Klumme: "Pisker vi bare en stemning op, fordi vi lige nu ikke kan rejse?"

Det er på ingen måde fordi, jeg lider af rengøringsvanvid. Men nogle gange må man jo muge ud. Forleden var jeg nået til et uundgåeligt skæringspunkt, både fordi det trængte, og fordi jeg var vred, ked og skuffet over endnu et kommentarspor, endnu et debatindlæg, reaktioner mod forandring.

Jeg ville væk fra al den galde, alle automatreaktionerne og de mange løftede pegefingre og dårlige argumentationer. Jeg er, mine sicilianske rødder til trods, et utroligt konsensussøgende menneske. Eller bare konfliktsky. Forstår mig ret, alle folk må mene det, de vil, men de skal mene det på en måde, så vi andre også kan være her. Og kan de ikke finde ud af det, så må man jo tage iltmasken på og redde sig selv. Eller gå lidt væk, fjerne sig.

LÆS OGSÅ: "Jeg vil have mine gamle problemer tilbage - eller vil jeg?"

Så jeg ryddede op, rasede af og fandt uventet 80 sider med fred nederst i en bunke af alt muligt. Som en foldet tidskapsel lå der nemlig en avis fra 2014. Åh, hvor var det dog en uskyldig tid!

Simple living, simpel verden. Ingen Trump, ingen #Metoo, ingen corona. Helle Thorning-Schmidt var statsminister, og Vestager var på vej til at blive kommissær. Verden virkede til at have det nogenlunde og lignede et sted, som jeg stadig drømmer om, den måske kan blive igen. Hvilken optimisme! Hvilken bundløs naivitet!  

Der var faktisk ikke rigtigt en eneste af de nyheder, der fyldte den dag, der har trukket spor ind i alle de ting, vi snakker om lige nu alle vegne. Det er da tankevækkende?

Men der er intet som dagspressen og de daglige, kværnende debatter, der kan suge vores tid væk og æde vores sjæle op. Og vi glemmer som regel, hvad vi var så optaget af, så snart tiderne skifter, og vi er videre. Så hvorfor fylder det så meget, hvorfor slår vi os så meget på hinandens ord og holdninger? Er vi i virkeligheden bare den type menneskeaber, der vil gøre hvad som helst for at blive underholdt? Som pisker en stemning op, fordi vi lige nu ikke kan rejse eller gøre ret meget end at være på nettet med både social og asocial afstand? Er det blevet værre? 

Nej, det tror jeg ikke på. Men lidt som mig og mine bunker, så står vi vist alle ved en skillevej, et brydningspunkt. 

LÆS OGSÅ: Psykolog om corona: "Vi er begyndt at operere med et parallelt moralsk system"

Tingene var ikke en pind bedre i gamle dage, de var bare anderledes. Alt det, vi ikke kunne sige højt, fordi tiden ikke var til det, og vi havde ikke sproget for det. Alt det, der blev fejet ind under gulvtæpper eller bare gemt væk. Tænk, at det ikke er længere tid siden! Og nu skal man så have læst og påskrevet, fordi nogle folk ikke bryder sig om, at de her ting, hvad enten det er racisme, sexisme eller andre ismer, endelig bliver talt om. 

I løbet af den tid, der er gået, fra jeg har skrevet denne klumme, til den er på tryk, og dine øjne læser den, er der sket alt muligt. Måske er alle skandalerne fra mediehuse, partier og håndteringer overstået, måske er USA blevet et mindre splittet land og verden mere rolig, pandemien døet ud? Eller også er det hele blevet meget værre. 

Jeg må tro på, at det bliver bedre, at vi er midt i noget, der måske larmer og sviner og gør nas lige nu hele vejen rundt, men som også fører os alle til noget bedre. Og drikke en lille, sød kop kaffe med mig selv, inden jeg raser videre gennem bunker og kommentarer.