Læs om stilikonet Clémence Poésy

Den 29-årige skuespillerinde, model, Chanel-muse og chanteuse Clémence Poésy vinder hjerter og beundrende blikke, hvor end hun træder sine laksko, og er en del af en ny generation af stilfulde franske kvinder. Vi tegner her et portræt af modeyndlingen med det smukke navn og hendes misundelsesværdige gode stil.

Der er en ganske særlig lethed og sødme over hende. Pigen med det kønne, hjerteformede og næsten nøgne ansigt, de fyldigt buede læber og bløde gyldne lokker er indbegrebet af parisisk chik. Hun er blevet foreviget af bloggere som Garance Doré og Scott Schuman fra The Sartorialist ved modeuger, filmpremierer og gallafester, hvor hun yndefuldt indtager den røde løber i haute couture. Eller slet og ret på gaden i Paris, hvor hun viser sin boheme-hverdagsstil.

Chefredaktør på livsstilsmagasinet Purple Olivier Zahm har kaldt hende belle de jour og fransk films fremtidige ikon og fremhævet hendes diskrete charme og uskyldige udseende, som han mener grænser til det farlige. En særlig je-ne-sais-quoi, som virker dragende på de fleste og nærmest uimodståelig på Zahm, og han har som så mange andre erklæret sig som tilbeder af den prægtige Poésy, som sin unge alder til trods bærer mange kvinder i sig. Selv nævner skuespillerinden, som de fleste vil huske for rollerne i Harry Potter og Gossip Girl, de vidt forskellige franske skuespillerinder Catherine Deneuve og Jeanne Moreau som forbilleder.

Artiklen fortsætter på de følgende sider...

Kulturelt arvegods

Clémence Poésy er bestemt ikke ubevidst om sin fremtoning, hvilket bl.a. kommer til udtryk i hendes valg af kunstnernavn. Hun hedder rettelig Clémence Guichard, men valgte moderens pigenavn Poésy af æstetiske grunde. Fordi det er smukt og “gør livet let”, som hun har sagt til Interview Magazine.

Skuespiltalentet er nedarvet fra faderen, som selv er i faget og har sit eget avantgardistiske teaterkompagni, og lillesøsteren Maëlle Poésy-Guichard er senere gået samme vej. Faderen levede lidt af et kunstnerliv og turnerede meget, da de var børn, mens moderen havde en mere prosaisk profession som fransklærer. Men hun var med til at stimulere og opmuntre sine døtre i en sådan grad, at Clémence ud over sin metier også er musiker og illustrator, der ynder at spille guitar, synge og tegne, når hun ikke er i færd med at indstudere en rolle.

I det hele taget var opvæksten præget af forældrenes kunstsyn og entusiasme, og allerede på et tidligt tidspunkt lærte Clémence at forholde sig kritisk til sig selv og sine omgivelser. Hendes skolegang var alternativ med stor frihed og langt mindre autoritær end gængs fransk standard. Her tillagde hun sig frem for alt uafhængighed og selvstændighed, stærkt opmuntret af forældrene, og det gav Clémence en almendannelse, der adskilte sig væsentligt fra de jævnaldrenes. Bl.a. påstod forældrene, at hjemmets tv var permanent i stykker og ikke kunne repareres. Og det banede vejen for en meget fransksindet finkultur i hjemmet. For mens tv’et forblev slukket i barndommen, tog forældrene ofte børnene med i teatret og biografen som underholdning og formning.

“De lærte os at vælge, hvad vi gerne ville se, og derfor havde vi ikke noget tv i mit barndomshjem. Fordi tv påtvinger dig noget,” har hun sagt til Sunday Telegraph.

Hun ejer stadig ikke et, på trods af at det siden hen skulle vise sig at være tv-produktioner som bl.a. Gossip Girl, der var med til at forme hendes karriere.

Selv om hun er barn af 80’erne, er hendes præferencer og musiksmag mere forankret i 70’ernes modkultur, som hun har en udtalt forkærlighed for og ofte finder inspiration i. Men hun var også optaget af gamle film. Hun så de samme igen og igen, dansede rundt til Fred Astaire og Gene Kelly, mimede stjerner som Charlie Chaplin og blev mere og mere sikker på, hvad hun ville.

Skuespildebuten fik hun som teenager i et af faderens stykker, og allerede i gymnasietiden medvirkede hun i hjemlige tv-produktioner som Un homme en colère (1999). Hun kom for sent til sin første audition, men brød alligevel igennem med sin stærke karakter. I starten af sin karriere studerede hun drama i Paris, men opgav det endeligt til fordel for rollen som den franske studine Fleur Delacour i Harry Potter og flammernes pokal (2005) som åbnede en masse døre for hende, også i hjemlandet. Faktisk blev hun først tilbudt ‘rigtige’ franske filmroller efter sin medvirken i diverse britiske produktioner. Hun taler da også et næsten perfekt engelsk uden accent, der ikke afskærer hende fra store roller i udlandet. Hendes portefølje tæller bl.a. In Bruges (2008) hvor hun spiller Chloë over for Colin Farrell og Ralph Fiennes, Tia i Heartless (2009) over for Jim Sturgess, Pi i Lullaby for Pi (2010) og – ikke at forglemme – hendes mindeværdige rolle som Chuck Bass’ franske flirt Eva Coupeau i Gossip Girl (2010), der blev optaget i Paris og New York.

Fornemmelse for stil

Men det er ikke kun på film og tv, Clémence Poésy har gjort sin entré. Med skuespillerkarrieren fulgte en ikke ubetydelig interesse fra den amourøse modebranche, der forelskede sig hovedkulds i skuespillerinden med den sikre sans for stil, som hun mestrer til parisisk perfektion. Det var kærlighed ved første blik, og forelskelsen blev gengældt. Inden længe var hun selvskrevet på første række til Chanel, Balenciaga og Chloés shows og modeevents, som hun scenevant deltager i og kaster glans over. Dog med en vis reservation:

“Det er fint at gå ud en gang imellem og føle dig som en prinsesse, men hvis du overdriver det, tager det noget fra dig,” har hun sagt til London Evening Standard.

Om at være stilikon sagde hun sidste år til magasinet Nylon:

“Jeg erkendte på et tidspunkt, at den verden, jeg arbejder inden for – skuespillerbranchen – var meget nært forbundet med mode, så jeg besluttede mig for at more mig med det i stedet for at blive genstand for morskab. At klæde sig på er ligesom at iklæde sig en anden personlighed.”

Selv forstår hun ikke, at hendes stil skulle være særlig forbilledlig eller bemærkelsesværdig:

“Jeg bruger aldrig en stylist,” har hun erklæret til Sunday Telegraph. For hun har altid sat sin hat, som hun vil.

Snart blev hun kampagnemodel for Chloés parfume i treenighed med skuespillerinden Chloë Sevigny og modellen Anja Rubik og fotograferet af stjerneduoen Inez van Lamsweerde og Vinoodh Matadin. Kampagnen for flakonen med den blomsteragtige duft fik stor opmærksomhed. Og det er der en ganske naturlig forklaring på, har hun fortalt til Interview:

“Skuespillerinder sælger. Men det var faktisk lidt tilfældigt, at jeg fik kampagnen. Jeg opsøgte det ikke. Og det er en god kampagne. Jeg følte ikke, at jeg solgte min sjæl til djævlen, og det var også en måde at blive fri på. Nu kan jeg vente på filmprojekter uden at skulle kæmpe for at overleve. Jeg kan også sagtens genkende mig selv i det image, som Chloé-parfumen fremstiller: som en kvinde, der hverken er aggressiv, supersofistikeret eller superkompliceret.”

Påklædningsdukke

Senest har hun skrevet kontrakt med denimmærket G-Star Raw som nyt ansigt for deres kampagner, skudt af Anton Corbijn. Som med sine tidligere modesamarbejder vil hun ikke bare være pigen på billedet. Hun vil have lov til at være sig selv og give noget af sig selv. Ellers bliver det for trivielt og overfladisk.

“Så handler det bare om at agere bøjle for noget, en levende dukke,” har hun udtalt til Sunday Telegraph.

Og derfor traf hun et valg om at spille med på legen og få det bedste ud af det.

“Jeg vidste, at mode ville blive en del af jobbet, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne have det sjovt. Jeg ville ikke have, at nogen skulle bestemme, hvad jeg skulle have på, hvordan jeg skulle se ud, og hvordan jeg skulle optræde. Det sker meget hurtigt i modebranchen, hvis du ikke viser, at du kan dit kram.”

At hun kan sit, har hun demonstreret ved talrige lejligheder, hvor verden har beundret hendes udstråling, afslappede attitude og misundelsesværdige evne til at sammensætte sin helt egen stil. Den velklædte lille kvinde med den store tiltrækningskraft har prydet forsider på magasiner som i-D, Jalouse og Nylon. Hun mikser det feminine og maskuline med legende lethed og veksler ubesværet mellem blazer, hvid herreskjorte, jeans og hat den ene dag og romantisk blondekjole med stiletter den næste. Hun sværger ved og til Chanel og har næsten altid en 2.55-taske over skulderen. Hendes garderobe er foruden Chanel signeret af mærker som Balenciaga, Givenchy og Isabel Marant, og hun har en forkærlighed for et enkelt og romantisk look i douce nuancer og denim, som hun fuldender med fine detaljer som en sløjfe eller et strejf af pailletter, der kaster et særligt skær over hende. Altid sofistikeret og parisienne til hårspidserne.

Selv har hun sagt om sin påklædning til Interview:

“Det skal være en leg. Som teenager var jeg grunge og lavede huller i alt mit tøj. Jeg synes, det er ærgerligt, når teenagere bliver konforme i forhold til mode, fordi det er den ideelle periode at eksperimentere og anlægge sin egen aparte stil uden at ligne en komplet idiot.”

Hun forguder Jane Birkins stil og er stor beundrer af Patti Smiths eksperimenterende punkæstetik og personlighed.

“Hun yndede at klæde sig ud som forskellige filmroller og sagde om sig selv og Robert Mapplethorpe (fotografen, som Patti Smith levede sammen med i 60’erne og 70’erne, red.): “Jeg var fuld af referencer, han var fuld af lys og skygger.” Det synes jeg er smukt,” her hun erklæret over for London Evening Standard.

Fortryder nøgenscener

Sin nuværende succes i både film- og modeverdenen til trods har hun efter eget udsagn altid været en smule utilpasset og sær og har langtfra altid haft en ubesværet gang på jord.

“Jeg har ofte fået at vide, at jeg er en smule mærkelig. Det er noget, jeg hører regelmæssigt, men det er ikke sådan, jeg ser mig selv. Jeg føler mig ekstremt normal. Jeg har godt nok et lidt sælsomt ansigt, som er en smule uproportioneret. Måske er det derfor, folk synes, jeg er lidt aparte,” har hun fortalt Purple-chefredaktør Olivier Zahm, adspurgt, hvor hun har sin charme fra.

Hun var ikke videre populær i skolen, men hævder, at det har givet hende mod til at finde sit eget rum, skille sig ud fra mængden og vælge sine venner med omhu i stedet for at bejle til laveste fællesnævner og stræbe efter almindelighed. Også selv om det er lettere sagt end gjort, når man står i starten af livet og skal vælge sin egen vej.

“Man skal opmuntre folk til ikke at give efter for fristelsen til at være normal, selv om det ikke er let – for når man vokser op, vil man bare høre til,” har hun sagt til Interview.

På trods af det sarte og spinkle ydre har Clémence Poésy for længst lært sig selv at kende. Hun har lært at sætte grænser for, hvad hun vil være med til, og er blevet god til at varetage sine egne interesser. Som ung og ubekymret skuespillerinde in spe indvilligede hun som 18-årig i at lave en delvis nøgenscene i filmen Olgas sommer (2002), som instruktøren hævdede var afgørende for historien. Og det gør hende oprørt i dag, hvor hun er ældre, klogere og føler sig mere hjemme i sin egen krop og klædt på til at møde verden. End dengang, hvor hun var sårbar, gennemsigtig – og nøgen. Det er næsten en kliché. Og hun har fortrudt. Ikke mindst fordi de topløse billeder stadig florerer på internettet ude af den kontekst, de blev taget i. Den slags vil hun ikke risikere igen, og derfor har hun indføjet en klausul i sine kontrakter, der tilskriver, at eventuelt fremtidige nøgenscener ikke må bruges i forfilm eller stillbilleder, men udelukkende i selve filmen. Ikke at hun er imod eksplicitte sexscener og blottelse for åben skærm eller bart lærred. Hendes roller er langtfra altid dydige og blufærdige, og det indlader hun sig gerne på. Hvis blot de har en kunstnerisk berettigelse og tilfører scenen noget andet og mere end overeksponeret hud.

Den ulidelige lethed

Ellers er der ikke meget, hun fortryder. Måske lige bortset fra rollen i Gossip Girl, der jo netop repræsenterer den slags tv-produktioner, hun ikke selv fik lov til at fordrive tiden med som barn og ung. Men tilbuddet kom mellem to tunge produktioner – Danny Boyles 127 timer (2010), hvor hun har en mindre rolle over for James Franco, og rollen som den kanoniserede franske helgeninde Jeanne d’Arc i Jeanne Captive (2011), der brændes på bålet. Derfor tænkte hun, at det ville være befriende med noget let. Så hun takkede ja uden videre overvejelse.

“Men jeg blev ved med at spekulere over, hvorfor jeg egentlig var der. Og det skulle jeg nok have tænkt over lidt før,” indrømmer hun over for Sunday Telegraph om den glamourøse gæsteoptræden, der ellers vakte stor begejstring blandt fashionistaer og tilhængere af serien.

De fleste af hendes roller er dog særdeles velovervejede og velvalgte. Ofte indtager hun skikkelsen af heltinde med tungt historisk arvegods i store tv-satsninger. Maria Stuart i Forræderi og sammensværgelser (2004) dronning Isabella i Richard II (2012) og Isabelle Azaire i Birdsong (2012) for blot at nævne nogle af de vægtigste. Og derfor har hun ofte måttet iklæde sig romantiske rober fra fordums tider og bære korset. Det sidstes snærende bånd har fået hende til at reflektere over mode og kvinderoller gennem tiderne. For selv om den moderne kvinde er fri til at vælge sin garderobe, er der noget meget feminint og erotisk over forgængernes kostumer og påklædningsritualer, som hun er fascineret af.

Som skuespiller får hun lov til at lege med de forskellige karakterer, hun spiller og ifører sig lånte fjer og gevandter, der emmer af pomp og pragt.

“Det er næsten ligesom at være barn igen. At få lov til at klæde sig ud og lade, som om du er en anden for en dag.”

Fx synes hun, der er noget meget sexet over at løsne et korset, fordi det sætter en kvinde fri.

“Men når du tager det af og iklæder dig dine jeans, tænker du: “Gud, hvor er jeg heldig, at jeg lever i en tid, hvor man ikke behøver at have sådan et på,”” har hun fortalt til Sunday Telegraph. Ikke blind for den undertrykkelse og det kvindesyn, der også ligger gemt i fortidens klædedragter.

Men det er den slags øvelser, der forbereder hende på rollerne og sætter hende i den rette stemning, så kvindeskikkelserne folder sig ud, og hun lærer dem og den tid, de er rundet af, bedre at kende. I det hele taget udviser hun stor indlevelsesevne, når hun skal træde ind i en ny skæbne og formidle den til publikum. Til rollen som Jeanne d’Arc i Jeanne Captive forberedte hun sig ved at tegne portrætter af sin heltinde for at se hende i et andet lys og betragte hende udefra, inden hun kunne indtage hende med et åbent sind.

“For at legemliggøre en karakter må man give slip på alle fordommene om den. Skuespillet får dig til at iagttage livet og bestræbe dig på at forstå det på smukkeste vis,” har hun udtalt til Nylon.

Dagens skønhed

Og det besidder hun en ganske særlig evne til – at leve sig ind i sine roller. Abi Morgan, som har skrevet tv-manuskriptet til krigsromancen Birdsong, hvor Clémence spiller Isabelle Azaire, og også står bag det aktuelle biografiske drama Jernladyen om Margaret Thatcher samt dramaet Shame (2011) med Michael Fassbender og Carey Mulligan i hovedrollerne, har sagt om hende:

“Clémence har en vidunderlig rummelighed, der passer rigtig godt til Isabelles karakter. Hun er en meget sofistikeret skuespiller af sin unge alder.”

Derfor bliver hun omfavnet af mange, der gerne vil have en del af den strålende stjerne, så hun kan kaste glans over dem.

Senest har hun givet Michael Caine modspil i Mr. Morgan’s Last Love, der får premiere i år. En filmisk fortælling om en pensioneret filosofiprofessor, der mister sin hustru og ikke taler et ord fransk, da hans liv forandres af en ung parisisk kvinde.

“Så møder han denne her pige, mig. Det er historien om to ensomme mennesker, der finder hinanden. Og hvad gør hun? Hun tager sig af andre, men er ikke i stand til at tage vare på sig selv,” har hun sagt til Sunday Telegraph.

Modsat filmkarakteren har Clémence Poésy selv formået at bevare sin egenart. Og måske er det netop det, der har gjort hende til muse for Chanel og Balenciaga. Hun vælger stadig sine venner med omtanke og er ikke blikfang for hvem som helst. Hun ved, hvad hun står for, og hvad hun kan stå inde for. Derfor er hun også meget bevidst om, hvad det er, hun (re)præsenterer og signalerer med det tøj, hun går klædt og bliver fotograferet i. Ikke uden inspiration fra de kvindeskæbner og stærke karakterer, hun har levet sig ind i gennem tiderne, og den personlighed, modehusene repræsenterer.

Hun er nær veninde af designere som Karl Lagerfeld, som hun ofte ses i selskab med, og har et særdeles godt forhold til Nicolas Ghesquière, og dét og den historie, de to modehuse (Chanel og Balenciaga) fortæller, har været med til at forme hendes personlige stil og valg af kjoler til festlige anledninger. Ikke mindst ved filmfestivalen i Cannes, hvor hun ofte defilerer forbi fotografernes linser i Chanel, som hun bærer med stolthed. Fordi der ligger hjerte bag, og hun kan genkende sig selv i det.

“Jeg kendte lidt til, hvad Coco Chanel har gjort for kvinder. Hun er en meget interessant person. Og med Nicolas havde jeg set hans arbejde i magasiner fra begyndelsen, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Han er meget nem at tale med.”

Han har til gengæld sagt om hende, at hun er “en fremragende skuespillerinde med en fantastisk personlig stil – meget naturlig, meget fransk. Hun har en meget uchik og blomstrende skønhed, og hun elsker og forstår mode.”

I og uden for modebranchen taler alle om Clémence Poésy, og hun bidrager gerne til at dele ud af sin egen fortælling. Sit kærlighedsliv taler hun dog ikke om, og hun ville aldrig invitere journalister eller fotografer indenfor i sit hjem. Det er helt og aldeles helligt og afskåret fra mediernes opmærksomhed. Hun har været gift i flere film og gået model i en brudekjole fra Chanel, men privat er hun endnu ugift. Dog har det franske stilikon betroet følgende til London Evening Standard:

“Hvis jeg nogensinde bliver gift, bliver det i jeans.”

Blå bog

- Født Clémence Guichard den 30. november 1982 i en forstad til Paris, men tog senere sin mors pigenavn som kunstnernavn.

- Har den to år yngre lillesøster Maëlle Poésy-Guichard, som også er skuespiller.

- Har medvirket i en række primært britiske og franske tv- og filmproduktioner, bl.a. Harry Potter, Gossip Girl, Jeanne Captive og Forræderi og sammensværgelser.

- Debuterede i 2011 som sangerinde på Miles Kanes album Colour of the Trap på sangen Happenstance og ynder at tegne romantiske illustrationer, som bl.a. er blevet trykt i livsstilsmagasinet Lula.