Kvinder tjener mindre på at uddanne sig
SPONSORERET indhold

Kvinder tjener mindre på at uddanne sig

Uddannelse betaler sig - men det betaler sig bedre for mænd end for kvinder, ifølge en ny undersøgelse fra SFI.

Af:: ALT for damerne Foto: Getty Images
26. sep. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

De højest uddannede får ikke overraskende den højeste løn, ifølge SFI - både når man ser på hele arbejdsmarkedet og på om det er mænd eller kvinder.

Men tallene viser også, at kvinder samlet set får mindre ud af at uddanne sig end mænd gør, når man måler på størrelsen af lønningsposen.

Det skyldes bl.a., at der er en overvægt af kvinder i det offentlige, mens mænd oftere søger mod det private erhvervsliv.

Og særligt når man har en mellemlang uddannelse, er der højere løn at hente i det private, skriver SFI i en pressemeddelelse.

Men der er lyspunkter i undersøgelsen set med kvindelige briller, for ser man udelukkende på den offentlige sektor, er lønafkastet lidt større for kvinder end for mænd.

Offentligt ansatte kvinder får altså relativt mere ud af at uddanne sig end offentligt ansatte mænd. Men da de starter fra et lavere udgangspunkt – fordi uuddannede kvinders løn er lavere end uuddannede mænds – så ligger kvindernes faktiske timeløn stadig under mændenes, uanset uddannelsen.

LÆS OGSÅ: 7 tip: Sådan får du mere i løn