Læs om Daphne Guinness: “Det skræmmer mig at være social”

Hvis afdøde Alexander McQueen var engelsk modes kronprins, er veninden og musen Daphne Guinness stadig dens kronprinsesse. Men hvem er kvinden bag det hvid-sorte hår, couture-kjolerne og de hæleløse sko? Vi går helt tæt på et af modeverdenens største nulevende ikoner og en sand original.

Der er modeller, muser, it-piger og fashionistaer, skuespillerinder og designere. Og så er der Daphne Guinness. Et omvandrende kunstværk i couture, som kan skrive alle de førnævnte titler på CV’et – for blot at nævne et udvalg.

I efteråret 2011 var det nærmest umuligt at gå rundt i New Yorks gader uden at se spor efter hende: Hun var en af modellerne i en fotoudstilling af vennen David LaChapelle på The Lever House Art Collection, og på Metropolitan Museum of Modern Art, lige på den anden side af gaden fra Daphne Guinness’ lejlighed, kunne man se en større udstilling af afdøde Alexander McQueens design, deriblandt flere kjoler fra Daphnes private samling. I forbindelse med velgørenhedsballet, der åbnede McQueen-udstillingen i august, optrådte hun helt ekstraordinært som vinduesmodel for stormagasinet Barney’s. Her stod Daphne til offentligt skue og prøvede forskellige outfits, inden hun til sidst valgte en overdådig fjerkreation af den nye McQueen-designer Sarah Burton og forlod vinduet for at tage direkte til ballet.

Fra september 2011 til januar 2012 har New Yorks Fashion Institute of Technology desuden åbnet dørene for en udstilling udelukkende bestående af tøj og sko fra Daphne Guinness’ fantastiske couturesamling, mens kvinden selv har været i gang med at skrive på sin første roman, male og producere og spille med i tre kortfilm (i 2004 blev kortfilmen Cashback, som Daphne producerede, nomineret til en Oscar). En af de nye film handler om at bytte sjæle.

“Jeg er klar til at kaste mig over hvad som helst, der er lidt ud over det sædvanlige,” fortalte Daphne tidligere i år til avisen The Daily Telegraph.

Hun er i det hele taget involveret i så mange kreative projekter, at det kan være lidt vanskeligt at beskrive, hvad den 44-årige stoiske skønhed egentlig laver professionelt. Hvad hun nok i virkeligheden er mest af alt, er da også noget så sjældent i vor tid, at vi har det med at affeje det som excentricitet: Hun er en kvinde, som altid er sit eget, unikke og autentiske jeg. Med sit iøjnefaldende stinkdyr-stribede hår og sit skæve miks af couturekjoler, hæleløse signatursko og eget design er Daphne Guinness en sand original i samme skæve og fascinerende kategori som de nu afdøde ikoner Isabella Blow, Diana Vreeland og ‛Little Edith’ Bouvier Beale.

“Hun er muligvis verdens bedst klædte kvinde,” har vennen og designeren Tom Ford sagt om Daphne, hvis klædeskabe bugner af eventyrlige specialsyede kreationer fra Ford selv, Gareth Pugh, Karl Lagerfeld, Balenciaga og Alexander McQueen.

Selvfølgelig hjælper hendes mange penge både tøjsamlingen og den særprægede livsstil som professionel original på vej, for som familiemedlem af det engelske Guinness-dynasti er Daphne uden tvivl rigere, end de fleste af os nogensinde bliver. Men dog ikke så rig, som mange tror:

“De færreste er,” har hun selv bemærket til The Daily Telegraph.

Med Dalí som nabo

Daphne Guinness’ boliger i New York og London er lige så chikke og quirky som hun selv: skinnende sortlakerede gulve i gangene, enorme spejle, bøger spredt overalt og kunst i verdensklasse på hver en væg. I hallen i New York-lejligheden finder man fx et kæmpe kalejdoskopisk kunstværk med en sværm af sommerfugle af den britiske kunstner Damien Hirst, mens der i stuen hænger fotografier af den japanske kunstner Araki og de amerikanske fotografer David LaChapelle og Gregory Crewdson. I lejligheden i London blandes rejsesouvenirs fra Kina til Cambodja med store engelske lædersofaer, skulpturer, små udstillingsæsker med tørrede insekter og malede portrætter af Guinness-familien. Men Daphnes lejligheder er langtfra en rig socialites udstillingshjem: De er rodede og godt levede i og bliver brugt mere til arbejde end cocktailfester (som Daphne i øvrigt hader).

Daphne Guinness selv er da heller ikke et billede på den typiske socialite, og selv om hendes eventyragtige, ofte gotisk-inspirerede look umiddelbart lægger sig mere op ad den onde dronnings end Snehvides, bliver hun gang på gang beskrevet som virkelig godt selskab af alle fra overraskede journalister til bekendte: sjov og imponerende belæst og med masser at sige om alt fra New Yorks fallerede klubscene til moderne musik og kvantefysik. Hun hader tanken om plastikkirurgi, og hendes smukke ansigt er derfor animeret og med præcis så mange linjer og smilerynker, som en 44-årigs ansigt burde have.

Som datter af baronen Jonathan Guinness – hvis forfædre grundlagde det irske ølimperium Guinness – tilbragte Daphne det meste af sin ret specielle barndom med at flytte frem og tilbage mellem Irland, Paris, familiens landejendom i Warwickshire i England, deres hus i London og sommerhuset i Cadaqués i Spanien, hvor Salvador Dalí var en af naboerne. Barnet Daphne svømmede rundt blandt hummere i Dalís pool, men eftersom kunstneren insisterede på at hælde godt med klor i vandet, var de fleste af dyrene altid på et mere eller mindre halvdødt stadie. Andre af samtidens kunstnere som Man Ray, Dieter Roth, Richard Hamilton og David Hockney slog også vejen forbi Cadaqués og kom ofte på besøg hos Guinness-familien.

Daphnes bror, Sebastian, er fem år ældre, og selv om hun som barn også så sine tre ældre halvsøskende fra sin fars første ægteskab, var hun ofte alene – tit glemte forældrene at hente hende fra skole, og en enkelt gang blev hun sågar glemt i haven hos et vennepar af familien, da hendes forældre i al hast skulle rejse til Spanien i påsken.

“Mine forældre ankom til Spanien, hvor det gik op for dem, at jeg ikke var med. Jeg tullede stadig rundt i den åndssvage have i Irland og ledte efter påskeæg. Jeg var otte år gammel og havde ingen idé om, hvordan jeg skulle komme ind i huset. Jeg tror, at jeg tænkte: “Nå o.k., så bygger jeg da bare en hule af grene og bor her,”” har Daphne fortalt til Harper’s Bazaar.

Men hun passer på med at komme til at lyde som en poor little rich girl, for hun er ikke bitter over sin opvækst:

“Mine forældre var aldrig helt normale, men det var o.k.,” fortalte Daphne i år til Harper’s Bazaar.

Som lille læste hun, klatrede i træer og byggede damme i floden ved Warwickshire. Familiens ejendom lå midt i et mineområde, og når skakterne blev lukket og pumperne slukket, løb der rødlig jernoxid ud i vandet. Daphne har senere fortalt, at hun troede, at jorden blødte i sympati med de mænd, der mistede deres job, når en mine lukkede.

“Jeg udviklede en god fantasi. Jeg levede altid meget mere i mit eget hoved end nogen andre,” sagde hun i år til The Daily Telegraph.

En morder i hjemmet

Da Daphne Guinness var bare fem år, gennemlevede hun en bizar og skræmmende oplevelse med en ven af familien, Tony Baekeland. Han kom en dag forbi for at lede efter sin mor, Barbara, der på det tidspunkt var ude af huset med Daphnes mor.

“Da jeg først så ham, troede jeg, at han var kommet for at fortælle mig en historie. Men pludselig trækker han en kniv frem,” har Daphne fortalt til The Daily Telegraph.

Baekeland slæbte Daphne rundt i huset i søgen efter sin mor, alt imens han fortalte den lille pige, at han ville dræbe alle kvinder, og at han ville starte med hende.

Daphne er i dag ikke sikker på, hvor meget af det, hun husker selv, og hvad hun har læst sig til som voksen i et forsøg på at få brikkerne til at falde på plads.

“Jeg kan huske smagen af blod i munden. Det var som at være i trance, og det at prøve at snakke fornuft til et menneske, som tydeligvis var skørt, var meget forvirrende,” har hun senere sagt om de forfærdelige timer, hun gennemlevede i sit eget hjem.

Til sidste lod Baekeland Daphne gå, men den næste dag dræbte han sin egen mor. År senere, efter han blev løsladt fra fængslet, dræbte han også sin bedstemor. Dette fik Daphne aldrig fortalt som barn, og hendes spørgsmål om, hvad der egentlig var sket, blev ikke besvaret.

“De hviskede alle sammen nedenunder i stuen, men ingen af de voksne ville sige noget som helst dengang. Jeg prøver at stykke det hele sammen den dag i dag, og jeg har bl.a. gennemgået det med min far. Han sagde: “Der var tegn på, at Tony ikke var helt normal.” Og jeg sagde: “Jo tak, det kan jeg godt skrive under på.” Men det har været svært for min far at tro på dengang, at en af hans gode venners søn var skizofren,” har Daphne Guinness fortalt.

Hun har siden udtalt, at episoden ikke har gjort hende til en frygtsom person, men at den muligvis er grunden til, at hun i dag som udgangspunkt altid forventer det værste:

“Når der sker gode ting omkring mig, har jeg en tendens til at blive overrasket,” sagde hun fx tidligere i år.

Fascistiske forbindelser

Det gik ikke op for den unge Daphne Guinness, hvor usædvanlig en barndom hun havde, før hun blev sendt på kostskole som 11-årig og pludselig fandt ud af, at ingen af hendes venner levede på samme måde som hende. Men hun lærte at tilpasse sig en hel vifte af forskellige verdener.

“Nu kan jeg bevæge mig ubesværet stort set overalt. Og jeg har været nogle mystiske steder i mit liv,” har Daphne fortalt til The Daily Telegraph.

Da Daphne var 13, blev hendes verdensbillede endnu en gang vendt på hovedet, da hun fandt ud af, at hun havde yderligere tre yngre halvsøskende via faderens elskerinde, en new age-hippie-type ved navn Susan Taylor (i folkemunde kaldet ‘Shoe’). I dag er hun dog tæt på alle sine søskende:

“Vi er en kompliceret familie. Men det fungerer. Vi elsker alle sammen hinanden,” har hun udtalt.

Daphnes yngre halvbror Tom har været model for Burberry og datede tidligere it-pigen Daisy Lowe, mens hendes halvstorebror Jasper døde af lungekræft som 57-årig tidligere i år.

“Du godeste, han var tapper. Han lærte mig meget om styrke,” sagde Daphne efter hans død. Daphne Guinness’ mor, en fransk socialite ved navn Suzanne Lisney, døde i 2005, og Daphne beskriver hende som lidt af en gåde:

“Jeg kunne aldrig greje hende. Jeg blev jo sendt på kostskole som 11-årig og blev derefter gift ung, så jeg lærte hende aldrig rigtig at kende,” har hun fortalt til The Daily Telegraph.

I et senere interview med Harper’s Bazaar i år indrømmede hun: “Min mor var bare ikke så meget til pigebørn, men min bror Sebastian betød alt for hende.”

Daphne var tættere på sin bedstemor Diana, en af de glamourøse, men kontroversielle Mitford-søstre (seks society-søstre, som i 30’erne sammen med resten af Mitford-familien sympatiserede med Hitlers fremmarch i Europa, red.). Daphne husker hendes som en meget morsom, elegant og belæst kvinde. Politik blev aldrig diskuteret imellem dem, så Daphne har senere fortalt, at hun ikke anede, at Dianas mand nummer to, Oswald Mosley, havde været leder af Den Britiske Fascist Union, og at Diana havde siddet i fængsel under Anden Verdenskrig pga. sine direkte forbindelser til Hitlers inderkreds. Da Oswald Mosley døde i 1980, blev nyheden bragt på BBC, som Daphne og hendes kammerater fik lov til at se i skolen. Før den unge Daphne rigtig havde nået at høre, hvad der blev sagt på fjernsynet, råbte hun, at ham Oswald kendte hun da – det var jo bedstemors mand.

“Og det var så dét for mig. Jeg var persona non grata resten af mine skoledage,” fortalte Daphne tørt til The Daily Telegrapgh i år.

Hun er stadig forvirret over sin bedstemors valg og har ved flere lejligheder understreget, at selv om hun elskede hende, deler hun ikke bedstemoderens meninger.

“Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at læse en bog om det emne. Det er svært at tro på, at det rent faktisk var sådan, virkeligheden så ud. Jeg tror, at min bedstemor blev meget forelsket i Oswald, og hvis hun havde prøvet at bakke ud af forholdet, ville hun selv have følt det som forræderi, fordi hun var så loyal. Men efter hans død blev hun faktisk mere og mere liberal, som tiden gik. Det var virkelig sørgeligt – hvis hun var blevet sammen med min bedstefar (Dianas første mand, red.), havde historien omkring hende og hendes eftermæle set helt anderledes ud i dag.”

Gift som 19-årig

Som teenager i 80’erne kastede Daphne Guinness sig over den ny-romantiske bevægelse, der handlede om at klæde sig ud for at vise, at man var anderledes, men også en del af en særlig klan (tænk David Bowies Ziggy Stardust møder Boy George til bal i Venedig). Hun festede i New York, hvor storesøsteren Catherine arbejdede som personlig assistent for Andy Warhol og havde i lang tid seriøse planer om at studere opera (hun har efter sigende en smuk stemme og var blevet tilbudt en plads på den prestigiøse skole Guildhall).

Men så, på en skitur som 17-årig, mødte Daphne den 12 år ældre græske shippingmilliardær Spyros Niarchos og blev stormende forelsket.

“Jeg tænkte: “Wauw, han ligner filminstruktøren François Truffaut,”” fortalte hun senere om mødet med sin første og indtil videre eneste mand.

Hun giftede sig som 19-årig og fødte parrets første søn, Nicholas, nu 22, et år senere, efterfulgt af sønnen Alexis, 20, og datteren Ines, 16. Mens Daphnes venner tog på universitetet og startede karrierer, blev hun selv omslugt af endnu en lukket og rig familie og flyttede rundt mellem deres hjem i Schweiz, New York og Grækenland.

“Jeg mistede langsomt kontakten med alle, jeg kendte,” fortalte Daphne senere.

I 1999 blev hun skilt fra Spyros, og i årene efter talte hun åbent om ægteskabet, som havde hun været en fugl i et gyldent bur.

I dag siger hun dog, at hun har et glimrende forhold til sin eksmand, og at hun sætter pris på den tid, hun havde til børnene og til at læse og tænke i stedet for at have været ude på jobmarkedet.

“Måske gjorde det, at jeg bevarede min fantasi. Og jeg havde virkelig en vidunderlig tid med mine børn,” udtalte Guinness tidligere i år.

Tragiske bedstevenner

Efter skilsmissen vendte Daphne Guinness tilbage til London med et stærkt behov for at genopfinde sig selv og ikke mindst sit look. Ud røg først de sexede selskabskjoler, derefter det gyldenblonde hår. I løbet af det næste årti rejste Daphne Guinness sig som en anden fugl Fønix med en stadigt mere outreret og dybt personlig stil.

“Daphne forstår modens potentiale til at forme en identitet og dens evne til at transformere og remodellere en krop,” sagde Andrew Bolton, kurator på Metropolitan Museum of Art, til Harper’s Bazaar i år.

Men for Daphne har det at klæde sig ud samtidig altid været en måde at gemme og beskytte sig på. Som en slags ekstra lag hud, hun tager på, inden hun skal møde verden.

“Hvad der startede som camouflage, endte med at blive noget, der fik mig til at skille mig ud. Men det var ikke så meget min skyld – det handlede mere om, hvad der skete med resten af verden. På et tidspunkt gik alle andre bare ligesom i stå i deres stil,” har Daphne fortalt.

Hendes unikke look tiltrak andre ligesindede sjæle i London, blandt dem stylisten Isabella Blow, designeren Alexander McQueen og hans smykkesamarbejdspartner Shaun Leane. De fire blev tætte venner med et helt særligt bånd:

“Det er meget sjældent at finde en gruppe mennesker, hvor du faktisk ikke behøver at udtrykke dig i komplette sætninger – de forstår dig bare. Man behøver slet ikke sige noget. Og man tror, at det vil vare for evigt, at vi altid vil være sammen, og når det ikke gør, er det virkelig deprimerende,” fortalte Daphne til The Daily Telegraph i år.

Hun har stadig svært ved at sætte ord på, hvordan det føltes, da McQueen ringede hende op dengang i 2007 for at fortælle, at Isabella Blow havde begået selvmord ved at drikke plantegift, og derefter, tre år senere, at få det samme opkald fra Shaun Leane om, at McQueen havde hængt sig. Vennen David LaChapelle tog direkte over til Daphnes lejlighed, da nyheden om McQueens død spredte sig den 11. februar 2010.

“Jeg fandt hende helt krøllet sammen i biblioteket. Vi tilbragte de næste tre dage i hendes skab, hun ville ikke se nogen. Hun blev ved med at tage forskellige outfits af Lee (Alexander McQueens kælenavn, red.) af og på,” har David LaChapelle siden fortalt til Harper’s Bazaar.

Selv har Daphne sagt: “Det var skrækkeligt. Man kan ikke lade være med at tænke “hvad nu hvis …?” Men man kan ikke ændre på, hvad der er sket. Alexander var så venlig, genert, loyal. Han var der altid, hvis man var ked af det. Han var en sand aristokrat med en nobel ånd, som man ikke ofte møder,” fortalte Daphne Guinness til The Daily Telegraph efter vennens død.

I forbindelse med det royale engelske bryllup i år spurgte folk hende, hvordan Kate Middletons brudekjole mon havde set ud, hvis den var blevet designet af McQueen selv og ikke hans efterfølger Sarah Burton.

“Lee var aldrig blevet spurgt,” var Daphnes korte svar.

Redder venindens tøj

Hun finder det mærkværdigt, hvordan folk bliver mere værdsatte post mortem, og særligt i Isabella Blows tilfælde hadede hun måden, hvorpå en menneskelig tragedie blev til selskabs-sladder og en del profit-genererende bøger.

“Issy var den, der hev mig tilbage til livet efter min skilsmisse. Vi havde den samme smag, den samme humoristiske sans. Men hun blev misforstået, mens hun levede. Nu, efter hendes død, sætter alle pludselig stor pris på hende,” har Daphne udtalt til Harper’s Bazaar.

Da hun hørte, at Isabella Blows søstre havde tænkt sig at bortauktionere modeikonets tøj, trådte Daphne til og købte rub og stub for at sikre, at den meget personlige samling ikke blev splittet op. Der er endnu ikke taget nogen beslutninger om, hvor det hele skal ende, men Daphne arbejder sammen med Blows familie for at finde en løsning, så tøjet kan blive en kilde til research for modestuderende og -historikere og dermed en passende hyldest til hendes gamle veninde.

“Jeg vil bare gerne have, at det hele lander et sikkert sted, hvor samlingen kommer til sin ret,” har Daphne udtalt.

Hun besøgte McQueen-udstillingen i New York et par gange i år:

“Men det knuste mit hjerte hver gang, for han var så meget til stede i det hele,” fortalte hun The Daily Telegraph.

Hun og McQueen snakkede aldrig så meget om tøj sammen. Eller om mode i det hele taget. Det var paradoksalt ikke noget, der interesserede nogen af dem:

“Alexander var mere interesseret i den måde, ting er lavet på. Han ville gå i dybden med sømmene og skille ting ad. Men han tænkte aldrig i sæsoner. Han havde en meget klar vision, og jeg tror ikke, at der nogensinde vil komme en anden som ham,” har Daphne fortalt til The Daily Telegraph.

Rustning med 5.000 diamanter

Selv om hun ofte bliver beskrevet i medierne som en society-pige, der fotograferes til fest efter fest, går Daphne Guinness ikke så meget ud længere og er faktisk ret genert:

“Intet skræmmer mig mere end at være social,” forklarede hun The Daily Telegraph i år.

Til Harper’s Bazaar uddybede hun efterfølgende:

“Jeg kan ikke lide vin. Hvis jeg skal drikke, sipper jeg en enkelt tequila, men kun én, fordi jeg er så lille, og fordi der i mine øjne ikke er noget mere ucharmerende end en fuld kvinde. Jeg bryder mig ikke om fester eller om at mingle med folk.”

Med det in mente er det egentlig ikke så overraskende, at Daphne har udviklet en fascination af at blande mode med rustninger i forskellige afskygninger. En aften i 2007, da hun var sammen med Alexander McQueen og Shaun Leane, besluttede hun sig endda for at designe sin egen:

“Vi var til et af de her kæmpe modeevents, hvor vi stod klemt sammen i et hjørne og snakkede om, hvad i alverden vi egentlig lavede der. Jeg siger så: “Ville det ikke være fantastisk, hvis man havde en rustning?” Og Shaun sagde: “O.k.” Og to uger senere stod jeg så der med min arm i en spand og fik lavet en afstøbning,” har Daphne fortalt.

Da afstøbningen af armen var færdig, tog det yderligere fire år og utallige fittings at skabe den ‘handske’, Daphne og Shaun Leane blev færdige med i sommer. Det startede ellers som en meget ligetil bestillingsopgave: et unikt sølvsmykke, som Shaun Leane ville skabe til at passe Guinness’ arm perfekt. Men sølv viste sig at være for blødt, så hvidguld blev brugt i stedet, og efterhånden som flere og flere stykker blev føjet til smykket – kæder, små bøjelige led, så fingrene kunne bevæge sig, mere end 5.000 diamanter i form af dekorative fugle ned ad armen – blev det til en større designkollaboration, sponsoreret og fællesejet af de to venner.

Kæreste med gift filosof

Siden Daphne Guinness’ skilsmisse har der ikke været mange mænd i hendes liv. Efter megen spekulation fra pressens side bekendtgjorde hun i 2010, at hun var i et forhold med den franske filosof Bernard-Henri Lévy, som dog ikke desto mindre forblev gift med skuespillerinden Arielle Dombasle. I foråret fortalte Daphne til The Daily Telegraph:

“Jeg er en uhelbredelig romantiker, så jeg tror på, at tingene ordner sig. Når man går ind i et forhold som 16-årig, er der ingen bagage. Når man er på min alder, har ALLE bagage. Men jeg er i al stilfærdighed optimistisk.”

I dag er forholdet efter sigende slut, og piben havde da også fået en noget anden lyd, da Daphne senere på året udtalte sig om Bernard-Henri Lévy til Harper’s Bazaar:

“Det var ikke et rigtigt forhold. Jeg tror ikke, han helt forstår mig eller forstår, at det ikke er alle, der ønsker at være Marilyn Monroe for den sags skyld,” sagde Daphne.

Hvad angår hendes børn, er Nicolas netop blev færdig på Yale med hovedfag i engelsk litteratur. Mens han endnu læste, klædte Daphne sig sommetider ud som en af de studerende og gik til forelæsninger sammen med ham. Alexis er på opdagelsesrejse i Tibet, mens Ines har travlt med highschool. Ifølge Daphne er Ines, som teenagere er flest – ikke så vild med sin mors stil og slet ikke Daphnes forkærlighed for sort, som datteren siger får hende til at se ud, som om hun konstant er på vej til begravelse.

“Mine børn er så cool. De er meget deres egne personligheder, og det er jo det, man ønsker som forælder. Jeg kunne aldrig drømme om at prøve at lave dem om til mini-me’s. Det ville være forfærdeligt,” sagde Daphne til The Daily Telegraph i år.

I skrivende stund opholder hun sig mest i lejligheden i London, men hun har overvejet at flytte på landet:

“Jeg ville rigtig gerne have et sted, hvor jeg virkelig kunne slå mig ned, og jeg bryder mig ikke om altid at bo i storbyer. For at få de gode, kreative ideer skal man have noget fred og ro omkring sig,” har hun sagt til The Daily Telegraph.

Uanset hvor Daphne Guinness slår teltpælene i jorden, vil det først og fremmest være nødvendigt med et walk-in-closet på størrelse med en mindre balsal. Ud over tøjstativ efter tøjstativ med designerkreationer (hængt op efter designernavn og kategori) har hun i sine nuværende boliger også flere hundrede bokse med sko, hver med et billede af skoen indeni klistret på (favoritterne er fra Alexander McQueen, Christian Louboutin og Daphnes eget design). Daphne er helt bevidst om, at mange mennesker, der ikke kender hende, af samme grund har det med at afvise hende som endnu en modebesat stumtjener i havet af fashionistaer:

“Alt det, jeg har, hvad jeg har samlet, er jeg på ingen måde flov over. Det er en del, ja, men man anklager jo ikke folk for at have en masse billeder eller bøger i deres hjem. Men tøj, se det er straks en anden sag. Jeg går ikke med mit tøj eller mine smykker for at se rig ud. Det er ikke en status-ting, men en måde at udforske ting på,” fortalte Daphne til Harper’s Bazaar i år.

Og heldigvis for det, for hvor ville verden være et kedeligt sted uden professionelle originaler som Daphne Guinness, som med sin fantasi rykker ved vores alle sammens forestillinger om, hvor grænserne går mellem mode og kunst, virkelighed og eventyr.

Læs også: Historien om Proenza Schouler »