Annamette Fuhrmann: Vi bør lukke munden og lette røven

“Her sidder jeg så. I en bil på vej hjem fra Aalborg. Foran i bilen sidder ham jeg er gift med. Ved siden af ham, min ældste søn. Ved siden af mig sidder min yngste søn og i min hånd har jeg en tankkaffe. Jeg har været kærester med Thure i 6 år, været gift i 5,5 og mine børn er hhv. 5 år og 2 år. 10,5 cm er længden på mine bryster, 13 cm er længden på mit ar efter et kejsersnit og 0 er tallet for antal gange om dagen jeg har lyst til sex.”

Sådan starter min bog, “Længsler og Leverpostej”, og havde nogen fortalt mig, at det var mig, der blev forfatteren til de sætninger, ville jeg have grinet højt. Klart jeg havde. For da jeg blev gravid med mit første barn for seks år siden, havde jeg ingensomhelst idé om, hvordan de næste seks år ville komme til at se ud. Jeg havde en idé, og jeg havde tegnet et rids af det liv, min mand og jeg ville komme til at leve. Jeg havde købt økobleer fra en økobutik på Østerbro i København, og Leandervuggen stod klar med en madras fuld af speltkerner. Det er ikke engang løgn.

Men så kom det første barn. En smuk søn, som på fotografierne passede fantastisk til Leandervuggen. Jeg gjorde bare ikke. Jeg var træt og forvirret, og det tog mig mange måneder at lære at blive mor. I mellemtiden glemte jeg min mand, og efterhånden glemte jeg også, hvordan jeg var hans kone.

Knapt tre år efter fødslen af vores første barn kom søn nummer to. Lige så vidunderlig som den første. Der var dobbelt op på lykke, men også dobbelt op på vasketøj og hverdag i en grad, der får de grå hår til at stå I kø. Hvis du er mor, kender du helt sikkert følelsen, og jeg skal ikke trætte dig med mange forklaringer på dét liv og følelsen af at stå med hverdag til langt op i halsen, og det eneste, du vil, er at komme væk.

For at undgå at blive stenet, vil jeg nævne, at det ikke er ren røv det hele. Et liv med børn er for mig det mest givende, det mest lærerige, det mest kærlige, det mest fantastiske, som jeg aldrig nogensinde ville bytte for noget andet. Det er, selvfølgelig, når jeg har sovet igennem og er udhvilet, at jeg tænker den slags tanker. De andre dage bytter jeg gerne til et andet liv uden børn og med en normal søvnrytme.

Men hvad med kærligheden? Hvordan har den det i den hverdag?

Læs også: Sofie Gråbøl: Succesfuld singlemor

Vild kærlighed

Thure, min mand, og jeg har en vild kærlighedshistorie i ærmet. En historie lige til ugebladene, fuld af romantik, fuld af kærlighed, fuld af det, alle vil have. Og som verdens mest forelskede par blev vi gift, og jeg blev gravid kort tid efter, vi havde erklæret hinanden evig kærlighed.

Og jeg er glad for, at vi har den historie med i bagagen, for den har holdt sammen på os mange gange. Også når jeg har kastet min vielsesring gennem luften som udbrændt mor til to, der ikke mere kender ordet: sex.

For der sker det, når man får børn, og særligt efter barn nummer to, at man opdager, at man aldrig kommer ud af hamsterhjulet. Man kan godt tage fri fra det, men ud kommer man aldrig helt. Og her har jeg selv begået den store fejl at glemme mig selv. At sige nej til sex med min mand, fordi jeg ikke orkede, og fordi jeg ikke orkede at gøre det for min egen skyld.

Mens jeg skrev bogen, var der fire par inden for min bekendtskabskreds, der blev skilt, og jeg brugte lang tid på at tænke over, hvad der fik dem til at vælge den løsning. Med syv-syv uger og delebørn. De fleste sagde, at kærligheden ikke var der mere. Nogle havde fundet en anden, og andre haft en affære, men fælles for dem alle var, at de kastede håndklædet i ringen. De ville ikke mere.

Det påvirkede mig meget, for jeg syntes lige så godt, det kunne have været mig. Men hvorfor blev jeg så ikke skilt? Hvorfor kastede vi ikke også bare håndklædet i ringen, når nu vi syntes, det var så hårdt? Måske fordi vi har haft en skjult agenda om ikke at blive skilt, mens det var hårdt. Og fordi min mand elsker mig og ikke vil være gift med en anden. Han er bestemt ikke typen, der lader sig koste rundt med, og han kan være hård og kontant. Men han bliver. Og han holder ud.

Parforholdskoden

Jeg har ikke selv knækket koden til det lange og lykkelige parforhold, men jeg har lært, at jeg er nødt til at lære at være i et langt kærlighedsforhold. Det er ikke noget, der sker af sig selv. Det er ikke noget, der bare lever af sig selv, det er noget, der skal trænes, ligesom alt andet skal.

Men er det ikke også bare verdens fedeste kliché? Måske. Og ikke desto mindre er det rigtigt. Jeg har gjort alle mulige krumspring for at skabe et bedre forhold. Jeg har gået Feng Shui vejen, jeg har gået på kurser, i terapi, snakket med veninder og forsøgt at dyrke kærligheden ud fra bøger og artikler. Intet af det har bragt mig tættere på min mand. Det har de øjeblikke, hvor jeg har ladet mit hjerte tale. Der hvor jeg ærligt har lyttet til mine allerinderste følelser, og hvor jeg har talt til min mand uden filter, uden frygt for, hvad han ville sige.

Pagten med mig selv

Jeg ville gerne kunne skrive denne artikel og kunne sige højt og tydeligt, at jeg er god til at huske mig selv. Det ville være mega blæret. Specielt over for dig, kære læser. Men sandheden er, at det er jeg ikke. Endnu. Jeg er vildt dårlig til at finde tid til mig selv og blive tanket op. Jeg kommer alt for nemt til at lade de andre komme foran i køen, og når dagen er omme, har jeg glemt, hvad det var, jeg ville. Og dét kan gøre mig til en sur, gammel kone. Det er sindssygt utilfredsstillende, og jeg kan ikke anbefale det.

Til gengæld har jeg lavet en pagt med mig selv. Jeg har skrevet ned på et stykke papir, hvad der skal til, for at jeg bliver en glad mor og en dejlig kvinde at være gift med. Jeg skal have fire timer fri hver weekend fra fredag eftermiddag. Det behøver ikke være fire timer i streg, de kan godt være fordelt ud over weekenden. Jeg skal have én ferie om året, på en uge, uden mand og børn, og min mand og jeg skal have børnene passet én weekend hver anden måned, hvor vi kan gøre, hvad der passer os. Én gang om måneden skal jeg have en date med min mand, enten derhjemme eller ude.

De ændrer sig helt sikkert, de behov, men lige nu er det det, der skal til, for at jeg kan vågne om morgenen og føle mig glad og fri. Det kan virke lidt skemalagt, men når nu det ikke bare flyder i en lind strøm med hygge og kærlighed, så må det være sådan. I et skema.

Min mand ville helt sikkert også grine, hvis han så det her dogme. For det bliver ikke overholdt. Jeg er ikke nået dertil endnu, hvor jeg har gjort alvor af at overholde det. Men jeg øver mig i det og bare det at have lavet en aftale med mig selv om det gør, at jeg langsomt kan blive bedre til det. Jeg er larmende bevidst om, at hvis ikke jeg forsøger at nærme mig det, så bliver det spild af gode timer. Spild af liv. Og jeg ender med at være et dårligt forbillede over for mine børn.

Læs også: Mia Lyhne: Problemet er, at vi får børn alt for sent

I underskud

For er der én ting, jeg har lært af de her år med graviditeter, søvnløse nætter, og meget lidt sex, så er det, at ingen kommer og lever dit liv for dig. I lang tid var jeg sur på min mand over, at han ikke gav mig kærlighed nok, tryghed nok, nærvær nok, men sandheden var, at jeg fuldstændig overså at give det til mig selv. Jeg var simpelthen for meget i underskud med mig selv til at tage det ansvar. Det lyder småligt og barnligt, men det er sandheden.

Så jeg har lært den store, fede lektie, at hvis ikke jeg sørger for at blive gode venner med mig selv først, så kan jeg godt droppe at pege fingre ad alle andre. Og jeg har også lært det helt banale i, at jeg ikke kan tænke mig til et bedre liv. Jeg er nødt til at tage bussen ud i det der liv, hvis jeg vil mærke en forandring. Og måtte jeg stjæle nogens motto, så ville det være Christian Bitzs: ”Luk munden og let røven.” Han mener selvfølgelig, at vi er nødt til at lade være med at proppe kager i kæften, hvis vi vil tabe os, men jeg mener også, at vi kvinder skal lade være med at tale så meget. Det ville klæde os kvinder at lukke munden og lette røven, hvis der er noget, vi er utilfredse med.

Jeg kan selv snakke problemerne til døde, for jeg elsker at snakke og snakke og snakke, til ørerne er ved at falde af min mand, og det er helt ærligt ikke noget jeg får særlig meget ud af i den sidste ende. Og da slet ikke sex.

Suzanne Bjerrehuus har engang udtalt, at hvis man vil skilles, så skal man da endelig bare begynde at snakke ørerne af sin mand inde i ægtesengen. Jeg giver hende helt ret.

Ønsker fra min mand

Så hvad kan vi kvinder lære? Vi kan lære at tale, når der er noget relevant at snakke om, og vi kan lære at tale ærligt og sige, hvordan vi har det, og hvad vi har brug for. Det bedste kærlighedsråd, jeg har fået, er at få en brugsanvisning til min mand. En liste over lige præcis det, han synes er en kærlig handling.

Og ha-ha som om jeg ikke vidste det? Det var min første tanke, da jeg hørte om den brugsanvisning. Han har brug for, at jeg siger til ham, at jeg elsker ham, at han er en god far og en skøn mand med lækre overarme. At jeg synes, han er verdens sejeste til den sport, han dyrker, og at jeg aldrig har haft en bedre elsker. Jeg synes selv, jeg siger det jævnligt til ham, og jeg er heller ikke nærig med knus og kram, så der skulle ikke være noget at komme efter der.

Hvad? Nå ja, det skulle da lige være, hvis hans brugsanvisning ikke stemte overens med min, men det regnede jeg nu ikke med. Jeg blev klogere, for da jeg spurgte ham en dag over frikadellestegningen, viste det sig, at jeg godt kunne droppe mine kærlige ord.

”Hvis jeg nu sætter mig herover i stolen, og du kommer med en kold øl og steger de frikadeller færdige. Eller hvis du gør badeværelset rent og har gjort det hyggeligt for mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Eller hvis du tager med mig til et af mine løb og hepper på mig, eller hvis du forfører mig, fordi du gerne vil have sex, dét er sgu kærlighed.”

Fantastisk. Jeg havde nu brugt noget, der ligner fem år, på de forkerte kærlighedserklæringer. Altså. Næsten. Min mand er ikke lavet af sten, og han elsker mig, så han har da labbet mine ord i sig, men det, han lige fortalte mig, var alligevel noget mere håndgribeligt.

Så. Skal jeg give min endelige opskrift på et vedvarende ægteskab, må det være, at du laver en ønskeliste til dig selv, og så får du en fra din mand også. Når det så er sagt, vil du så ikke love mig, at du sætter dig ned i din hverdag og griner lidt af det hele? Lige meget hvor mange nullermænd, der forpester din hverdag hvor lidt sex, du har lyst til hvor irriterende, dine børn er, så find noget at grine af hver dag.

Jeg ved godt, jeg lyder som et kedeligt GRUK-digt, og ”smil-til-verden-og-den-smiler-igen” er til at lukke op og skide i, når man er allermest træt. Men prøv alligevel, om du ikke kan grine lidt. Og smile lidt. Når du ikke kan, så gør det alligevel.

Held og lykke med kærligheden!

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.