johanne schmidt-nielsen interview
SPONSORERET indhold

Johanne Schmidt-Nielsen: "Jeg mødte først min far, da jeg var tre år"

Selvom Johanne Schmidt-Nielsen først mødte sin far som tre-årig, er hendes mor hendes største støtte. Selv i dag er hendes mor altid det første like på alt, hvad hun lægger på sociale medier, og hun får også en sms, hvis hun laver en kommafejl i et opslag.

Af:: Marie Varming Foto: Jonathan Damslund
26. feb. 2024 | Livsstil | Hendes Verden

0-10 år (1984-1994)

Klumper i mælken

Vi boede 20 familier sammen i et bofællesskab, Drejerbanken, ude på en fynsk mark, og duften af nyslået græs minder mig altid om at lave græshuler.

At løbe gennem krattet og bygge huler nede for enden af bakken, et sted hvor de voksne aldrig kom.

Vi kunne lege i timevis, uden at der var ret mange voksne øjne på os. Mine egne børn løber aldrig i naturen, uden at jeg kan se dem. Jeg husker følelsen af at hive en gulerod op af jorden og skrabe den værste jord af, inden jeg tog en bid. Min mor fik mig alene som 39-årig og boede i bofællesskabet, allerede inden jeg blev født.

Jeg mødte først min far, da jeg var tre år, på Christianshavn hvor han boede. Det eneste, jeg kan huske fra den dag, er at sidde i sandkassen i hans baggård, da en mand åbner vinduet og råber på københavnsk, at der er kattelort i sandkassen. Det er mit eksotiske storbyminde.

Jeg gik ikke rundt som barn og syntes, det var underligt, at jeg havde en anderledes relation til min far end mange andre. Det skyldtes nok, at vi var flere børn på Drejerbanken, der voksede op uden den ene forælder i nærheden.

Jeg tror, vi var 20 børn i bofællesskabet dengang, og jeg har den dag i dag kontakt til mange af dem. Det betyder meget, at vi har spist aftensmad sammen og kender hinandens forældre, så er der ikke så meget, man behøver at forklare. Vi var nok lidt pionerer i forhold til den boform, for dengang var det ikke let at få en kommune til at acceptere et bofællesskab.

Hos os var der ti lejeboliger og ti ejerboliger, og det var så kontroversielt, at det skulle godkendes i Boligministeriet i sin tid. Det blev det, men da vores forældre søgte om at få egen vindmølle, fik de afslag. Det var alligevel for vildt.

Jeg fik nogle stærke værdier med fra min barndom i bofællesskabet. Min mor var ikke partipolitisk aktiv, men både hun og de andre voksne lagde stor vægt på den enkeltes ansvar for fællesskabet.

Vi havde en kæmpe køkkenhave og spiste kød fra lokale køer. Hos os fik man råkost og store gryderetter med mange bønner i. Det var vist også et økonomisk spørgsmål. Der var også altid klumper i mælken hjemme hos os, fordi den var økologisk. Det var der ikke hjemme hos de andre børn i klassen. 

Læs også

Fra vi startede i skole, skulle vi lave mad tre gange om måneden og blive siddende ved bordet til 18.20 og bære vores tallerken ud.

Jeg var ret optaget af social retfærdighed, for jeg kunne godt se i skolen, at der var nogle, der havde færre ressourcer end andre. Der er altid en, der kommer i skole med stumpede busker og uden madpakke. Den slags ved børn godt, hvad betyder.

10-20 år (1994-2004)

Til storbyen

Jeg skiftede skole som tiårig, og det var fantastisk for mig. Jeg kom fra en lille skole, og med den viden jeg i dag har om mobning, kan jeg se, at det var et utrygt fællesskab at være i. Jeg havde ikke en oplevelse af, at jeg specifikt blev mobbet, men jeg var altid på vagt.

Så kom jeg til Vissenbjerg, som var en by, der både havde et apotek, et lyskryds og en meget større skole. Klasselæreren hed Lisbeth, og hun så med det samme, at jeg var glad for at skrive stile. Hun var begejstret, og det betød meget for mig, at hun så mig. Lisbeth tog mig og mine lange stile alvorligt.

Mit næste store vendepunkt var, da jeg startede i gymnasiet i Odense i 1999 som 15-årig. Jeg kom ind til storbyen og mødte andre, som også syntes, det var vigtigt at arrangere Krystalnat-demoer, bekæmpe racisme, male bannere og sidde i elevrådet og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

Der var ret klare regler for, hvornår jeg skulle være hjemme. Der var jo ingen mobiltelefoner, og hvis jeg missede sidste bus til Skalbjerg, var der længe til klokken fem om morgenen, hvor den første bus kom. Det værste, der kunne ske, var, at man faldt i søvn i rutebilen om natten og først vågnede op i Aarup. Så var der lang vej hjem.

Læs også

Da jeg blev student i 2002, flyttede jeg direkte til København og fik et ulønnet job på DGS’s sekretariat og boede på et værelse, som kun kostede 500 kroner om måneden, fordi ejeren selv boede der tirsdag og onsdag.

Vi drev en organisation helt alene som 18-20-årige. Vi lejede en gammel bil og rejste rundt og besøgte gymnasier i hele landet og organiserede strejker, da politikerne fjernede loftet over klassekvotienten. Vi holdt styr på budgetter og holdt møder med ministre. Det føltes stort, og de år har været afgørende for min videre livsbane.

20-30 år (2004-2014)

Gåpåmod og overmod

Jeg mindes ikke, at jeg havde store drømme for fremtiden, for hvis der er noget, jeg er god til, så er det at være der, hvor jeg er.

Vi var en gruppe politisk aktive venner, som drøftede, hvem af os, der ville være den bedst egnede til at stille op for Enhedslisten, og det blev mig. Det var da en stor beslutning at stille op, og jeg var kun 23 år, da jeg kom i Folketinget.

I dag kan jeg godt se på en 23-årig og tænke: ”Man er godt nok ung i den alder”, men jeg havde det der ungdommelige gåpåmod, der grænser til overmod, og det kan føre dig langt.

Jeg fik et andet ungdomsliv end mange andre, for jeg arbejdede alle mine vågne timer. I de år blev politik mere tempofyldt, da TV2 News kom, og der skulle laves nyheder 24 timer i døgnet.

Jeg kom også på Facebook i 2007, da jeg blev valgt. Tænk hvis man kunne stikke en kæp i det hjul, for det går så forbandet stærkt i dag, politikerne når ikke at tænke en tanke, og det tog kun til, mens jeg sad i Folketinget.

Det skal ikke være en klagesang, for jeg elskede at sidde i Folketinget, og dengang havde jeg ingen børn, så jeg kunne arbejde igennem, og jeg kunne sagtens klare det med tømmermænd, hvis jeg havde været i byen en fredag. I dag kan mærke tre glas vin flere dage efter.

Læs også

Jeg var en offentlig person, og det gjorde noget ved mine relationer. Egentlig er jeg bygget sådan, at når jeg møder et andet menneske, tænker jeg, at vedkommende vil mig det godt. Men kombinationen af at være politisk og offentlig gav mig tit tanken: ”Hvad vil du mig egentligt? Hvad er din dagsorden?”

Det skabte en afstand mellem mig og andre mennesker, som jeg først har fået bugt med i dag, hvor jeg har været ude af politik i fire-fem år. Jeg har fået min umiddelbare tilgang til mennesker tilbage.

Nu bliver jeg også ked af det, hvis nogen skriver noget grimt til mig. I mine folketingsdage blev jeg vant til, at der konstant lå tilsvininger og trusler i min mailboks. Hvis jeg skal være ærlig, blev jeg nok også lidt selvoptaget af det fokus, der var på mig, for når du er i politik, er der også mange, der siger, at du er god.

Indimellem har min mor været bekymret for, om jeg arbejdede for meget, som da jeg i 2009 faldt om på Folketingets talerstol. Den dag viste forsamlingen sig ikke fra sin smukkeste side. Jeg fik et ildebefindende og fik pludseligt svært ved at samle tankerne og tale rent, og så så jeg flere og flere hænder blive rakt op, for desværre handler den debat i folketingssalen ofte om at få modstanderen ned med nakken.

arbejde.jpg
På arbejde i Folketinget 2012. Foto: Peter Hauerbach.

Men Tom Behnke opfattede, at noget var galt og kom løbende og greb mig. Der blev straks slukket for Folketingets tv, så min mor kunne kun følge med i det via medierne hjemme på Fyn.

Når man vokser op med kun den ene forælder, får man et tæt bånd. Min mor gav mig en grundlæggende tro på, at jeg er helt okay og gerne må være her. Hun er også stolt af mig i dag, og hun er altid det første like på alt, hvad jeg lægger på sociale medier. Jeg får også lige en sms, hvis jeg laver en kommafejl i et opslag – hun er trods alt dansklærer.

Læs også

30-39 år (2014-2024)

”Der var mit liv forandret” 

Jeg mødte Casper til en middag, og vi flyttede sammen tre måneder senere.

I starten overdrev jeg hvor længe, vi havde kendt hinanden, fordi det lød så uansvarligt. Ingen bør i virkeligheden træffe store beslutninger, når de er forelskede, men jeg har ikke fortrudt.

Jeg fik mit første barn, da jeg var 34 og nåede lige at være tilbage to måneder efter min barselsorlov, inden der blev udskrevet valg, og jeg stoppede i Folketinget. Der var mit liv forandret.

Det lyder banalt, men pludselig var der noget, der var vigtigere end mig selv: At mit barn har det godt. For nogen er det en stor omvæltning at få et barn, men jeg havde fået en lille forsmag på det, fordi Casper havde to søde børn i forvejen, så jeg havde prøvet at være på Aula og smøre tier-mad.

For mange er det et tab af frihed at blive forældre, men jeg havde levet et udadvendt liv i mange år, og jeg var klar til at rette mit fokus indad.

Nu har jeg både job og børn, og jeg river dagligt mig selv i håret over, hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen, lige så fuld af skyld og skam som alle andre forældre. Men jeg er glad for mit arbejde, for det er så meningsfuldt, jeg går på arbejde for at styrke det gode børneliv.

Læs også

Folk spørger tit, om det er hårdt, men jeg sidder jo her bag et skrivebord og har det godt.

Selvfølgeligt bliver jeg påvirket af at møde underernærede børn på Afrikas Horn, som er helt stille af udmattelse. Eller børn i Danmark, der ikke kan koncentrere sig i skolen, fordi de er bekymrede for om mor kan betale husleje. Men det er ikke mig, det handler om – det er dem.

40 år

Jeg har det ikke dårligt med at blive 40.

Jeg har altid været den unge; i bofællesskabet, i skolen, hvor jeg var den yngste i klassen, i Folketinget. Nu begynder der at være sammenhænge, hvor jeg er den ældste.

Jeg tror, første halvdel af 40’erne bliver ret meget som anden halvdel af 30’erne. Jeg har små børn og derfor også blodsmag i munden hver eftermiddag, når jeg cykler hjem til Valby for at hente dem i institution og være sammen med dem så meget som muligt.

Jeg kan godt lege med tanken om at have et job, hvor jeg arbejder ganske få timer, men jeg er glad for at være en del af Red Barnet, og jeg ville sikkert blive en sur mor af at være hjemmegående.

Anden halvdel af 40’erne bliver nok mere udadvendt igen. Tænk at kunne gå ud at spise med sin mand uden at planlægge flere måneder i forvejen og uden at have dårlig samvittighed over at bede svigermor om at passe børnene.

Anbefalet til dig