Katrine Muff Interview Hendes Verden
Foto: Claus Boesen "Det kom til at påvirke, hvordan jeg dannede relationer senere i livet. Det med at hige efter de seje piger er noget, der går igen i mit liv," fortæller Katrine Muff om den mobning, der prægede hendes barndom.

"Når der er brug for det, ringer vi til vores parterapeut"

Efter en barndom med mobning og en ungdom som korsanger i baggrunden er Katrine Muff trådt helt ind på scenen i primetime med programmet Fællessang. Hun kan stadig godt komme i tvivl om sig selv, men negative tanker skal håndteres som ubudne gæster!

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Otto Benzons Vej i Aarhus, hvor vi boede i en lejlighed lige ved siden af en bemandet legeplads med æsler og kaniner, hvor jeg brugte al min tid sammen med mine to brødre. Vi boede ret småt, så vi var ude hele tiden, og jeg elskede at være på legepladsen. Fællesskabet var nøgleordet, og vi havde for eksempel meget med naboerne i opgangen at gøre. Fru Friis øverst oppe, Hansens på tredje, Mette ovenpå os og Jannie med hendes to sønner under os. Det var som et kollektiv, og jeg har til dels kopieret det, hvor jeg selv bor. Jeg har brug for at kende dem, jeg bor i nærheden af for at føle mig hjemme, så der hvor jeg bor, er vi på mere end "Må jeg låne en kop mel?"

– Vi havde ikke styrtende mange penge, men jeg syntes heller ikke, vi manglede noget. Mine forældre købte engang et par meget smarte ridestøvler til mig, som jeg havde tigget og bedt om. De kostede vist ikke mere end 400 kroner, men det var mange penge for dem, og jeg gik dem skæve på nul kommer fem, fordi jeg var så platfodet.

LÆS OGSÅ: Merete Eldrup: "Det er næsten pinligt at skulle erkende i min alder..."

– Vi sang også meget derhjemme, og jeg lærte faktisk at tale ved, at min far sang en sang, og så skulle jeg afslutte den ved at sige det sidste ord i sangen. Hos os havde man ikke en times babyrytmik, man sang bare. Åh, jeg ville ønske, at vi alle sammen kunne blive enige om, at det er en selvfølge at synge med sine børn.

Hvad er dit livs omvej?

– Der er altid en, der skal ligge og rode nederst i hierarkiet, og i folkeskolens små klasser var det mig. Nogle dage var jeg inde i varmen, og andre dage ikke. Men det gjorde det svært at gå i skole, at jeg aldrig vidste, hvilken dag jeg mødte ind til, og jeg vendte det indad og troede, det var mig, den var gal med. Jeg kan huske en episode fra bussen hjem fra skole. Pigerne fra klassen sad bagerst i bussen, og det var en af de dage, hvor jeg fik lov til at sidde i nærheden af dem. Pludselig spurgte de, om jeg ville være med til at stå af bussen et stop før stationen, og jeg blev så glad for at blive spurgt. Jeg skulle gå ud først, men da dørene lukkede, sad de bare derinde og vinkede ud til mig.

– Det skiftede heldigvis i 7. klasse, hvor der kom nogle andre dynamikker i klassen, men det kom til at påvirke, hvordan jeg dannede relationer senere i livet. Det med at hige efter de seje piger er noget, der går igen i mit liv. Det er ikke fordi, jeg har det sådan: "Ha-ha, dengang stod jeg der med min Jeva-taske, se mig nu", men alle mine drømme er gået ægte i opfyldelse. Min mand, der først ikke ville have mig, fik jeg. Jeg troede ikke, jeg kunne skrive min egen musik, men nu har jeg fem sange med i Højskolesangbogen. Jeg er endda kommet i tv med min musik, som jeg har drømt om som barn. Jeg er lykkelig. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg blev forelsket i Anders i gymnasiet, nok mest fordi han var sej og spillede musik. Jeg kunne sikkert også være blevet pædagog, men Anders søgte ind på Musikalsk Grundkursus, og så fulgte jeg efter. Da han søgte ind på konservatoriet, fulgte jeg også efter ham der. Så gik vi fra hinanden, og så sad jeg ligesom i saksen på konservatoriet. Ha!

LÆS OGSÅ: Silas Holst om sin skilsmisse: "Det er hele ens verden, der falder på hovedet"

– Vi var klassiske ungdomskærester, men i dag er vi voksenkærester. Dengang var jeg forgabt og fortabt i forholdet. Jeg var opslugt af at have nogen og også forelsket i ham, men det var ikke gensidigt. Jeg higede efter ham som en lille hund. Først som voksne var vi følelsesmæssigt samme sted, og vi har fundet trygheden i forholdet og hinanden. Kærlighed er mere end en flygtig følelse, for den slags kan tage røven på en.

– Når der er brug for det, ringer vi til vores parterapeut, som bor lige derovre på den anden side af vores vej, og hun kommer ind imellem herover og taler med os, når børnene er puttet. Når vi taler med Pernille, får vi værktøj, så vi ikke behøver bruge hammeren over for hinanden hver gang. Jeg roder heller ikke selv med bilen, hvis den siger en mærkelig lyd, og Anders og jeg vil ikke bruge tiden på at skændes.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg har altid stået i baggrunden af musikken som korsanger og i kirkekor. Jeg har altid gemt mig lidt deromme, for jeg fylder meget i sociale sammenhænge, og jeg kan godt være bange for at fylde for meget, for jeg vil hellere være opmærksom på mine omgivelser. Nu er jeg i Fællesang kommet til at stå forrest og være den. Det krævede meget overvejelse, for jeg var bange for at læsset ville tippe, men det er godt, at jeg er blevet 35 år og har ballast. Nu er jeg solist og er ved at udgive en soloplade, og jeg gemmer mig ikke længere. Jeg har før fået rap over nallerne for at fylde for meget. Blandt andet var der engang en, der sagde til mig: "Nogle gange føles det som om, du træder på andre for at blive hørt." Det er faktisk det, jeg er allermest bange for. Derfor var jeg også i tvivl, om det ville blive for meget, når jeg gav los og stillede mig i front. Hvis jeg var kommet i tv, mens jeg var i 20’erne, var jeg nok fløjet til vejrs og havde måske også fået nykker. Jeg er meget taknemmelig for timingen.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg har haft mange forskellige jobs som for eksempel madmor i en børnehave, pædagogmedhjælper og handicaphjælper, men jeg har faktisk aldrig tænkt på det som et springbræt. Jeg gør mig umage med alt, hvad jeg laver og har følt mig hjemme i det. Mit hovedfokus har altid været mennesker, men så blev jeg tilbudt job som korleder og senere som lærer på en højskole. Jeg har sagt ja til det hele, og det har bragt mig hertil. Jeg har det som om, jeg har gået og samlet brødkrummer op som Hans og Grete, og nu er jeg nået til pandekagehuset – uden heks vel at mærke – i Fællessang.

LÆS OGSÅ: "Jeg tudede hele vejen hjem, for det føltes så forfærdeligt"

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mor, og det er altid hende, jeg ringer til, når der er noget, for hun er mega klog. Hun er metakognitiv terapeut, og kort fortalt går det ud på, at man ikke skal pille for meget ved noget, man ikke kan lave om på. Jeg har for eksempel let ved at få dårlig samvittighed, men min mor har lært mig, at negative tanker er ligesom en irriterende person, der banker på og spørger, om I skal drikke kaffe.

– Du vælger selv, om du siger "ja" eller "nej, jeg har desværre ikke tid lige nu” - eller slet ikke åbner døren. Når jeg står foran spejlet og siger: "Du burde tabe dig" til mig selv, er jeg blevet bedre til at sige: "Åh, jeg har ikke lige tid til de tanker i dag!" for den følelse gør intet godt for mig. Eller som min mor siger: "Bare fordi du har en pind, og der ligger en lort, behøver du ikke rode i den."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det bliver jeg ikke. Måske skyldes det, at jeg bor i et område af København, hvor folk bare ikke bliver så duperede over det. Eller også er det bare fordi, vi har brugt mundbind, lige siden jeg kom med i Fællessang. Faktisk er der kun en gang, hvor nogen har spurgt: "Øh, laver du ikke tv?" Til gengæld er der mange gamle bekendte, der har skrevet til mig, at det er hyggeligt at se mig i tv.

– Jeg har været mere nervøs for at komme online, og da det første interview, jeg gav, blev lagt på nettet, var jeg ægte bange og turde ikke læse kommentarerne. I starten bad jeg min mor eller min mand om at læse kommentarerne først og se, hvor slemt det var. Nu prøver jeg faktisk at eksponere mig selv lidt for det, men jeg har det sådan, at folk gerne må skrive "Spil noget vi kender" eller "Vi savner Philip Faber", men det er ikke rart, når de kalder mig skrigeskinke. Men hvor skal folk ellers snart lufte deres følelser henne hvis ikke på nettet? Jeg øver mig i ikke at tage imod kritik fra nogen, som jeg heller ikke ville tage imod et godt råd fra.

Hvem er Katrine Muff?

Muff fakta.jpg

  • Født i 1985.
  • Komponist og uddannet sanger fra Musikkonservatoriet.
  • Har også arbejdet som pædagogmedhjælper, handicapmedhjælper og meget andet, inden hun fik tjansen som musikalsk anker på Fællessang - hver for sig på DR.
  • Også kendt fra tv-programmerne Fra skrål til skønsang og som vokalcoach på X-Factor.
  • Aktuel med Live fra Højskolesangbogen, som sendes på DR den 25. april.
  • Gift med musikeren Anders, som hun har to døtre med.
  • Til september udkommer hendes første soloalbum, De Korte Sætningers Land, hvor hun har sat musik til tekster fra Stine Pilgaards bog Meter i sekundet.
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Parforhold og Karriere