Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Gretelise Holm
Foto: Sigurd Høyen og Sisse Jarner

Gretelise Holm

Forfatter Gretelise Holm: “Valget af ægtefælle er vigtigst af alt”

Forfatter Gretelise Holm er noget nær et stykke danmarkshistorie. Hun er vokset op i en fattig nomadefamilie og fik mod alle odds en uddannelse takket være sin seje mor. Hun har oplevet p-pillens frigivelse, boet i Afrika og for nylig mistet sin mand. Her ser hun tilbage på sit 70 år lange liv.

1946-1955
– Jeg er næstældst af otte søskende i en arbejdernomadefamilie, som mest bevægede sig rundt i de sydjyske landdistrikter. Min far var landarbejder, men for det meste syg eller arbejdsløs, og min mor fødte ti børn på 15 år. To af dem døde som spæde. Jeg havde ti barndomshjem, før jeg fyldte 14, og de fleste af dem havde ikke indlagt vand eller toilet. I et enkelt var der heller ikke elektricitet. Jeg var 15 år, før jeg boede i et hus med træk-og-slip-toilet, og i førskolealderen var jeg rigtig bange for "maskin-lokummer", som vi kaldte dem. Min barndom lærte mig at tage ansvar som storesøster.

1950'erne. Vi flyttede meget omkring, fordi mine forældre håbede, at de kunne "arbejde sig op", så de engang kom til at eje en rigtig gård. Det lykkedes aldrig. Det er mig i stalddøren.

– Set i et samfundsmæssigt perspektiv begyndte kvinderne at markere sig i dette årti. Ved kommunalvalget i 1946 satte mændene sig på 97 procent af samtlige pladser i by- og sogneråd, men derefter begyndte der er at ske noget. Danmark fik sin første kvindelige borgmester i 1950 og sine første kvindelige præster. I 1949 fik Mødrehjælpen tilladelse til at informere gravide – dog kun gravide! – kvinder om prævention. Det var et lille skridt på vejen mod frigørelse og frivilligt moderskab.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: “Jeg synes, at kernefamilien og ægteskabet har rigtig meget godt at byde på”

1956-1965
– Dette var det absolut mest afgørende tiår i mit liv. Jeg "fik lov til", som man sagde, at gå i skole i ti år. Den sydjyske landsbyskole sluttede efter 7. klasse, og de fleste i min klasse kom ud at arbejde som 14-årige. Men der var en bestemmelse om, at hvis et barn var egnet, og forældrene insisterede, skulle kommunen betale for yderligere tre års skolegang, som så foregik i en betalingsskole i Kolding. Det vakte noget postyr, da min ansøgning havnede i sognerådet. To sognerådsmedlemmer kom hjem til os for at appellere til mine forældres samvittighed. De remsede alt det op, som vi havde fået i overførselsindkomster, og så spurgte de mine forældre, om de virkelig på den baggrund fandt det passende, at kommunen nu yderligere skulle betale for min skolegang, når selv gårdmandsdøtre kunne komme ud at tjene. "Ja", svarede min seje mor. Sådan skulle det være.

1965. På besøg i barndomshjemmet i Sydjylland. Jeg er nummer tre fra venstre – i bikini. På billedet ses i øvrigt mine forældre og seks af syv søskende.

– I 1957 fik mødre ret til at være værger for deres børn på lige fod med fædrene, og i 1961 oprettede Mødrehjælpen præventionsklinikker og fik tilladelse til at informere alle kvinder om prævention.

– Jeg tog præliminæreksamen i 1963 og fik som 17-årig en læreplads som journalistelev på Kolding Folkeblad, hvor jeg blev den første kvindelige elev. Der var allerede én uddannet kvindelig medarbejder. To år senere flyttede jeg til København, hvor jeg fik arbejde på Christiansborg på dagbladet Vestkystens Christiansborg-redaktion.

På kun et par år bevægede jeg mig fra landproletariatet til Danmarks magtcentrum.

– I 1966 blev P-pillen frigivet. Jeg er enig med forfatteren Pia Friis Laneth, som har skrevet, at det vigtigste fremskridt for kvinder nok var muligheden for at kunne regulere graviditeter, fødsler og børneflokkens størrelse.

1966-1975
– Både karrieremæssigt og privat gik det stærkt, fra jeg var 20 til 30 år. Jeg kom til at arbejde i Danmarks to største bladhuse, og jeg blev gift. I 1968 blev jeg ansat på Berlingske Tidende og i 1972 på Politiken.

1965. Her er jeg som 19-årig journalist på dagbladet Børsen.

– På det private område var jeg en rigtig aktiv deltager i den seksuelle revolution. Vi unge piger ville befri os fra århundreders dobbeltmoral og jomfrudyrkelse, og vi ville have ret til fri sex på lige fod med de unge mænd. Det var en herlig revolution, som i høj grad foregik på lagenet! Jeg var derfor en erfaren kvinde, da jeg traf min mand.

– Man siger, at kvinders vigtigste karrierevalg er valget af ægtefælle, og det er jeg enig i. Jeg valgte i 1971 en ægtemand, som indtil sin død 44 år senere støttede mig fuldstændig solidarisk. Han var, om muligt, mere feministisk indstillet end jeg selv. Vi fik vores to døtre i dette tiår, og dem er jeg i enhver henseende stolt af. De er blevet til stærke og kloge kvinder, som har beriget mig med fem børnebørn.

1975. Jeg blev gift med min Knut på Københavns Rådhus 10 dage før, jeg fødte vores andet barn. Han var i ustrøget murerskjorte, jeg i et italiensk loppefund.

– Ligestillingen kom også for alvor på den offentlige dagsorden i disse år. I 1970 fandt de første rødstrømpeaktioner sted, og flere kvindeorganisationer gik sammen og dannede "Initiativgruppen for Ligeløn". På det private område vandt princippet om, at kvinder skulle kunne bestemme over egen krop, og vi fik den frie abort i 1973.

1975. Jeg ammer min ældste datter få timer før, jeg føder mit andet barn. Det er muligvis for vovet til de blufærdige 2010'ere, men det har både været på kunstudstillinger og i aviser.

1976-1985
– Det var travle år med både karriere og familieliv. Jeg specialiserede mig som journalist på Politiken i socialt stof og herunder særligt retspolitisk stof. Det var områder, som kunne kræve meget arbejde og slide psykisk. Samtidig var børnene små. På et tidspunkt foreslog mine små piger, at jeg efter min død kunne blive udstoppet og anbragt med en avis i min lænestol. Så ville der stort set ikke være nogen forandring, og de ville ikke komme til at savne mig.

– Det var jo meget tankevækkende, og i 1983 besluttede vi os for det første store opbrud. Jeg fik en stilling som lektor på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, og min mand, som var læge, blev ansat på Skejby Sygehus. Vi flyttede fra Christianshavn i København til Sabro i Jylland, hvor vi virkelig kom til at bo på landet – med udsigt over markerne.

– Samfundsmæssigt skete der også flere ting i de år, som kom kvinderne til gavn. EU pressede på med ligestillingskrav, og efter direktiver herfra fik vi i 1976 love om ligeløn og i 1978 om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

– I 1983 blev sambeskatningen ophævet, og gifte kvinder blev dermed selvstændige borgere, der ikke længere sorterede under deres mænd i skatteforvaltningerne. Det var en sag, som kvindeorganisationerne havde kæmpet for, så længe jeg kan huske. Sambeskatningen betød nemlig ofte, at "det ikke kunne betale sig for kvinder at arbejde". Deres beskedne løn blev lagt oven i deres mænds, og så åd skatten det meste af den. På den private front fik mænd i 1984 for første gang adgang til barselsorlov, og det blev der sagt mange vittigheder om.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: “Vi skal passe på med at tro, at hele livet er en konkurrence. Der er jo ikke nogen præmie”

1986-1995
– Vi besluttede os for vort ægteskabs andet store opbrud og flyttede i 1993 fra Sabro ved Aarhus til Zimbabwe i Afrika, hvor min mand blev chefrådgiver for Danida, som støttede landets aids-bekæmpelse. Det var året, hvor vores døtre fyldte 18 og 19. Vi spurgte dem, hvad de ville sige til, at vi forældre rejste et par år til Afrika. De gik i 3.g og skulle blive hjemme i huset og tage deres studentereksamen. Aldrig har man set så store og strålende øjne: "Det skulle I da gøre. Det ville vel nok være dejligt for jer," jublede de. Så i vores familie løste vi generationskonflikterne ved, at forældrene flyttede hjemmefra. Det blev nogle fantastiske år i Afrika, hvor jeg skrev bøger – bl.a. om et afrikansk projekt, der havde til formål at forbedre kvinders retsstilling.

– Hjemme i Danmark fik vi i 1988 en lov, der gjorde det muligt for kvinder at gøre tjeneste i militære kampenheder. Derudover var det stadig "de første kvinders tid": Marianne Jelved blev første kvindelige økonomiminister i 1993, og Bodil Nyboe Andersen den første kvindelige nationalbankdirektør i 1995. Samme år blev Nina Smith den første kvindelige økonomiske vismand, Lise-Lotte Rebel den første kvindelige biskop, og Hanne Bech Hansen den første kvindelige politidirektør.

1996-2005
– Efter vi kom hjem fra Afrika i 1997, startede jeg en ny karriere som krimiforfatter. Jeg havde i årenes løb skrevet mange fag- og debatbøger samt nogle børne- og ungdomsromaner, men det sidste år i Afrika skrev jeg min første spændingsroman for voksne, "Mercedes-Benz Syndromet". Det er foreløbig blevet til syv krimier. Valget af hovedpersonen, Karin Sommer, var en smule kønspolitisk. Hun er en kvinde på godt 50 år, og den slags kvindelige helte er der ikke mange af i kriminallitteraturen. Kvinder bliver generelt ret usynlige, når de passerer de 50. På privatlivsområdet blev disse år en skøn tid med ankomsten af de første børnebørn. Det er en kliché, men børnebørn er altså livets dessert.

– I 1999 fik vi den første ligestillingsminister, men i praksis haltede kvinderne bagud, især på det økonomiske område. Med hensyn til ligelønnen skete der ikke store fremskridt, og i 2003 blev mændenes gennemsnitlige pensionsformue opgjort til at være 30 procent større end kvinders. I 2005 var 91 af 98 borgmestre mænd.

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

2006-nu
– Mit liv som fuldtidsforfatter fortsatte. De seneste år har det især været præget af udgivelsen af mine erindringer, som har medført en ganske omfattende foredragsvirksomhed. Mine forældres og min livshistorie handler i høj grad om livet blandt småkårsfolk i landdistrikterne i 1900-tallet, og den historie har interesseret virkelig mange. Siden 2012, hvor første bind udkom, har jeg holdt flere hundrede foredrag.

– Privat blev det årtiet, hvor jeg oplevede mit livs største sorg, da jeg i sommeren 2015 mistede min mand. Når jeg ikke skriver eller rejser, handler det derfor i dag mest om mine børn og børnebørn.

– Helle Thorning-Schmidt blev i 2011 Danmarks første kvindelige statsminister, og hun dannede regering sammen med Det Radikale Venstre og SF, som også på det tidspunkt havde kvindelige ledere. Det er altid godt med kvindelige rollemodeller, men ligestillingspolitisk bød disse år ikke på fremskridt. Regeringen løb fra valgløfter om øremærket barselsorlov til mænd og forbud mod købesex. Og hele debatten om ligestilling udviklede sig til noget pinligt og patetisk. Ligebehandlingsnævnet afgjorde således i 2012, at Hotel Bella Sky ikke måtte reservere en særlig etage til kvindelige gæster, og Ligebehandlingsnævnet afgjorde også i 2013, at en restauratør havde ret til at bortvise en ammende kvinde. Men så diskuterede vi da ikke ligeløn så længe! 

LÆS OGSÅ: Emma Holten: “Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn”

LÆS OGSÅ: Louise har været udstationeret i Mellemøsten: “Desperation kan få folk til at gøre sindssyge ting”

LÆS OGSÅ: Lone Hertz: “Jeg har masser af smukke ar på sjælen. Jeg har elsket meget”

Gretelise Holm, 70

Journalist, forfatter og samfundsdebattør. Har skrevet 40 bøger: Fag- og debatbøger, børne- og ungdomsromaner, kriminalromaner og senest to bind erindringer.

Enke efter 44 års ægteskab. Har to døtre og fem børnebørn.

4 livskloge kvinder

I anledning af ALT for damernes 70-års fødselsdag har vi interviewet fire kvinder, som også har rundet det samme skarpe hjørne i år. I næste uge kan du møde Anne Marie Helger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview