Læs om Mads Mikkelsen: Danmarks største stjerne

Dansk films internationale løve fra Nørrebro har i løbet af karrieren vendt menneskekød i marinade, redet med kong Arthur, bekæmpet besættelsesmagten i København, kysset på Coco Chanel og tæsket James Bond – blandt andet. Nu er Mads Mikkelsen aktuel i endnu en historisk rolle som livlægen Struensee i storfilmen En kongelig affære. Her fortæller stjerneskuespilleren om sin nye film, karrieren og alderen, der på ingen måde trykker. 

“Er det noget med, at jeg bare poserer nøgen på forsiden?” spørger Mads Mikkelsen, Danmarks p.t. største skuespiller, med munden fuld af croissant. Han er fem minutter forinden kommet slentrende ind i fotostudiet i Københavns Nordvest-kvarter iført jeans og skovmandsskjorte. Endda før aftalt tid.

Hans pokerface knækker i et rigtigt drengerøvsgrin, og isen er hermed effektivt brudt.

Enhver bekymring om eventuelle stjernenykker og presseskyhed bliver gjort til skamme i løbet af de næste timer, for Mads, som lægger ud med at hilse smilende på alle i lokalet, melder sig klar til arbejde med en forfriskende ukrukket energi. Professionel og med en ligefrem no-bullshit-attitude, der får fotoskydningen til at glide som smurt og den svenske fotograf til begejstret af proklamere:

“He’s fantastic!” da Mads leverer det ene skarpe shot efter det andet foran kameraet.

Det hører absolut til sjældenhederne, at en mand får lov til at indtage Eurowomans forside, og stemningen har derfor siden morgenstunden været ladet med en vis forventningsfuld spænding. Det er en dag, der har været måneder undervejs. Agenter er blevet kontaktet og møder afholdt. Men det er heller ikke hver dag, at en film som En kongelig affære rammer biograferne. En film, der tegner til at blive en af de største danske produktioner nogensinde, og en film, hvis dramatiske stykke danmarkshistorie om livlægen Struensee og dronning Caroline Mathilde er kendt og elsket af millioner. 

Interviewet fortsætter på de følgende sider...

Struensee anno 2012

“Man bliver altid lidt nervøs, når folk på forhånd siger, at en film bliver kæmpestor,” fortæller Mads lidt senere på dagen.

“Men jeg har ikke selv før set noget som den her i Danmark. Billedmæssigt og stilmæssigt ser den meget dyrere ud, end den var. Så vi krydser alle sammen fingre for, at det er rigtigt, hvad folk fornemmer,” slutter filmens Struensee, som de fleste skuespillere påpasselig med ikke at sælge skindet, før bjørnen er skudt og biografsalene fulde.

Hvad tiltrak dig ved at spille Struensee?

“Nu har jeg altid været meget historieinteresseret, så jeg kendte en del til det faktuelle drama i forvejen. Men først og fremmest var det instruktøren Nikolaj Arcel, der tiltrak mig. Vi havde et kort møde, hvor han fortalte lidt om, hvad hans visioner var med projektet, og så læste jeg manuskriptet, der var supergodt skrevet. Jeg kunne virkelig godt lide den måde, Nikolaj lod handlingen rykke fremad på. Der er noget elegant og lækkert ved det, som vi ikke gør os så meget i herhjemme normalt. Og det gjorde, at jeg tænkte: “Gud, det her er sgu fedt. Det vil jeg gerne være med til,” fortæller Mads og tilføjer så med et skævt smil:

“Og så er der jo heller ikke noget galt i at stå i noget 1700-tals-tøj og gå tilbage til en tid, der viste sig at være høj-romantisk og høj-dramatisk.”

Men nogen filmatisering af Per Olov Enquists Livlægens besøg er En kongelig affære ikke:

“Jeg valgte ikke at læse Enquists roman, inden vi gik i gang med filmen, for det var vores tolkning af historien, vi skulle lave. Enquists version er jo ligesom vores fortælling fiktion. De faktuelle ting har han med, ligesom vi har dem med, men hvad der sker bag lukkede døre, er forfatterens eget univers,” siger Mads.

Han erkender, at der dog er nogle anderledes stramme rammer, når man har at gøre med en historie, der på det nærmeste kan betegnes som en dansk nationalskat.

“Jeg er kommet til at sidestille historien med Flammen og Citronen, for de to historier er to af de store kronjuveler, vi har i Danmark, og som vi har et stærkt forhold til. Jeg vil ikke sige, at der er en decideret berøringsangst over for dem, men man skal have en vis respekt for, hvordan man servicerer dem, så resultat ikke bliver helt forkert. Når det så er sagt, er det mig og Alicia Vikander, der spiller rollerne som Struensee og dronningen, og de to rigtige mennesker dengang var jo nok på den forkerte side af 100 kg, så at ligne dem fysisk gik vi ikke efter. Det ville være en umulig opgave, og det ville måske også have været forstyrrende for den historie, vi gerne ville fortælle med filmen. Så skulle vi jo også have haft mider i parykkerne og grimme tænder, og den del af historien finder vi knap så interessant,” griner Mads.

Den fodboldspillende livlæge

Hans to medspillere, svenske Alicia, 23, og danske Mikkel Bo Følsgaard, 27 (sidstnævnte i rollen som den gale kong Christian VII), har den mere garvede skuespiller kun rosende ord tilovers for:

“Jeg synes, de er sublime begge to. Der er altid en vis portion pres, når man skal i gang med sådan en film og finde ud af, hvordan det skal foregå, hvordan formen skal være, og hvordan ens rolle skal tackles. Sådan er det for alle. Alicia skulle oven i købet snakke dansk, så det var et ekstra pres for hende. For Mikkel var det hans første store ting, for han går stadig på Teaterskolen. Så bare det at se et stort filmset og møde de skuespillere, han kender, og så kører kameraet pludselig, og man er på – det skulle han selvfølgelig lige over, men det tog ham virkelig ingen tid. Han besidder et eller andet uudgrundeligt – en ting er at fotografere godt, noget andet er, om man er interessant at se på. Og det er Mikkel i den grad. Plus han havde noget barnagtigt og rent i sit udtryk, som der var stort behov for i den rolle,” fortæller Mads.

Ud over at tackle Struensee trådte den 46-årige skuespiller også ind i en anden, for ham selv mere overraskende rolle på filmsettet: rollen som ‘den ældre’ over for sine yngre kolleger:

“Det var en kæmpe fornøjelse pludselig at opleve. Jeg har i mange år været vant til at være den unge på filmsettet, men det er jeg jo ikke mere. Jeg har ikke før tænkt over det på den måde, men man kan godt mærke det, når man arbejder sammen med nogen, der er yngre. Det skønne ved det er dog, at selv om der er en masse erfaring, der gør nogle ting nemmere for mig, er talent og evner ikke noget, der på den måde kan indlæres. Det er bare noget, man har. Så på den måde var vi, Alicia, Mikkel og jeg, jævnbyrdige fra start af,” konkluderer Mads.

Fik du flashbacks til dengang, du selv startede i branchen?

“Jeg kunne godt huske, hvordan det var. En af de allerførste ting, jeg lavede, var en novellefilm, der hed Blomsterfangen, i 1996, og jeg kan sagtens huske, hvad jeg syntes var svært dengang, og at jeg egentlig godt kunne have haft brug for noget opbakning. Det prøver jeg i så vid udstrækning som muligt at huske på og give mine medspillere i dag, så der kommer ro på settet, og folk kan give deres bedste. Det er en kliché, men jo bedre folk har det, og jo friere de er, jo skønnere bliver scenen og modspilleren også. Sådan fungerer det bare. Så hvis man kan kalde mig erfaren, så er det selvfølgelig en del af mit job at give den ro videre til andre. Og det synes jeg lykkedes rigtig godt på En kongelig affære,” fortæller Mads.

Når kameraerne var slukkede, var det dog ikke altid ro, der prægede filmsettet:

“Vi havde sådan lidt en drengeskole-agtig lejr: Så var det lige pludselig søndag, og man kunne ikke komme hjem til Danmark, så Mikkel, Cyron (Melville, som spiller Enevold Brandt, red.) og jeg købte en fodbold og fandt nogle steder, hvor vi kunne spille. Og vi fyrede den jo af, ikke? Det var der rimelig meget stress over på produktionen – at vi løb rundt med den bold – så vi måtte hele tiden lyve om det og smugle den ud på en eller anden måde, for det gik jo ikke, hvis nogen af os fik en skade. Og vi prøvede da også at styre os, men det var lidt svært, for vi er nogle rigtig barnlige drengerøve alle tre,” griner Mads. 

Svend Sved-syndromet

Hvilken af dine roller har ligget tættest på dig som privatperson?

Mads ser eftertænksom ud et øjeblik og siger så med påtaget blank mine: “Svend Sved.” (Den lettere frastødende morder af en slagter i filmen De grønne slagtere, red.). Hvorefter han flækker i et grin.

Det tænkte jeg nok, at du ville sige.

“Nej, det gør han ikke. Men han er så endimensional, og den side kan jeg sagtens genkende i mig selv. Forhåbentlig er jeg så lidt mere flerfacetteret, end han er, men jeg kan sagtens genkende det der med at være så irriterende og holde fast i noget så meget, at det bliver helt absurd. Det er den der stædighed: Når Svend er trængt op i en krog, og han ved, at han ikke har ret, fortsætter han alligevel. Det synes jeg er skægt. Ud over det synes jeg da, at jeg kan genkende noget i alle mine roller, men jeg synes ikke, der er nogen af dem, der ligger egentlig tæt på mig. Jeg lægger sjældent noget til min egen personlighed for at spille en karakter – jeg tager hellere noget væk. De er meget forskellige, mine roller, og det er sådan, jeg kan lide det,” fortæller Mads.

Er du sådan en Al Pacino-type, som tager rollerne med dig hjem?

“Altså, der er en myte om, at tager man rollerne med hjem, er man en rigtig dygtig skuespiller. Og det er noget forpurret vrøvl. Nogle kan bare godt lide at sige det, fordi de ved, at medierne elsker det. Nogle skuespillere siger noget rigtigt crap a la: “Jeg har bare fødder og skal være alene, og alle skal kalde mig for bl.a. bl.a., mens jeg optager denne film.” Og så sidder pressen og sluger det råt og siger: “Nej, hvor er det dedikeret.” Men det kan jo sagtens være, at der kommer et røv-dårligt og selvoptaget resultat ud af det. Andre kan bare komme ind på settet efter at have afleveret børn i børnehaven og være helt fantastiske skuespillere. Det er interessant, at man kan identificere sig med en rolle og komme ind i den. Men det er også interessant at komme ud af den igen,” slår skuespilleren fast.

Til trods for hans mange forskellige roller er der alligevel én ting, der går igen i Mads’ projekter:

“Jeg kan godt lide, at ting er radikale. Lad os bare sige det, som det er. Det må meget gerne være radikalt og kantet. Og det betyder også, at der ikke er nogen genrer, jeg ikke synes er fede,” siger Mads.

Han tænker et øjeblik, før han siger:

“Jeg tror aldrig, jeg har lavet det, jeg vil kalde en romantisk film. Jo, En kort en lang (2001, red.), som i hvert fald var en romantisk komedie. Og så er der andre film, hvor der har været noget romantisk i, men hvis vi snakker en rigtig romantisk film, så er det for mig en film, hvor romantikken er essensen. Man vil have, at det skal være en kvindedrøm i New York på høje hæle fx eller en luder, som bliver til en vidunderlig prinsesse. SÅ snakker vi en romantisk film for mig.”

I En kongelig affære kom romantikken dog også til at spille en fremtrædende rolle, selv om det faktisk kom bag på filmens hovedrolleindehaver:

“Jeg blev lidt overrasket over, hvor romantisk den egentlig blev. For det er som udgangspunkt et stort drama. Det er det stadigvæk, men lige pludselig sidder man ved den her bæk, der er en påfugl, og der sidder en dronning ved siden af én med en paraply. Det kan sgu ikke blive mere romantisk! Og så står man der, sådan lidt: “Hey Nikolaj, må jeg se kontrakten, det er ikke aftalen det her!”” Han smiler.

“Men vi døde af grin over det, for vi havde ikke selv opdaget, at det var så romantisk, før vi ligesom stod i det. Og det var rigtig skønt. På den måde har jeg ikke noget imod romantik. Tværtimod elsker jeg, når ting er romantiske, bare det ikke kun er romantisk. En af mine yndlings-romantiske film er Singing in the Rain, netop fordi den formår at være så mange ting,” fortæller Mads.

En urealistisk ligestillingskamp

Mads’ magnetisk maskuline udstråling på lærredet er en af de mere markante ting, der binder hans mange forskelligartede roller sammen. Men er han i virkelighedens verden en man’s man? Spørgsmålet skal vise sig at kaste en længere overvejelse af sig.

“Hmm, jeg ved ikke rigtig, hvad det er, det der udtryk. En der drikker øl og ser sport? Det gør jeg. Men jeg er jo også romantisk på film, og jeg er også far, så jeg synes da, at jeg er forholdsvis kompleks. Jeg er meget et produkt af den tid, jeg er vokset op i. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det eller defineret det der udtryk …”

Han tager en indånding og siger så:

“Det er lidt ligesom, når kvinder snakker meget om ligestilling. Det er fuldt berettiget, og det giver jo i øvrigt slet ingen mening, at det ikke er indført allerede. Men samtidig vil jeg sige, at når man definerer sig selv som kvinde …”

Han tøver og griner lidt nervøst:

“Nu skal jeg se, om jeg kan rode mig ud af det her på en god måde. Jeg synes, at samtalen om ligestilling spænder ben for sig selv, når man som kvinde først og fremmest identificerer sig selv som ‘kvinde’ og holder sig til kun at læse ‘kvindemagasiner’ eller har ‘kvindekongresser’. Så har du degraderet dig selv – du er ikke individuel mere. Hvis man siger det højt, bliver folk rasende, men vi mænd ville da få skåret stort set alt af os, hvis vi afholdt ‘mandekonferencer’ – der ville jo være ramaskrig i Danmark. Så derfor synes jeg, det er et meget vigtigt skridt først at se sig selv som individ. Derefter kan man sige: “Jeg er også en kvinde. Men der er ikke nogen, der skal fortælle mig, at en kvinde skal være sådan og sådan, for jeg skal være MIG.” Det har man behov for personligt at komme frem til, før man kan tage kampen om fx ligestilling op ordentligt,” siger Mads.

Han undrer sig især over den kvinderolle, der i stigende grad fremstilles i tv-serier, ‘superkvinden’.

“Jeg har aldrig set så mange politikvinder på tv i mit liv, som alle løber ind i mørke gange og gør alverdens ekstremt farlige ting. Hvorfor skal de gøre noget helt vildt, som ingen mand heller ville gøre? Så kan man kalde det politisk korrekt og argumentere for, at det er det, vi vil se. Og jeg vil da også gerne se serier, hvor der er seje kvindelige roller, men gør det nu på den præmis, vi lever i, frem for: “Jeg kan lave rullefald, og jeg skal komme efter dig.” Vi må ikke gøre ligestillingskampen så vanvittig, at den ingen mening giver, og realismen forsvinder,” siger Mads med eftertryk.

Indiana Jones-drømmen

Hvad ville du gerne være som lille?

“Faktisk ville jeg gerne være arkæolog, da jeg var helt lille, og jeg abonnerede på noget så kedeligt som månedsmagasinet Skalk. Men efter at have læst i det i et par år fandt jeg ud af, at det med at være arkæolog var meget med at grave, finde en lille knogle og så finde ud af, om den var gammel eller ej. Det lød lidt kedeligt. Jeg havde jo selvfølgelig haft Indiana Jones-drømmen, ikke? Der skulle jo ligesom være noget eventyr i det,” griner Mads.

“Senere ville jeg gerne være noget inden for sport, ligegyldigt hvad. Og skraldemand! Skraldemand syntes jeg var et fedt job, for der måtte man stå uden på bilen og holde fast som et af de eneste job i verden. Det synes jeg var ret cool. Min søn overtog faktisk den drøm og snakkede også om det, da han var lille. Og som far tænkte jeg, at det var sgu meget cool, at han ville det, for det er jo en drøm, man godt kan opnå,” fortæller skuespilleren.

Fysiske udfoldelser optog i høj grad også Mads som barn, akkurat som de gør i dag i skuespillet:

“Det har altid ligget til mig: Jeg kravlede konstant rundt som lille. Vi boede i sådan nogle baggårdskvarterer på Nørrebro, og der var tusind muligheder for at kravle op på tage og mure. Jeg lavede stort set ikke andet med mine venner. Det var selvfølgelig drevet af nysgerrigheden over, hvad der mon var på den anden side. Men jeg havde ikke nogen drøm om at blive skuespiller. Jeg kunne som alle andre blive fascineret, når jeg så en film, og drømme mig væk i den og tænke: “Bare jeg var den pirat der.” Men det var ikke sådan, at jeg tænkte: “Bare jeg var ham skuespilleren.” Det tror jeg slet ikke, min generation formulerede på samme måde som den generation af unge i dag, hvor det at være kendt er tilgængeligt på et helt andet plan: Man ved, at man kan blive kendt hurtigt på tv. Det var slet ikke en mulighed, da jeg var barn,” siger Mads.

Kærlighed i kulissen

I mange år arbejdede Mads i stedet som professionel danser:

“Lige efter gymnasietiden vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg ville, andet end at jeg i hvert fald ikke skulle sidde stille og læse mere. Så fik jeg et tilbud om at slutte mig til nogle unge kreative arbejdsløse i et danse/drama-projekt i et år. Det meldte jeg mig på og mødte der bl.a. Lars Kaalund (i dag skuespiller og instruktør, red.) og nogle andre, som også senere hen kom til at lave forskellige ting som dansere eller skuespillere. Det var en sjov blanding af alle mulige mennesker, der gerne ville lære et eller andet, og nogle, der egentlig helst ville snakke om, hvordan de havde det,” fortæller Mads.

Takket være sin evne til at formidle stærke udtryk igennem sin adrætte fysik (tænk bare på hans rolle som den stumme viking i Nicolas Winding Refns Valhalla Rising, 2009) blev Mads hurtigt scoutet til at danse med i forskellige forestillinger:

“Jeg tænkte: “Det er sgu da meget sjovt, måske skulle jeg prøve at gå til det rigtigt.” Så fandt jeg et sted, hvor der var nogen, der ville undervise mig, og så gik det bare derudad. Jeg var gammel gymnast, så jeg kunne en masse sjove ting i forvejen. Det var superspændende. Jeg havde aldrig rigtig formuleret, hvad jeg ville med dansen, men det udviklede sig hele tiden,” fortæller Mads, som også mødte sin kone, Hanne Jacobsen, i samme periode:

“Vi dansede i en forestilling sammen, og der mødte vi hinanden, som man jo gør nogle gange på en arbejdsplads. Jeg var i kjole, for vi opsatte en meget berømt drag-musical, der hedder La Cage aux Folles. Der var kun to-tre kvinder med, og resten var mænd. Og så var det dét. The rest is history,” fortæller Mads og smiler smilet, der betyder, at så snakker vi ikke mere om den slags private ting.

Han tilføjer dog:

“Det var i øvrigt en fantastisk sjov ting at være med i. Det var i Aarhus, og det var meget fornemt. Jeg fik flere penge, end jeg nogensinde havde tjent før. Og så mødte jeg heldigvis min kone samtidig, så oplevelsen kunne ikke blive bedre.”

En danser går til filmen

Men hvornår fandt du ud af, at du hellere ville spille skuespil?

“Efter en del år begyndte jeg at tænke over, hvad det egentlig var, jeg syntes var sjovt ved dansen. Og jeg kom frem til, at det var det dramatiske. Det kunne godt være en abstrakt form for dramatik, men det syntes jeg stadig var sjovere end bare at lave noget, der var visuelt flot. På det tidspunkt havde jeg også fundet ud af, at der fandtes teaterskoler, og så prøvede jeg at gå til optagelsesprøve – og kom ind,” fortæller Mads.

Det store gennembrud kom over night nogle år senere med rollen som Fischer i Rejseholdet i 2002:

“Før Rejseholdet fik premiere, blev jeg genkendt en gang imellem på gaden af enkelte mennesker, men dagen efter det første afsnit var jeg pludselig kendt af hele Danmark. Og fra den dag kan man ikke vende om og sige: “Nu gider jeg ikke være lige så kendt om et år,”” siger Mads.

Han har med egne ord “aldrig stenet specielt meget over det at være kendt”:

“Jeg skulle da lige vænne mig til det, men jeg var heldigvis i en god alder, hvor jeg kunne forholde mig til, hvad der skete. Jeg var i 30’erne, så jeg kunne jo regne ud, hvorfor folk ville mig noget, når de stoppede mig. Jeg begyndte ikke at tro, at det faktisk var fordi, jeg på én nat var blevet Gud. Men tingene blev anderledes – jeg blev ikke mødt med almindelig opførsel nogen steder mere,” fortæller han, her 10 år senere.

Hvornår vænner man sig nogensinde til det?

“Det vænner man sig aldrig rigtig til, men jeg glemmer det alligevel tit. Jeg går ud i verden og tænker ikke over det, før der lige pludselig er nogen, der reagerer. Men ud over det synes jeg egentlig ikke, at problematikken er så voldsom i forhold til de mennesker, man møder på gaden. Den ligger mere i den interesse, nogle medier kan have i én, og de virkelighedsfordrejninger, der kan komme ud af det. Det tror jeg, alle, der er kendte, deriblandt også politikere, kender alt til. Og man kan ikke gøre så meget ved det andet end at konstatere, at det er vanvid. Man kan blive sur og ked af det og rasende, og andre gange kan jeg få grineflip over, hvor dumt man kan behandle uddannelsen journalistik. Men man må prøve at lukke øjnene for det og lade det gå sin gang,” siger Mads.

Kampen med medierne er han færdig med.

Succesen i udlandet

De sidste fem år har Mads Mikkelsen dog ikke så ofte skullet forholde sig til sin stjernestatus i Danmark, for et hav af udenlandske projekter har betydet, at han stort set ikke har været hjemme.

Har det været en drøm at komme til at spille i udlandet?

“Nej, ikke rigtig. Men der var mange af os fra den generation af skuespillere, der kom frem i 90’erne, der havde undret os over, at man aldrig herhjemme havde lavet den form for realisme, som man fx så i Martin Scorseses film i USA. Vi ville gerne prøve at lave film på den måde, og derfor ændrede dansk film sig også rigtig meget i 90’erne. Men derfra til at komme til udlandet – jeg havde aldrig tænkt over det. Jeg tænkte bare, at vi skulle komme i gang med at fortælle nogle fede historier. Og så kom jeg det alligevel, fordi dansk film blev eksponeret til udlandet,” fortæller Mads.

“Før En kongelig affære og Thomas Vinterbergs nye film Jagten (2013 red.) havde jeg intet lavet i Danmark siden Flammen og Citronen (2008, red.). Det har været rigtig spændende at arbejde så meget i udlandet, men der har også været nogle monster-perioder, hvor jeg har været væk i otte-ni måneder ad gangen, og det har været superhårdt. Så kommer familien heldigvis ud og besøger mig de forskellige steder, men det har alligevel været barskt. Samtidig er det dog også spændende at være væk og være koncentreret med nogle nye mennesker, der ser én på en helt anden måde. Der er ikke nogen forudindtagede meninger dannet af pressen, der har farvet deres billede af, hvad jeg er, og dén frihed kan jeg ikke købe igen i Danmark,” siger Mads.

Hans mest specielle oplevelse i udlandet til dato er stadig den overvældende premiere på James Bond: Casino Royale i London i 2006:

“Det var så overdrevet voldsomt det hele. Der stod 50.000 mennesker på Leicester Square. 50.000! Det er jo flere, end der er i Parken. Og det var så syret: Vi gik rundt i en cirkel på den røde løber, og der blev bare ved med at være kameraer og folk, der skulle lave interviews, fra hele verden. Vi skrev autografer, og så skulle vi op og bukke for dronningen, inden vi skulle se filmen. Jeg forstod først, hvor voldsomt et univers James Bond er, da vi stod der. Den bliver nok svær at gentage, den type premiere. Det var sjovt, men det er ikke en oplevelse, jeg savner. Jeg har prøvet et par amerikanske premierer, og det foregår slet ikke på samme måde. Det bliver bare holdt i en biograf i Hollywood, og der er ikke så stort presseopbud,” fortæller Mads.

Premierer bliver der nok af i den nærmeste fremtid: Senest har danskeren i udlandet arbejdet på den franske film Michael Kohlhaas og skal også i gang med The Nesessary Death of Charlie Countryman med Evan Rachel Wood.

“Han skulle have en lammer”

Kan du mærke, at du er ved at blive ældre, rent fysisk?

“Nej.”

Han griner lidt.

“Det kan jeg faktisk ikke. Jeg synes, jeg er piv-hurtig, og jeg kan slet, slet ikke forstå de mennesker, der ikke synes, de kan mere, når de er 28. Der er faktisk ting, jeg så absolut er blevet bedre til i de senere år – men det kan også være, at jeg er blevet vanvittig og ikke kan se, at jeg er blevet ældre. Jeg tror fx også på, at jeg kan slå verdensrekorden i 800-meter-løb, hvis jeg får to øl. Altså, det kan jeg seriøst godt sidde og sige. Det er jo sådan et meget sjovt gen at have, for det gør i hvert fald, at man stadig synes, at det er sjovt at spille fodbold, og sådan skal det være. Jeg har aldrig dyrket sport, fordi jeg skulle være sund. Det er simpelthen, fordi jeg synes, det er sjovt,” fortæller Mads.

“Jeg cykler en del nu, sådan racercykel-agtigt. Det går der lynhurtigt sjov konkurrence i med ens venner. Jeg ville ikke selv more mig med bare at dyrke fitness. Der skal på en eller anden måde være et konkurrenceelement for mig. Og så kan jeg blive ved i timevis uden at tænke over det,” siger manden, der i sin ungdom kravlede rundt på Nørrebros tage.

Interviewet lakker mod enden, og Mads ryger en af sine cigaretter, som han forinden har nevet filteret af.

Har du nogensinde overvejet at stoppe med at lave film? Bare hygge rundt og nyde et langt otium?

“Der er da nogle gange, hvor man tænker: “Nu gider jeg ikke det her mere, nu er det sgu for hårdt eller for nederen.” Det tror jeg, man kan tænke i alle brancher. Men så kommer der måske noget forbi mig, som jeg synes er smukt eller voldsomt, og jeg tænker: “Gud, han er flippet, ham instruktøren der, det er fandeme en mærkelig vision, han har.” Og så kan jeg hurtigt blive inspireret igen. Det ville også være en meget krukket tilgang til mit fag, hvis jeg, som en af dem, der har noget at lave, pludselig sagde, at nu gider jeg ikke mere. Der ville jo sidde rigtig mange dygtige skuespillere med knap så meget at lave og tænke: “Hold kæft, han skulle have en lammer,”” griner Mads.

Han giver et knus og forsvinder ud i Nordvestkvarteret, manden bag Svend Sved, Le Chiffre, Struensee, Pusher-Tonny og alle de andre. I dag var han bare Mads. 

Mads Mikkelsens blå bog

Født: 22. november 1965.

Mads er vokset op på Nørrebro i København sammen med storebroderen, skuespiller Lars Mikkelsen. I dag er han gift med koreograf Hanne Jacobsen, og sammen har de teenagebørnene Viola og Carl.

Dansk gennembrud: Pusher (1996) og Rejseholdet (2002).

Udenlandsk gennembrud: James Bond: Casino Royale (2006).

Filmiske højdepunkter:

Pusher 1+2 (1996 og 2004)

Blinkende lygter (2000)

Elsker dig for evigt (2002)

De grønne slagtere (2003)

Adams æbler (2005)

Efter brylluppet (2006)

Flammen og Citronen (2008)

Valhalla Rising (2009)

Coco Chanel & Igor Stravinsky (2009)

En kongelig affære (2012)

Læs også: 10 kvinder gør status over livet, døden og alt imellem  »