Laura Bro om forelskelse: "Jeg har ofte svært ved at tro på, at det er gengældt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Moltkesvej på Frederiksberg, hvor jeg er født. Det var en kæmpe kasse i tre etager, som min mor og far (skuespiller Helle Hertz og forhenværende teaterdirektør Christoffer Bro, red.) købte, dengang sådan noget var billigt. Der var to store stuer med højt til loftet og en vinterstue. Så var der første sal, og oppe på anden sal boede vi tre børn. Jeg boede der, indtil jeg var syv år. Det var et ekstremt farverig hjem – bogstaveligt talt. Der var rød- og orangeternede stole, en grøn sofa og et gult sofabord. Mine forældres soveværelse havde et tapet med valmuer og en grøn seng.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: ”Jeg har en mørk side, der grunder over rigtig dybe og voldsomme ting”

– Vi var virkelig i 70’erne. Når jeg ser billeder af det i dag, ville jeg ønske, at vi havde beholdt flere af de ting, for det var virkelig flot, og den ære tilfalder min mor. Men så kom 80’erne, hvor alting skulle være hvidt og laksefarvet. Jeg bor selv med mange farver i dag. Jeg har prøvet at bo hvidt, men jeg er vist præget af min tidlige barndom. I mange år drømte jeg om at købe det hus tilbage, men i dag har jeg sluppet drømmen, for der er for meget rengøring, og det var faktisk også et lidt uhyggeligt hus. Men alle mine erindringer om mine forældre sammen stammer fra det hus. Måske var det derfor, jeg ville have det tilbage. Der var noget over det hus. Det var en stor del af mine forældres historie – og derfor også min.

Din levevej?

– Jeg prøvede i mange år at blive noget andet end skuespiller, fordi alle, jeg kendte, var skuespillere. Lige siden jeg var barn, har jeg drømt om at have min egen butik. Det drømmer jeg sådan set stadig om. Jeg har også stået en periode i Illums og solgt lækre ting. På et tidspunkt overvejede jeg at blive filminstruktør, men jeg kom ikke ind på filmskolen.

– En dag sagde min storebror (skuespiller Nicolas Bro, red.) til mig, at jeg måske skulle overveje at blive skuespiller. Så søgte jeg ind for sjov og kom videre til tredjeprøven, men den bestod jeg så ikke. Jeg nåede dog at få fornemmelsen af, at det var fedt, selv om jeg var for genert til at kunne forestille mig at stå på en scene. Jeg legede også med tanken om at blive præst, men det år hvor jeg kom ind, blev jeg også optaget på Teaterskolen, og jeg var så benovet over at komme ind, at jeg valgte det.

– I dag tror jeg, det havde gjort mig lige så glad at være præst. Jeg har altid godt kunnet lide at beskæftige mig med det sjælelige. Da jeg fik rollen som biskop i Herrens Veje og skulle afholde en gudstjeneste, fik jeg lov at smage lidt på det. For at forberede mig på rollen talte jeg blandt andet med Fyns biskop og fik lov at komme hjem til hende og endda prøve hendes bispekåbe. Det var sindssygt spændende. Nogle gange kan jeg godt lege med tanken om, at jeg kunne være blevet gejstlig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– På nogle måder fint og på andre lidt akavet. Når jeg lige har medvirket i for eksempel Herrens Veje, er der mange, der siger: ”Hey, der er biskoppen”, men i to ud af tre tilfælde, genkender folk mig og tror, vi for eksempel har gået i skole sammen. Jeg synes, det er så pinligt at stå der og sige: ”Vi kender vist ikke hinanden, men jeg er skuespiller.” Men folk tror, vi har en fortid sammen, og min største frygt er selvfølgelig, at vi rent faktisk har gået på La Cour Vejens Skole sammen.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Det har jeg gjort mange gange. Min seneste korsvej var, da jeg skulle have min søn. Vi er alle sammen opdraget med far, mor og børn og ideen om kernefamilien, og det traditionelle ligger dybt forankret i vores kultur. Folk sagde, at jeg var modig at få et barn selv. Men det havde intet med mod at gøre. Det var noget dybt i mig, der føltes større end mig selv. Et planlagt barn er jo altid en egoistisk handling, men for mig var det nu også noget mere end bare at tjekke endnu en boks af i mit liv. Det var ikke let, for kærligheden trak i en anden retning.

LÆS OGSÅ: Merete Pryds Helle: "Det er blevet normalt at have en yngre mand"

– Jeg var i et forhold, men to dage før min 39-års fødselsdag sagde jeg: ”Nu vender vi bøtten. Jeg er ikke glad, og hvis jeg skal være det, er jeg nødt til at gå”. Jeg ville være mor. Jeg gik i gang med det samme, og det efterår var jeg gravid. Henry er lige startet i skole. Jeg har netop siddet og kigget på billeder af ham og kan se, hvor kæmpestor og lillebitte han er på én gang. Lige i disse dage er jeg i en nostalgisk fase, fordi han er på vej ind i en ny fase.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– I min barndom og ungdom var det min far, men i 30’erne og 40’erne har det nok snarere været min mor. Min far er meget gammel i dag, men han kan stadig føre dybe samtaler. Vi er ikke altid enige, men vi har mange samtaler, og meget af det, vi har talt om, prøver jeg at give videre til min søn. Far er god til sjælelige kvaler – også da jeg var barn.

– Hvis der var noget, jeg drømte om eller var bange for, prøvede han hver gang at få mig til at se gaven i at gøre noget, man ikke har lyst til eller er lidt bange for. Det kunne for eksempel være at starte på efterskole. Vi har i det hele taget altid kunnet tale om alt, men som voksen fik jeg mere behov for min mor. Min far går meget op i, at verden ikke bestemmer over, hvad mit køn kan. Men verden kan også være gammeldags indrettet, og de frustrationer kan jeg dele med min mor.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Der har været dejlige mænd i mit liv, og selv om vi er videre, og alt er godt, så er det sådan, at når man først er kommet ind i mit hjerte, så er man der altid. Jeg skærer ikke bare folk ud igen. Vi har delt en intimitet, og jeg vil altid tænke tilbage på dem med ømhed. Mine venner betyder også utroligt meget for mig på linje med min familie. For mig er nytårsaften med vennerne lige så vigtig som juleaften med familien. Jeg sætter virkelig mine venner højt.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har ingen anelse. Men jeg er spændt, for jeg føler, der er gået mange år med det helt nære. Jeg har haft et lille barn, og han begynder nu på sin helt egen epoke, og det giver stor frigørelse for mig. Jeg kan mærke, at jeg også selv er på vej ind i en ny fase, men jeg ved ikke helt, hvad det er.

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel om sin mor: ”Hun var ikke den mor for mig, jeg selv er blevet for mine børn”

– Jeg er også på vej til at være med i forestillingen Jordens Indre, der handler om den kvindelige danske forsker, Inge Lehmann, som opdagede, at jorden har en fast kerne. Hun blev slet ikke så berømt som for eksempel Niels Bohr, selv om de var samtidige. Jeg spiller hendes søster, Harriet, som var skuespiller. Hvis man skal belyse Inge Lehmann og hendes kamp for at få lov til at forske, skal man også se på hendes søster, som levede et radikalt andet liv.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Det sker hver gang, jeg bliver forelsket. Den følelse er det værste, jeg ved, for jeg har ofte så svært ved at tro på, at det er rigtigt, og at det er gengældt. Det irriterer mig, at jeg har den usikkerhed, og jeg bliver sådan et mæhæææ-lam i de situationer. Jeg har faktisk ikke været forelsket, siden før jeg fik Henry for seks år siden. Jeg har ikke haft tid til at kigge op og ud, men jeg føler, at jeg nu er ved at være der. Hvis jeg bare kunne undgå mæhæææ-lammet, ville det være dejligt at blive forelsket igen. Jeg er klar til at møde nogen, og jeg kan se, at der er mange pæne mænd på gaden.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– Jeg tænker ekstremt meget på vejret for tiden, fordi jeg har spillet på Grønnegårdsteatret (udendørs teaterscene i København, red.) hele sommeren. Vi har måtte aflyse tre gange denne sommer på grund af regnvejr, så jeg har alle tænkelige vejr-apps på min telefon. En enkelt gang spillede vi faktisk i reel regn, og når vi så på publikum, kunne vi bare se deres ansigter inde bag regntøjet. Men det endte med det smukkeste vejr, og publikum havde faktisk haft en god oplevelse, hvor vi sammen trodsede vejrguderne.