Nanna Friis og Emma Holten
Foto: Tine Bek Kunsten er alle steder, siger Nanna Friis (tv.) og Emma Holten. Det er bare om at komme ud og opleve den.

Kunsthistoriker Nanna Friis: “Jeg har tit stået i et rum med kunst og følt mig vildt fremmedgjort”

“I’m not getting it!” Sådan har aktivisten og debattøren Emma Holten, 29, og kunsthistorikeren Nanna Friis, 30, det ofte, når de står overfor et kunstværk på et museum. De har oversat en essaysamling af den amerikanske forfatter Chris Kraus, som åbner kunsten og oplevelsen af den.

Inden du læser denne artikel, så brug et kort øjeblik på at betragte magasinets forside. Er det kunst, du ser? Mange vil formentlig hurtigt nå til den konklusion, at nej, det er det ikke. Det er en magasinforside. Et opstillet fotografi udtænkt af Eurowomans redaktion og skabt med et kommercielt formål.

Men forestil dig nu, at du i stedet ser selvsamme fotografi hænge på et stort kunstmuseum eller et anerkendt galleri. Et æstetisk smukt fotografi, der er nøje komponeret, og som måske endda kan fremprovokere en særlig følelse hos beskueren. Er det kunst nu?

hvor kunst hører til

Hvor kunst hører til af Chris Kraus, oversat af Nanna Friis og Emma Holten, Atlas.

I slutningen af november udkommer den amerikanske forfatter Chris Kraus’ essaysamling Where Art Belongs på dansk under titlen Hvor kunst hører til. Bogen, som blev udgivet på engelsk i 2011, udforsker, hvad og hvor kunsten er og ikke mindst kan være. Samtidig åbner den for diskussioner og overvejelser om, hvad der er afgørende for, om en genstand eller en handling kan betegnes som et kunstværk.

Med andre ord nuancerer bogen både kunsten og den måde, den kan opleves på. Og den nuancering er vigtig, mener aktivist og debattør Emma Holten og kunsthistoriker Nanna Friis. De to kvinder står bag den danske oversættelse, og deres håb er, at bogen kan være med til at åbne kunsten for læserne. På trods af deres uddannelser inden for kunst og kultur har de nemlig selv oplevet, at kunsten kan være svær at tilgå.

“Når jeg besøger et museum, står jeg ofte tilbage med tanken: “I’m not getting it.” Jeg bruger en masse energi på at overveje, om jeg nu opfatter kunstværkerne rigtigt eller forkert, og jeg føler mig sommetider dum, fordi jeg tænker, at der er et eller andet, jeg ikke forstår. Og sådan tror jeg i virkeligheden, at mange mennesker har det. De føler sig udelukket fra museumsrummene og tænker, at kunst ikke er noget for dem,” siger Emma Holten og suppleres af Nanna Friis: 

“Jeg har tit stået i et rum med kunst og følt mig vildt fremmedgjort, fordi jeg ikke er i stand til at sige, om det, jeg ser, er godt eller dårligt. Og selv om det måske langt hen ad vejen er underordnet, kan det nemt skabe en følelse af usikkerhed.” 

LÆS OGSÅ: Kunstner Frederik Næblerød: “Det er jo lidt fy, fy selv at sige, at man er succesfuld”

Men sådan behøver kunstoplevelser ikke at være, understreger de. For rigtigt og forkert findes ikke i kunsten, og det er netop en af kernepointerne i Chris Kraus’ essaysamling.

“Chris er superdygtig til at skabe en følelse af, at uanset hvad du får ud af kunsten, er det ok. Oplevelsen af, at noget har en flot farve eller en sjov form, er fin nok, og det er lige så legitimt at undre sig over, hvordan et kunstværk er blevet skabt, som det er at være optaget af dets budskab,” siger Emma Holten og tilføjer:

“Den tilgang, synes jeg, er enormt befriende, og vi håber selvfølgelig, at andre får samme oplevelse, når de læser bogen.” 

Den nyoversatte essaysamling består af en række tekster, der udfolder forskellige aspekter af kunsten via historiske eksempler og Chris Kraus’ egne observationer. Chris Kraus blev kendt i Danmark i 2017, da hendes autofiktive debutroman I Love Dick med stor succes blev oversat til dansk. Bogen handler om den 39-årige filminstruktør Chris, der forelsker sig i sin akademikermands yngre kollega, den intellektuelle Dick. Hun indvier sin mand i sin besættelse, og sammen beslutter de at skrive en roman bestående af kærlighedsbreve til Dick. 

Romanen udkom allerede i USA i 1997, men slog først for alvor igennem, da den blev genudgivet omkring 10 år senere. The Guardian beskrev den som den vigtigste bog om mænd og kvinder i det 20. århundrede, og i dag betragtes den som et hovedværk inden for feministisk litteratur i USA.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle og Signe Lindkvist om kunst og grineflip

Inden Chris Kraus fik succes som forfatter, forsøgte hun sig i mange år som filminstruktør uden nævneværdigt held. Hun var dengang gift med den anerkendte litteraturkritiker Sylvère Lotringer, og hun færdedes derfor ofte i kunstmiljøet. Men ifølge Emma Holten følte Chris Kraus sig altid udenfor i den verden – og gør det stadig i dag.

“Chris Kraus er jo en kæmpe stjerne! Men det sjove ved hende er, at hun selv føler sig som en outsider, en lille, kikset prop. Det hænger nok sammen med, at hun først fik succes så sent i sin karriere, og at hun har været vant til at stå i skyggen af sin mand og altid var hans plus one i kunstverdenen. Det har sat sig dybt i hende,” siger Emma Holten og tilføjer: 

“Men måske er det netop det, der gør hende så tilgængelig. Der er ingen tvivl om, at hun er lynende intelligent og har set en hel masse kunst i løbet af sit liv. Men hun er samtidig virkelig relatable.”

Emma Holten mødte Chris Kraus i 2017, da hun interviewede hende på litteraturfestivalen Louisiana Literature i forbindelse med, at hun havde skrevet efterordet til den danske udgivelse af I Love Dick. Herefter udviklede de et venskab. Idéen om at oversætte essaysamlingen Where Art Belongs kom dog fra Nanna Friis. 

“I Love Dick fik jo sygt meget vind i sejlene, og den er også virkelig fed. Men jeg tænkte, at der måtte være andre veje til at forstå Chris Kraus. Essaysamlingen er mindre akademisk og mere umiddelbar, skæg og tilgængelig,” siger Nanna Friis og fortæller, at Emma Holten derefter skrev og pitchede deres idé til den amerikanske forfatter. 

“Hun svarede, at det lød fedt – det kunne vi bare gøre! Og så gik vi i gang,” siger Emma Holten. 

Sexarbejdere og modefolk 

I essaysamlingen udforsker Chris Kraus i høj grad kunsten udenfor de klassiske kunstrum og peger på, at spørgsmålet: “Hvor hører kunsten til?” ikke kan besvares på andre måder end med ordene: “Den hører til alle steder.” 

I 2008 rejste Chris Kraus rundt i bus i flere måneder med en gruppe strippere, sexarbejdere og dragqueens, som optrådte hver aften, og hun beskriver kunstkritisk og respektfuldt, hvordan artisterne ser ud, hvad de gør, og hvilken effekt deres show har på publikum. 

“Den måde hun beskriver det på, er så professionel, at jeg tænker: “Jamen, selvfølgelig er det kunst! Hvorfor skulle det ikke være en performance at optræde som dragqueen?” Det er en vildt spændende tekst, for med den siger hun: Der foregår kunst hele tiden. Vi ser det bare ikke, fordi vi tror, at det kun er en bestemt type mennesker, der laver kunst,” siger Emma Holten. 

LÆS OGSÅ: Forfatter Lisa Taddeo: Mænds begær slutter ved orgasmen. Det er helt modsat hos kvinder

Forestillingen om, hvem der kan lave kunst, bliver udfordret flere gange i løbet af essaysamlingen. 

“Jeg tror, at alle mennesker i den vestlige verden er vokset op med, at det, der hænger på et museum, er vigtigt, og det, der ikke hænger på et museum, er mindre vigtigt. Men der giver Chris Kraus os en alternativ kunsthistorie,” siger Emma Holten.

Chris Kraus sætter også fokus på forholdet mellem kunst og mode ved at zoome ind på kunstnerkollektivet Bernadette Corporation, som opstod i begyndelsen af 90’erne, og som arbejder i krydsfeltet mellem mode og kunst. I deres praksis stiller de bl.a. spørgsmålstegn ved, hvorfor modeverdenen ofte bliver skældt ud for at være overfladisk og falsk.

“I Love Dick fik jo sygt meget vind i sejlene, og den er også virkelig fed. Men jeg tænkte, at der måtte være andre veje til at forstå Chris Kraus. Essaysamlingen er mindre akademisk og mere umiddelbar, skæg og tilgængelig”
Nanna Friis

”“Det er et spændende felt. For ja, det er rigtigt, at modebranchen er forfængelig og overfladisk. Men der er da intet, der er mere forfængeligt end kunsten. En ren æstetisk praksis!” siger Emma Holten. 

“Ja, kunsten har ikke engang den brugsværdi, som moden trods alt har,” siger Nanna Friis. 

For at udfordre synet på mode og kunst fik Bernadette Corporation i 2009 modefotografen David Vasiljevic til at fotografere en række modeller. Billederne mindede slående meget om en række fotos, han havde taget for Levi’s – bortset fra, at der ikke var noget Levi’s-mærke. De blev udstillet på et galleri i New York. 

“Og så var det kunst! Fordi det blev udstillet på et galleri, var det pludselig kunst i stedet for at være en reklame,” siger Nanna Friis, og Emma Holten tilføjer: 

“Chris Kraus kritiserer det ikke, men hun lægger op til, at man overvejer, hvorfor det æstetiske arbejde, som bliver lavet af tusindvis af mennesker, og som har en kæmpe effekt på os, skulle være dårligere og grimmere – bare fordi det er kommercielt.” 

LÆS OGSÅ: ”Tidligere var kvinder ikke nær så bevidste om, at det var sexistisk”

Et andet tema i bogen er kvindernes indtog i kunstverdenen i 70’erne. Chris Kraus beskriver, hvordan kvinderne ofte lavede kunst udenfor kunstrummene – fx i deres egne lejligheder, fordi de ikke havde samme adgang til museerne som mændene. Omdrejningspunktet i deres kunst var i høj grad deres eget liv, hvilket de blev nedgjort for, fordi det ikke blev set som ‘rigtig kunst’, fortæller Emma Holten. 

“En af Chris’ pointer er, at man skal åbne øjnene for, hvad der sker udenfor kunstrummene, for det er også at åbne øjnene for nogle andre stemmer end de klassiske. Og mange gange er det faktisk dem, som skubber til tingene,” siger Emma Holten og peger på, at der i dag skabes masser af kunst med udgangspunkt i det levede liv. 

Selv om Chris Kraus i sine essays slår et slag for kunsten udenfor de klassiske rum, nedgør hun hverken museerne, gallerierne eller de uddannede kunstnere – og det er et gennemgående træk hos hende. Hun forholder sig hverken negativt eller positivt til det, hun beskriver, men lader i stedet vurderingen være op til den enkelte, hvilket er ret atypisk for en kunstkritiker, mener Nanna Friis. 

“Chris Kraus tilbyder en anden måde at opfatte kunstkritik på, end den vi typisk ser i danske medier. Hun anmelder ikke, hun er sjældent vurderende, og hun har ikke et endemål med sine tekster, som handler om enten at anbefale eller ikke at anbefale. De observationer, hun gør sig, er renset for kritik, og i stedet bygger hendes tekster på en gavmild åbenhed om, hvad man kan rette sit blik mod i verden. Det er vildt befriende,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Tine Høegs favoritdigte "er enkle og kloge og får mig til at føle mig mindre alene"

Emma Holten er enig og fortæller, at et nøgleord for Chris Kraus – og i arbejdet med deres oversættelse af essaysamlingen – er tilgængelighed. Og det er nødvendigt, at nogen trækker kunsten lidt ned på jorden og gør den tilgængelig, mener hun, for kunstverdenen gør det sjældent selv.

“Det er, som om kunstverdenen som instans – kritikerne, kunstnerne og kuratorerne – har en fælles interesse i at fremstille kunsten som noget meget komplekst. Måske er de bange for, at hvis de ikke hele tiden taler om, hvor kompleks og svær kunsten er at forstå, så vil folk komme og sige: “Det kunne en fireårig jo have lavet.” Men so what, hvis det sker?” siger hun og tilføjer: 

“Chris udfordrer den gængse kunstpraksis, og derved gør hun kunsten mindre farlig. Hun viser, at man ikke behøver at tale om kunsten på en bestemt måde. Det er fint nok bare at spørge sig selv: “Hvilken oplevelse får jeg?””

Og det spørgsmål kan alle svare på. Det handler bare om at mærke efter, mener Emma Holten og sammenligner kunstoplevelser med de æstetiske oplevelser, vi støder på hver dag, hele tiden. 

“Hvis du går ind i H&M og får en fysisk reaktion, fordi du ser noget smukt eller spændende, så indgår du i en æstetisk praksis. Det kan vi alle sammen finde ud af, og den følelse, vi får, betyder noget,” siger hun og tilføjer: 

“I virkeligheden kan man gå ind på et kunstmuseum med helt samme indstilling. Mere kræver det ikke.” 

Om Emma Holten og Nanna Friis

Emma Holten

  • 29, feminist, aktivist og debattør.
  • Hun har læst litteraturvidenskab og Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet.
  • Blev landskendt i forbindelse med projektet Samtykke i 2014. Projektet var en reaktion på, at hun i 2011 fik delt nøgenbilleder af sig selv på nettet mod sin vilje. 
  • Efterfølgende har hun markeret sig som debattør med mærkesager som digitale rettigheder, hævnporno og ligestilling. I dag arbejder hun som kønsekspert hos hjælpeorganisationen Oxfam IBIS.

Nanna Friis

  • 30, cand. mag. i kunsthistorie og har bl.a. arbejdet på Louisiana, hos arkitekten Francis Kéré i Berlin og senest for billedkunstner Kirstine Roepstorff. 
  • Har skrevet om kunst i magasinet Atlas og det nordiske kunsttidskrift Kunstkritikk. Aktuelt kan du læse hendes tekster på Marie Søndergaard Lolks soloudstilling på Galleri Susanne Ottesen samt i lydkunstudstillingen Unboxing: The Goodiepal Collection på SMK. 

Om Chris Kraus

  • 65, amerikansk forfatter, kunstner og filminstruktør.
  • Fik sit store gennembrud med romanen I Love Dick i 2006 – knap 10 år efter, at bogen blev udgivet for første gang. I 2017 blev romanen oversat til dansk. 
  • Har tidligere været gift med kunstkritiker Sylvère Lotringer. 
  • Sammen med sin eksmand og forfatteren Hedi El Kholti er hun medredaktør på forlaget Semiotext(e), som især er kendt for at udgive franske tænkere samt hidtil uudgivne kvindelige forfattere.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst, Bøger, Kvindernes kampdag, Interview og Livsstil