”Det første kys er blevet erstattet af det første knald, og ingen gider længere at gøre noget ud af sig selv”

KLUMME: Jeg er en uddøende dating-specie, kan jeg konstatere efter et års tid på det danske datingmarked.

Efter knap ti år ind og ud af faste forhold er jeg vågnet op til en dating-virkelighed, hvor det første virkelige møde er blevet udskiftet med det virtuelle. Førstehåndsindtrykket er blevet erstattet af den mest catchy linje på datingprofilen. Middagen springes over, og i stedet mødes man på en bænk over en kop kaffe, som der mobilepayes til hinanden for.
Og det at gøre noget ud af sig selv for datens skyld, tolkes efterhånden som en stor kærlighedserklæring, når standarden er sneakers og en fuldstændig tilknappet marineblå skjorte - for kvinderne altså.

De siger, at tiderne ændrer sig, og vil tilpasser os til det bedre, for al forandring skulle efter sigende være godt.

Men hvilken forandring til det bedre er der sket, når en fyr knap orker at lære ens fornavn at kende, før han swiper videre, og kvinder ikke kan se noget seriøst forholdspotentiale i nogen fyr, før alle sociale datingmediers frøer er blevet kysset?
Det første kys er blevet erstattet af det første knald, og ingen gider ligesom at gøre noget ud af sig - for det er jo bare en tirsdagsdate. Og skulle begge være så heldige at lande en lørdagsdate kan det hænde, at han har orket at tage noget parfume på, og hun har taget fire centimenters høje hæle på.

LÆS OGSÅ: Geeti Amiri: Hvorfor skal kvinder være ligesom mænd for at blive taget seriøst?

Kald mig gammeldags, reaktionær eller konservativ, men jeg vil faktisk gerne tilbage til dengang, da dating stadig betød noget, mere end bare oprettelsen af endnu en profil på et af de mange sociale datingmedier og endnu en lunken latte på en date, som ingen af parterne egentlig er særligt dedikeret omkring.

Måske skyldes det, at jeg er opvokset med tanken om, at ligestilling ikke er ensbetydende med at ligne en mand, men være mig selv, som den kvinde jeg ønsker at være. Måske skyldes det, at jeg faktisk ikke mener, at ligestilling skal være ensbetydende med at kneppe sidelæns, som Berlingskes debatredaktør, Anne Sophia Hermansen engang udtrykte så rammende. Eller måske skyldes det bare, at jeg synes, jeg fortjener en ordentlig date, når jeg vælger at bruge min tid på det. Ligesom fyren jeg skal på date med også fortjener en, som i det mindste har orket at børste håret - for ikke at tale om alt andet en kvinde kan gøre for at fremstå en smule interesseret i ham. Altså ham, hun gerne vil lære bedre at kende og evt. blive kærester med.

For det er vel derfor vi dater, ikk' sandt?

Hvis det tilmed har ændret sig igennem de sidste ti år, og vi i dag, både kvinde og mand dater bare for at drive tiden af, melder jeg mig helt ud af datingræset og erkender, at jeg hellere vil være en uddøende datingtype, end tilpasse mig de nye tider.

For helt ærligt; hvorfor finder kvinder sig i den elendige Tinder-datingkultur?

Det er forrykt, at det i dag er lig med at stå udstillet på et museum, når jeg fortæller folk, at jeg godt kan lide at møde en fyr i det virkelige liv og falde i snak med ham, før jeg igen skal mødes med ham. Altså i stedet for at mødes med en fuldstændig random fyr, der tilfældigvis har liket mit billede på Tinder. At der kigges underligt og undersøgende på mig, når jeg fortæller, at jeg foretrækker middage på en restaurant, hvor jeg har en samtale med ham, end at samtale efter det første knald, før der overhovedet er blevet kysset. Eller at jeg faktisk godt kan lide tanken om, at en date forpligter begge parter til at gøre en noget ud af sig selv, hvor man som kvinde gerne står ved at have brugt flere timer på at finde den rigtige kjole - og komplementeres for det. At han i det mindste møder op i en strøget skjorte. Uden at nogen af delene skal være ensbetydende med, at jeg som kvinde giver efter for patriarkalske strukturer, eller han er nødt til at være medlem af Det Konservative Folkeparti.

Tilmed mødes jeg af et skuldertræk af jævnaldrende, når jeg efter endnu en date må konstatere, at min kjole ikke matcher hans t-shirt efterfulgt af svadaen om, at ingen i dag har tid til at lægge så mange kræfter i en enkelt, uforpligtende date.

LÆS OGSÅ: "Stresser det mig at være 29 år og single? Ja – ad helvedes til"

Tillad mig at vende den om: måske skulle kvinder og mænd blive lidt mere selektive og date efter princippet kvalitet fremfor kvantitet?

Altså færre ligegyldige kopper kaffe, mindre uforpligtende sex med selve daten, mere energi i at lære en person at kende og ganske enkelt lægge en betydning i selve daten. Også selv om daten skulle være uforpligtende.

Kunne det være en forandring til det bedre?

For nogle uger siden kom skuespillerinden Julie Zangenberg i hård modvind, da hun i programmet "4-Listen" på Kanal 4 udtalte følgende:

"Jeg vil have 'Frank Sinatra'-første daten. Hvis ikke hentes, så vil jeg spise på et skønt sted. Jeg vil have god samtale, jeg vil have, at han skal vide noget om vinen og om den mad, vi spiser. Jeg vil have, at han er opmærksom på mig, og jeg vil være opmærksom på ham, og jeg vil have, at det bliver med at åbne døren, åbne bildøren og trække stolen ud. Og på samme måde er det en gentleman-ting, at manden betaler regningen efter første date. Dermed ikke sagt at han skal betale resten af livet ud, men den første date, der betaler manden regningen. Den er ikke længere.«

På de sociale medier fandt sjove typer pludselig hendes kriterier ensbetydende med, at hun så også bare skulle passe køkkenet, se fin ud - læs dum - og være klar i sengen, mens få kvinder trådte frem og medgav hende ret.

Hvilket er hele problemet med den fuldstændige kønsneutraliserede datingkultur herhjemme; få tør at kritisere den og de, der gør det mødes af et tavst kor.

LÆS OGSÅ: Vi vil alle sammen gerne have mere af alt det gode. Men hvad er det der er godt?

Men har Zangenberg ikke fat i noget, som rigtig mange kvinder tænker dagligt, heriblandt mig selv og kvinder i alle aldre, jeg taler med, men som vi, kvinder fortier i ligestillingens navn?

For det handler jo ikke om, at Zangenberg – eller generelt kvinder nu til dags – ikke selv kan betale middagen for begge. At kvinder ikke også kan spise en fed middelmådig, gennemsnitlig café-burger. At kvinder ikke også kan udvise opmærksomhed til fordel for manden. At kvinder er hjælpeløse, fordi de finder det charmerende, når en mand holder døren. Eller at kvinder ikke kan drikke en øl i sofaen, hvis de foretrækker en moden rødvin.

Det handler bare om, at man, både som mand og kvinde, gerne oppe sig en smule. Tage en pæn kjole på som kvinde, være lidt galant som mand og give kvinden en følelse af, at hun er noget særligt, og han er den rette at bruge en aften i selskab med – særligt, hvis han skal med hjem.

Det handler vel bare om, at man gerne vil behandles som noget særligt, så længe hverdagen ikke er indtruffet, hvilket den uundgåeligt gør, taget par og tilhørende samliv i dag i betragtning.

Egentlig håber jeg, at kvinderne gør op med den elendige Tinder-dating kultur og tillader sig selv handling fra mændenes side, uden at opfatte det som afkøb på ligestilling.

For det fortjener kvinder, uanset hvad ligestillingskampen mellem kønnene dikterer af love.

For mit vedkommende må jeg erkende, at indtil jeg møder en fyr - eller mand, om man vil - i det virkelige liv, som kan behandle mig som noget særligt. En, som jeg gerne vil bruge en halv dag på at gøre mig klar til, for at bruge en hel aften med, så bliver jeg bare her i min tidslomme. Hvilket kategoriserer mig som en mumie på museet.

Men det er trods alt en æra, som føles hundrede gange bedre, når den rigtige date endelig viser sig, end de hundrede Tinder-møder efterlader af følelsesfattige indtryk.

LÆS OGSÅ: "Jeg har simuleret virkelig mange orgasmer"

LÆS OGSÅ: "Smalltalk er en social glidecreme, som det er på tide, at vi dropper"

LÆS OGSÅ: "Når folk bliver forargede over mine vovede billeder, lægger jeg et topløst billede op"