Er det her Danmarks største nissefan? Eva har 1700 nisser

For Eva Christensens familie og venner er det aldrig svært at finde på en gave til hende. Hun ønsker sig nisser. Hele året rundt.

68-årige Evas samling består nu af 1700 nisser, som hun med omhu stiller frem hvert år i november.

– Jeg bliver så glad af nisser. De ser så skønne ud. Men det vigtigste er, at næsten alle nisserne har en historie, fordi jeg har fået dem af andre. Når jeg tager nisserne frem, tænker jeg på alle de minder, siger Eva og peger rundt:

– Den har jeg fået af min ældste veninde, den har jeg fået af min datter, den købte jeg selv på en sommerferie i Tyskland med min mand, og den havde min søn og svigerdatter med hjem fra en tur til Ærø. Og disse nisser fik jeg af en fremmed kvinde fra Kolding, som havde læst om min nissesamling på min hjemmeside.

Eva stråler som en sol, når hun fortæller.

– Der er ikke noget skønnere, end når mine nisser er fremme.

Det tager Eva cirka 14 dage at sætte alle nisserne op. Mange af dem står på samme plads hvert år.

– For eksempel hænger uroen altid over fjernsynet. Den købte jeg for 40-45 år siden i Daells Varehus, siger Eva.

Evas datter siger, hun hader nisser. Alligevel har hun foræret sin mor adskillige, også denne nissekost.

Når nisserne sidder på rad og række i vinduerne, sker det, at folk, der går forbi på vejen, ringer på og spørger, om de må komme ind og kigge.

– Det er sjovt. Og jeg bliver lidt stolt, siger Eva.

Hendes kærlighed til nisser blussede for alvor op dengang, hun og hendes mand drev en gammeldags købmandsforretning fra 1973 til 1984.

– Hver jul pyntede jeg vinduerne med nisser, og da må jeg have forelsket mig.

Nisser skal ligne nisser

Det er dog ikke alle nisser, der finder nåde for Evas øjne. For nylig var hun på julemarked med sin mand, og han pegede på en nisse og spurgte: "Skal du ikke have sådan en"? "Nej, den er grim", lød fra Eva.

– Han troede ikke sine egne ører. Men mange af de moderne nisser ligner jo slet ikke nisser, fnyser Eva.

– Nisser skal have glade øjne og runde kinder.

I en kurv centralt placeret i stuen ligger en masse nisser, der betyder noget særligt for Eva.

– Dem har min svigermor strikket. Hun elskede også nisser, og vi havde et meget tæt forhold til hinanden. Nu er min svigermor gået bort. Vi gav hende en nisse med i graven, fortæller Eva rørt.

De strikkede niser i kurven er et kært minde om Evas elskede svigermor.

Et år var det nær aldrig blevet jul i Evas lille hjem. Den 2. september 1995 blev hun ramt af en blodprop i hjernen.

– Jeg var kun 47 år, og den kom som lyn fra en klar himmel. Jeg var ved at pudse vinduer, da jeg pludselig fik så ondt i den ene side af hovedet, og det hele ligesom væltede for mig.

Eva blev lammet i venstre side. Efter hospitalsophold og genoptræning var der stadig lang vej tilbage til den gamle Eva.

– Jeg gik, som var jeg fuld, og faldt over den mindste ujævnhed. Men det værste var, jeg intet kunne huske. Jeg fik en stol at sidde på i køkkenet. Men jeg havde glemt, hvordan man laver mad.

Et julemirakel

Humøret var forståeligt nok på lavpunktet, da kalenderen skiftede til december. Men Eva bad alligevel sin mand om at finde nogle af nisserne frem. Og ved synet af de små finurlige fyre med deres røde huer skete der noget forunderligt.

– Jeg begyndte at fortælle løs om nisserne. Hvilke nisser jeg havde fået af hvem og hvornår. Min mand kiggede dybt forundret på mig: "Hvordan kan du huske alt det"?

En forklaring havde Eva ikke. Men hun og hendes mand øjnede pludselig nyt håb for fremtiden.

Skal Eva hårdt presset udpege en yndlingsnisse, bliver det denne. Da hun fik den af sin mand, var den hvid, hendes veninde, Gerly, har dekoreret den.

Og Eva tog kampen op for at få det bedre og byggede sin træning ind i hverdagen.

– Når jeg for eksempel skulle ind til vores køer på marken, ville min mand slukke for det elektriske hegn. Men jeg sagde nej. Jeg ville selv forsøge at klatre over. Det gik godt nogle gange, siger Eva.

I dag ved Eva, at hun aldrig hundrede procent overvinder sine men efter blodproppen. Alligevel skal alle nisserne op, og de skaber enorm glæde. Hendes mand hjælper, når kasserne skal ned fra loftet: 22 store kasser, 15 mindre, fire små og et hav af nisser i originale æsker.

– Jeg er gået over til plastickasser, for et år havde musene gnavet i nogle af nisserne, fortæller Eva med lyn i blikket.

Nytårsaftensdag begynder hun at pille hele samlingen ned.

– Det er lidt trist, for nu går der et helt år, før vi ses igen. Men det er også hyggeligt, for det er altid dejligt at pusle med nisserne.

De store nisser, der sidder på bænken, har Eva selv strikket.

Eva og hendes mand er nu flyttet fra deres gård til noget mindre, så nissesamlingen skal helst ikke vokse.

– Nej, jeg køber ikke flere nisser. Men det sker, at jeg får øje på en nisse, jeg bare må eje. Og så ryger der jo alligevel en enkelt med, siger Eva og tilføjer:

– Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Hver jul har Eva sat en svingende skål risengrød op på loftet.

– Den er til nissen, der bor deroppe. Jeg synes indimellem, der er nogen, der driver gæk med mig. Så jeg tror lidt på nisser.

– Men min allerbedste nisse er nu min mand, siger Eva og giver sin hjælpsomme gemal et ordentligt kram.