Foto: Privat

"Jeg frygter, at jeg aldrig kan forelske mig igen"

Robert aflyser Tinder-dates og byture, selvom han længes efter kærligheden, skriver han i sin klumme.

KLUMME: Hvorfor er kærligheden så svær at finde? Hvorfor tilbringer jeg lørdag aften alene i lejligheden med stearinlys og tudemusik? Hvorfor aflyser jeg Tinder-dates og byture og isolerer mig i min længsel? Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen, skynder mig gennem studiet og forbedrer landets konkurrenceevne?

LÆS OGSÅ: ”Stresser det mig at være 29 år og single? Ja – ad helvedes til”

Min første bedrift som student var, udover at drikke mig hønefuld, at rejse på Interrail rundt i Europa. Her mødte og forelskede jeg mig i en autonom tysk prinsesse fra Hamborg. På få dage gik mit liv fra vidunderligt til lykkeligt og fra lykke til ekstase. Jeg oplevede at smelte ind i et andet menneske, jeg så Guds ansigt, jeg fik del i Paradis på jord. Men alting har en ende.

I begyndelsen tænkte jeg på hende hver dag. Jeg græd og havde et hul i maven og i hjertet. Hver gang jeg åndede, fløj stumper af min sjæl med ud. Med tiden forsvandt sorgen; erstattet af længsel. Ikke efter hende specifikt, men efter følelsen af forløsning. Af meningen med livet og af at gøre noget rigtigt. At leve det liv, jeg var skabt til. At være i nærheden af Gud.

LÆS OGSÅ: Åbent brev: Til veninden, jeg ikke længere kan se

Modsat gængse kutyme har denne længsel ikke fået mig til at løbe rundt og jagte lignende tysktalende engle. Tanken har strejfet mig, at jeg måske kan kopiere oplevelsen af kærlighed; overføre den på en anden. Jeg forsøgte mig sporadisk ad med en storbarmet belgisk kloning af min tyske sommerdrøm, det lykkedes selvfølgelig ikke.

I stedet har denne længsel grundlæggende fået mig til at vende blikket indad. "Hvad udad tabes, skal indad vindes". For skønt kvinden, min kærlighed tilfaldt, naturligvis aldrig vender tilbage, så var følelsen jo indvendig. Hun gav mig noget at projicere den på, men den opstod i mit eget indre.

Nu søger jeg med lys og lygte blandt de brudstykker af min sjæl, der er tilbage. I håbet om at opdage ekstasen ved at se Guds ansigt, mærke hans ånde og vide, at jeg opfylder hans formål med mit liv. Jeg ræsonnerede i begyndelsen, at jeg ved hjælp af religiøs stimulans kunne erhverve mig de fornødne redskaber til at tilfredsstille min længsel. Ofte sad jeg i aftenkirken i timevis og bare kiggede ud i luften. Ikke bedende, bare lyttende. Efter svar på det, jeg søger. Men svarene kom aldrig.

Ofte forsøger jeg mig på andre måder. I skrivende stund sidder jeg i sofaen med stearinlys og lytter til Eric Clapton, som synger "the wonder of it all is that you just don't realize, how much I love you". Hvis bare jeg kunne holde om hende, kysse hende og fortælle hende, jeg elsker hende. Om jeg så aldrig skulle se hende igen. Jeg kan knap nok huske hendes udseende. Jeg længes bare efter at elske. Luther har skrevet, at musik gør Guds ord levende. Hvis Guds ord er kærlighed, har han ramt hovedet på sømmet.
Andre gange dykker jeg ned i fiktive kærlighedshistorier, hvor jeg håber at se noget, der bare minder om den følelse, jeg havde og stadig har. Det lykkes ofte de mærkeligste steder.

LÆS OGSÅ: Derfor hænger alkohol og utroskab sammen 

I Haruki Murakamis "Norwegian Wood" genkender jeg mig selv i Toru Watanabes håbløse teenageforhold til den skrøbelige porcelænskvinde Naoko. Følelsen af at vente, men samtidig vide, at hun aldrig kommer. At vente, fordi alternativet er åndelig hængning. I Henrik Pontoppidans "De dødes rige" genkender jeg Torben Dihmers stille hensygnen i sit ensomme elfenbenstårn af en afsides herregård. Jeg bilder mig ind, at Dihmer og jeg ligner hinanden. Ingen af os har altid lyst til at stå op om morgenen. Ingen af os er, hvor vi helst ville være.

På den måde har kunsten været min sjæleledsager gennem sorgen. Den holder mig i hånden og viser, at jeg ikke er den eneste. Den viser også, at sorgen varer ved. Naoko slår sig selv ihjel. Dihmer tager i overført betydning sit eget liv. Anna Karenina springer i vanvid ud foran et kørende lokomotiv. Eksemplerne er mange. Det er voldsomt overdramatisk, at være 20 år gammel og med et liv der kører på skinner, overhovedet forsøge at associere sig med så ulykkelige romanskæbner. Jeg er ikke ulykkelig, ikke engang tæt på. Min familie elsker mig ubetinget, jeg mangler ikke noget, jeg er omgivet af skønhed. Alligevel børster jeg hver aften tænderne i længsel.

LÆS OGSÅ: 19-årig model fik nok: Branchen skal ikke kalde mig for tyk

Min største rædsel er, at litteraturen får ret. At det aldrig ender. At jeg vil leve et lykkeligt liv, men i åndelig ensomhed. Uanset hvor mange andre kvinder jeg kysser. Med et savn der vokser og vokser, til jeg som en sibirisk straffefange til sidst bare overgiver mig til byrden, lader den opsluge mig, så jeg må resignere og gemme mig i mig selv som Torben Dihmer.

Jeg forstår godt, politikere og økonomer vil have os unge til at løbe hurtigere. Jeg forstår godt, jeg bare burde flette næbet og klappe i. Gå i byen og feste. Kysse eksotiske kvinder fra studiet og gå på datingsider. Det gør jeg også. Men jeg aflyser ofte daten to timer inden. Lukker altid munden, når kyssene er ved at blive hede. Måske er jeg bange for atter at forelske mig. Måske frygter jeg, at jeg aldrig kan forelske mig igen. Eller noget helt tredje. Dette er tankerne fra en ung mand, der har lyst til at dele sine følelser. At skrive er en slags terapi. Jeg håber, nogen får gavn af at læse det.

LÆS OGSÅ: "Filmen knækker, når hun dukker op i kondisko på daten"

LÆS OGSÅ: Her er, hvad mændene mener om "bad boys"

LÆS OGSÅ: 25 "kloge" beslutninger, du kun tager, når du er fuld

Robert Høgh

Jeg er 20 år gammel. Jeg bor på Gothersgade i Indre by og studerer statskundskab på Københavns Universitet. Jeg elsker at lave mad, rejse og læse tykke bøger og anser mig selv for at være kristen. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur, Kærlighed, Dating og Netdating