Dorthe Gerlach: "Han ringede og sagde, at der stod en krølhåret pige på torvet og sang mega godt"

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg har altid elsket at synge, men jeg havde nok ikke fantasi til at tro, at det kunne blive ens arbejde. Jeg sang alle steder, jeg kunne; forsamlingshuset, skolekomedier, kirkekor, dog uden at have de store ambitioner med det. Jeg ville bare gerne synge for nogen. I 9. klasse kom jeg på musikefterskole, og der spillede jeg for første gang i band, og jeg kom med i min lærers irske folkemusikorkester. Når vi havde weekend og var hjemme og besøge hinanden, tog min efterskoleveninde Tine og jeg rundt og spillede på gader og veje; Tracy Chapman, Susanne Vega og de irske folkesange, jeg havde lært, og folk smed cool cash i guitarkassen. Det må være hårdt at være gademusikant i dag, hvor folk ikke har kontanter på sig.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Tine og jeg spillede en dag på gaden i Randers, hvor hun kommer fra. Der havde Michaels forældre en butik, og det var sådan, jeg mødte Michael. Hans far hørte mig synge, og han ringede til Michael og sagde, at der stod en krølhåret pige på torvet og sang mega godt. Michael var ambitiøs og havde et band, som han skrev originale sange med, og de stod og manglede en sangerinde. Han havde alle de mål og ambitioner, jeg som 17-årig ikke havde.

– Vi begyndte at spille sammen, mens jeg stadig gik i gymnasiet hjemme i Nordjylland. Vi spillede faktisk sammen i tre år, før vi blev kærester. På det tidspunkt faldt det oprindelige band fra hinanden, og Michael og jeg flyttede til København. Der skrev vi en masse sange sammen, mens vi kæmpede for at få en pladekontrakt, for dengang var det den eneste måde at få sin musik ud på.

– Imens havde jeg opvaskerjobs, og arbejdede i en boghandel og i delikatessen i Føtex. Alle mine jobs var midlertidige, fordi jeg altid gik og ventede på, at der skulle opstå muligheder med musikken. Men jeg var også meget i tvivl de år, om jeg hellere skulle tage en uddannelse ligesom mine jævnaldrende. I retrospekt er det nemt at sige: Du skal bare kæmpe, så lykkes det. Men som Michael plejer at sige: "Gud har givet dig den stemme for, at du skal bruge den". Vi indspillede vores demoer i soveværelset i vores 35 kvadratmeters lejlighed i København. Det var egentlig meningen, at vi skulle ind og indspille forfra i et dyrt studie, da vi endelig fik pladekontrakten, men vi havde forelsket os i de demoer, så de blev kernen i vores debutplade fra 2004.

– Michael har en stædig tålmodighed, og for ham kan det altid blive lidt bedre, og man spiller ikke musik for hyggens skyld. Han er altid klar til at genbesøge et problem i studiet og sige: "Den er der ikke endnu". Jeg har ikke samme tålmodighed. Men vi er stærke på forskellige områder, og der er mange opgaver, når man har sin egen musik-butik, og dem er vi gode til at uddelegere. Det er ikke uden udfordringer at være gift med den, man arbejder sammen med. Nogle gange kunne vi begge to ønske os at komme hjem klokken 18 og høre, hvad den anden har oplevet på arbejdet. På den anden side når vi sidder i en tourbus søndag eftermiddag, og alle andre skal hjem til deres kærester efter at have været væk på fire dages spillejobs, er det dejligt, at Michael og jeg aldrig mister forbindelsen til hinanden.

– Michael og jeg skal dog huske, at vi er to forskellige mennesker, og det glemte vi vist i en periode. I dag er vi gode til at skændes og blive enige om, at på nogle områder bliver vi aldrig enige. Det skulle jeg lære, for som storesøster var jeg vant til at holde ro i geledderne og undgå skænderier og dårlig stemning. Jeg skulle lære som voksen ikke at gå i en stor bue uden om konflikterne. Man er ikke sammen med et andet menneske så længe uden bump på vejen. Man finder ikke bare den rigtige og læner sig tilbage. Vi har begge ændret os undervejs. Michael er ti år ældre end mig, og da jeg var i 30’erne, var der en større oprydning i dynamikken mellem os. Der udgav jeg min første dansksprogede solo-plade, Natlys, som på mange måder handlede om at blive voksen.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Den, jeg taler mest med om mine sorger, planer og bekymringer, er min mand. Det er ikke fordi, jeg altid synes, han har ret, men det hjælper altid at tale med ham. Jeg er også lidt stille og roligt gammeldaws troende. Jeg tror på Gud, jeg er gift i kirke, og Harry skal døbes i kirke. Jeg har bevaret min barnetro og er ret stabil, selv om jeg kan se, at mange kvinder på min alder begynder enten at søge eller måske går fra at være hardcore ateister til at tro. Jeg tror, der er mere i verden end det, vi kan se, og jeg synes, Det Nye Testamente indeholder mange gode ting, og der er meget godt at hente for det moderne menneske, selv om jeg ikke har Biblen liggende på mit natbord. Og jeg synes godt, de store livsbegivenheder må være mere end en flaske bobler og "Vi sejler op ad åen". Der er noget over at synge "Se nu stiger solen" til en begravelse og tro på, at sjælen skal andet end bare opløses i jorden.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, da jeg fødte Harry i februar sidste år. Det var så vild en oplevelse og så overvældende. Jeg var så lykkelig, glad, lettet og udmattet på en gang. Jeg havde ønsket mig i så mange år at blive mor, og pludselig var han der. Jeg tror, jeg havde holdt ham lidt ud i armslængde helt frem til fødslen og tænkt: "Er han der nu også?" Jeg havde holdt igen med følelserne, men da jeg så fødte ham, ramte alle de følelser mig som en tsunami. Det var et kæmpe virkelighedsskift pludselig at sidde med ham i armene. Gud, er han virkelig? Trækker han vejret? Det er jo mit ansvar nu. Jeg havde svært ved at sove og spise i tiden efter. Jeg var vågen hele tiden og sad bare og kiggede på ham og sagde til omverdenen: Se ham, se ham, se ham.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej tilbage til scenen. Jeg fødte Harry i februar 2020, og allerede i april 2020 skulle jeg faktisk have spillet koncerter, men de blev aflyst som alt andet, så vi savner for alvor at vende tilbage til scenen, selv om det desværre ikke bliver festivaler i år. Men vi kommer til at spille en del mindre udendørs koncerter her i sommer og en længere indendørs turne til efteråret. Jeg har lige udgivet en EP, Krigerhjerte, med mine egne sange. De er blevet til i den murermestervilla, som vi købte sidste år i Helsingør. Jeg har et lille kammer ovenpå, som jeg har indrettet til sangskriverværksted. Sangene handler om de store livsstilsskift. At opleve en pandemi, at blive mor, at flytte fra København efter 20 år. Nu glæder jeg mig til at komme ud at spille, og vi skal have Harry med på landevejen. Vi testede det sidste år, og det var han helt cool med. Han skal nok blive en sej lille tour-rotte.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– Om min dreng får en god første dag i ny vuggestue i dag, og om jeg nu har husket at pakke alt til ham. Han er godt et år nu, men han har allerede sit eget liv – et liv som noget af tiden er uden mig. Så jeg tænker over, om de andre børn er søde, og om han finder sig til rette, om han kan lide maden, og om han laver en lort, så snart han kommer ind ad døren? Det er i så fald Michael, der skal stå med den, for det er ham, der har fulgt ham derover i dag. Der er vist mange kvinder, der falder i den fælde at tro, at de gør alting bedst. Måske gør Michael heller ikke tingene, lige som jeg ville have gjort, men jeg forsøger at slippe det der kontroltrip. Far har muligvis ikke tasken fuld af figenstænger, men hvis baby bliver sulten, finder far nok ud af at købe et pølsehorn på en tankstation.