Ditte og Louise: Vi gider ikke holde kæft og være smukke

Der er to sejlivede myter om kvinder. Den ene er, at de ikke er sjove. Den anden er, at de holder op med at være seksuelle væsener, når de fylder 40. Den første myte er efterhånden punkteret, i hvert fald internationalt, med succesfulde kvinder som forfatter og skuespiller Lena Dunham, komiker Amy Schumer og skuespiller og producer Rebel Wilson. Kvinder, der har bevist, at humor ikke kun er indlejret i generne hos mænd, og at humor med kvindeligt fortegn for længst har bevæget sig videre fra Bridget Jones og chicklit-bølgen, hvor kvinder ganske vist kunne fejle og være grimme, men hvor det hele gik lidt bedre, hvis bare vi tog nogle stiletter på og fandt os en mand. Den anden myte lever endnu.

I 2015 bragede DR-serien Ditte & Louise ind i stuerne i bedste sendetid fredag aften som et kærkomment opgør med begge myter. Med dertilhørende rynker, karrieremæssige fiaskoer og forliste forhold. Vi mødte den halvsnerpede Louise, der er lidt for skeptisk og lidt for korrekt, og som netop var blevet forladt af sin smarte fotografmand og far til deres fælles lille barn til fordel for en 15 år yngre kvinde. Og Ditte, en frembrusende ja-hat-type, der griner alt for meget, knalder alt, der kan gå på to ben, bortset fra sin mand, som hellere vil pakke hende ind i fleece og servere te til hende i sine hjemmelavede keramikkrus. Dette efterår er serien, som anmelderne og publikum elskede nogenlunde lige højt, tilbage med anden sæson. I den anledning har vi besøgt kvinderne bag, Louise Mieritz og Ditte Hansen, midt imellem optagelserne i TV-Byen i Søborg og talt med dem om, hvorfor vi skal huske at være grimme og tale om sexfantasier, og om hvor grænsen går mellem seriens og virkelighedens Ditte og Louise.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: "Vi kvinder tænker ligeså meget på sex og er ligeså liderlige som mænd"

Om at omfavne sin indre heks
Hvad handler anden sæson af Ditte & Louise om?
Louise: "Den handler stadig om to antiheltinder, der er veninder og hinandens modsætninger, og Ditte og Louise er stadig på jagt efter succes i underholdningsbranchen. Vi undersøger bl.a. det at sætte sig selv fri for at være sød og ikke vred, altid mene det samme som andre og hele tiden søge konsensus. Alle de der kvindeting. Vi har arbejdet ud fra forskellige overskrifter, og én af dem hedder: "Vi gider ikke holde kæft og være smukke." Den leder os hen mod sidste afsnit, som har heksen som tema. Heksen er ligeglad med at være behagesyg. Hun er mystisk og spændende, og vi har brug for hende, men hun er også blevet brændt på bålet mange gange gennem tiden."

Ditte: "Vi vil gerne omfavne vores indre hekse. Det handler også om alder. Om at komme til at ligne en heks mere og mere. Det gør vi jo. Men det må vi også omfavne. Du skylder ikke verden at være køn. Du må godt være her, selv om du ikke er smuk."

Hvad har den positive modtagelse af første sæson betydet for arbejdet med anden sæson?
Louise: "Mange har jo reageret sådan: "Ej, hurra, kvinder med fejl, nu må vi alle sammen være her!" Det har simpelthen været så overvældende. Det er faktisk blevet en mission for os nu."

Var det ikke jeres mission til at begynde med?
Louise: "Nej, nej, nej! Vi ville jo bare være sjove! Det kom meget bag på os, at serien blev opfattet som så frisættende. Det er blevet vigtigt for os at holde fast i, så vi ikke pludselig bliver forført af, at nu skal vi lige huske at tabe os 5 kg, inden vi går i gang med optagelserne, eller at vi skal have lidt mere makeup på. Så kan man undre sig over, hvorfor fanden det så "ikke er set før.""
Ditte: "Ja, for den næste tanke, man får, er jo: "Gud, står det så galt til, at I har brug for os på den måde?""

Om virkelighed vs. fiktion
Hvor stor forskel er der på virkelighedens og fiktionens Ditte og Louise?
Louise: "Da vi skulle indspille første gang, syntes jeg, at det var sjovt at lege, at det faktisk er mig, der er Louise. For når hun siger nej til alting, er det jo mig, og når hun er for fin til verden, er det mig, og det er også mig, der finder mit fag ydmygende. Det er bare sat på spidsen i serien."

På hvilke områder minder du slet ikke om seriens Louise?
Louise: "Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen områder, hvor jeg slet ikke minder om Louise. Det skulle da lige være det med alkoholen. At Louise har noget med at skulle drikke sig mod til at smide hæmningerne og have de sider, som Ditte besidder, og som hun ikke selv har. Hun siger på et tidspunkt i den nye sæson, at hun ikke kan lide andre mennesker, og sådan har jeg det dybest set også selv."

I første sæson siger du på en date, at det normalt tager et halvt år, før folk synes, at du er lidt sød ...
Louise: "Jeg har altid prøvet at score med mit intellekt. Det skal man ikke gøre. De mænd, der har haft sans for mig, er langt om længe faldet for min personlighed. Det har jeg i hvert fald bildt mig ind. Jeg går ikke ind i folk med træsko på."

Hvordan er virkelighedens Ditte sammenlignet med seriens?
Ditte: "Jeg tror, at jeg er et meget larmende menneske, også i virkeligheden. Men jeg synes, at jeg er meget mere alvorlig, end Ditte er i serien. Jeg er meget mere mollet."

Mollet?
Louise: "Som i mol og dur? Det har jeg aldrig hørt før, men det er smukt sagt."
Ditte: "Men jeg er også totalt pleaser og ja-siger, som Ditte er."
Louise: "Men mindre i virkeligheden."

Hvor meget tænker I over, om folk får svært ved at skelne jer fra jeres fiktive karakterer med tiden?
Ditte: "Jeg tænker da over, om folk tror, at jeg også knalder med alle mulige hele tiden, fordi Ditte gør, og at jeg så i bund og grund er en luder, som skal brændes på bålet. Der tænker jeg, at der stadig er noget slutshaming. Men jeg ved, at det er rigtigt (at lade karakteren Ditte handle sådan, red.), og det er netop rigtigt, fordi det føles farligt. Så ja, der kan jeg i mine svage øjeblikke godt blive lidt bange."

Louise, er du lige så meget en nej-hat i virkeligheden, som Louise er fx til castings i serien?
Louise: "Ja, det er jeg jo ..."
Ditte: "Nå ja, men du kan jo også nogle gange have det sådan: "Må man ikke bare være sur? Hvorfor må kvinder ikke have lov at være sure? Hvorfor skal kvinder altid smile? Smil, smil, smil!" Louise vil have lov til at være i verden, selv om hun ikke smiler til den og bare er sur."

LÆS OGSÅ: "Freja er den første pige, jeg har været sammen med"

Om at blive forelskede i hinanden
Hvordan var jeres førstehåndsindtryk af hinanden?
Ditte: "Jeg kendte Louise på lang afstand i branchen, og jeg kan huske, at jeg allerede dengang syntes, at hun var speciel og lækker. Da jeg lærte hende at kende, syntes jeg, at hun var reserveret. Men på den gode, spændende måde. Der hvor man bliver interesseret. Jeg tænkte også, at hun var dygtig og havde god smag."
Louise: "Den med, at jeg er reserveret, har jeg hørt mange gange."
Ditte: "Du er lidt stille af en skuespiller at være."

Louise: "Jeg husker Ditte fra en teaterskoletur til Oslo, og jeg syntes bare, du var skidesjov og lang og rødhåret. Vi mødtes rigtigt på Nørrebro Teater med forestillingen Kvindernes hævn i 2008, hvor vi skulle spille kærester. Det første, jeg tænkte, var, at Ditte virkelig bare var 'på arbejde'. Der var rigtig mange kvinder og rigtig meget snak, så det var så befriende med det der skønne fravær af intriger hos Ditte. Og så syntes jeg også, du var lækker! Der var sådan en situation, hvor jeg skulle sidde bag ved dig på scenen, og du havde lavtaljede bukser og en kort bluse på, så man kunne se hofterne og taljen, og jeg havde bare lyst til at sætte tænderne i dig. Der fandt vi ud af, at vi swingede rigtig godt sammen, og det er jo nærmest som at være nyforelsket, når sådan noget sker."

Hvor minder I mest om hinanden?
Ditte: "I vores kreative rum. Vi tænker ens på mange måder. Vi synes, de samme ting er sjove, og vi bliver gale over de samme ting. Vores hjerner kører i samme frekvens samtidig med, at vi også supplerer hinanden."
Louise: "Jeg fik jo nærmest lidt en stressdiagnose, da vi var færdige med at optage første sæson. Det var en form for overstimulering, for når vi skriver, holder vi aldrig pauser, medmindre vi lægger dem ind i en kalender. Vi er sindssygt effektive."
Ditte: "Det med at være doven eller ikke lige gide findes ikke hos os."

I hvilke situationer kan I være uenige?
Ditte: "Vi er meget lidt uenige."
Louise: "Vi er ret symbiotiske på grænsen til det uhyggelige. Hvis Ditte mener noget andet end mig, vil jeg sætte mig sindssygt godt ind i, hvad det er. Jeg bliver pissenysgerrig efter at forstå, hvad det er for en pointe, jeg har misset."

Hvilke karaktertræk misunder I hos hinanden?
Louise: "Du kan snakke med alle mennesker og befinder dig godt socialt. Men jeg ved, at du ligesom mig også synes, at det er rædselsfuldt at være tvangsindlagt til at lave ting med andre børns forældre. Jeg synes også, at Ditte er skide begavet og kunne være blevet politiker. Jeg lider nogle gange lidt mere af, at jeg altid kan se tingene fra begge sider."

Ditte: "Jeg beundrer Louises grundlæggende selvværd og tro på det, vi kan, og på sin egen smag. Det smitter. Jeg tror ikke, at serien var blevet til noget uden den egenskab hos Louise. Og så synes jeg egentlig også ofte, at du er sødere end mig."
Louise: "Nej, omvendt! Du er sødere end mig."
Ditte: "Du tror ikke, at du er sød, men du ER sød. Du er meget opmærksom på folk og ved, hvem der lige skal nurses lidt en bestemt dag."
Louise: "Jeg tror, at vi skiftes til at være søde ved folk."

Om at lege pigerne mod drengene
Serien er mange gange blevet fremhævet som en kvindelig pendant til Klovn. Hvad tænker I om den sammenligning?
Ditte: "Vi er selv meget glade for Klovn."
Louise: "Ja, totalt. Det er da en ære."
Ditte: "Vi synes, der er meget stor forskel på de to serier, men vi 'hilser' dem da også flere gange i serien og låner fra dem. Men sammenligningen er også god, fordi den gør, at vi altid kan sige: "Se på drengene." Når folk spørger: "Hvorfor skal I tage så meget tøj af, og hvorfor skal I være så pinlige?" Se på dem!"
Louise: "Går Frank måske ikke rundt i underbukser hele tiden?"

Hvorfor ser vi ikke flere sjove kvinder?
Louise: "Det handler jo om den der behagesyge, og at man som kvinde fik point for at være pæn, da man var lille. Jeg tror, at vi skal opdrage vores døtre til at åbne munden og fejle. De skal ikke vente med at sige noget, til de har tænkt det heeele igennem."
Ditte: "Pænt er ikke sjovt."

Louise: "Men i anden sæson har vi valgt bevidst ikke længere at pege på det med, at kvinder kan være sjove. Det var et opgør, vi tog i første sæson, fordi vi skulle lære figurerne at kende, og vi syntes, at det med 'pigerne mod drengene' var en sjov ting at lege, fordi vi kendte Klovn og Rune og Micks Tak for i aften (Klan og Øgendahl, red.), og fordi vi pludselig følte, at vi havde en alder, hvor både vores alder og køn var imod os."
Ditte: "Men nu har vi sat dét flueben."
Louise: "Vi kunne også risikere at trætte folk, for vi ved jo godt, at vi er sjove, hehe ..."

Om at overskride grænser
Hvad er det mest grænseoverskridende, I hver især har gjort i serien indtil videre?
Louise: "Jeg synes, det er svært at finde noget, synes du også det?"
Ditte: "Ja!"
Louise: "Det er nok, fordi vi selv har skrevet det. Min mand er fotograf på serien, og jeg har snavet med fremmede mænd lige dér foran hans kamera, men vi er helt upåvirkede, fordi det er en scene, der skal i kassen. Det er helt vildt, så uerotisk det er."
Ditte: "Ja, det er et underligt fag, vi har."

Louise: "Lige den episode med pizzastykket var lidt grænseoverskridende. (Louise og Ditte tager i et afsnit i første sæson til fest hos popstjernen Basim og ender i fuldskab med at tage sammen hjem med en fremmed mand, som næste dag efterlader dem nøgne med kun et pizzastykke til at dække det mest nødvendige, red.). Jeg er ligeglad med at være nøgen, jeg tænker mest på, at resten af holdet skal se på det. Så jeg meldte mig lidt ud, lagde mig ned og lavede det her tableau og sagde: "Nogen må lægge et stykke pizza på mig." Bagefter kom indspilningslederen hen og spurgte, om jeg var klar over, at det bare var et lille stykke frysepizza, så man kunne faktisk kigge lige op. Jeg havde nok forestillet mig et rigtig stort stykke deep pan pizza."
Ditte: "Men det er jo det, som Emma Holten (aktivist og offer for hævnporno, red.) taler om: Det handler om samtykke. Er det noget, du selv har valgt? Der er ikke noget problem i, at vi selv bestemmer, hvornår vi tager tøjet af. Det er først et problem, hvis andre vil have, at du gør det, når du ikke er tryg ved det."

LÆS OGSÅ: "Natten inden jeg mødte Emma, havde jeg været oppe hele natten og haft en ecstacy-benzin-drevet trekant"

Om kvinder og sex
Hvorfor er det nødvendigt, at kvinder taler mere om sex?
Ditte: "Der er et land, som ikke er indtaget endnu. Der er hemmeligheder, som ikke er fortalt, og vi føler et ansvar for at få det sagt højt i fiktionens verden."
Louise: "Vi taler selv sindssygt meget om, hvorfor man tænder eller ikke tænder på bestemte ting, og vi er kommet frem til, som mange forskere også siger, at forskellen er, at mænd tænder på kroppen, og kvinder skal have hjernen i brug for at få gang i vores seksuelle lyster."
Ditte: "Der er jo sindssygt mange kvinder, der aldrig får orgasme, og det er jo vanvittigt. Der bliver heller aldrig sagt klitoris nogen steder. Vi sørger for at sige klitoris mange gange i serien og i virkeligheden, for det er måske vores vigtigste organ efter hjertet og hjernen. Ved små piger overhovedet, at de har en klitoris? Det er altså vigtigt."

Men hvor frigørende er det at sige, at det er o.k. at tænde på fx gruppevoldtægt, som Ditte siger i første sæson?
Louise: "Den belgiske psykoterapeut Esther Perel siger, at det, du tænder på om natten, demonstrerer du mod om dagen. Det er skide spændende sagt, for det handler netop om at holde det adskilt."
Ditte: "Det er jo det modsatte af, hvad Liberal Alliances Ungdom siger. De siger, at det er klart, at der ikke er flere kvindelige ledere, når vi gerne vil tages hårdt i sengen. Men det skal jo bare skilles ad."
Louise: "Sex skal jo være en leg, og det er crazy, hvad man kan tænde på. Men det kan give dig skam og gøre dig flov, fordi det ikke er normaliseret. Vi prøver at gøre op med skammen omkring de her ting, for selvfølgelig er der sociologisk og kulturelt en grund til, at vi har den skam, men det er dit eget ansvar at gøre op med den og få et godt sexliv. Vi kommer ikke med nogen løsninger, men vi prøver at få sagt nogle ting højt."

Hvor går grænsen mellem komplimenter og hverdagssexisme ifølge jer?
Louise: "Vi har faktisk en scene i den nye sæson, hvor vi går forbi nogle håndværkere, som ikke ser os overhovedet, så vi ender med at gå forbi dem fem gange."
Ditte: "Helt personligt har jeg altid godt kunnet lide, hvis nogen har råbt "god røv" efter mig på gaden. Jeg har altid syntes, det var lidt frækt. Men jeg synes selvfølgelig ikke, at nogen skal føle sig overbegloet i det offentlige rum. Når folk siger, at de ikke kan lide det, skal man lytte. På samme måde, som hvis nogen siger: "Jeg vil ikke kaldes neger," og andre ikke synes, det er et problem. Vi skal altid lytte til dem, der synes, at det er et problem. Altid. Også selv om vi ikke forstår det."
Louise: "Folk siger ikke noget til mig. De er bange for, at jeg bider hovedet af dem."

Om at være dem, der bestemmer
Hvordan har det været at indtage positionen som ledere?
Louise: "Jeg elsker det. Vi har en alder, hvor det kraftedeme er os, der skal sidde for enden af bordet. Men det er rart, at vi er to, så vi hele tiden kan snakke om, hvad det gør ved os. Forleden kom jeg fx til at sige nej lidt hårdt til et møde. Jeg sagde dybest set, at jeg syntes, en idé var latterlig, lidt pænere sagt, men ikke meget. I virkeligheden kunne jeg have indledt med at sige: "Tusind tak for dit oplæg" og anerkende, at nogen havde gjort et stykke arbejde, og så sige nej lidt pænere. Men så kan jeg igen ikke lade være med at tænke: "Må jeg have lov bare at sige nej lidt hårdt, for det interesserer mig virkelig ikke, det, du siger." Men sådan har jeg heller ikke lyst til at være, for det her menneske var jo rystet bagefter, fik jeg at vide. Sådan tipper man lidt fra den ene side til den anden."
Ditte: "Det er nærmest taktisk."
Louise: "Det handler nok om at være bevidst om det og forsøge at være et ordentligt menneske. Lure, hvornår man skal sige det højt, og så sørge for, at der ikke er nogen, der græder på toilettet bagefter."

Hvad vil I gerne være med til at ændre med serien?
Louise: "Vi vil gerne have, at vi alle sammen bliver lidt mere rummelige."
Ditte: "Og så har vi talt rigtig meget om det her med privilegieblindhed. At bare fordi du ikke ser det, betyder det ikke, at det ikke er der. Det kan vi alle sammen godt blive bedre til at tænke på. Vi spidder både os selv og andre. Det er også rummelighed at kunne se ud over sin egen næsetip." 

LÆS OGSÅ: Emma Leth: "Jeg har overhovedet ikke fundet ud af, hvad jeg vil"

LÆS OGSÅ: Kirsten Birgit: Fede mænd er de bedste elskere

LÆS OGSÅ: Sofie Hagen: "Ingen ved mere om sundhed end tykke mennesker"