"9 ud af 10 af kvinderne stod og kritiserede sig selv så hårdt foran spejlet"

KLUMME: Vi lever i et samfund, hvor vi overordnet set har alle muligheder for at opnå
det, vi drømmer om. Det handler bare om at række ud efter det, ikke? Og
dog. For vi knokler, meget. Ikke bare på arbejdet, men også med os selv, og
alt for ofte imod os selv.

For nogle måneder siden, hjalp jeg en bekendt, som er tøjdesigner, med at holde et lagersalg. Der var ét stort prøverum, hvor kvinderne klædte om sammen og prøvede tøj. Jeg hjalp til med at holde orden i prøverummet og overhørte de forskellige samtaler.

Rummet flød med fornærmelser, kritik, hårde og nedladende ord. 9 ud af 10 af kvinderne stod og kritiserede sig selv så hårdt foran spejlet. Ord som: "Årh, mine lår ligner et rynket farsbrød" og "Ej, jeg kan næsten ikke holde ud at se på mig selv. Se lige hvor grim min røv er" og "wow, hvor er jeg fed at se på". De belyste deres såkaldte fejl, som jeg slet ikke kunne se.

LÆS OGSÅ: 5 nytårsforsætter jeg rent faktisk har lyst til at overholde

Jeg tror på, at vi bliver, hvad vi spiser, men jeg tror endnu mere på, at vi bliver, hvad vi siger – og tænker. Og det gik op for mig, hvor hårde vi kvinder er imod os selv. Og endnu mere, gik det op for mig, at jeg er præcis ligesådan. Jeg står hver morgen foran spejlet og er min egen største selvkritiker. Jeg ser fejl, mulige forbedringer, små nye linjer under øjnene etc., og jeg bliver nedtrykt. Jeg bliver ked af det og får et lavere selvværd. Jeg bliver, præcis som det jeg tænker og siger omkring mig selv: En fejl - noget der burde rettes op på.

Hvad gavner det? Hvad giver det mig? – og ikke mindst dig? – Hvad giver det os, at vi står og tænker samt siger sådan om os selv? Intet. Absolut ingenting. Vi står som vores egen bøddel og dræber vores eget selvværd. Vi svækker os selv, fremfor at styrke os. Det var en kæmpe øjenåbner, og ikke mindst et chok, hvordan mine egne nedsættende tanker kører på autopilot hver morgen foran spejlet. Derfor, gik jeg i gang med at lave en øvelse, som jeg stadig arbejder med, og som har hjulpet mig meget. Jeg har rettet fokus på mit tankemønster. Og hver gang den lille grimme stemme kommer frem, så tænker jeg:

"Ville jeg tale sådan til min bedste veninde/mor/ven/kollega?". Nej.

"Ville jeg tale så nedladende til et andet menneske, som jeg elsker? Ser jeg overhovedet de 'samme fejl' hos min veninde/mor/ven/kollega?". Nej.

"Har jeg ikke fortjent, at være min egen bedste ven? At være god ved mig selv? At elske mig selv?". Jo.

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du din ven eller veninde, der er i et usundt forhold

Og pludselig, har jeg i nuet formået at tage styring. Jeg har formået at fange mig selv i det sekund, hvor jeg skulle til at kritisere mig selv, og får dermed vendt fokus over på det positive. Jeg giver mig selv lov til, at se det smukke i mig. At fokusere på det, jeg kan lide, og være taknemmelig for det jeg er og har. Jeg ignorerer den grimme stemme. Det er så hårdt, at kæmpe imod sig selv; at slå sig selv oven i hovedet og at være et offer for sine egne tvangstanker, der går på, at vi virkelig burde motionere tre gange om ugen, se vores veninder noget mere, lige give den en ekstra skalle på arbejdet osv. Det er på tide at vi slutter fred. At vi bliver bedre til, at læne os tilbage og trække vejret. Vi har så ufattelig travlt med at gøre, frem for at være... At være til. Lige her. Lige nu.

Vi er blevet til det jeg kalder for super-ego'er. Facebook har lært os, at et 'like' er med til at bekræfte os i, at vi har fat i den lange ende. Instagram har lært os, at et selfie efterfulgt af likes, betyder at vi er smukke/seje/gode. Instagram har også lært os, at du kan blive opfattet endnu mere smuk/sej/god, hvis du justerer lidt på lyset og får det rette filter på. Endnu bedre er det, hvis vi får kommentarer, hvor folk komplimenterer os. Kender du det?

hvis ja, så kender du nok også det, at du lige falder over en fitness-babe, en smuk model eller en super-mom, som klarer alt på den halve tid – altså en person som virkelig formår at fremhæve sine bedste sider, og du når helt sikkert også lige at skimte de vilde komplimenter hun har fået. Damn. Herefter opstår der er en reaktion inde i dig: "Sådan en røv gad jeg godt at have!" eller "Sådan gad jeg også godt at se ud" eller "årh, jeg burde også skære 17 græskar ud med mine børn og flette mit datters hår lige så pænt" – dette er måske bare nogle af de ting, du når at tænke. Og det er helt OK.

Men hvad sker der bagefter? Lige bagefter, når du har tænkt de tanker? Du slår ned på dig selv. Du sammenligner dig selv med et ideal – og du føler dig utilstrækkelig, ikke god nok. For det er desværre det negative resultat ved at leve i denne digitale tidsalder, hvor vi konstant bliver bombarderet og er udsat for støj. Vi har svært ved at tage afstand til 'idealet' – at differentiere os fra det. Og så er det, at vi pludselig står der i det prøverum sammen med de andre kvinder, hvor vi taler så grimt om os selv, eller vi efter arbejde – helt udkørte – får dårlig samvittighed over ikke at være mere aktive med vores børn/mand/kæreste. For det er dét mantra, som bor så dybt i os i dag; vi burde gøre... Slut fred. Tag afstand. Tag afstand til de 'idealer' du ser i magasinerne, på Facebook og Instagram. Det er en kulisse. Et glansbillede.

Det handler om dem – ikke dig. Træd et skridt tilbage. Træk vejret. Stop op. Stop med at gøre og begynd at være til. For du er god nok. Tro mig. Hver gang, du tænker "årh jeg burde virkelig også..." så fortæller du samtidigt også dig selv, at den du er lige nu og det du gør lige nu, ikke er godt nok. Men det er godt nok. Du er præcis der, hvor du skal være lige nu. Tro på det.

Læn dig tilbage og luk øjnene. Tænk på din barndom. Tænk på dig selv som barn. Det lykkeligste øjeblik. Se dig selv som lille i det minde, hvor du er uskyldig og lykkelig. Forestil dig nu, at dit voksne jeg træder ind i det minde. Du smiler til det barn, som er dig. Og forestil dig, at du trækker det barn – dig – til side, sætter dig ned med hende/ham. Hvad vil du fortælle barnet? Det barn, som stadig bor inde i dig? Ville du ikke mene, at dette barn, fortjener alt den kærlighed han/hun kan få? Alt den lykke og ro han/hun kan få? Og at dette barn, er helt perfekt, som det står lige der? Omfavn dette barn. Fortæl dette barn, at han/hun er god, smuk og dejlig, præcis som det står der og smiler foran dig. Husk, at dette barn er dig. Det bor stadig inde i dig.

Hver gang du slår dig selv med de hårde ord, slår du også dette barn. Har det fortjent dette? Nej – og det har du heller ikke. Husk på dette barn hver gang du er i tvivl, føler dig utilstrækkelig og langt fra god nok. Husk på dig selv i dette lykkelige barndomsminde. Hvad vil du fortælle dette barn – dig selv? - At du er god? At du har fortjent maksimal kærlighed? At du har fortjent at være glad, og at du er god nok, præcis som du er? For det har du. Husk på dette.

LÆS OGSÅ: "Han starter jo aldrig med at banke hende"

LÆS OGSÅ: Drømmejobbet - hvorfor vidste jeg først det nu?

LÆS OGSÅ: Far har taget geværet frem for at skyde en kakerlak