Wulff og Morgenthaler om kvinder på højt niveau

Morgenthaler: Min far er en rund, sød og godmodig læge. Et modstykke til min mor, som var enormt flamboyant og ekstremt dominerende – så kan du måske regne ud, hvorfor jeg ikke vil dikteres. Meget tidligt sagde min far til mig: ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du bliver, du må bare altid sørge for at kunne forsørge dig selv.” Det betyder, at jeg aldrig nogensinde har været på overførselsindkomst, jeg har aldrig modtaget noget som helst. Det at være kreativ er jo i princippet at sige: ”Jeg vil lave noget, ingen har brug for. Og det skal I betale mig for.” Det har jeg meget svært ved.

Hvad bør kvinder vide om mænd?

Morgenthaler: Det ved jeg sgu ikke.

Wulff: Nej, det gør du vel ikke. Men så kan jeg fortælle, at vi lige er kommet hjem fra et par uger i USA, og så var vi i L.A., og kvinderne dér. Det var chokerende…

Morgenthaler: Og forargeligt!

Wulff: For at være lidt skandinavisk og puritansk holder jeg fast i, at det var ”chokerende”, hvorledes kvinderne i Hollywood fremstillede sig selv. Der forgik en ekstrem grad af selv-bimboficering, hvor alle kvinder i alle placeringer i det sociale hierarki klædte sig ud, som om de var med i en pornofilm.

Morgenthaler: Det var faktisk helt vildt. At opleve det som dansk mand. De danske kvinder er jo på et niveau, som er helt vanvittigt: De er virkelig smukke, de klæder sig virkelig elegant mange af dem. Virkelig elegant. På sådan en…

Wulff: Raffineret måde.

Morgenthaler: Ja, en raffineret og fransk måde uden at prostituere sig. Det modsatte i L.A. var fandeme er vildt syn.

Wulff: Det, vi prøver at sige, er, at kvinder ikke skal forudsætte, at mænd er så primitive, at vi er interesserede i, at kvinder klæder sig som trofæer. Det er jo en debat, som kører konstant, at kvinder føler sig objektiviseret i det moderne, visuelle landskab, og det kan jeg da godt forstå, de gør, men jeg tror ikke altid, det er mændene, der påtvinger dem det. Mænd vil gerne have, at kvinder er pragtfulde individer, der ikke ligner pornostjerner.

Morgenthaler: Jeg synes faktisk, det er ret forstyrrende.

Wulff: Haha.

Morgenthaler: Nej, seriøst. Hvis man i arbejdsrelationer skal tage stilling til, hvor store en kvindes bryster er, fordi hun går i tøj, der er så stramt, at det er umuligt at undgå at forholde sig til det.

Wulff: Kvinder skal være vidunderlige og smukke, men først og fremmest have en hel fantastisk personlighed.

LÆS RESTEN AF INTERVIEWET HER:

En rød Porsche Panamera ruller op foran fotostudiet. De kommer 20 minutter for sent. Ikke på den fashionable, kalkulerede måde, men mere på den lidt diffuse måde, der inkluderede en tur forbi 7-Elevens automatiske kaffemaskine. Fordørene bliver åbnet, og to skikkelser folder sig ud. De ligner selv tegneseriefigurer. Karikaturer med hver deres visuelle særpræg. Først Mikael Wulff iført signaturlook: stiv, marineblå skjorte, matchende blazer og håret sat i skarpe, lodrette totter. Så den væsentligt højere Anders Morgenthaler – en ranglet silhuet i uldvest med orange slips. I ansigtet sidder et fuldskæg og briller med kraftigt stel. Statur deler de ikke – til gengæld er de begge født i 1972, og som unge kom de begge til København med en drøm om at slå igennem på hvert sit felt – Mikael Wulff som standup-komiker og Anders Morgenthaler som filmmand. Lige indtil deres veje krydsedes.

Kan I huske, første gang I mødte hinanden?

Wulff: Det er 12 år siden. Jeg havde skrevet nogle lange, lange sketches til Tim og Gordon, som var store comedystjerner dengang. Sketchene var helt håbløse, men alligevel så Palle Strøm, chef på TV2, et håb i mig, så han ville have mig til at lave et animationsindslag i et Mette Lisby-show sammen med en eller anden grafisk galning, Anders Morgenthaler, jeg aldrig havde hørt om. Jeg var umiddelbart meget mistænksom, men jeg tog ud til hans firma, som lå i en baggård på Nørrebro. Det var et lidt kaotisk sted med alle mulige nørder, som sad ved skærme og lavede tegnefilm.

Morgenthaler: Jeg kan faktisk godt huske det helt eksakt!

Wulff: Anders kan faktisk godt huske det helt eksakt!

Morgenthaler: Mikael kom ind ad døren helt uanmeldt, og han havde sin kæreste med, som var meget yngre end ham. Han udstrålede en ekstrem selvtillid, og håret var dobbelt så højt, som det er nu. Jeg var vant til nerds, så allerede dér syntes jeg, han var irriterende. ”Du skal lave noget for mig,” sagde han nærmest ordret, og det var akilleshælen: Jeg troede, jeg havde fået et tegnefilmshow, og at Mikael skulle skrive for mig. Mikael troede, han havde fået et tegnefilmsshow, og at jeg skulle tegne for ham. Så vi klikkede ikke umiddelbart. En uge efter holdt vi møde om showet, og vi snakkede om en tegnefilm, der skulle handle om en psykolog. Så nævnte Mikael Anders Lund Madsen som en mulig patient i tegnefilmen, og så kørte vi ud ad en tangent i to timer: ”Det er slet ikke Anders Lund Madsen, der svarer, det er en orm i hans mave, der indimellem stikker hovedet ud,” sagde den ene. ”JA! Og den orm kunne i princippet have et enhjørningehoved,” svarede den anden. Det blev vildere og vildere. Jeg havde aldrig mødt et andet menneske, der på den måde var interesseret i at tage ting fuldstændig langt ud. Der fik vi en soulmatefornemmelse.

Wulff: Der vendte det også for mig, for jeg havde aldrig mødt en, som kunne illustrere de her syrede tanker.

Morgenthaler: Mikael kan noget, som jeg under ingen omstændigheder kan – han kan formulere sig og skrive på en måde, som er superintelligent. Jeg er nærmest halvordblind. Eller doven ordblind, hedder det vist.

Wulff: Nej, Anders kan godt skrive, hvis det er et vigtigt brev. Så kan han pludselig godt stave, men hvis det er sent om aftenen, skubber han tastaturet hen til mig og siger ”Du er nødt til at skrive. Jeg er ordblind.”

Morgenthaler: Det overraskede mig undervejs, hvor kvik Mikael er. Han er enormt vidende om sindssygt mange ting.

Wulff: Og jeg krævede, at du skulle lave ting om.

Morgenthaler: Ja, og jeg hader at lave ting om. Jeg hader det.

Wulff: Anders vil hellere bruge to timer på at fortælle, hvorfor vi ikke skal lave det om end at bruge en halv time på at lave det om. Vi er begge to nogle tyranner, som godt kan lide at være i centrum og styre tingene, så på den måde var det en udfordring.

Morgenthaler: Ja, og vi har brugt ti år på at slibe kanterne af.

Præcis hvilke kanter skulle slibes af?

Morgenthaler: Jeg har skabt et stort problem i samarbejdet, fordi mit erklærede mål, allerede fra jeg var 15 år gammel, var at lave spillefilm. For enhver pris. Så da jeg mødte Mikael, så jeg bare vores samarbejde som et skridt for at nå videre, møde nogle magtfulde mennesker og få finansieret den her spillefilmsdrøm. Det har været superkalkuleret. På den måde har jeg negligeret vores arbejde, fordi jeg bare har set det som et middel til at opnå mit personlige karrieremål. Det er også derfor, jeg er blevet så sur, når Mikael har bedt mig om at lave noget om – det har jeg ikke gidet bruge tid på, fordi jeg hele tiden har drømt om at nå et andet sted hen. Det har været et stort svigt fra min side.

LÆS OGSÅ: Martin Kongstad: Skeptisk over for parforholdet

Wullf: Vi har haft mange dysfunktionelle perioder, men vi er kommet konflikterne til livs. Nok fordi vi har en irrationel høj arbejdsmoral. Og fordi vi har set, at Wulffmorgenthaler- striben faktisk kan noget, som er unikt. Det er jo en stribe, som efterhånden bliver solgt i hele verden, så et eller andet kan vi altså sammen.

Morgenthaler: Jeg har så mange gange været lige ved at ringe til Mikael og sige ”Jeg gider kraftedeme ikke mere.” I perioder har det været et venskab, og i perioder har det været helt strictly professionelt, fordi man hver især syntes, den anden var en gigantisk spade. Alligevel har vi formået at blive i det, fordi vi har været afhængige af hinandens talent. Den stribe kommer måske til at diktere hele vores liv. Men der er alligevel et grundlink imellem os, så uanset hvor meget vi skændes, så slutter vi samtalen med: ”Vi ses fredag.” Og så ses vi fredag. Og spiser måske en basse. Eller jeg spiser en basse – Mikael spiser ikke basser.

Wulff: Jeg spiser en bas.

Det trodsige barn

Arbejdet begyndte i en baggård i Studiestræde i 2001. Her mødtes de to hver søndag morgen klokken ni og skabte striber og tjente ikke en døjt, før de to år senere vandt en tegneseriekonkurrence i Politiken. Siden da har avisens læsere ”med alle deres ravsmykker og Louisiana Klubben-kort”, som Mikael Wulff udtrykker det, hver morgen kunnet se striben på bagsiden af 2. sektion. Striben brød med konventionerne for, hvor meget blod, afføring, tabu og absurditet, der kan proppes ind i en tegneserie, og affødte mange oprørte læserbreve.

Da jeres stribe begyndte i Politiken, var der flere læserbreve i avisen imod jeres tegninger end om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Hvad tænkte I om det?

Morgenthaler: Ikke noget som helst.

Wulff: Jo, jeg tænkte faktisk. Jeg forstod ikke, at folk reagerede så stærkt. Jeg var glad for opmærksomheden, men jeg ville ikke fyres. Så jeg var ret udglattende og tog det alvorligt, når avisens chefer spurgte: ”Den stribe med Paven, der er i bad med et lille barn – er den virkelig nødvendig? Eller den med en pandabjørn, der har analsex med en nonne?” Jeg tog dialogen, fordi Anders bare ville have kylet telefonen ud ad vinduet.

Morgenthaler: For mig var det sindssygt sjovt, når folk brokkede sig. Så tænkte jeg ”Fint, så får du bare endnu mere blod og sex og tabu næste gang.” For mig handlede det ikke om ytringsfrihed – det er langt hen ad vejen noget værre forvrøvlet sludder – det handlede om det stædige barn inden i mig, der nægter at blive dikteret. Er satire hævet over et moralsk ansvar for modtageren?

Morgenthaler: Striben skal kunne rumme alt, og den skal kunne rumme alle tabuer. En af de striber, der ligger i grænsefeltet, er den om Ib, der ikke havde forventet sin kones reaktion, da han fortalte, at han var dødeligt syg, og på tegningen kurer konen hen ad gulvet i glæde, mens han sidder i sofaen og græder. Det kom ud af, at vi gik ind i et forbudt rum, hvor tesen er, at der formentlig er ægteskaber, som bliver reddet på stregen fra en skilsmisse, fordi den ene skal dø. Så den anden ser det som en lettelse. Det er så forbudt en tanke, men sandsynligheden for, at nogle par er i nøjagtig dén situation, er bestemt til stede. Så er der ofte nogen derude, der virkelig, virkelig bliver kede af det på det helt personlige plan. Dem kan jeg sagtens undskylde over for og sige, at jeg er ked af det på deres vegne specifikt – det er aldrig det, det handler om. Det handler om at berøre tabuet. Men vi kan ikke tage individuelle hensyn, for så kan vi ikke lave sjov med noget som helst.

Wulff: Hvis du sagde mange af de tanker, vi berører i Wulffmorgenthaler, højt til en fest, ville folk aldrig ringe til dig igen. Du ville være udstødt. Vi har lavet 4000 striber i alt, og et par stykker af dem er på grænsen til noget umoralsk og noget smagløst. Før i tiden var det vigtigt for os at prøve grænser af, det er det ikke så meget mere. Dengang handlede det også om at få opmærksomhed – nu er der også fokus på at skabe noget, der har en vis dybde.

Læs videre på næste side.Hos psykologen

Morgenthaler: Folk er i bund og grund perverse og kan godt lide at blive forarget og rystet. Hvorfor går folk ind og ser horrorfilm? Det gør de for at få spænding og for at mærke glæden ved deres egne trygge rammer. Det samme med vores stribe – så står de og læser den ude på Østerbro og laver en dobbelt espresso macchiato i deres køkken, før de møder klokken 11 til deres konsulentjob.

Wulff: Hvor de så slet ikke møder, fordi de har hjemmearbejdsdag.

Mikael Wulff, hvis du var Anders Morgenthalers psykolog – hvilket emne ville du så tage fat i som det første?

Wulff: Først ville jeg samle et helt team af psykologer. 20-30 mand, der arbejder i døgndrift. Der er simpelthen så meget at gå i gang med, så det er ikke noget, som en enkelt person ville kunne overkomme i en livstid. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, er et væsentligt problem, at Anders har et stort problem med at være alene i nogen som helst sammenhæng.

Morgenthaler: Haha, jeg kan godt være alene – der skal bare være nogen ved siden af.

Wullf: I al den tid, vi har kendt hinanden, har Anders altid haft et parforhold, og han har altid haft et firma. Det har ikke altid været de bedste parforhold eller de bedste firmakonstellationer, men de skulle ligesom bare være der. Det har ikke altid været godt for ham.

Bryder du dig ikke om dit eget selskab, Anders?

Morgenthaler: Tjooo, det gør jeg da. Men jeg får det fysisk dårligt, hvis der ikke er mennesker omkring mig. Jeg bliver uarbejdsom og trist. Er jeg alene mere end ti timer, så har jeg en grundlæggende angst for, at alle har forladt mig, og jeg tror, jeg skal dø helt alene.

Omvendt. Anders, hvis du var Mikaels psykolog – hvad ville du så tage fat i?

Morgentaler: … Wulff: Ja se, der er ikke noget som helst.

Morgenthaler: Jo, men nu bliver Mikael skidebange for, at jeg siger noget, der er alt for intimt. Det er fordi, jeg er sådan ret grænseoverskridende. Det har jeg altid været. Hver gang jeg har siddet i et selskab, skal min kone altid påpege, at jeg sagde noget forfærdeligt grænseoverskridende i løbet af aftenen.

Wulff: Kan du mærke, at mit psykologiske problem egentlig handler om Anders?

Ja, det fornemmer jeg.

Morgenthaler: Nej, Mikaels primære psykologiske ting må være ikke altid at flygte fra det nære ansvar. Det helt nære ansvar i at skulle hengive sig fuldstændig til et andet menneske. Du har haft nogle forhold til nogle kvinder, som var helt fantastiske, men du har haft svært ved at være til stede i de forhold med det potentiale, de har haft.

Wulff: Jeg har altid været i nogle gode, dejlige forhold. Egentlig vil jeg faktisk ikke give dig ret, Anders. Jeg vil ikke definere det som et problem, jeg synes da, jeg har taget meget ansvar i mine forhold.

LÆS OGSÅ: "Jeg underholder uanset hvad"

Morgenthaler: Ej, det har du da ikke. Du har haft nogle forhold, hvor de fleste andre mænd, som en naturlig udvikling af det, ville få børn og familie, men det har du ikke gjort. For fem år siden ville jeg have sagt, at Mikael er en typisk bøv – sådan et voksent barn, der ikke kan finde ud af at hengive sig til det at få familie og tage det ansvar, men nu er jeg fyldt 40 og kan godt se det positive ved at leve sådan et liv, som Mikael gør. Men det er da noget, du har kæmpet med?

Wulff: Jaja, men det er ikke en bevidst livsfilosofi. Det er ikke, fordi jeg har gået og hyldet Frederik Fetterleins livsstil. Absolut ikke, og jeg har i hvert fald ikke nogen intentioner om ikke at få børn og familie. På en eller anden måde er det bare ikke sket endnu – jeg er faktisk utroligt meget familiemenneske.

Hvad er det vigtigste, I har lært af jeres fædre?

Wulff: Min far døde for ti år siden, men han gav mig en grundkerne af kærlighed til underholdning. Han lavede vores barndomshjem om til en fæstning, der var fuldstændigt spækket med stimulanser af forskellig karakter. Han var samler af bøger, videofilm, plader og var besat af amerikansk populærkultur fra især 30’erne og 60’erne. Han havde et bibliotek med 10.000 bøger og 6000 videofilm på VHS, sad som en teenager og så mindst to film hver aften. Der var intet skel mellem, hvad der var god og forkert kultur: Vi kunne se en film med Sylvester Stallone lige efter en fransk Jean-Luc Godard-film. Det har været ekstremt betydningsfuldt for mig, at det tilsyneladende mest spændende sted at befinde sig var i fantasiens verden. At det, man kan finde på, og dét, den menneskelige hjerne kan udvikle, næsten er mere spændende end verden, som er uden for vinduerne.

LÆS OGSÅ: Karen Mukupa: "Jeg følte klart, at jeg svigtede"