Klumme: De første grå hår
Foto: Alamy

Klumme: De første grå hår

Derfor sætter det mange tanker i gang at finde de første grå hår

Når de første grå hår gror frem, får det vores klummeskribent til at tænke over, hvilke skønhedsidealer, der gælder, når den ”perfekte” krop ikke længere er et realistisk mål.

Af Amalie Nebelong

Selvom den er noget af det mest naturlige ved livet, kommer den alligevel bag på mig igen og igen. Alderdommen. Den kommer især bag på mig, når den viser sit grimme ansigt i form af dens ikke så fede små sideeffekter. Som for eksempel grå hår.

LÆS OGSÅ: Voldtægt er ALDRIG offerets skyld

Samantha farver sin måtte
Først kom der ét. Jeg spottede det en morgen, da jeg som sædvanlig havde taget mine kontaktlinser i og kiggede mig selv i spejlet. Jeg skyndte mig at hive det ud. Ét lille snuptag. Det måtte være en fejl. Derefter tænkte jeg ikke mere over det.

Et par dage efter, var der et nyt. Da jeg hev det ud, sendte jeg Samantha i 'Sex & The City' en tanke. I et afsnit finder hun nemlig et gråt hår blandt sine pubeshår. Men hun plukker det ikke, for som hun siger: "Then ten new ones will come to the funeral." I stedet farver hun sin måtte blond – men det går galt, og hun ender med en skrigorange busk dér mellem benene.

LÆS OGSÅ: Derfor er jeg lettet over at blive ældre

Jeg har på intet tidspunkt overvejet at farve mit hår (på hovedet), da det stadig drejer sig om så få hår. Men jeg har haft mange overvejelser i andre retninger. For eksempel overvejelser omkring, at min ungdom har peaket, og at jeg er på vej ind i en verden, jeg ikke kender ret meget til. Og det føles på en irrationel måde urimeligt. Måske fordi min mand, der er fem år ældre end mig, endnu har til gode at finde sit "første"?

Så op til supermodellerne
Så længe jeg kan huske, har jeg forgudet kvindelige skønhed. Jeg har set op til supermodellerne, læst modeblade i stakkevis og hele tiden været på forkant med tidens skønhedsidealer. Det hele handlede for mig om ungdom, og jeg levede selv midt i den. Jeg var selv ung.

Nu bliver jeg langsomt hvidhåret og må dermed se i øjnene, at jeg har taget hul på et nyt kapitel. Og som én, der altid har været så fikseret på kvindekroppen og dens former, synes jeg, det er lidt svært. For jeg ved ikke, hvordan det er pludselig ikke at kunne få den "perfekte" krop længere. Nu vil "perfekt" få en anden klang, en anden betydning. Det føles lidt som at give slip på noget, hvilket er en lettelse, men også skræmmende. En lettelse, fordi jeg ikke længere behøver at stræbe efter det urealistiske ideal – for nu vil det for alvor være urealistisk, at hige efter at få alt til at strutte. Skræmmende fordi jeg ikke helt ved, hvilket hylster min identitet får med tiden. Vil mænd stadig kigge efter mig, når jeg bliver hvidhåret? Det er en overfladisk tanke – og har potentiale til at få feministerne op i det røde felt - , men jeg har altid holdt af at være attråværdig og indtil nu, har det for mig været nært forbundet med at være ung.

Alderdommen skal ikke skjules
Det vil tage noget tid for mig mentalt at indse, at jeg ikke er helt ung længere og derfor må finde nogle andre at spejle mig i. Men måske kan supermodellerne stadig bruges? En model som Kate Moss ser stadig fantastisk ud – og naturlig – selvom hun er fyldt fyrre. For alderdommen kan faktisk være virkelig smuk, hvis den omfavnes og ikke skjules. Tænk bare på den amerikanske forfatterinde Joan Didion i Célines kampagne sidste år, hvor hun stod med rynkerne i fuldt flor, men samtidig bad ass i store mørke solbriller og svinedyre klæder i fantastisk kvalitet.

Joan Didion kan i min verden ikke måle sig med de unge og smukke. Men samtidig er der noget yndefuldt, men samtidig magtfuldt og dragende over en velklædt kvinde, der har livet bag sig (og de helt rigtige solbriller på næsen). Ældre kvinder som hende, der ikke forsøger at negligere alderens spor via alle tænkelige (og utænkelige) skønhedsoperationer og behandlinger bærer undt på en ro omkring deres udseende, som de færreste ungmøer kan bryste sig af. Og dét er kvindeligt på en helt særlig måde.

Så næste gang, der kommer et hvidt hår i min hovedbund, vil jeg lade det sidde og se, hvad der så sker. Måske er det pænt? Jeg har i hvert fald altid drømt om at være lyshåret.


LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt

LÆS OGSÅ: 5 situationer hvor jeg har lært at sige ”pyt” – og har fået et bedre liv

LÆS OGSÅ: Derfor er modne kvinder blevet så hotte

Amalie Nebelong (f. 1984)

Amalie er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og freelancejournalist hos Egmont.

Privat bor hun på Østerbro i København med sin mand og to børn – en dreng på fem og en pige på to.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund