Elsebeth Steentoft

Foto: Claus Boesen "Livet er voldsomt, og jeg har svært ved ikke at involvere mig," lyder det fra Elsebeth Steentoft.

Elsebeth Steentoft: "Han kom halvfuld ind i det forkerte sommerhus, og jeg syntes, han så godt ud"

Elsebeth Steentoft er kendt fra teateret og fra et væld af biroller på skærmen. Blandt andet én, som får især de unge mænd til at stoppe hende på gaden.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er født i Horsens i min mormor og morfars rækkehus på Møllertoften. Mine forældre boede i en lille lejlighed lige ved siden af, men mine bedsteforældre havde bedre plads, så der blev jeg født og løb ud og ind ad døren de næste mange år. De var som et ekstra sæt forældre, og der var ro. Jeg kom til verden i 1943 under krigen, og jeg kan stadig huske, hvordan vi stod i kø for at få mad."

"Min far var modstandsmand, og efter krigen led han meget af dårlige nerver og var meget ustabil. Det prægede mig, for jeg var et rigtigt bangebarn, og det tror jeg skyldtes stemningerne i hjemmet. Jeg kan huske, at jeg engang så ned i en kælder, hvor nogle børn legede med gasmasker på. Det var et kæmpe chok for mig, og i lang tid ville jeg ikke slippe min mor, jeg tissede i sengen og måtte have nervepiller. Derudover var det nu et meget kærligt hjem, og der var ikke mange regler. I min generation fik børn ellers strenge ordrer på, hvad de måtte og ikke måtte, men jeg måtte gøre, hvad jeg ville. Jeg tror, det gjorde mig endnu mere forvirret og utryg, at der ikke var klare rammer, for jeg trængte til tryghed."

LÆS OGSÅ: Sascha Dupont: Derfor kan min mand ikke flytte med os til Danmark

Hvordan fandt du din levevej?

"Da jeg var barn, ville jeg vist gerne være dyrlæge, men jeg kom aldrig i gymnasiet. I mellemskolen var der en lærer, der ville have mig med i skolekomedien, og det blev jeg vild med. Så ville jeg være skuespiller, og min mor var ret vaks og ringede til direktøren på Aarhus Teater og spurgte, hvordan en 16-17-årig pige ville blive behandlet på elevskolen."

"Min mor syntes, det lød spændende, hun ville vist også gerne selv have været skuespiller. Jeg læste først hos en skuespiller, og så gik jeg til prøve og kom gudhjælpemig ind som 17-årig. Men man skulle være 18, så jeg måtte lyve mig ældre. Min ungdom var på teateret for elevskolen tog tre år. Vi blev i den grad misbrugt som statister og sufflører. Det var hårdt, for jeg var meget ung, og hvis de gamle skuespillere glemte deres replikker, og jeg ikke leverede dem lige med det samme fra sufflørboksen, blev de rasende."

"Jeg fik min første rolle, allerede da jeg var på andet år på skolen. Det var i et engelsk lystspil, og derfra gik det derudaf. Resten af mit liv har været prøver om dagen og forestillinger om aftenen. Jeg var i mange år på Aarhus Teater, men så var vi nogle skuespillere, som fik lyst til at lave noget andet, og så lavede vi teateret Svalegangen i Aarhus i en gammel antikvitetshandels baggård. Der var jeg nogle år, men så skulle der ske noget nyt."

"Jeg ringede til Aalborg Teater, for de havde en meget spændende chef. Det endte med, at jeg var fastansat der i fem år og kørte i tog til Aalborg hver dag og hjem igen om natten. Det var sjovt, og jeg fik gode roller, men det tog også hårdt på mig, for jeg var jo aldrig hjemme, og jeg havde min mand og søn derhjemme. Til sidst gav jeg op, men så kom jeg heldigvis tilbage på Aarhus Teater. Det var en kæmpe lettelse. Vi boede i et hus midt i byen, kun fem minutters cykeltur fra teatret, og jeg var helt høj i lang tid over, at jeg bare kunne cykle rundt."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har min mand gjort for mange år siden. Min kusine og jeg lånte nogle gange vores bedsteforældres sommerhus ved Juelsminde og inviterede venner og sheiker på besøg. På et tidspunkt holdt der en stor bil udenfor, og det væltede ud med musikere. De skulle i sommerhuset skråt over for vores, men Kurt gik forkert og kom til at gå ind til os. Han kom halvfuld ind i det forkerte sommerhus, og jeg syntes, han så godt ud, og det gjorde jeg vist også. Vi gik ture på stranden om natten, og det blev starten på et langt liv sammen. Vi har holdt sammen i tykt og tyndt uden at blive skilt, og jeg burde faktisk have en medalje for det."

LÆS OGSÅ: Kathrine Lilleør: "Det er jo en sorg, en kærlighedssorg, at blive skilt"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Min mand og jeg havde heldigvis stor hjælp i huset, for vi havde både ung pige, og vores forældre var altid standby. Det vigtigste for os var, at Rasmus voksede op under trygge forhold. Vi fik kun Rasmus, for min mand ville ikke være enlig far, og med mit job var jeg jo aldrig hjemme. Dengang i 1970 var der ingen barselsorlov, så jeg fødte 9. juni, og 1. august var jeg tilbage på teatret."

"Vi havde ung pige i huset, for Rasmus ville ikke i institution. Da vi skulle ansætte en ung pige, kom en ældre dame cyklende til samtale hos os, og så sagde Rasmus højt: ”Det skal være hende den unge”. Fru Andersen var absolut ikke ung, men hun endte med at være hos os i mange år, og hun gjorde, at min mand også kunne komme lidt ud af huset."

"Jeg har aldrig været den store praktiker, og det var min mand slet ikke. Derfor var jeg tvunget til at sørge for indkøbene, og at regningerne blev betalt, og sådan er det også den dag i dag. Min mand er gammel arkitekt, og han vil hellere tegne og male, og han aner ikke, hvad penge er. Hvis jeg beder ham købe en pakke smør, spørger han: ”Er 100 kroner nok”. Så selv om jeg er upraktisk, blev jeg tvunget til at være den praktiske gris derhjemme."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, når der sker voldsomme ting i livet. Det har for eksempel været, da mine forældre og bedsteforældre døde, og da min søn blev skilt. Så går jeg helt ned med flaget og bliver dybt deprimeret, og det tager tid for mig at komme op igen. Hver gang må tiden bestemme, hvornår jeg er klar igen. Jeg har prøvet en gang at gå til psykolog, men det kunne jeg ikke bruge til noget, så jeg arbejder selv med det – dagligt."

"Livet er voldsomt, og jeg har svært ved ikke at involvere mig i, hvad der sker i verden. Det går lige ind, og selv om jeg arbejder på at holde det på afstand, bliver jeg dybt berørt. Hvad skal der ske med de børn, som nu er blevet evakueret fra Afghanistan? Og hvad skal der ske med alle de børn, som fortsat lever i fattigdom? Så pyt med de voksne."

Hvordan fandt du vej til der, hvor du bor nu?

"Da jeg var midt i 50’erne, skulle der ske nogen nyt, og min mand ville gerne til København, hvor vores søn også var flyttet til. Så blev jeg freelance, men København var slet ikke noget for en Horsens-bonde som mig, og det første halve år lå jeg bare i sengen og tænkte: ”Hvad skal jeg her?” Men det blev godt, da jeg begyndte at få tilbud rundt omkring."

LÆS OGSÅ: Nillou Zoey Johannsen: "Jeg tænder på magt"

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg synes, det er svært at blive gammel, og man begynder at se en ende på det hele. Jeg tager stadig små opgaver som for eksempel i Klovn, men jeg står ikke på en scene mere. Jeg nyder rollen som Pykker meget, og det er lettere at lave tv end teater, hvor man skal terpe så meget. I Klovn improviserer vi ud fra nogle overskrifter, så jeg siger også ja til en sæson til, hvis de spørger mig, og hvis de altså lover at komme og hente mig og køre mig hjem igen. Så længe jeg kan spille med i Klovn, er jeg ikke død endnu."

"Jeg har det ellers godt, men jeg forstår ikke, at jeg synger på sidste vers, og jeg gruer for, hvad jeg skal igennem, inden jeg lukker øjnene. Heldigvis kan jeg stadig være barnepige for mine to børnebørn på 5 og 11 år. Men jeg er lidt sur på min familie over, at de fik børn så sent, for jeg synes ikke, jeg har fået nok glæde af mine børnebørn. Jeg ville jo gerne se dem blive store."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det er meget hyggeligt. Jeg er ret privat og fiser ikke rundt og viser mig frem, men jeg synes, det er sjovt, når folk kommer og roser mig på gaden. Det er især unge fyre, som genkender mig fra Klovn, og så kommer de og råber: ”Pykker, må vi få et billede,” og så står de og holder om mig. Det er da dejligt."

Om Elsebeth Steentoft, 78 år

  • Født i Horsens.
  • Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater.
  • Var med til at grundlægge teateret Svalegangen.
  • Har haft et væld af filmroller blandt andet i Italiensk for begyndere, Lykke-Per, Dræberne fra Nibe og Klovn-filmene. Samt store roller på Aarhus Teater og Aalborg Teater.
  • I dag er hun freelanceskuespiller i blandt andet tv-serien Klovn.
  • Gift og mor til en voksen søn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Film og Livsstil

610x200_woordy_knap2.jpeg