Mette Kirstine Goddiksen
SPONSORERET indhold

Mette modtog særlig SMS fra veninde: Den slags kan give mig en frygt for ikke at slå til

Når en ny veninde sætter et spejl op for ens vaner og præferencer...

Af: Mette Kirstine Goddiksen Foto: Peter Nørby
22. aug. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg har fået en ny ven. Hun er 20 år ældre end mig, er vokset op i overklassen og kunne velsagtens nyde østers i en alder, hvor sådan nogle som mig spiste jord med snot i ude på legepladsen. Hun deltog aktivt i ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen. Jeg deltog engang i en demo, da skolen ville fjerne Space-chokoladebaren fra bodens sortiment.

Den slags kan godt give frygt for ikke at slå til. Og frygten blev meget konkret op til sidste middagsaftale.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kan modkuren til skilsmisse være særskilte soveværelser?

”Jeg skal lige være sikker. Du kan godt lide gorgonzola, ikke”, skrev hun. Som om det var en selvfølge – men der alligevel var en fjollet, lille tvivl om, hvorvidt jeg var voksen og dannet ostespiser.

Egentlig vil jeg hellere have en ostehaps end stærk mugost. Men jeg er så høflig, at jeg spiser alt, som folk har glædet sig til at servere. Bortset fra skimmelost...

”Jo, tak. I små doser ad gangen”, fik jeg diplomatisk formuleret. Jeg begyndte allerede at lægge en strategi for at konversere klogt med litervis af mundsved og ingen vejrtrækning gennem næsen.

Hvor er fødevarepræferencer dog en kraftig social markør.

At spise vegansk er for eksempel en markør for, at man har moral og samvittighed. Mens det modsatte – altså at kaste halve pattedyr ned med fedt på hagen – for nogle er en protestmarkør over for ”alt det woke pis”.

Det kan endda være pleje af et selvbillede som rigtig mandemand, der i hvert fald ikke æder ”kaninføde”. Og så er der Mettes symbolske makrelmad. Eller ve dens omdømme, der bestiller ananas på en pizza, selvom den i forvejen er købt på hjørnet i Herning, kilometer væk fra italiensk autenticitet.

Elsker man derimod frisk koriander og selv lige kreerer moules-frites og indisk dahl på øjemål, så indikerer det, at man er en verdensmand m/k.

Ingen tør servere hvid pasta og Dolmio-sovs + ketchup for den slags mennesker! Så hellere købe asiatisk takeaway og lige hurtigt smide emballagen væk...

Østers er en anden fødevare, som er svær at sige nej til, hvis man gerne vil være med i hulen. Jeg har lært mig selv at spise dem af frygt for andre menneskers dom.

Som helt korrekt kunne være, at jeg er vokset op i middel/arbejderklassen, akkurat som de fleste andre, der slubrer østers med stærkt overdrevne nammenam-lyde. Jo. Den får en ekstra tand på nydelseslydene, fordi det er østers. For de smager ikke af så meget.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg er 46 år og har aldrig bedt om en lønsamtale..."

Interessant er det også at observere gæsterne til et middagsselskab, når de bliver spurgt, hvad de synes om vinen. Alle er bomstille, til den, som har den højeste gastronomi-status, kommer med sin dom... Nå, hun synes også, den er god? Så tør jeg også mene det...

På en måde er det både sødt og menneskeligt, hvordan vi forsøger at få status eller bare høre til i flokken via fødevarepræferencer.

Men når det bliver ekskluderende – når vi dømmer hinanden, og man ikke tør invitere gæster af frygt for ikke at have læst de hemmelige koder for gastronomisk habitus, så har vi et problem.

Og når det bliver en tosset konkurrence om at have de mest fintfølende smagsløg, så står jeg af.

For mad skal laves og indtages med kærlighed, glæde og barnlig nysgerrighed, ikke styres af frygt for at falde igennem.

Dannelse kommer heldigvis i mange former. Evnen til at læse og acceptere andres præferencer er én af dem.

Min veninde serverede blid bøffelmozzarella den aften. Jeg slap af forventningskrogen.

Ikke mindst min egen.

Anbefalet til dig