Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Cecilie Nørgaard
Foto: Getty Images, Polfoto og Petra Kleis Kønssociolog Cecilie Nørgaard hilser alle former for feminisme velkommen.

Danske feminister om nutidens feminisme

“Vi socialiserer stadig drenge og piger forskelligt og stereotypt”

De modtager dickpics og diskuterer med hinanden i lange tråde på Facebook og med alle dem, der synes, de er nogle snerpede kællinger. Vi har spurgt 8 af de mest markante feminister herhjemme, hvad de tænker om nutidens feminisme.

Emma Holten


Det bedste forsvar er et angreb. Så da debattør og foredragsholder Emma Holten mod sin vilje fik delt sine nøgenbilleder på internettet, svarede hun igen med, ja, nøgenbilleder. Vel og mærke nogen, hun selv havde fået taget og aktivt havde valgt at dele. Den 26-årige debattør, der også er redaktør på det feministiske tidsskrift Friktion, har fået alles øjne op for, at digitale sexkrænkelser – også kaldet hævnporno – kan ødelægge folks liv. Og så var hendes erfaringer med til at forvandle hende til fuldblodsfeminist.

– Der er kvinder på min egen alder, som jeg er dybt uenige med, og folk på 67, som forstår mig fuldstændig. Hvis der er et kendetegn, er det nok introduktionen af intersektionalitet, der først nu er ved at blive mainstream, selv om det er en gammel idé. Oveni det har vi fået internettet som en helt separat og ny udfordring, hvor feminisme udleves og diskuteres på sociale medier. Selvfremstilling og respons har bl.a. gjort sexisme, bodyshaming og racisme meget synligt og har vist vigtigheden af kampene. Derudover handler det, som det altid har gjort, om retten til et liv med frit valg og et liv, hvor der ikke bliver udøvet magt over dig.

Anne Sofie Allarp


Hun er vært på Radio24syvs udenrigsmagasin Datolinjen og har en baggrund i det politiske liv, og så blander hun sig ofte i debatter om køn. 44-årige Anne Sofie Allarp ser den nye fjerdebølge-feminisme som diffus og langt mere kompleks end de letpåklædte Girls Squad-kvinder, som hun dog fuldt anerkender.

– Den mest toneangivende feminisme i dag er den intersektionelle feminisme. I Danmark er der en tendens til, at de intersektionelle feminister forsøger at gøre sig til kvindebevægelsens norm. De opererer med sprogkoder og sociale normer, som de opfatter som den eneste rigtige lære. Og det er enormt farligt for feminismen, som altid har været åben for forskellige holdninger og skoler. Fusionen mellem kvindekamp og den brune mands kamp, de handicappedes kamp, den transkønnedes kamp og de fattiges kamp er et flinkeskolens fællesbad, som nødvendigvis må udvande kampen for kvinders rettigheder.

LÆS OGSÅ: Guide til dig, der gerne vil lære at tale feministisk

Ditte Giese


"Der findes ikke forkerte fisser. Og fisser har ikke brug for dyre cremer eller makeup eller plastikkirurgi." Debatredaktør på Politiken, 40-årige Ditte Giese, er kendt for at tale lige ud af posen som her i en nylig statusopdatering på Facebook. Hun er også vant til at tage et par slag for det undervejs. I 2015 skrev hun sin "opsigelse" som feminist i en kronik, fordi hun havde fået nok af kønsdebatterne. Heldigvis meldte feministen, som er datter af den afdøde forfatter og rødstrømpe Suzanne Giese, sig ikke ud af debatten alligevel.

– Jeg forholder mig skeptisk til Instagram-feminismen, som mest går ud på at se lækker ud på billeder og bekende, at appelsinhud er helt okay. Men jeg synes, at folk skal kæmpe deres egne kampe og gider ikke gøre mig til dommer over andres feminisme. Min feminisme handler om ligeværd, lige repræsentation, lige muligheder i toppen og bunden af samfundet og masser af orgasmer og lir til alle.

Johanne Mygind


Journalist på Weekendavisen, hvor hun skriver om bl.a. køn og litteratur og laver portrætinterviews. 40-årige Johanne Mygind mener, at kampen for bedre sex, mindre ulighed og højere løn til pædagoger, jordemødre og SOSU-assistenter er vigtige emner på den feministiske dagsorden. Hun er en varm fortaler for kvindelejre, hjemmefødsler og hofteholdere.

– Jeg mener, der går en lige linje fra dem, der kæmpede for stemmeret for over 100 år siden over 70'ernes rødstrømper og til dem, som er aktive feminister i dag. Det handler om at bestemme over dit eget liv i det samfund, du er en del af. Det handler om at tage ordet og bruge det. Det handler om udforske sin egen lyst og følge sit begær. Det handler om at gøre op med alle de kedsommelige normer for, hvordan du er en god, smuk, pæn og anstændig kvinde. Det er så fedt, at der er kommet en helt ny bølge af unge kvinder, som tager kampen op.

Rasmus Brygger

Hvis dit billede af en feminist stadig er en kvinde med vild kropsbehåring, lilla ble om hovedet og politisk tilhørsforhold til venstre for midten, skal du google Rasmus Brygger. Den 27-årige feminist og debattør er nemlig ikke alene en af de få mænd i den til tider betændte kønsdebat – han er også ærkeliberal og tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom.

– Der er i dag ikke én feminisme, men hundredvis af forskellige måder at kæmpe for mere ligestilling på. Nogle er mænd, andre er transaktivister. Nogle twerker, andre skriver kronikker. De mange forskellige former for feminisme er tegn på en bevægelse i fuld flor, som i dag har tilslutning fra den brede befolkning.

LÆS OGSÅ: Fra Prins Harry til Suzanne Brøgger: Her er de 50 mest betydningsfulde feminister

Henrik Marstal

Han er en af de mere sjældne af sin slags. For selv om de fleste danske mænd i dag vel går ind for lige rettigheder mellem kønnene, er der stadig langt mellem dem, der åbent erklærer sig som feminister. Det er 50-årige Henrik Marstal, som også er musiker, blogger på Politiken og folketingskandidat for Alternativet, heldigvis ligeglad med. Han har bl.a. skrevet bogen Breve fra en kønsforræder til hvide heteroseksuelle mænd som ham selv, fordi han mener, at netop de mænd har et særligt stort ansvar for at ændre slagets gang.

– Det nye ved feminismen i dag er først og fremmest anvendelsen af internetfora som empowerment-redskab. Det, at alle fx kan diskutere feminisme åbent på social medier er nyt. Og så er hele den øgede debat om køn som kategori blevet mainstream. Endelig er det tankevækkende at en række feministiske begreber er indgået i sproget, fx sexisme, voldtægtskultur og mansplaining.

Nazila Kivi


Journalist, foredragsholder, aktivist og redaktør på det feministiske tidsskrift Friktion. Nazila Kivi, der født og opvokset i Iran, er desuden medforfatter til den seneste udgave af Kvinde kend din krop, har læst Folkesundhedsvidenskab og Kønsstudier på Københavns Universitet og har arbejdet med kvinderettigheder i mere end et årti. Og så forholder hun sig kritisk over for i hvert fald en del af den nye feminisme.

– Den er ekstremt individualiseret med fokus på fame, likes og personlig branding. Oprindeligt er det en reaktion på ekstrem kontrol af den kvindelige krop – tænk bare på thigh gaps og bikini bridges – og derfor er modreaktionen også forankret i kroppen. Og da krop er knyttet til individer, risikerer vi, at alt kommer til at handle om det personlige i stedet for det politiske. Men det at generobre kroppen og få ejerskab over den, er ikke noget nyt. Kroppen har altid været et kerneområde i feministiske projekter. Nu mangler vi lidt mere politisk fokus, tak.

Cecilie Nørgaard


Hvem har bestemt, at piger leger med dukker og elsker tylskørter? Og at drenge er vilde og leger med biler? Det har bl.a. vores kulturelle normer og ikke mindst de skoler og institutioner, som vores børn vokser op i. En af dem, der forsøger at skabe kønsdiversitet på det område, er kønssociologen Cecilie Nørgaard, 40, der står bag firmaet Mangfold.

– De nye feminister reclaimer den kvindelige seksualitet og bruger den som våben til feministisk aktivisme. I 70'erne sagde man "Det private er politisk," og det har mange sidenhen forstået hvad betød. Det er ikke meget anderledes med de såkaldte fjerdebølge-feminister: De kommunikerer deres kroppe på nogle særlige måder for at udstille nogle strukturelle uligheder, der skaber barrierer for kvinders frie liv. Det er kvindens seksualitet, som hun bruger, som hun vil. Jeg hilser alle former for feminisme velkommen. Vi socialiserer stadig drenge og piger forskelligt og stereotypt, og derfor oplever vi ikke større ligestillingsudvikling, end vi gør – og det er ved gud ikke særlig imponerende.

Se, hvad vi ellers skriver om: Feminisme, Johanne Mygind og Børnepsykologi