Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Kvindeliv i tre generationer
Foto: Peter Nørby

Kvindeliv i tre generationer: “Vi nægter at lade os nøje”

Sådan er kærligheden i tre generationer

Siden Merete Cordes brød mønsteret for kvinder i 1950’erne og tog på arbejde om eftermiddagen, selv om hun var nybagt mor, er der sket en kæmpe udvikling for kvinder. Eller er der? ALT for damerne har mødt tre stærke kvinder til en snak om kvindeliv, ­karriere og kærlighed gennem tre generationer.

Det er ikke svært at se, at de tre kvinder er i familie. Helt oplagt er selvfølgelig udseendet, der ikke fornægter sig fra generation til generation, men det bliver også hurtigt tydeligt, at der er tale om tre kvinder med holdninger og engagement. Normalt er det journalistens opgave at udfordre påstande og meninger, men her er det lige så ofte kvinderne selv, der afbryder de andres talestrømme med hurtige modspørgsmål som "Hvad mener du med det?" eller "Nej, synes du det?". Stemningen er dog på ingen måde trykket, og der bliver lige så ofte suppleret med jokes, grin og små enige "mmm"-lyde. De tre kvinder er Merete på 83, som er mor til Anja på 60, som er mor til Julie på 29, og de er samlet for at tale om kvindeliv gennem tre generationer.

Anja Cordes er advokat med speciale i familieret, og hun har det ikke fra fremmede. Hendes mor, Merete, var også en fremtrædende skilsmisseadvokat og etablerede advokatretshjælpen i København. Datteren Julie er ikke fulgt i de juridiske fodspor, men har også fuld gang i karrieren. Hun er management-konsulent for en stor international konsulentvirksomhed og skal snart flytte til San Fransisco på ubestemt tid for at arbejde. Det er derfor ikke helt mærkeligt, at snakken tager udgangspunkt i karriere og uddannelse.

Da Merete på 83 begyndte at studere, var hun både gift og mor i en alder af 22. Hun var et par år ældre end sine jævnaldrende studerende, fordi hun havde arbejdet som advokatsekretær inden, og dengang var det ikke normalt med såkaldte fjumreår. ­Ikke at der blev fjumret meget for Meretes vedkommende. Mens hendes mand afsluttede sit studie, arbejdede hun, og de delte børnepasningen imellem sig, hvilket var højst usædvanligt i 1950'erne.

– Vi fik Anja under hans sidste studieår, og så indrettede vi tilværelsen sådan, at han kom hjem fra universitetet kl 12, så ammede jeg Anja og tog på arbejde til kl 17. Han var fremragende til at passe Anja og kunne klare sine studier samtidig med, at hun sad i kravlegård. Det var ret fantastisk, for sådan var fædrene ikke dengang, men sådan var Anjas far. De fleste af mine jævnaldrende veninder var hjemmegående, og jeg følte det som et enormt privilegium, at jeg kunne tage en uddannelse samtidig med, at jeg ­havde børn, fortæller Merete.
Modsat sin mor fik Anja først børn efter studiet, og for hende var det ikke på samme måde et privilegium at tage en uddannelse.

– For min generation var det blevet en selvfølge at tage en videregående uddannelse i det miljø, jeg var i, og på den skole, jeg blev student fra, siger Anja.

På studiet oplevede Merete ­allerede kvindernes indtog, og omkring en tredjedel var kvinder. Da Anja læste cirka 20 år senere, var det omkring halvdelen, der var kvinder, og Julie, der læste økonomi og psykologi, gik næsten kun sammen med kvinder. For alle var billedet dog anderledes, da de kom ud på arbejdsmarkedet, der i højere grad var mandsdomineret. Mest udtalt er det for Julie, der er management-konsulent, hvor der er mange rejser.

– Jeg har virkelig ofte prøvet at sidde i et fly på vej til Stockholm, hvor der kun var mænd. Man kan mærke, at så snart det er noget, der kræver tid og fleksibilitet, så tager mandekønnet over. Man kommer ikke udenom, at det stadig er kvinderne, der sidder på det med at skulle tage sig af børnene og hushold, siger Julie om sin ­branche.

LÆS OGSÅ: ”Vi lever stadig i et samfund, hvor kvinder skal kunne passe en størrelse 36 og ligne en på 32”

Karriere og kvinderoller
Julie har været frontfigur i netværket "Female leaders of tomorrow" på sin arbejdsplads, hvor det blandt andet handler om, hvordan man undgår at blive set som "en lille kvinde".

– Det er vigtigt for os, at vi ikke indtager en offerrolle og sidder og siger "ej, hvor er det synd for os", men der sker nogle ting, når man er en minoritetsgruppe, som gør, at man bliver behandlet anderledes, og jargonen er anderledes. Vi er jo forskellige, og som kvinder er vi måske kodet til at være lidt mildere, siger Julie.

– Det er du da aldrig blevet kodet til, afbryder Anja.

Anja og Merete kan ikke helt genkende kønsproblematikken fra jurafaget, måske fordi der er mange flere kvinder i jura. Julie griner, at nej man skulle ikke tro, det var mildheden, hun var blevet kodet til, med Anja og Merete som rollemodeller, men hun kommer alligevel med nogle eksempler på adfærd, der i hendes optik oftere er typisk for kvinder end mænd.

– Kvinder kan være mere undskyldende i deres tilgang: "Jamen undskyld, jeg er meget ked af at bede dig om det her, men må jeg lige låne, eller kan du måske hjælpe mig...?" Hvor mænd er mere sådan "jeg skal bruge det her inden kl. 16". Og hvis jeg er til et møde med 20 mænd, har jeg oftere lyst til at hjælpe personalet med lige at samle kopperne end ­mændene, der rejser sig op og begynder at netværke med chefen i stedet. Men ­noget af det, diskussionen går på, er jo, om man bliver behandlet anderledes, ­eller om man selv opfører sig på en måde, som gør, at man bliver behandlet sådan. Og så har jeg også oplevet, at man skal begynde at forsvare, at det er ens dygtighed og ikke ens køn, der gør, at man kommer frem. Man taler ­nogle ­gange om "den bedste kvinde på markedet" – hvorfor kan man ikke bare ­være den bedste på markedet? Det er jo også et problem, når man ikke måler kvinders evner på samme skala som mændenes, siger Julie.

Hun kan også komme på eksempler på sexisme i forbindelse med ­arbejde: Lumre mails, små kommentarer om, at det ikke er så mærkeligt, at chefen kan lide hende, at blive bedt om at gå op på stiger for at skifte pærer og blive kommenteret for sit outfit i stedet for sit arbejde.

– Jeg tror, det er min fordel, at jeg har brødre og har nogle ret stærke kvinder som rollemodeller. Jeg tror, jeg er ret god til at ryste det af mig og svare mænd igen, og det er en rigtig stor fordel, så man ikke bliver set som en lille pige, siger Julie.

Netop kombinationen af køn og alder har både Anja og Merete også fået kommentarer på, da de var yngre.

– Jeg har oplevet at blive kaldt "lille De" – det har du sikkert også, spørger Anja sin mor.
– Ork gud! "Min unge kvindelige kollega" i retssalen, hvortil man selvfølgelig replicerer "Hvad har min alder, og hvad har mit køn med sagens substans at gøre?" Men det var helt typisk altså. Og som ganske ung advokatsekretær var det der med at blive taget på lårene og taget på røven og sådan noget jo relativt almindeligt. Men det gjorde man ikke oprør over, man smilede genert og prøvede at værge for sig, men man blev ikke rasende, svarer Merete.

Men selvom man ikke blev rasende over den slags, betød det ikke, at man var undskyldende generelt. Da snakken falder på påklædning på arbejdspladsen, udbryder Merete, at hun som ung havde hotpants på i retten, hvilket hverken Anja eller Julie kunne finde på at iklæde sig i dag.

– Jeg tror helt bestemt, at der er sket en udvikling, fordi det var en provokation, da Merete mødte op som en ung, smækker hotpants-ting. I dag er der større grad af frihed omkring påklædning. Jeg vil altid super gerne se smart og lækker ud, men jeg vil aldrig nogensinde bedømmes på mit udseende, siger Anja.

LÆS OGSÅ: 3 generationer under samme tag

Kærlighed og valg
Et andet sted, hvor der tilsyneladende er sket en udvikling, er tidspunktet man stifter familie på og måske endda også, hvordan man finder den. Merete var 21, da hun fik sit første barn, Anja var 27, mens Julie er 29, single og på vej til San Fransisco. Og det er ikke usædvanligt. Ifølge hende er det blevet mere accepteret at få børn sent eller simpelthen vælge børn og endda mand fra. Der er kommet mere fokus på én selv og på at gribe nogle af alle de muligheder, der er blevet tilgængelige.

– Jeg tror, vi er blevet mere selektive. Det forventes ikke, at man finder en mand, og man går ikke på kompromis. Der er mange høje forventninger til en selv på ­mange måder, fordi man kan tage så mange valg og styre uden om så mange ting, og det kan godt være lidt overvældende, fortæller Julie, og Anja fortsætter:

– For mig var det ikke et valg. Jeg mødte ham, jeg blev forelsket i, og blev gravid med tre måneder efter. Der var ikke nogen refleksion. Det, mange unge gør i dag, er jo den der "arh, er han god nok? Skal jeg ikke lige hellere prøve den næste?" Og så swiper man videre: "Ej det var sgu ikke helt fedt. Jeg synes på en måde, det var lidt irriterende med den plet, han havde oppe på højre øre, jeg prøver lige den næste". Den udvælgelses- eller roden rundt-proces fandtes jo ikke for 35 år siden.

– Den fandtes heller ikke for 50 eller 60 år siden, tilføjer Merete.

Julie er ikke selv på datingapps længere, fordi det fjerner for meget af romantikken.

– Jeg tror generelt, at de, der er på en datingapp, har sværere ved at gå af den igen og binde sig til en, fordi det ikke bliver lige så meget en wauweffekt, når man møder nogen. Der er gået hobby i hele tiden at gå på dates med nye mennesker. Man skal aktivt vælge en til. Før der fandtes de apps, var det jo meget sjældnere, man mødte nogen, så når man gjorde, fyldte det rigtigt meget. Nu kræver det, at du står betydeligt ud af mængden, for at man binder sig. Jeg synes, det er lidt trist, så derfor er jeg gået af appen, siger Julie.

Men det at binde sig er heller ikke på samme måde for evigt, som det var tilfældet tidligere, fortæller Merete:

– Der var en mere seriøs holdning i 1954 til ægteskabet, og når man mødte nogen, så skulle man være gift forever. Jeg har altid syntes, at ægteskabet var noget, man skulle kæmpe for, og det var et arbejde, og det var ikke noget, man bare smed over bord. Det har jeg plæderet for i min praksis og også i mit eget liv: at der skulle kæmpes, og der skulle dagligt kæmpes, og det var svært. Sådan var det. Det var ikke det der med "nu ser vi, hvordan det går, og så kan vi jo altid blive skilt". Det var ikke løsningen. Det var forever, siger Merete, og Anja tilføjer tørt:
– Ja, det varede kun lige 20 år, for så kom 60'erne og 70'erne, og så blev alle skilt, og det har jo ikke ændret sig.

Ifølge de tre kvinder giver man hurtigere op i dag og vil ikke nøjes.
– Jeg tror, vi er blevet mere egocentrerede. Det handler meget om ens egen lykke, og får JEG det meste ud af MIT liv. Vi er meget mere frie til selv at tage en beslutning, og så er der bare meget mere mig-mig-mig, og hvis jeg ikke kan udleve mit jeg i det her ægteskab, så går jeg. Man vil heller ikke længere være den svage kvinde, der finder sig i at blive behandlet skidt af en mand, når man godt kan klare sig selv. Så hvis han er utro, så er det bare ud ad døren, siger Julie.

Et vigtigt aspekt af udviklingen er også, at kvinder i højere grad har opnået økonomisk ligestilling og dermed har råd til at blive skilt. Merete fortæller om en sag fra dengang, hvor det ikke var tilfældet på samme måde:

– I en af mine første ­ægteskabssager havde jeg en klient, som, jeg syntes, var ældgammel og havde været gift i en menneskealder, og jeg sagde til hende: "Skulle De ikke lige tænke Dem om, det er jo et meget alvorligt skridt", og så sagde hun: "Nu skal jeg sige Dem noget, nu har jeg levet med den mand i alle de år og været hjemmegående husmor, og jeg har hadet ham fra dag 1, men jeg kan jo ikke forsørge mig selv, men nu får jeg folkepension, og nu kan jeg forsørge mig selv, så jeg skal skilles".

LÆS OGSÅ: "Derfor sætter jeg pris på at rejse med min mor"

Stærke rollemodeller og næste generation
Undervejs i interviewet kommer ­Julie til at sige "hårde ­kvinderollemodeller" om sin mor og mormor, hvortil ­Anja ­tilføjer: "Jeg kan bedre lide, at du ­siger stærke end hårde", og de alle griner lidt. Men at Cordes-kvinderne er stærke kvinder, lader der til at være enighed om, og det har været afgørende for dem alle i deres opvækst.

– En af de vigtigste ting har været den selvfølgelighed, hvormed der i hovedet hos mig var, at jeg skulle tage en uddannelse, og den der helt klare selvfølgelighed med, at man skulle kunne klare sig selv, som jeg håber og tror, jeg også har kunnet give videre til Julie. Det handler simpelthen om at vide, at uanset hvad der sker, så kan jeg klare mig, og jeg kan betale mine regninger. Det kan godt være, at jeg personligt er følelsesmæssigt ked af det eller et vrag, men jeg kan klare mig. Det, synes jeg, er meget afgørende, siger Anja.

Både Julie og Merete er enige, og Julie fortæller om, hvordan hun aldrig har haft behov for at læne sig op ad nogen økonomisk og stadig kan blive overrasket, når nogle nævner det som en faktor i romantiske relationer. Hun er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med stærke rollemodeller, og at hun også helt naturligt skulle klare mange ting, fordi hendes forældre arbejdede og rejste meget.

– Vi er vokset op med frie rammer, men jeg har altid sagt, at det er noget, der gør, at jeg er så selvstændig, siger Julie.

Den næste generation af Cordes-kvinder er allerede kommet til verden. Lille Sonja, der er henholdsvis oldebarn, barnebarn og niece til de tre kvinder. Hvordan hendes fremtid kommer til at se ud, er selvfølgelig ikke til at sige, men forhåbninger kan man altid komme med.

– Jeg håber for Sonja, at hun får de samme input til at skabe sig et spændende selvstændigt liv med en god uddannelse og et spændende job og får en frihed til at kunne det. Men jeg håber også meget for hende, at hun kan vokse op i en familiesammenhæng med nogle mennesker, hvor det ikke bliver det der lidt forfløjne liv, men at man stadigvæk kan se en værdi i et fællesskab. Og så håber jeg på en større grad af accept af, at man hver især vælger, hvad man gerne vil, uden man skal belemres med fastlåste forestillinger om, hvordan mand, kvinde og mor skal være, men at man kan få lov til at træffe sine valg og ikke blive bedømt ud fra en kønsforudsætning. Det er i orden, at der er nogen, der gerne vil arbejde, og det er i orden, der er nogen, der hellere vil gå hjemme og være sammen med deres børn, siger Anja.

Julie afslutter med at vende tilbage til det hav af valg, der præger hendes generations liv, hvor man hurtigt er videre til det næste og afprøver så mange muligheder som muligt.

– Jeg er lidt bekymret for det her med – som jeg selv er underlagt – at folk har så svært ved at dvæle ved noget. Det går så hurtigt med at skulle videre til det næste hele tiden. Det, håber jeg, får en modreaktion og en anden udvikling på et tidspunkt. Jeg synes, alting går meget hurtigere, og der er kommet mange flere valg. Det hele er op til en selv, og det kan være svært at mærke mavefornemmelser, når der er nye fornemmelser og valg hele tiden. Der er bare mange døre, der åbnes, men jeg tror, man skal være meget bedre til at lukke dem. Man skal være meget bedre til at begrænse sig selv faktisk. Siger jeg på vej til San Fransisco og nye åbne døre...! 

LÆS OGSÅ: Der er ikke markant flere mænd på forældreorlov, end der plejer

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far

LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”

Kvinderne

Merete Cordes, 83, pensioneret advokat, mor til to, enke. Mormor til Julie og mor til Anja.

Anja Cordes, 60, advokat, mor til tre, gift. Datter til Merete og mor til Julie.

Julie Cordes, 29, management konsulent, single. Datter til Anja og barnebarn til Merete.

Rejsen mod ligestilling

1915:
Kvinder får stemmeret og er valgbare til Rigsdagen på samme betingelser som mænd.

1921:
Kvinder får lige adgang til offentlige embeder. Undtaget er stillinger i militæret og som præst.

1924:
Den første kvindelige minister udnævnes.

1939:
Ret til barselshvile otte uger efter fødsel og pligt til fire ugers arbejdsophør med dagpenge efter fødsel.

1957:
Det indføres ved lov, at kvinder og mænd skal have samme folkepension.

1960:
Der indføres 14 ugers barselshvile for dagpengeforsikrede og to uger for
selvstændigt erhvervsdrivende, der er dagpengeforsikrede.

1966:
P-pillen frigives.

1973:
Retten til legal abort sikres ved lov.

1980:
Graviditetsorlov på fire uger før fødslen og barselsorlov 14 uger efter fødslen.

1984:
Mænd får adgang til at holde barselsorlov.

1995:
Den første kvindelige politidirektør udnævnes. Den første kvindelige direktør for Nationalbanken udnævnes. Den første kvinde biskop udnævnes. Den første kvindelige vismand indtræder i Det Økonomiske Råd.

1999:
Danmarks første ligestillingsminister bliver udpeget.

2002:
Barselsorloven bliver forlænget til i alt 52 uger. Faderen har ret til 2 ugers fravær fra arbejdet inden for de første 14 dage efter fødslen. Moderen har ret til fravær fra arbejdet fire uger før fødslen og 14 uger efter fødslen. De resterende 32 uger kan de dele efter eget valg.

2011:
Danmark får sin første kvindelige statsminister.

Kilde: Danmarks Statistik og KVINFO

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Familieliv, Samfund og Kærlighed