolige tilværelse i tosomheden med din datter. Så tænk dig om og lad være med at bebrejde din kæreste, at han ikke kan opfylde dine behov. Prøv i stedet at se fordelene i at leve, som I gør det nu. Kan du ikke det, så må du drage konsekvensen og bryde ud af forholdet for at søge en mand, der har de samme lyster og behov som dig.