Det vil præge mig resten af livet, at min far var alkoholiker

Jeg skal tale med din mor". Farmorens stemme er meget bestemt. Hun lyder foruroligende kortfattet. Hun plejer altid at slå en sludder af med sit barnebarn. Men ikke i dag. 8-årige Helle sænker det grå telefonrør og kalder på sin mor i køkkenet, imens hjertet banker hårdt i brystet. Noget må være galt.Inde i den lille dagligstue stiller hun sig skråt bag sin mor, så hun lige netop kan ane den ene side af hendes alvorlige ansigt. Hun står bøjet over teaktræsskrivebordet og holder telefonrøret op til øret, mens ryggen bliver underligt stiv. "Ja. Okay. Ja." Morens ordknaphed får uroen til at sive ud i alle kroge af Helles krop. Moren lægger på, beder Helle og hendes søster om at finde deres sko og genner dem hurtigt ud i bilen. Uden yderligere forklaring bliver de ti minutter senere sat af hos familiens læge, som de ellers aldrig besøger privat.

LÆS OGSÅ: Lægen anbefalede lykkepiller: Nu sælger de alt og flytter til Texas

Det er sidst på eftermiddagen, da morens Citroën triller op foran lægens hus. Hun tager pigerne med ind i stuen og beder dem sætte sig i sofaen. Mens morens ord begynder at finde vej ud i stuen, fæstner Helles blik sig til de kvadratiske tern i brune nuancer på sofaens råhvide uldstof. "Vi kommer ikke til at se far igen. Han ligger oppe på sygehuset", starter moren, mens tårerne triller ned ad kinderne. Helles barnelogik er straks i gang. For kan de så ikke bare besøge ham der? "Han har skudt sig selv nede i farmor og farfars kælder. Han har gjort det for vores skyld, fordi han ikke syntes, han var en god far og en god mand". Faren var alkoholiker og led periodisk af svære depressioner, som førte til indlæggelser på psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus. Men selvom Helle Vincentz nok havde foretrukket en tryg barndom, er hun taknemmelig for, at hun har fundet en hylde, hvor der er plads til de dår-lige oplevelser. De er nemlig hendes kreative brændstof.

Med far på værtshus

Helle Vincentz er forfatter. Og har netop sendt sin fjerde roman, "Stjålne liv", på gaden. Bogen er første bind i en ny spændingsserie om antropologen Sofie Munk, som, ligesom Helle selv har gjort, kæmper med sin fars alkoholproblemer. I bogen er Sofies far også morfar, og det er derfor barnebarnet, der kommer med på værtshus. Som Helle selv har prøvet så mange gange i sin egen barndom.

– Morfar fik øl, for det kan han bedre lide. Sønnens smil gik stadig fra øre til øre, men denne gang kunne Sofie ikke forhindre sine bryn i at søge mod midten. 
– Hvor var I henne?
Valde rankede stolt ryggen.
– Vi var nede på farfars kontor, for det var jeg blevet stor nok til at komme med på nu.

Idet ordene var ude, slog han hånden for munden og spærrede øjnene op.
– Aj, det var jo det, jeg ikke måtte fortælle dig!
Sofie krammede hånden så fast om de lyse krøller, at Valde peb, at det altså faktisk gjorde ondt. Så lagde hun begge arme om ham og trak ham ind til sig. En ny morfardag ville det næppe blive til, men i det mindste havde han hende. Og hun havde ham.

(Fra romanen "Stjålne liv").
– Når det er noget, man gør med sine forældre, føles det jo ikke unormalt eller farligt. På den ene side var det en lidt god oplevelse, for først gik vi til slagteren, og jeg fik en pølse, og inde på værtshuset gav kromutter mig altid slikkepinde fra det høje glas på disken. Samtidig var der følelsen af, at voksne mennesker og øl bare ikke er rart for et lille barn. Far ændrede sig lidt, jeg kunne ikke komme hjem, når jeg ville, og "det er bedst, hvis vi ikke siger det til mor – det hele – også det med slagteren og slikkepindene", siger Helle med hviskestemme og læner sig ind over det lange spisebord i villaen i Hareskovby nord for København, hvor hun bor med sin mand og sine to drenge.

– Der findes jo en gave i alting. Hvis man vælger at se den. Jeg kan sagtens se en kreativ fordel i at være særlig observant eller bare at kunne se en anden side af verden, end den, de fleste mennesker
måske ser. Fordi min barndom var noget kaotisk og anderledes. Jeg er faktisk taknemmelig for de styrker, jeg har, og jeg ved, at jeg ikke ville have dem, hvis jeg var vokset op på en anden måde. For det er også de styrker, der gør, at jeg nu har et liv, som jeg gerne vil have.

LÆS OGSÅ: 6 ting, du tror, er sunde for dig – men som kan gøre dig syg

Übersensitive antenner

Helle Vincentz voksede op i det sydvestligste hjørne af Sjælland. Hendes far drev et landbrug, og moren var skolelærer.
Faren havde i en årrække boet blandt andet i Afrika og på Samoa og Filippinerne, og allerede dér grundlagde han et solidt alkoholforbrug. I 1976 vendte han hjem til Danmark, fordi hans forældre havde købt nabogården til ham i barndomsbyen Bøgelunde mellem Korsør og Slagelse. I de kommende år – midt i "fattigfirserne" – blæste der økonomisk set ingen milde vinde omkring hans projekt. Det mærkede Helle tydeligt.

– Jeg kunne vildt godt tænke mig sådan nogle drønsmarte sivrullegardiner, som min dagplejemors datter havde, så jeg spurgte, om jeg måtte få sådan nogle. Det måtte jeg ikke, sagde han. Jeg har nok
spurgt en gang til, og så kan jeg bare huske den der eksplosion af vrede og råb – om at "så kunne jeg fandeme bare flytte op til min dagplejemor, hvis alting var så meget bedre der!".

– Jeg vidste aldrig, hvornår han ville eksplodere, og om der lige pludselig ville blive banket i bordet og råbt højt. Det har gjort, at jeg har tilegnet mig en meget veludviklet evne til at observere alt og have antenner ude konstant i forhold til andre menneskers sindsstemninger. Dengang forsøgte jeg jo virkelig at afsøge, hvornår de ville ske. Eksplosionerne. Det var meget uforudsigeligt, så det gjorde mig sindssygt utryg. Og den utryghed kan jeg huske altid i samværet med min far. På den ene side var han min største helt. En far, der altid – når han havde det godt – gad at bygge snehuler, klatre i træer, spille golf, bygge huler og fortælle historier fra sine rejser. I de gode perioder var han langt mere nærværende end nogen fædre, jeg har hørt om fra den tid. På den anden side var han utryghedsskabende for en lille pige at bo sammen med, fordi man aldrig vidste, hvor man havde ham.

– Det har helt klart sat sig i mig. At jeg skal holde øje. At vokse op med en alkoholiker præger mennesker resten af livet.

– Min mand siger, at han kender ingen, der er så observant, som jeg er. Man kan ikke sige noget til mig, uden at det ryger i analyseapparatet. Siger han godnat på en lidt anden måde, end han plejer, er jeg der straks: "Hvorfor siger du det på den måde?". Mit superanalyseapparat kører non- stop. Og 99,9 procent af tiden har jeg ret.

– Jeg afsøger virkelig horisonten for faresignaler, og jeg ved, hvordan alle mennesker i et selskab har det. Jeg kan høre ethvert tonefald ned langs hele bordet ved et middagsselskab. Afkode sindsstemningerne. I forhold til at være forfatter er det virkelig en gave – at man fanger det. For det giver troværdighed og dybde til en bog, men som menneske kan det godt gøre en træt. Det kunne være rart at slå den lidt fra indimellem.

Fars pige

Som barn forstod Helle ikke ordet "alkoholiker". Hun husker besøgene på psykiatrisk, når faren var blevet overmandet af den svære kombination af alkohol og depression og skulle på antabus. Dengang forstod hun ikke, hvorfor faren var indlagt, men hun noterede sig, at de øller, der stod i spisekammeret, når han kom hjem igen, så anderledes ud. "NAB" stod der på dem. Der blev aldrig talt om farens misbrug, og det var da også først efter hans død, at Helle fandt ud af, at det var det, han var – alkoholiker.

– Når vi holdt juleaften, satte han sig senere på aftenen over i laden og drak, og så måtte man ikke gå over til ham. Det gjorde mig altid vildt ked af det. Det skulle jo være sådan en hyggelig aften. Jeg var virkelig fars pige – han var vigtigere end alle andre – og juleaften skulle han jo ville være sammen med mig! Dengang vidste jeg ikke, at det var hans tilflugtssted, og at han altså var fuld, når han sad der. Familiens problemer blev holdt inden for husets fire vægge, og Helles mor prøvede på bedste vis at slå vingerne om sine to piger. Og generelt holdt faren sit drikkeri skjult – også for døtrene.

– Min mor forsøgte at gribe så mange bolde, som hun kunne. Og dække af så meget hun kunne. Hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Det var en stor kærlighedserklæring. Hun opfandt forskellige beskyttelsestiltag. For at jeg ikke skulle komme hjem fra skole og se ham fuld, skulle jeg for eksempel tage hjem til mine bedsteforældre i stedet. Ligesom det var lidt mærkeligt, at min søster og jeg indimellem skulle sove oppe ved vores gamle dagplejeforældre i weekenden.

Livet knækker over

Om det var alkoholen eller de økonomiske problemer, der for alvor satte nedturen i gang i barndomshjemmet i Bøgelunde, ved Helle ikke. Men det var uden tvivl afmagt, der fik farens greb om livet til at skride helt i grøften. En vintermorgen i 1987 kommer moren op og vækker Helle på hendes værelse. Sine otte år til trods fornemmer hun straks, at noget er helt galt.

– Jeg husker fornemmelsen af at ligge i sengen og kigge op på skiftevis min mor og på mine skråvægge med det brunlige tapet med hvide skyer. Ude af stand til at forstå verden. Jeg kunne se tårerne på hendes kind, og jeg kunne høre, at hun sagde, at hun ikke vidste, om far kom igen. Men hun fortalte mig, at han var kørt i bilen, og min logiske hjerne insisterede på, at han da bare kunne fylde benzin på bilen. "Du må gerne blive hjemme fra skole i dag", sagde hun så – hvilket var endnu mere mærkeligt, for man måtte aldrig blive hjemme. Jeg husker følelsen af det der tandhjul, der kører og prøver at gribe fat. Forstå. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg ikke skulle se min far igen. Min far var det vigtigste menneske i mit liv.

Ganske som Helle har forudset, kommer faren hjem om aftenen. Han, moren og familiens præst sidder inde i den fine stue, som ellers aldrig bliver brugt. Helle forstår ikke, hvorfor hun ikke må gå derind. Ligesom hun ikke forstår, hvorfor alle tydeligvis er kede af det, når nu hendes far er kommet hjem. Hvad Helle ikke ved, er, at faren havde lagt et brev til moren samme morgen, hvori han skrev, at han ikke kunne mere, og at moren havde noteret sig, at jagtgeværet var væk. I tiden efter bliver uroen hængende på familiens gård. Trykker som en tung dyne. Ingen taler om episoden eller beroliger små børnetanker, der farer forvirret rundt og ikke kan finde ro. Helles analyseapparat er gået i højeste alarmberedskab, og søndag morgen den 26. april bliver hendes uro bekræftet, da faren trykker på aftrækkeren på sit brune jagtgevær og afslutter sit liv.

– Det viste sig hurtigt, at det ikke bare var min far, jeg havde mistet, men alt, hvad jeg stod på. Oven i det hele kom både min farmor og farfars gård og vores gård på tvangsauktion, og min mor, min søster og jeg flyttede til Skælskør i et parcelhus. I mange måneder blev jeg ved med at drømme, at det var en ond drøm – at nu ville min far komme tilbage, og vi ville flytte tilbage på landet. Jeg har det her billede indeni af, at mit liv bare knækkede over. Rittsj, så var der et nyt.

Livskrise og skyldfølelse

Helle Vincentz snakkede ikke med nogen om farens død, før hun blev voksen. Ikke én voksen spurgte hende, "hvordan går det?" eller "savner du din far?". Han var bare væk. Hun talte heller aldrig med sin mor om tiden omkring farens selvmord.

– Det gjorde min søster, og det ville jeg jo helt vildt ønske, at jeg også havde gjort. Jeg tror bare, at jeg forsøgte at normalisere det så meget som muligt, og et langt stykke hen ad vejen accepterer man jo også bare verden, som de voksne præsenterer den for en.

16 år senere dør Helles mor nemlig af kræft. Efter bare tre måneders sygdom.

– Det var virkelig en livskrise for mig. Jeg var bare 23 år, og så var der kun mig og min søster tilbage. Bedsteforældre havde vi heller ikke længere. Det var en benhård følelse af at være fuldstændig alene i verden. Og forladt.

– Og der dukkede det hele op. Hvorfor forsvandt han? Hvorfor var vi ikke vigtigere end alkoholen? Og nu hvor jeg selv lever i en familie, mærker jeg jo selv, hvor sensitiv sådan en familiedynamik er.

Ligesom jeg selv debriefer mine børn hele tiden. For eksempel da vi skulle flytte:
"Det er svært at flytte – man kan godt blive ked af det – det er helt okay, Hugo, vi er her for dig – hvordan har du det?"

– Min mor var lærer på den skole, vi gik på, og startede efterfølgende et sorgprogram for børn, der mister en forælder, så hun har været fuldt ud klar over, at børn skal samles op efter sådan en dramatisk hændelse. Jeg tror simpelthen bare ikke, hun har kunnet magte det i forhold til os.

– Jeg var måske også bare så velfungerende. Jeg var storesøster, jeg havde mange venner og var dygtig i skolen og til sport. Så måske har min mor tænkt, at "Helle klarer jo livet godt". Der var ingen faresignaler og derved grund til at ødelægge et liv, der jo tilsyneladende gik godt, ved at rippe op i fortiden.

– Min mor har også skullet kæmpe med sin egen sorg og bearbejde et svært ægteskab, en tvangsauktion og en flytning. Pludselig var hun alene med to piger, som også skulle skifte skole og have et nyt liv. Det har handlet meget om bare at hænge i og klare den. På den måde var hun en sindssygt sej dame. Som barn kunne man bare godt lige have brugt en mor til at hjælpe en med at sætte nogle ord på – blandt andet i forhold til det her med at vende tingene indad og bebrejde sig selv så meget.

– Det lagrede sig helt klart i mig, at min far havde taget livet af sig selv for vores skyld. På en dobbelt måde. På den ene side: Han ville altså rigtig gerne være en god far for mig, fordi jeg var så vigtig for ham. På den anden side: Åh Gud, det er min skyld! Den sloges jeg med i mange år – hvis jeg bare havde været en bedre datter... hvis jeg bare havde vist ham mere kærlighed eller ikke været til besvær eller plaget om de skide sivrullegardiner!

Vred på far

For nogle år siden dukkede en hidtil ukendt vrede mod faren op i Helle Vincentz. Ud fra et behov for et opgør og luft til et nyt liv smadrede hun en del af hans ting og smed stort set alt, hvad hun havde arvet fra ham, ud. Ting, der ellers havde stor affektionsværdi, men som med tiden havde forvandlet sig til svære minder. Derefter blev der igen ro inden i hende.

– Nu har jeg sluppet meget af vreden imod ham. Et misbrug er jo ikke noget, man bare lægger fra sig, fordi man vil. Ligesom depressioner – eller "dårlige nerver" som det hed dengang – ikke bare er noget, man kan vælge fra. Jeg har valgt at se ham som en mand, der havde nogle dæmoner, han simpelthen ikke kunne slå ned. Og at det mere er en virkelig ærgerlig ting, end det er en tarvelig ting. I mine øjne er selvmord ikke en rationel, egoistisk handling. Selvmord er sidste udvej, når alt andet er prøvet.

– Min barndom har udstyret mig med en skrøbelighed kombineret med en afsindig jernvilje til at yde mere, end hvad sundt er. Jeg er både besvimet og har kastet op, når jeg har læst op til eksamener. Det handler om at være nærmest usundt stålsat på at klare sig. Presse sig selv til det yderste og lidt til. Fordi det føles så farligt ikke at klare det godt. Jeg ved, at
fiasko er farligt. Hvis ting går galt, går det fucking galt. Jeg føler, at jeg har set beviset på det.

– Når venner siger: "Nå, men ting lykkes jo alligevel i den sidste ende", så er min helt instinktive reaktion, at "nej, de gør sgu da ikke!". Jeg har ikke samme tiltro til livet og lykken. I den retning er min mand og jeg virkelig modsætninger. Han er vokset op i en total tryg kernefamilie og har netop en tro på, at alting nok skal lykkes. Han kan sige: "Aiij, når vi to engang bliver gamle..." Og så skal jeg altid bide mig selv i læben for ikke at sige: "Ja, hvis ikke en af os dør, eller vi bliver skilt inden". Jeg har et dejligt liv og er som regel virkelig glad, men samtidig har jeg altid en følelse af, at dommedag lurer en lille smule.

– Min mor var lige ved at gå på efterløn, og så skulle hun og hendes kæreste bare ud at rejse – og bum, så var hun væk. Det har jeg tænkt meget over. Man skal fandeme få gjort ting, mens tid er. 

LÆS OGSÅ: ”Da jeg tog en anden mands liv”

LÆS OGSÅ: ”Idet vi passerer hinanden, griber han fat i mit ene bryst”

LÆS OGSÅ: ”Det føltes så forkert at bruge skraberen i ansigtet”