Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Mette Holm & Mogens Lykketoft
Foto: Viktor Nilsson, Picasa, Michael Stub og iStock

Mette Holm

Derfor flyttede jeg med Mogens til New York

En af Danmarks førende asieneksperter, journalist Mette Holm, er rykket fra forsædet af sin egen karriere til sidevognen af sin mands, så længe manden, Mogens Lykketoft, er formand for FN’s generalforsamling med base i New York.

Siden hun i 1989 rapporterede til TV-Avisen om massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, har Asien været omdrejningspunktet i Mette Holms journalistiske karriere. Med fokus på menneskerettigheder har hun rejst og beskrevet udviklingen i nærmest samtlige asiatiske lande, men aktuelt befinder hun sig på den fuldstændig modsatte side af kloden og passer en helt ny rolle.

Hun bor i New York City og er First Lady for FN's Generalforsamling og dermed værtinde, når alverdens statschefer, royale og religiøse overhoveder og andre internationale kendisser slår vejen forbi på officielt besøg. I denne periode, hvor den danske politiker Mogens ­Lykketoft er formand for FN's Generalforsamling, er Mette Holm nemlig medfølgende hustru – og det har hun ikke det fjerneste imod.

– Hvis Mogens var udsendt for en eller anden stor virksomhed, er det ikke sikkert, jeg ville have syntes, det var sjovt. Men vi er begge af den overbevisning, at FN er et af de vigtigste organer, vi overhovedet har i verden, så på den måde er det fantastisk at være medfølg-ende hustru, siger hun.

LÆS OGSÅ: “Hvis han bare døde, fordi shit happens, så bliver det for alvor meningsløst at leve i sådan en verden”

Fra øst til vest
Før har hun interviewet Østens karismatiske personligheder som tibetanernes buddhistiske overhoved, Dalai Lama, og demokratiforkæmperen Aung San Sui Kyi, der siden foråret 2016 har været udenrigsminister i Myanmar. Nu er det oftere vestlige helte, der står på Mette Holms dagsorden. Hr. og fru Obama, James Bond-skuespilleren ­Daniel Craig, som er FN's første ambassadør i kampen mod landminer, ­Pave Frans, og ikke mindst tv-dronningen over dem alle, Oprah Winfrey, har Mette Holm budt velkommen til diverse FN-begivenheder.

– Oprah Winfrey er lille, bitte, bitte, selv i sko med kæmpehøje hæle, men hold da op en kraftfuld, skøn person, smaskfuld af sund fornuft og meget vidende om sin egen indflydelse i verden. Jeg har jo hørt om hende, at hun har fået amerikanerne til at læse bøger. En fantastisk indsats, synes jeg. Og hun flyttede angiveligt en million stemmer over til Obama i 2008, hvilket jeg dæleme også har respekt for, især nu, hvor sådan nogle som Donald Trump slås herovre.

Storslået, men ulige
Ved siden af first lady-­forpligtelserne holder Mette Holm så vidt muligt sin journalistiske butik kørende, og i kraft af sin asienekspertise har hun et gæstelektorat på Columbia University, hvor hun ud over sit eget forskningsprojekt er vejleder for fire amerikanske masterstuderende. Og når hun og Mogens endelig har en fridag sammen, nyder de at koble af med en cykeltur langs East River, over Brooklyn Bridge eller gennem Central Park. Mette Holm lægger dog ikke skjul på, at for hende personligt er FN's hovedkvarter New Yorks største aktiv.

– Mange af de mennesker, der arbejder i FN-systemet, hører vi aldrig om, men for mig at se er de med til at skrive historie, når de skaber grundlaget for, at nationerne kan blive enige og indgår ­store aftaler om at arbejde for en bedre ­verden – med nylige højdepunkter som den historiske klimaaftale og aftalen om de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Verdensmålene sigter blandt andet mod at opnå mindre ulighed mellem nationer og mellem fattige og rige, og stod det til Mette Holm, kan det ikke gå hurtigt nok med at forfølge målene i New York og skabe en bedre fordeling af ressourcerne. Som forholdene er i byen nu, springer de hende i øjnene som det stik modsatte af alt det, FN arbejder for.

– Du kan tydeligt se, hvem der er skraldemænd, hvem der er rengøringspersonale, hvem der er cykelbude, hvem der er vejarbejdere, og du kan se, hvem der tynget til jorden af diamanter og safirer går ind på de dyre restauranter. Jeg er egentlig forarget. Det er en dum følelse, som ikke kan bruges til noget, men jeg er forarget over, at et sted, der er så rigt, behandler sine fattigste og mennesker med psykiske problemer så dårligt. Folk ligger på gaden. Svage og ­udsatte mennesker er afhængige af velgørenhed, og det, synes jeg, er uanstændigt for et samfund.

LÆS OGSÅ: “En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

Opture
Det er dog ikke ren forargelse det hele. Hun synes, det er dejligt og spændende, at New York byder på uanede muligheder for forskellige smagsindtryk i kraft af de mange etniske aftryk på udvalget af restauranter. Men i byen, der aldrig sover, og hvor de fleste spiser ude, nyder Mette Holm og hendes mand også at stå i køkkenet selv. Mette Holm er vokset op i Taarbæk nord for København, hvor hendes danskfødte mor og thailandskfødte far drev et pensionat og spisested, som gav Mette og hendes to søskende en grundlæggende interesse for kunsten at lave god mad.

– Mogens og jeg er enormt glade for aftenerne hjemme, hvor vi tilbereder vores egen mad, og efterhånden er det også blevet sjovere og nemmere at købe ind, efter vi har lært at aflæse emballagerne og styre uden om de genmodificerede og hormonberigede madvarer. Heldigvis er der hver onsdag det økologiske Farmer's market lige nedenfor, hvor vi bor, hvor vi henter æg, ost, brød, fisk, og især om sommeren bugner boderne af alle mulige skønne grøntsager og frugter.

Parret bor i en lejlighed på travle Manhattan, og Mette Holm elsker pausen fra støjen og the american way, når hun cykler op til Columbia University.

– Atmosfæren på universitetet er rigtig skøn. Folk er lidt mere underspillede på en europæisk facon. De råber ikke så meget. Og så er det vildt sjovt for mig at have fået en nær kontakt til nogle af verdens førende Kinaforskere, der arbejder her.

Mogens Lykketoft fik skovlen under Mette Holm for 12 år siden.

Alt begyndte i Kina
Det er nærliggende at antage, at Mette Holms interesse for Asien stammer fra hendes fars thailandske oprindelse. Den opfattelse havde hendes far i hvert fald.

– Han mente, at jeg vendte hjem. Det var da heller ikke nogen dårlig tanke, og den gjorde ham virkelig glad, men selv har jeg altid haft en anden opfattelse af, hvorfor Asien blev mit hovedspor. Det begyndte efter mit første besøg i Kina i 1981, hvor jeg som antropologistuderende – før jeg uddannede mig til journalist – tilbragte et studieår. Jeg blev på én gang rystet og fascineret af Kina på grund af de der enorme, mærkelige, hensynsløse og meget beslutsomme bedrifter som Den Store Mur, Den Lange March og kulturrevolutionen.

Det var netop i forbindelse med sit arbejde som asienkorrespondent, at Mette Holm mødte Mogens Lykketoft første gang i 1993. Han var finansminister, og Mette Holm, som var udstationeret for Jyllands-Posten i Hongkong, hvor hun boede med sin daværende mand, skulle dække finansministerens besøg i Beijing. Det blev grundlaget for et venskab, der stadig holdt, da Mette Holm vendte hjem til Danmark i 1997 og etablerede sig som freelancejournalist med Asien som sit speciale.

– Jeg var jo meget velorienteret om den egn, jeg passede, og var en af de personer, som kunne give Mogens meget viden om, hvad der rørte sig i Asien. Men pludselig, ti år efter vores første møde, begyndte han at lægge an på mig. På det tidspunkt var vi begge blevet skilt, men jeg var godt tilfreds med at være alene, og et forhold var ikke lige det, jeg havde i tankerne.

Det anfægtede ikke Mogens Lykketoft. En sommerdag sad han på en bænk 50 meter fra hendes kajakklub, tilsyneladende fordybet i en meget tyk bog.

– En af kajakkammeraterne ­spottede ham og spurgte mig, om det ikke var ham politikeren. Jeg inviterede ham hen til kaffe i klubben, og han befandt sig så
godt, at han endte med at deltage i ­flere selskabelige komsammener i klubben den sommer, blev endda selv medlem og lærte at ro. Men jeg tænkte stadig, at det her går ikke. Jeg satte stor pris på vores venskab og var bange for at sætte det over styr.

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

Og så blev de gift
Hun ved præcis, hvornår hun ændrede mening. Det var hen over nytåret 2003/2004, hvor hun var i Laos. Hun var på afstand og fik tid til at tænke.

– Vel var det ikke just indbydende, at nationens anliggender fik noget med mit privatliv at gøre. Til gengæld delte vi på stort set alle strækninger værdier. Hvorfor ikke give det en chance?

Som tænkt, så gjort. Kort tid efter hun var kommet hjem fra Laos, blev de kærester, og i sommeren 2005 giftede de sig på meget romantisk vis. Mette ønskede, at deres fælles bekendte, den nu afdøde grønlandske politiker og præst, Jonathan Motzfeldt, skulle vie dem. Han foreslog, at det skulle foregå i den gamle grønlandske trækirke på Erik den Rødes Boplads i Sydgrønland. Og sådan blev det. På en solrig dag, i en kirke midt i smuk og vild natur blev Mette og Mogens erklæret for rette ægtefolk at være med hele bygden Qassiarsuk som vidner.

– Mogens siger altid, at det var en god ide, at vi blev gift, og det giver jeg ham så evig ret i. Vi er meget glade for hinanden, har altid masser at tale om, vi ved, hvad der er vigtigt for hinanden, vi fjoller også, og vi har i det store og ­hele samme syn på verden. Vi er internationalister og interesserer os begge voldsomt for vores omgivende verden. Det er også derfor, vi begge er så glade for at være, hvor vi er lige nu. 

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

LÆS OGSÅ: Ellen Trane Nørby: "Jeg er helt mig selv, når jeg går en tur ved Vesterhavet"

LÆS OGSÅ: Søren Sveistrup: "Det er næsten ikke til at holde ud at se sin ressourcestærke mor falme"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview