Laura Christensen
Foto: Franne Voigt og Per Arnesen Laura Christensen

Laura Christensen: "Jeg var alene med min lykkerus"

Få timer efter Laura Christensen var blevet mor, hoppede hendes mand Thomas Levin på et fly. Han skulle på optagelser i Sverige. Imens sad hun et døgn alene på barselgangen og forsøgte at forstå, hvorfor tårerne hele tiden væltede ned ad kinderne. Mød hende her til en snak om forelskelsen i Thomas, udfordringerne med at blive mor og om at blive voksen.

Hun var fuldstændigt uvidende om, at der blev luret på hende. Ikke mere end otte år gammel stod hun og sang i et børnekor. Det var den dag, det hele begyndte. Den dag hendes store øjne og karakteristiske mørke øjenbryn trak opmærksomhed, som blev afgørende for, hvad hun skulle bruge sit liv på. Det var Jette Termann, der stod og luskekiggede på Laura Christensen. Jette var og er stadig det, Laura kalder "en fænomenal børnecaster".

Og hun havde fået øjnene op for den blonde pige til en rolle i filmatiseringen af komponisten Carl Nielsens selvbiografi. Det var "Min fynske barndom", hvor scenen blev sat i den fynske landsby, og Laura fra Østerbro i København tog troligt af sted over Storebælt til optagelserne sammen med sin bedstemor. Der var noget forfinet over den lille pige. Hun kunne ikke bare synge, men også spille. Og det gjorde hun i sin birolle af den slags uden navn. Men hun spillede "lille pige" så godt, at hun senere indkasserede et større nationalt gennembrud som den fejlopererede og hjerneskadede Mona i Lars von Triers "Riget". Også en rolle, som Jette Termann sørgede for, at hun løb af med.

− Laura havde allerede karisma dengang. En lille lort med masser af udstråling. Da vi castede hende til "Riget", lavede jeg castingen, som var det en rigtig optagelse, og hun løb ned ad en gang viklet ind i et hvidt lagen. Da jeg viste det til Lars, sad han med store, våde øjne.

Sexy lady
Efter von Triers tårer kom rollerne støt dumpende, og Laura Christensen havde ikke ramt teenageårene, da hun vidste, at hun ville være skuespiller, inden hun blev stor. Det var lidt som en leg. Hun fik lov at være en anden.

− Jeg tror aldrig, jeg tænkte over, at det var noget, mange andre også drømte om. Jeg var bevidst om, at de ting, jeg lavede, kom i biografen og på fjernsynet, men det var ikke det, der betød noget. Jeg kunne bare godt lide at spille skuespil. Det var sjovt. Og så var jeg en del af noget voksent.

LÆS OGSÅ: Mød 4 af de bedste (og lækreste) kokke

I "Min fynske barndom" spillede Laura Christensen første gang sammen med Nikolaj Lie Kaas. Anden gang var 14 år efter, hvor hun sad overskrævs på ham iført sexet, sort lingeri i "Kandidaten". Nu med former og som kvinde. Hun var forførersken. Hende, der ledte ham i fordærv, og hun så brandgodt ud, mens hun gjorde det. Det er måske der, hun er nu, og sådan vi kender hende i dag. Tæskelækker. Stadig med de mørke øjenbryn. I denne måned er hun nøgen i magasinet Euroman. Smagfuldt, og hun viser ikke mere, end at fantasien også kan få lov at arbejde.

− Jeg er bestemt ikke blufærdig, men det var en stor udfordring at lave de billeder og grænseoverskridende at skulle tage tøjet af foran et kamera. Jeg skulle bestemt presse mig selv. Jeg kan jo godt se, at jeg er blevet mor, men andre mennesker kan måske ikke. Det var ikke sådan, at jeg bare smuttede en mandel ud, og så var jeg slank igen. Det krævede hård træning at få kroppen på plads. Af og til kan det være befriende at være ligeglad, som her med billederne i Euroman.


Laura Christensen, foto: Franne Voigt og Per Arnesen

Alene efter fødslen

Laura Christensen kommer en halv time for sent til interviewet. Klokken er 10.30 om formiddagen, da hun stakåndet løber ind i den lille café på Frederiksberg, hvor vi skal sludre over en kop kaffe. På trods af, at kulden har lagt København ned, og næsen løber, ser hun blændende ud, og jeg tænker, om det er de perfekt svungne krøller i håret, der er skyld i forsinkelsen. Hun undskylder, inden hun har fået frakken af. Jacob – hendes og skuespilkollegaen Thomas Levins søn på to et halvt år sov til klokken otte. Han er en slow starter, og derfor kom hun sent ud ad døren. Alle med småbørn må sukke misundeligt ved tanken om et barn, der ikke slår øjnene op – totalt klar på en ny dag – klokken halv seks. Han er et nemt barn, fortæller hun og smiler næsten undskyldende. I det hele taget har det været meget nemmere at blive mor, end hun havde regnet med. I hvert fald, da fødslen var overstået.

− Jacob blev født klokken halv fem om morgenen, og Thomas sad på et fly halv ni, fordi han skulle på optagelse i Sverige. Og så var han væk det første døgn. Det var rigtig forfærdeligt for ham at gå. Jeg vidste, det var et muligt scenarie, så jeg havde forberedt mig på det. Da det døgn var gået, var jeg meget klar på, at min mand skulle komme hjem igen. Alle de andre kvinder på barselsgangen gik rundt med deres mænd, og jeg var helt ude af den, fordi jeg var så alene med min lykkerus. Hormonerne bankede rundt i kroppen på mig, og jeg græd hele tiden uden at vide hvorfor.

LÆS OGSÅ: Mød X Factor-værten helt privat

Både Lauras mor og svigermor stillede straks på fødselsgangen, så den nybagte mor ikke skulle sidde alene med alle de store følelser. Det har overrumplet hende, hvordan moderskabet både kan være utrolig skønt og samtidig skræmmende.

− Det er indiskutabelt, om det er dejligt. Kærligheden er én ting, men også angsten og det, at alting er nyt. Jeg er det samme menneske, som jeg var inden, og de to ting skal integreres i hinanden. Jeg skulle lige vænne mig til det og acceptere, at livet ændrede sig markant – på en dejlig måde.

Hun kan stadig stå på dansegulvet til klokken seks om morgenen. Bare ikke så ofte. Prioriteterne har ændret sig, og som skuespillerpar må hun og Thomas tage familien i brug, når de skal betræde de skrå brædder mange aftener i træk. I det hele taget er det ofte et puslespil at få barn og arbejdsliv til at gå op.

− Kan man blive frustreret en gang imellem? Ja, det er klart. Har jeg lyst til at tage mine ting og skride en gang imellem, fordi jeg bare gerne vil være i fred? Ja. Det er hårdt for et parforhold at få et barn, men det er aldrig frygteligt at være mor, for jeg elsker Jacob. Af og til vil jeg bare gerne kunne sidde og stirre ind i væggen og have mine egne tanker i fred i to minutter.

Læs videre på næste side...Ekstrem stor kærlighed
Hun var kun 23 år, da hun blev gift med skuespiller og manuskriptforfatter Thomas Levin. De mødtes til en arbejdsfrokost, men kendte hinanden overfladisk i forvejen. Hun syntes, han var en flot fyr. Han havde også fået øje på hende. I hvert fald havde han antydet til en af Lauras veninder, at han syntes, Laura var sød.

− Der var ingen forventninger, men det skabte noget opmærksomhed. Vi snakkede bare godt sammen og havde det helt vildt sjovt. Der gik ikke ret langt tid, før vi blev kærester. Og otte måneder efter var vi forlovet. Ja, jeg var ung, men jeg har helt klart truffet det rigtige valg. Der var ekstrem stor kærlighed lige fra begyndelsen.

LÆS OGSÅ: Lassen-Kahlke, Rønne & Wolff: Sådan er en rigtig mand

Thomas faldt på knæ nytårsaften. Og den følgende august smuttede de forbi rådhuset. Lauras bedste beskrivelse af det hele er, at det bare var så "selvfølgeligt". De er begge så passionerede og positive, forklarer hun og lyser op. Efter seks et halvt år er hun stadig lige vild med ham. Faktisk mere, for det at få et barn sammen sætter nye mål for kærligheden.

− Vi kom til at elske hinanden højere, da vi fik Jacob. Det var, som om jeg så kernen i Thomas. Alle lagene forsvandt, og jeg stod tilbage med det inderste, som jeg hele tiden havde vidst, var der.

Selvom de to er meget forskellige – han er rolig, mens hun har temperament og kan eksplodere – lægger hun ikke fingrene imellem, når grundene til hendes forelskelse skal listes op, og det virker, som om hun kan fortsætte uendeligt: Hans ekstreme begavelse, humor og følsomhed. Han er omsorgsfuld og flabet.

− Han er et virkelig godt menneske. Det lyder klichéagtigt og pisseirriterende, men han får mig til at være et bedre menneske. Han udfordrer mig og vil hele tiden udvide min horisont. Han giver mig lyst til at være mere ambitiøs og videbegærlig. Han tror enormt meget på mig, og det gør, at jeg tror mere på mig selv.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: Ville ikke gøre forskel på børnene

Tre gange har hun søgt ind på skuespilskolen. Alle gange med et afslag. Hun er selvfølgelig ærgerlig over, at de ikke ville have hende, men trækker på skuldrene og siger, at det måske ikke var meningen. Derfor lavede hun sit eget teater sammen med veninderne og kollegerne Neel Rønholt og Julie Ølgaard. Teater Alpha som det hedder i dag.

− Jeg har brugt meget tid på at tænke over det med skolen, men jeg var nødt til at slippe det. Jeg er sådan bygget, at ingen skal sige, at der er noget, jeg ikke kan. Jeg lavede mit eget teater for at lære at spille teater. Jeg vil gerne have nogle mere voksne roller og en anden type udfordringer. Noget helt vildt, hvor jeg klipper håret af eller noget, der ikke handler om udseendet. Når man får et barn og bliver ældre i øvrigt, flytter man sig som menneske på alle parametre. Det har givet et nyt fokus i mit liv – også i mit arbejdsliv.


Bukser, Acne, ca. 1.100 kr.Top, Nué Notes, 800 kr.
Blazer, Isabel Marant, 4.600 kr.
Stiletter, Gianvito Rossi, ca. 3.800 kr.
Egne smykker fra Trine Tuxen, Line & Jo og Jane Kønig.

En ægte kernefamilie

Da Laura mødte Thomas i 2006, stod hun midt i en overgangsperiode. Spadestikkene til Teater Alpha var taget. Hun var ved at blive voksen. Ved at løsrive sig fra sine forældre. Hun tog et opgør med sig selv og italesatte, at nu var hun skuespiller. Indtil da havde hun arbejdet i en vuggestue i tre år.

− Det gjorde noget ved min identitet, at jeg tog det indre opgør. Jeg begyndte at forholde mig til verden på en anden måde og redefinere mig selv. Jeg var ved at gøre mig uafhængig af mine forældre. Jeg fandt ud af, at de bare er mennesker. Da jeg var barn, var de jo mit fundament.

Kartoffelrækkerne på Østerbro i København dannede rammen om Lauras barndom. Hjemmet er rødt og samfundsorienteret. Moren, Ulla, er lektor i folkesundhedsvidenskab, og faren, Peter, er lektor i historie. Lauras yngre søster og bror er gået i forældrenes fodspor og læser henholdsvis arkæologi og psykologi. Et ærkeakademisk hjem, hvor Laura med sin trang til at stå på en scene stikker ud.

− Mine forældre var ikke super begejstrede til at starte med, men de har aldrig sagt, at jeg ikke skulle gå efter at blive skuespiller. De har altid sagt: "Gør det, der gør dig glad, og det, du er god til". Jeg har jo også selv et ansvar for at få noget ind i hovedet, så jeg har taget et semester i religionshistorie på universitetet. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget, men fordi det interesserede mig.

Familien er en kernefamilie af den slags, hvor babysitterne hænger på træerne, alle bakker hinanden op, og fællesskabsorienterede værdier er strøet ud over aftensmaden.

− Vi er blevet opdraget til at tænke på andre mennesker. Solidaritet. Min mors hjerte banker for de svage i samfundet. Vi har en gang imellem haft politiske diskussioner ved middagsbordet, men det har mere været: "sådan er det bare." Der er aldrig nogen, der har sat spørgsmålstegn ved, om man skal betale skat. Og tjener jeg mere end andre, så skal jeg også betale mere.

Den benhårde vilje, selvtilliden og selvværdet har hun også fået med hjemmefra og giver værdierne videre til sin søn. For Laura er det vigtigste, at han er et ordentligt menneske. At han lærer at være god mod andre og opfører sig pænt.

− Det er simpelthen vores pligt at lære ham det, så han bliver imødekommende. Så vil livet også blive lettere for ham. At komme fra et samfundsorienteret hjem handler også om at være bevidst om, hvad der sker ude i verden. Vi lever i et samfund, hvor vi bliver bombarderet med informationer. Vi kan ikke lukke øjnene for det – det er så heftigt, og tingene sker så tæt på os. Derfor er vi nødt til at forholde os til dem, og Thomas og jeg skal forklare Jacob, hvordan tingene hænger sammen.

Laura Christensen

29, autodidakt skuespiller.

Gift med skuespiller og manuskriptforfatter Thomas Levin, 34. Sammen har de sønnen Jacob på to et halvt år.

Aktuel lige nu i komedien "Alle for to" og 15. marts i forestillingen "Hjælp" på Teatret Ved Sorte Hest.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview