Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sophie Kampmann
Foto: Privat Andreas, Sophies gode ven, til Musik i Lejet i sommer.

Sophie Kampmann

Ja, singlekvinder kan godt have mænd som venner

Jeg er ikke ude på at blive kærester med alle mænd, jeg møder, skriver Sophie Kampmann i sin klumme om singlelivet.

KLUMME: Overlevelsesguide, siger du. Bare ordet i sig selv er allerede præget at negativitet. For dem, der overlever, er som udgangspunkt folk i en form for nød.
Og allerede der, er det problematisk. For os single-kvinder skal åbenbart overleve – i stedet for at leve. Gad vide om singlemænd også overlever? Eller om de i ordets fulde forstand – lever?

For en rum tid siden skrev jeg en lille klumme om det at være 29 og single. Den kom vidt og bredt omkring. Selv Aftenshowet synes, den var interessant.

LÆS OGSÅ: Kan mænd og kvinder være kærester uden sex? 

Og jeg måtte se i øjnene, at jeg havde sagt og skrevet noget højt, som mange kvinder kender til; de skæve hoveder på skrå, den underlige spørgsmålstegns-tagen til ens civile status og de mange medliddenhedsblikke.

Og jeg synes ikke, debatten skal blive ved klummen. Jeg er ikke noget eller nogen speciel ung dame. Men jeg anerkender, at mit budskab har ramt solarplexus hos mange kvinder.

For debatten tog fart – og klummen blev større end min egen eksistens. De mange kommentarer – som udmøntede sig i "tag dig dog sammen og få en kæreste" – eller "hold da op med at påtage dig en offerrolle" – eller "du må i virkeligheden have det dårligt, når du har behov for at sige, at du har det godt" – er alle en bevisførelse på den manglende forståelse – ikke bare overfor mig – men for alle kvinder der aktivt vælger singletilværelsen, eller aktivt vælger at se singletilværelsen som noget fantastisk!

Så for at bidrage til denne nødvendige debat, er det tiltrængt at lave en lille guide til hvordan man kan imødekomme det omtalte medlidenheds-kropssprog eller sære kommentarer.

LÆS OGSÅ: 9 film enhver single skal se på Netflix og andre streamingtjenester lige nu

I weekenden tog jeg i sommerhus med min farfar. Vi talte om den forgangne uge – hvad jeg havde lavet – og hvordan jeg egentlig nød mine måltider som "enlig". Jeg forklarede, at jeg ofte spiser sammen med mine bekendtskaber – heriblandt var der én, han bed mærke i. For vedkommende havde et drengenavn, Kristian. Min farfar rømmede sig straks og sagde "nåh-eh – jamen er han så noget.."

Og lad mig lige indskyde til den opmærksomme læser – Kristian HAR en kæreste, og det er ikke mig. Kristian er min ven – for ja bevares, sådan nogle kan single-damer også have.

I stedet for at gå i forsvarsposition og rømme mig – som jeg ellers plejer, var mit svar et smil på læben med et dertilhørende verbalt snapback; farfar, man kan godt have en interesse i hinanden, uden at ville se hinandens underbukser – og nyde en pastaret. Selvom vi er to forskellige køn – og det i sagens natur kunne lyde meget date-agtigt, så er det stimulerende at få en vens perspektiv på tilværelsen. Til dette kunne han ikke komme med noget provokerende modsvar. Vi fortsatte i videre samtale om den gode lammekølle ham og jeg sad og nød.

Udover at tage i sommerhus – har min tilværelse inden for de seneste to uger også budt på, "Jamen, Sophie, er du nu sikker på, at du er den glade single. Eksisterer dette postulat, overhovedet?"

LÆS OGSÅ: "Når folk bliver forargede over mine vovede billeder, lægger jeg et topløst billede op" 

Og man skulle tro, at min skrivelse – som jo endte her på Eurowoman.dk – og senere på Berlingske ødelagde enhver tvivl om netop ovenstående. Jeg kan konstatere – at det gjorde den ikke. For glade single-kvinder er åbenbart en uddød race. Vi kan ikke findes. For, vi har jo ikke nogen at dele det med. Eller også skal vi være sammen med alle vores venners singlevenner. Beklager, jeg gentager mig selv. Men det er det, vi møder. Vi er ikke nok. Vores tilstedeværelse er ikke fin nok – for vi kan ikke realisere os selv uden en partners eksistens.

Stop så. Det er mit meget umiddelbare svar. Og dernæst – så har jeg også svaret med et hvorfor? Hvorfor skal vores eksistens berettiges af en andens? Til det har den umiddelbare reaktion hos spørgeren været åben mund og polypper. Efterfulgt af en nåh jaah, hmpf – det er jo dejligt at være to.

Og det er rigtigt. Det er dejligt at være to. Men er begrebet to betinget af, at man skal se hinandens underbukser og møde hele ens ophav? Nej. Kristian, som jeg engang imellem spiser pastaretter med – eller rugbrødsmadder – eller Simon, Frederik, Peter, Thomas, Andreas, Marie, Christine, Paula, Charlotte – eller de andre herlige mennesker (hvis underbukser jeg ikke kender til), er også en tosomhed. En, hvor der udveksles tanker med. En hvor man kan diskutere, grine, græde, være stille, danse, læse bøger, gå ture eller tage i Tivoli med. Den tosomhed jeg nævner her – er betinget af ligevægt og forståelse. Ikke af en seksuel tiltrækning. Men en stimulans – oppe på 1. Sal.

Aftenshowet kom ind på – at jeg var den lykkelige single. Og stillede spørgsmålstegn ved, om jeg ikke gerne ville have en kæreste.

Debatten her handler ikke om, hvorvidt jeg vil have en kæreste eller ej. Det er underordnet for debattens kerne. For den omhandler, at kvinder sagtens kan realisere sig selv – uden en bedre halvdel, uden ønsket om at have børn, uden et fælles realkreditlån eller en fælleskonto.

For jeg er sikker på, at hvis man vil finde én at dele ovenstående – og måske mere til med, så skal man nok finde vedkommende. Men skal man gå på kompromis? Nej, det mener jeg ikke.

Når hverdagen uden en bedre halvdel arter sig, når man føler sig udfordret og livet kilder i maven – så er jeg sikker på, at en bedre halvdel kun kan være "the cherry on top".
Kvinder er ikke enlige, når de ikke har nogen kæreste. De er ikke sørgelige. Ej heller underlige. Vi er ikke i nød Og vi er ikke en uddød race – uden et eksistensgrundlag. Vi har heller ikke brug for at overleve. For vi lever – i aller bedste vis.

Det, der er behov for, er en ligevægt. En accept af det valg, man på et tidspunkt har taget – uagtet grundlaget bag ens civilstatus. Jeg er klar over, at vi – per biologi – er indrettet sådan, at vi skal formere sig. At vi skal udvikle os – med en anden. Den biologi – og norm ligger i os alle – særligt vores bedsteforældre.

Der var en pige, der havde delt artiklen – og jeg tror, det var hendes bedstemor, der kommenterede "du skal nok finde prinsen på den hvide hest, søde pige." Hendes tilbagekommentar var "Tak mormor, det er sødt, men det er ikke det, det handler om".

Og jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Det handler ikke om at finde prinsen på den hvide hest. Det handler om at finde ro med en selv – og at omgivelserne tror på, at singlekvinder kan være målrettede, lykkelige, opfyldte, glade, stimulerede, intelligente individer – også uden en bedre halvdel. De ca 1200 kommentarer på facebook beviser i hvert fald, at der er rigtig rigtig mange danske singlekvinder, der nyder livet – netop dér, hvor de er nu.

Gør det os til mærkværdige? Giver det andre mennesker en ret til kontinuerligt at betvivle ens livsglæde?

Det tror jeg ikke. Hvis jeg – eller alle de andre ytrer, at noget går dem på, så kan der stilles spørgsmål – og så kan der komme råd over bordet.

Indtil da, synes jeg, du skal give din single-veninde en high-five!

Og til singlepigen – er mit råd; omfavn din tilværelse. Der er ikke noget, du ikke kan gøre, selvom du 'bare' er dig. Rejs, tag ud at spis', dans, spis frikadeller i din sofa, eller drik en kaffe på din favorit-café med dig selv.

Det styrker kun din eksistens, at du kan gøre ting alene; at du føler dig hel uden en tosomhed. Ta' til den parmiddag – selvom du er den eneste single. Jeg lover dig, du får det sjovt! Og til alle de skrå hoveder, du møder på din vej, giv dem en highfive. Jeg mistænker dem for at projicere deres egen angst over på dig.

LÆS OGSÅ: "Man skal helst ikke have nogen følelser, hvis man er single"

LÆS OGSÅ: "Jeg vil gerne være din ven. Ikke din bøsseven"

Om skribenten:


Sophie Kampmann er 29 år og journalist. Hun arbejder på det danske pladeselskab, Fake Diamond Records. 


Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.  
Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur