Far til teenagere: "Jeg mærker tilværelsens tomhed komme snigende..."

Jeg har for længst glemt den dag, hvor jeg skiftede min sidste ble. Modsat det lykkelige minde om den sidste cigaret, jeg røg den 9. marts 2018 plaget af udsigten til endnu en løgn-agtig bortforklaring af den hjembragte stank af fyldt askebæger, fortaber forældreskabets milepæle sig derimod i tågerne. En dag er du ligesom bare done med den snaskede del af jobbet, ikke mere lort, ikke flere slimede snotnæser eller nedspulinger af stationcarens brækplettede måttesæt efter kør-selv-ferien.

Du tænker, at den hårde del nu er overstået, du klarede det sgu, nogle fejrer det med at knalde konen for så at begynde helt forfra ni måneder senere, andre, som mig, vi sætter TripTrap-stolene til salg på nettet, smider blespanden i containeren til småt brændbart og tænker, at det at være en god far herfra blot handler om at spille bold i haven og huske at møde op til forældremøderne til aftalt tid.

LÆS OGSÅ: Klumme: Tvivler du også konstant på dine egne bedrifter og talenter?

Men så vokser de op og bliver til teenagere, og så begynder karmaen at grine dig fjoget op i fjæset. Du opdager nemlig, at alle de søvnløse nætter med grædende babyer, overskidte bleer og lange aftener på skadestuen, fordi en eller anden igen har ædt en Playmobil-mand, åbenbart var den nemme del. Nu skal du til daglig pædagogisk akut-MUS-samtale hos dine teenagere på 15, som ærligt talt ikke synes, at du har været superfed at arbejde sammen med på det seneste, og at intet ved dig efterhånden kan imponere dem.

Jeg minder dem om, at jeg trods alt knokler mindst 40 timer om ugen for at give dem tag over hovedet og mærketøj på kroppen, men deres rullende øjne og gutturale grynt af utilfredshed fortæller mig, at det allerbedste, jeg kan gøre, er at holde mig lidt på afstand de næste fem-seks år. Og huske at efterkomme deres anmodninger på MobilePay og sørge for, at maden er klar, når de er sultne. Hvilket sgu efterhånden er hele tiden.

”Bare rolig, skat, de bliver gode igen, når de fylder 20”, siger min hustru fuld af moderlig medfølelse, når jeg beklager mig over, at mit virke som far er reduceret til et finansielt serviceorgan. Men jeg mærker tilværelsens tomhed komme snigende, for hvad er jeg egentlig som mand og far, hvis ikke en beskytter, et forbillede, et fyrtårn, mit eget afkom kan spejle sig i?

LÆS OGSÅ: Klumme: Ib kan ikke få kvinder til at sige ja – og det forstår jeg så godt!

Nu er det ikke for at være overdramatisk eller noget, men jeg begynder efterhånden at forstå, hvorfor fædre som mig går i panik og skrider fra det hele i det øjeblik, vores søde børn bliver surmulende teenagere; et eller andet skal vi jo fylde det maskuline tomrum med, når de ikke længere har brug for vores hjælp til at holde sig i live. Det er derfor, så mange af os ender med praktikanten på skødet til julefrokosten eller endnu værre ude midt på køre-banen i stramt, pangfarvet lycra med alle de andre forpustede familiefædre. Desperate efter andres beundring og et nyt mål med tilværelsen.

Men måske er livet med teenagere bare sådan noget, man lige skal lære. Ligesom da sundhedsplejersken viste os, hvordan vi skifter ble og varmer sutteflaske. Så stor forskel er der trods alt heller ikke på at have babyer og teenagere, begge dele roder, larmer og holder dig vågen om natten. Og at dømme efter hørmen, der siver ud fra deres værelser, tyder noget også på, at jeg godt kan fiske blespanden op af containeren til småt brændbart igen.