Johanne Mygind

Derfor bør du tegne en skilsmisseforsikring

Johanne Mygind om at sikre sig mod skilsmisse to uger før sit bryllup.

To uger før jeg blev gift, ­gjorde jeg noget uromantisk. Jeg skrev mig op i KAB-Københavns ­almennyttige boligforening. En af de ­boligforeninger, som har lejelejligheder til en rimelig billig penge i København. Det kan forekomme lidt absurd. Jeg var gravid i sjette måned, havde lige skrevet ­under på et rækkehus i Sydhavn og skulle giftes med en mand, som jeg var ­virkelig vild med.

Alligevel blev jeg skrevet op på ventelisten, som gav mig adgang til en række relativt billige boliger i København. Jeg har trofast betalt mit kontingent lige siden. På samme vis har jeg ­insistereret på, at vi satte penge af til min pension i de år, hvor jeg var på ­barsel og siden freelancer uden den slags goder. Jeg ville ikke risikere at få en ­fattig alderdom, hvis vi nu skulle gå fra hinanden, inden vi blev gamle.

Både min pensionsopsparing og mit medlemskab af KAB er en del af den skilsmisseforsikring, som, jeg ­mener, enhver kvinde og mand bør tegne, når de flytter sammen, gifter sig og får børn. Et tiltag, som sikrer, at de kan forlade forholdet igen uden at være ­boligløse eller se frem til at blive gamle uden
pensionsopsparing.

Og ja, jeg ved, at mange mennesker vil betragte det som dybt uromantisk at sikre sig mod skilsmisse. At mange endda vil tage det som et udtryk for, at jeg slet ikke var rigtigt forelsket, da jeg blev gift.

I vores kultur dyrker vi nemlig ­stadig forestillingen om den eneste ene ­kærlighed, som netop er kendetegnet ved, at man altid er helt sikker. Tvivl må ikke eksistere og praktiske forholdsregler er et tegn på manglende hengivelse.

Realiteten ser helt anderledes ud. ­Næsten halvdelen af de par, som gifter sig, går fra hinanden igen, og endnu flere flytter fra dem, som de lever ­papirløst sammen med. Måske er det ikke kærlig­heden, som der er noget galt med, men snarere vores forestilling om, at den varer evigt?

Et kærlighedsforhold kan godt have ­været fuld af ægte følelser, selvom man i alt venskabelighed beslutter sig til at bryde op fem eller 30 år senere. Man kan oprigtigt have elsket sin ægtefælle som 25-årig og alligevel ønske at leve med et andet menneske, som bedre passer til den, som man er blevet som 45-årig. Og selv den største kærlighed kan udvikle sig i så usund retning, at man må gå for at frelse sig selv og den anden.

I stedet for at klamre os fast til forestillingen om "til døden os skiller" og the one true love, skulle vi måske i stedet begynde at indstille os på en virkelighed, hvor skilsmisse er en mulighed i ethvert ægteskab, og tage vores forholdsregler.
Netop derfor anbefaler jeg alle nygifte at få sig en skilsmisseforsikring. Skriv dig op i et almennyttigt boligselskab, og sørg for, at der ikke står mindre på din pensionsordning end der gør på din mands eller kones. Ikke fordi du ­ikke tror på kærligheden, men fordi du er klog nok til at vide, at den kommer helt uden garantier.

I dag er det ni år siden, at jeg blev gift. Jeg bor stadig sammen med min mand i det rækkehus, som vi købte samtidig med, at jeg skrev mig op i KAB. Det gør jeg, fordi vi elsker hinanden. Ikke fordi jeg ikke kan finde et andet sted at bo. Og det, synes jeg i virkeligheden, er ret ­romantisk.

LÆS OGSÅ: Hvornår er det rigtigt at blive skilt?

LÆS OGSÅ: Her er de 5 største grunde til, at 50 procent af os bliver skilt

LÆS OGSÅ: Drop skammen over skilsmissen

Se, hvad vi ellers skriver om: Skilsmisse, Parforhold og Kendte