Dea Trier Mørch
Foto: Søren Jansby Forfatteren og billedkunstneren Dea Trier Mørch (1941-2001) th.

Forfatter Dea Trier Mørch var et feministisk ikon i de fællesskabsglade 70'ere

Med romanen Vinterbørn blev Dea Trier Mørch et feministisk ikon og en folkelig stemme i de fællesskabsglade 70’ere. I anledning af udstillingen af hendes værker på Louisiana, tegner journalist Sara Sievers et portræt af forfatteren og billedkunstneren, barndommens Østerbro og en tid, hvor kunst skulle ændre verden. Og hvor man man ryge og drikke snaps på fødegangen.

Jeg er født i vinteren 1978. Et år, hvor Anker Jørgensen var statsminister, Gasolin blev opløst og Kate Bush udgav sit debutalbum The Kick Inside. To år efter forfatteren og billedkunstneren Dea Trier Mørch udgav romanen Vinterbørn – en beretning fra fødegangen på Rigshospitalet, som foregår omkring nytårsskiftet i 1975. Vinterbørn, der blev Dea Trier Mørchs gennembrud og oversat til 22 sprog, er en fortælling om det mirakel, det er, hver gang et nyt lille menneske presses fra stilheden i livmoderen og ud i verden til den første mundfuld luft. En fortælling om at blive mor, fortalt ud fra kvindeskæbner fra forskellige sociale lag, hvis liv fletter sig ind og ud mellem hinanden i den januar, de er indlagt på hospitalet. Det originale blå omslag, som så mange af os kender, er illustreret med forfatterens eget tryk og forestiller en kvinde, der med blottede bryster ammer sit nyfødte barn. Helt almindeligt, men usædvanligt for sin tid.

Min mor var også indlagt på svangregangen og sengeliggende et stykke tid frem til min fødsel. På fotografierne i den mappe, hvor hun på rødt karton har limet billeder ind og skrevet en lille tekst, ses hun smilende i sengen, hvor hun ligger med drop. Eller hun vender sig mod kameraet, mens hun bliver vejet i sin mørklilla frottémorgenkåbe. Alt har et brunligt skær og er fra en tid, hvor man gerne skænkede en snaps eller porter, så mælken hurtigere løb til, og mor kunne slappe af. En smøg var heller ikke forbudt. På billederne fra hospitalsstuen ses også de andre kvinder, der var indlagt. Ligesom i Vinterbørn, hvor Dea Trier Mørch beskriver, hvordan de sociale skel ophæves i det hvide hospitalstøj, alle kvinderne er klædt i. Det er de samme graviditetsgener såsom søvnløshed og bekymringer for fødslen, der venter. Jeg ved ikke, hvem de andre kvinder var, men jeg ved, at jeg fik mit navn, fordi den ene af kvinderne havde en datter, der hed Sara.

70’erne var et årti, hvor identitetspolitik, som vi kalder det i dag, fik sin berettigelse. Den anden feminismebølge skvulpede derudaf, og den unge generation, som vi kender som 68’erne, drømte om et alternativ til det samfund, deres forældre havde opbygget. Vietnamkrigens gru vakte forargelse, og kapitalismekritikken blev dyrket som høj karse i vat. For en stor del af dem, der deltog i ungdomsoprøret, var marxismen det værktøj, der kunne komme den sociale og økonomiske ulighed til livs. Komme det borgerlige samfund til livs. Kollektivismen var langhåret og delte alt fra sengekammerater til mælken i køleskabet. Men også kunstneriske kollektiver skød op, som gruppen Røde Mor, der blev dannet i 1969 og lavede politisk kunst og musik, en slags grotesk teatermusik, med ægtefolkene Troels Trier og Dea Trier Mørch og John Ravn og Ole Finding i front. Deres første EP med hittet Lil’ Johnnys mund blev udgivet i 1970 og solgte omkring 80.000 eksemplarer, selv om den kun kunne fås i bogcaféer og andre alternative butikker.

LÆS OGSÅ: Stine Bosse: "Vi skal se lyset i andre kvinder, selvom vi risikerer at få tæsk"

Kunst og kultur skulle løftes ud af den elitære vugge, afbilde menneskelige fællesskaber og have til formål at forandre noget. Verden helst. Dea Trier Mørch, der stod for Røde Mors visuelle udtryk, var hele sit liv optaget af samfundets strukturer og aktiv på venstrefløjen, og alle hendes værker er gennemstrømmede af den sociale bevidsthed, der prægede hendes livssyn. Hun voksede op som en del af en stor og betydningsfuld familie, Trier-dynastiet, der bl.a. stiftede Danmarks første højskole, Vallekilde Højskole i Nordvestsjælland, grundlagt af Ernst Trier i 1865. Siden da har familien fostret arkitekter og billedkunstnere i hver generation. Dea Trier Mørch voksede op hos sin mor, der var alene med Dea og lillebroren Andreas, i en lejlighed i Nyhavn. Barndomshjemmet har hun beskrevet i romanen Skibet i flasken fra 1988. Et for den tid ukonventionelt hjem, der altid var befolket med gæster, som kom og gik.

Ligesom så mange andre i Trier-familien blev Dea Trier Mørch optaget på Kunstakademiets malerskole som 16-årig og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1961. På akademiet blev hun undervist af kunstner og billedhugger Egill Jacobsen og malede abstrakt i tråd med tiden. Men hendes engagement i samfundet og politiske overbevisning drev hende i en anden retning. Efter Kunstakademiet uddannede Dea Trier Mørch sig videre på kunstskoler i Warszawa, Krakow, Beograd, Prag og Leningrad og bevægede sig i sine motiver fra det abstrakte mod enkle og stærke skildringer af dagligdagen. En slags konfrontation med hverdagen. Målet var, at kunsten skulle nå ud til dem, som ingen kunst havde. Den skulle visualisere det liv, der var almindeligt: En mor med et barn bag på cyklen på vej gennem trafikken, en rengøringsdame på arbejde på hospitalet eller som i Ind i verden fra 1977, der illustrerer en verden af vaginaer og kvindekroppe og fødslen fra ankomsten på hospitalet, til barnet ligger i forældrenes arme.

Min mor var kun 23 år, da hun blev mor. Nærmest et barn, tænker jeg i dag, men sådan var det ikke dengang. En generation tidligere begyndte min mormor sit voksenliv efter sin konfirmation, da hun skulle ud og tjene, og i mine forældres generation var det helt normalt, at du giftede dig som ganske ung. Det var en billet til friheden, hvis du ville væk hjemmefra. For en del kvinder blev en formynder afløst af en anden. Når vi i dag ser billeder fra 70’erne, er det hippier, der danser nøgne og kåde rundt, og kvinder, der smider deres bh, som symbol på det fængsel, de og deres krop havde været i. Men ligeså mange hægtede bh’erne. Årene i midt 70’erne, da kvinderne hævede stemmen, kvindebevægelsen fik fodfæste, og unge lod håret gro, broderede min mor en løber med sirlige korssting. Den hang på væggen hjemme hos min mormor og morfar, og jeg husker, hvordan jeg som teenager var fuld af forundring over, hvordan den revolution, der skete omkring hende, og som optog mig så meget, kunne flyve hen over hovedet på hende, som en vintertræt fugl på vej mod varmere himmelstrøg. Hun fik sin studenterhue i 1975, iklædt en rød skjorte med hvide prikker og brede flipper, og flyttede direkte fra sine forældre og sammen med min far, som hun blev gift med fjorten dage efter sin studenterfest et sted i Jylland, langt fra revolutionære kredse. Men også her blev der drømt drømme, der overskred det, deres forældre turde drømme om. De kom fra ganske almindelige middelklassehjem, men aspirerede mod bedre uddannelser. I min klasse på en kommuneskole på Østerbro var jeg den eneste, hvis forældre ikke var skilt, da jeg begyndte i 1. klasse i 1986. Min mor havde kort hennafarvet hår og en lang, rummelig lilla skjortekjole på. Hun var højgravid med min lillesøster. Jeg var iklædt en lyserød polo, en matchende nederdel med hvide prikker, som min mor havde syet, og en rød skoletaske så stor, man skulle tro, jeg skulle bo i den.

LÆS OGSÅ: Katherine Diez: Især kvinder har det svært med, at jeg både er smuk og klog

I Kartoffelrækkerne 10 minutters gang fra mit barndomshjem på Rosenvængets Allé, boede Dea Trier Mørch, der efter ni års samliv og tre børn (Rosa, sangerinde og journalist, Tobias, musiker og skuespiller, og Sara, forfatter og billedkunstner, red.) splittede op med Troels Trier. Min mor siger, at hun husker hende fra gadebilledet. Fra biblioteket på Dag Hammerskjölds Allé. Hun syntes, hun så smart ud med sine Kina-inspirerede, quiltede jakker og beundrede hende. Hun var jo forfatter. Noget, der blev tillagt høj værdi i mit barndomshjem. Hendes børn Sara og Tobias har i programmet Kulturdynastier på DR1 fortalt, at de voksede op i et spartansk indrettet hjem, men med kunst overalt. Et hjem, hvor det materielle ikke var vigtigt. Dea Trier Mørch, der fik sit gennembrud med Vinterbørn, skrev i årene efter flere romaner. Hun arbejdede meget disciplineret på et kammer helt oppe i toppen af huset, hvor hun skrev på sin skrivemaskine, tak, tak, tak, tak, bling, sagde den, eller hun skar sine linoleumssnit i mange timer om dagen frem til aftensmad. Børnene var instrueret i at lade hende arbejde og var med i den udstrækning, de havde lyst. Deres kreative udvikling blev imødekommet og opmuntret. Det var vigtigt at kunne tegne noget, der var deres eget. At finde deres eget udtryk. Hendes børn beskriver, hvordan de selv stod op og gik i skole, men først lavede de kaffe til deres mor og stillede den udenfor hendes soveværelse, inden de tog afsted.

Hvordan genkaldes erindringer? I Marcel Prousts På sporet af den fortabte tid er det smagen af en madeleinekage, der dyppes i lindete og katapulterer forfatteren tilbage til barndommen. Hvad ville jeg kunne spise, som kunne udløse de erindringer, der ligger dybt nede i bevidsthedens lag. Bønnepateer og selleribøffer, hjerter i flødesovs eller øllebrød?

Jeg lavede aldrig morgenkaffe til mine forældre, men jeg gik også selv i skole. Om eftermiddagen var jeg også alene hjemme, når de var på arbejde og til forelæsninger på universitetet. Som de fleste andre børn på Østerbro var jeg vild med Converse-sko, crepede mit hår og gik i Marc O’ Polo, Esprit og Claudio, som jeg oftest arvede fra nogle børn i mine forældres vennekreds. De socialistisk indstillede forældre, med alle de rigtige politiske holdninger og kilometervis af bøger i bogreolen, fik børn, der var vilde med alt, der lugtede af USA og masseforbrug. Det bedste, jeg vidste, var at være hjemme hos min veninde, som var enebarn. Om lørdagen tog vi med hendes mor i Irma, hvorefter vi satte os over på en café ved Søerne og fik en croissant. Det var så luksuriøst at sætte tænderne i den sprøde, smørbagte skorpe og sidde og snakke, mens hun læste Politiken. Jeg voksede op med en følelse af, at det var mere interessant og spændende i andre familier. Hos os var kunstnerisk talent bestemt værdsat, men det var ikke noget, vi besad. Vi var publikum, ikke udøvende. Fra en tidlig alder fyldte jeg notesbøger med skitser, tegnede med blæk og malede på lærreder. Jeg elskede kunstnere med en lidelseshistorie som Frida Kahlos og misundte dem, der kom fra hjem, hvor kunst og kultur, i bred forstand, var forældrenes arbejde. Jeg mærkede instinktivt, at de børn havde en naturlig tilgang til at arbejde med kunsten. De havde oparbejdet et kendskab gennem deres opvækst, som jeg måtte tillære mig. Ligesom jeg måtte lade, som om jeg var med på 70’ernes rockpensum som Pink Floyd, Beatles og Rolling Stones. Hos os var det klassiske symfonier, der strømmede ud af højttalerne på det Akai-anlæg, som min far havde skaffet os ved at stå op klokken fem om morgenen og stå i kø hos Fona på Østerbrogade. Jeg slugte bøger, der omhandlede livet i 70’erne som Klaus Lynggaards Martin & Victoria og Vi der valgte mælkevejen af Bjarne Reuter og drømte om at bo i kollektiver og være sådan en, der blev trukket med til demonstrationer.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt essay af Suzanne Brøgger: ”Kvinder med vinger”

Min navnesøster Sara Trier udgav i 1995 sammen med sin mor brevromanen Hvide løgne, som handler om en pige, der som 18-årig tager i Kibbutz og begynder en brevudveksling med sin mor. I brevene åbner de sig for hinanden og får hold på den skilsmisse, der prægede opvæksten i et progressivt miljø i 70’erne og 80’erne. Hvor vildt spændende at have en mor, man kunne skrive en bog sammen med! Og danne et kunstnerkollektiv sammen med. Romanen blev læst som en nøgleroman om familiens skilsmisse i 70’erne, og jeg svælgede i, hvor eksotisk det var at have en familiehistorie med konflikter, der kunne bearbejdes gennem skriften. Jeg kunne dårligt tale med mine forældre om det traume, det var for mig, at de havde flyttet mig fra stenbroen til et hus omringet af natur, så langt øjet rakte. Bogstaveligt talt. Der var alt for lidt slinger i valsen hjemme hos mig, alt for få farverige stedforældre og bonussøskende, og jeg anerkendte dårligt det kaos, som mange af mine veninder følte, de var opvokset i. Jeg fik mit første kys af en fyr, der havde farvet en tot af sit lyse hår orange, gik i murerskjorter og kunne spille Kvinde Min på guitar.

Hvide løgne blev Dea Trier Mørchs sidste roman. Mens 80’erne var blevet til 90’erne, voksede tiden fra parolekunst. I et essay konstaterede hun, at den ikke var brugbar mere. Den havde ikke længere den ønskede virkning. Ligesom hun konstaterede i Politiken, at hun med sin ambition om at skrive den store samtidsroman havde skaffet sig selv lidt af en skriveblokering. I 1996, året inden jeg blev student og gik rundt i min mors gamle Nørgaard-trøjer og jeans fra Roger, i et årti, hvor 70’erne igen var højeste mode, lavede hun en række linoleumssnit af medlemmerne af rockbandet Sort Sol, som først blev brugt på coveret til albummet Snakecharmer i 2001. Men inden da blev de udstillet på Dea Trier Mørchs første udstilling i mange år. En opgave, der satte hende i gang igen. Jeg købte min egen udgave af Vinterbørn i 1999. På første side har jeg skrevet mit navn og årstal, som jeg gjorde det i alle de bøger, jeg købte. Den står stadig i min bogreol og betragtes i dag som den samtidsroman, hun drømte om at skrive. Hun nåede aldrig at opleve, at portrætterne af Sort Sol-medlemmerne blev brugt. Kort inden albummets udgivelse i 2001, døde hun af kræft som 59-årig efter et længerevarende sygdomsforløb.

Jeg fik aldrig lært at brodere, men et oprør var der ikke rigtig stemning for i min generation. Vi drak champagne, købte it-tasker og blev generationen, der ville lappe på de mange brud, vi oplevede i vores barndom og begyndte at gifte os i kirken. En oplevelse, vi kunne shoppe maks igennem på fra brudekjoler til den vildeste og mest autentiske location. En ekshippie eller to har nok siddet tilbage på kirkebænkene og tænkt sit om vores demonstrative tilbagevenden til de traditionelle dyder. Men hvem kan stå for troen på kærligheden i en kaotisk og foranderlig verden? Måske var det lige netop den form for provokation, der kunne rive vores forældre ud af deres selvrealiseringsprojekter? De havde allerede gjort alt, sikkert meget vildere og værre. For mig var det verdens nemmeste at finde på noget, mine forældre ikke havde gjort, men de satte tydelige grænser, og jeg respekterede dem. Stort set. De skubbede mig bestemt ud i verden, og troede på, at jeg kunne selv og var opflasket med så meget ånd og fornuft, at jeg ville værne om de værdier i samfundet, som de selv troede på. Jeg har tit tænkt over, hvad jeg ville gøre anderledes i forhold til mine egne børns opvækst. Meget og ingenting på én og samme tid. Billederne fra barndommen står tilbage, men forståelsen af den, ændrer sig livet igennem.

Fra 17. januar - 28. april vises Dea Trier Mørchs serier af hverdagsskildringer og linoleumssnit på udstillingen Ind i verden på Louisiana.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Kunst, Livsstil og Kvinder du skal kende