Lina Rafn: "Jeg stoler ikke på søde piger"

Lina Rafn og hendes klassekammerater var på studietur til Edinburgh i begyndelsen af 9. klasse. På turen købte Lina en orange playsuit. Sådan en lille heldragt, hvor buksebenene var i hotpants-længde. Lynlås hele vejen ned foran. Bådudskæring. Sorte sømme. Og helt stram. På Linas 16-årige sportsdanserkrop sad dragten præcis, som den var tænkt fra designerens side, og Lina elskede den. Hun følte sig lækker. Flot og fantastisk. Og hun så helt, helt anderledes ud end alle andre piger på skolen. 

– Jeg har haft en eksplicit seksualitet ALTID. Jeg har ikke tænkt på det som sådan, men jeg har altid været tiltrukket af en æstetik, der var småpornografisk. Og det har aldrig, aldrig nogensinde handlet om, hvad mænd synes. Det har været fordi, jeg synes, at det udtryk er smukt. Jeg føler mig stærk
og levende, når jeg ser sådan ud, og som barn og ung optog
det mig faktisk ikke ret meget, hvad andre tænkte om,
hvordan jeg så ud. 

Men som barn og ung vil man jo typisk gerne passe ind?

– Jeg var helt med på, at jeg havde meldt mig ud af fællesskabet med mine jævnaldrende. Men det handlede mere om at gøre en dyd ud af en nødvendighed, end det var et aktivt valg til at begynde med. Når alle de andre gik rundt i Levi’s 501, Ball-bluser, pilotjakker og med permanentkrøller med en scrunchie oven på hovedet, så havde jeg kort hår og gik i arvet tøj. Selvfølgelig havde jeg en alder, hvor jeg prøvede at passe ind med de der piger, men det gik jo ikke. For fa’en … De hørte Guns N’ Roses, og jeg hørte techno. Og jeg kunne sgu ikke lide det, de kunne lide. Jeg syntes ikke, at det, de talte om, var spændende. Deres værdisæt var ikke mit. Jeg kunne heller ikke forlige mig med den ekskluderende adfærd, der var. At nogle var gode nok til at være med, mens andre ikke var. Lige så snart jeg var det mindste anderledes, så skulle jeg ikke alene lukkes ude, jeg skulle lægges for had. 

Så du blev mobbet? 

– Er du SINDSSYG! Ja. Jeg var fucking bange. Det at jeg gik
til dans, når de andre gik til håndbold, at jeg havde kort hår, når de andre havde langt, og det, at jeg kom i lokalsprøjten, fordi jeg var go’ … Årh, hvor skulle jeg bare fucking dø! De prøvede at få drengene til at banke mig, og jeg kan huske et helt konkret eksempel fra sådan et sodavands-disko-dasko, hvor vagterne kom og sagde: ”Nu lukker vi dig ud ad bagdøren, og så løber du hjem”. Drengene var ved at samle sig for at gi’ mig tæsk, det var helt vildt. Hør her, de askede mig i håret til festerne. De hadede mig! 

– Og jeg skal virkelig tage mig i det, når vi sidder ved middagsbordet, for så retter vi jo vores datter. ”Sid ordentligt”, siger vi, og så sidder jeg selv med benene oppe under mig. Den er ikke så go’, ha ha. 

Lina er vokset op i Herlev. Enebarn. Rækkehus. Stisystemer. Trygt. Forældrene havde, med Linas ord, verdens mest udramatiske skilsmisse, da hun var ti år, og Lina syntes egentlig bare, at det var spændende at skulle bo to forskellige steder på skift.
Hvordan var du som barn?

– Øhhh, ja, hvordan var jeg? Skrap. Ja. Jeg var meget hurtig til at tale, meget moden og begavet, og jeg kunne godt finde ud af at høre efter. Når de andre børn var helt off og ikke gjorde det, de skulle, så rettede jeg dem. Det har da været sindssygt irriterende. Og jeg var IKKE den populære pige. Mange beskrev mig som arrogant, og dengang kunne jeg ikke identificere mig med det, for der var også en stor usikkerhed, og jeg havde nogle depressive tendenser. 

Hvordan?

– Jeg tog livet meget alvorligt, og jeg havde svært ved at hæfte mig ved de lyse sider. Jeg hæftede mig ved det negative. Og jeg var nok ret ensom, faktisk. I barndomsårene er man jo bare der, hvor man bliver placeret. Du er i den klasse, du er, og med de individer, der er. Jeg gik til svømning og dans, og selvfølgelig fandt jeg venner, men jeg fandt ingen, der var ligesom mig. Og hvad vil det så sige – ligesom mig? I dag kan jeg se, at jeg forsøger at omgive mig med mennesker, som har et meget højt niveau af integritet. Det vil sige mennesker, jeg kan regne med. Og mennesker, som har et meget højt niveau af empati. Nogen, der naturligt kan forudse andres behov. Det, jeg efterhånden har lært, er, at mennesker er udstyret med meget forskellige sanseapparater. Jeg er uden tvivl det, man vil kalde særligt sensitiv, men det var altså ikke en betegnelse, der var opfundet dengang. Jeg græd over film og forsvandt ind i bøger. Og i dag kan jeg se, at når jeg oplevede andres adfærd som sindssygt grænseoverskridende og blev såret over, at de ikke kunne mærke eller regne ud, hvad det gjorde ved mig, så var det jo ikke fordi, de var onde. De opfattede det simpelthen bare ikke. Mennesker er meget forskellige, hvad det angår. Og da den tiøre først faldt, så fik jeg det noget nemmere i livet. Men indtil da, HOLD kæft, hvor blev jeg såret, for jeg følte, at folk var fuldstændig ligeglade med mig. At de sked mig op og ned ad ryggen. Men det gjorde de jo ikke. De havde bare ikke regnet ud, hvad jeg havde behov for. For det havde jeg jo ikke sagt. 

Forstod dine forældre, hvordan du havde det?

– De er begge to helt klart også ekstremt sensitive. Min mor har udviklet et sprog for det – i takt med, at jeg har udviklet mig – og jeg ville ønske, at jeg også kunne give min far det sprog. Han er en mand af en generation, hvor man bare ikke har lært at tale om de her ting og forholde sig til dem. Han lever stadig i en verden, hvor han tænker, at de andre er uopdragne, hensynsløse og brovtende. Jeg har prøvet at forklare ham, at det bare er fordi, mange ikke forstår, hvad han forstår. For han forstår mere end de fleste. Men nogle gange vil man også hellere have ret end at være lykkelig, åbenbart. Sådan var jeg også selv som yngre, jeg kan sagtens genkende det. Jeg ville hellere have ret i, at folk var idioter, end tilgive dem og flyde med og have det fedt. Det blev jeg så træt af på
et tidspunkt, og så skiftede det. 

Kom det til konfrontationer med din far dengang? 

– Njaaa, johhh, man har jo altid konfrontationer med sine forældre, men jeg tror, at krigen var større med min mor. Det stak dybere. Det er frygtelig svært at sætte sig ind i, hvem man selv var som 14-årig, når man er 43, men jeg tror, det for mig handlede om, at min mor var meget veg og meget konfliktsky. Og jeg afsøgte helt klart på meget konfronterende vis at få svar på spørgsmålene: ”Hvad er du gjort af? Er du stærk nok? Kan jeg regne med dig? Kan jeg læne mig op ad dig, når lortet ramler?”. Og min mor er sindssygt stærk, men hun er det på en helt anden måde, og jeg blev ved med at skubbe til hende: ”Kom nu! Kom nu! Stå nu op til mig. Giv nu igen”. Og det gjorde hun ikke. Så blev hun den triste. 

Lina rejser sig, går med lidt væk og sætter sig helt sammen-sunken på en anden stol for at demonstrere sin mors reaktion dengang. 

– Hun var skuffet over sin datter. Men hun sagde ikke noget. Og det kan jeg FUCKING ikke have med at gøre!

Hun rejser sig med fuld kraft og synkront med ordet ”fucking” og kommer tilbage til bordet. 

– Men sådan er det så slet ikke i dag. Da vi fik Karmen, og jeg skulle på turné med det samme, var der enkelte shows, hvor Kasper ikke skulle med, og så tog min mor med. Hun var fuldstændig fantastisk – og er det stadigvæk, hun og Karmen er top-tætte. Nå, men der var panik inden et show. Jeg havde lige givet bryst, og så sked Karmen bare helt op i nakken på sig selv. Jeg var sådan FUCK! Nu bliver hun jo sulten lige om lidt, og jeg skal på scenen om ti minutter! Og min mor sagde helt roligt: ”Jeg skal nok tørre hende af. Gør du nu bare dit”. Jeg var helt oppe i det røde felt og kunne ikke falde ned, og så stoppede min mor mig og sagde: ”LINA! Tror du ikke godt, at jeg kan det her?”. Og jo, selvfølgelig kunne hun det. Men sådan ville hun ALDRIG have gjort, da jeg var teenager. Hun ville aldrig have stoppet mig og sagt, at nu skulle jeg falde ned. Aldrig. 

At Linas mor er begyndt at skære igennem, handler efter Linas opfattelse om bevidst selvudvikling. 

– Min mor har helt klart lært det ved, at jeg begyndte at gå ind i sådan en selvudviklingsting omkring 2002. Jeg var blevet rigtig træt af at stikke den samme kæp i hjulet for mig selv, så jeg begyndte jeg at tage kurser og læse bøger om selvudvikling, og så flyttede jeg mig. Min mor kunne mærke, at jeg var blevet anderledes og spurgte, hvad jeg havde gjort. Og så fulgte hun simpelthen i slipstrømmen. Nu har vi et sprog, nogle færdigheder og nogle værktøjer, så hvis der opstår konflikt, kan vi tale om det. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke har større gennemslagskraft, bare fordi jeg hæver stemmen. Det kan være meget svært at forstå, når det er ens default. Og det har helt klart været min default. Jeg tror, det kan knyttes tilbage til min sensitivitet, for når jeg har følt, at folk har været tykpandende og svære at trænge igennem til, har jeg automatisk hidset mig op og hævet stemmen. Men det hører folk ikke mere efter af. Måske tværtimod. Min livsanskuelse er simpelthen blevet en anden. 

Hun griner højt. 

– Det lærte mig virkelig noget. For hør her, der er jo ikke nogen, der ser din bums på næsen, for de har så travlt med at tænke, hvad du tænker om dem. Og altså, når du først bliver fri af det der lort, så kan du jo FLYVE! Jeg var simpelthen så lettet over det, og det fik mig til at tænke, gud, hvor er der mange gange i mit liv, hvor jeg ikke har ringet og spurgt. Hvor jeg bare har draget en eller anden konklusion om, hvad andres handlinger nok betød, eller hvad intentionen var. And you don’t know. Du kender ikke andre menneskers historie. Du ved ikke, hvad det er for briller, de ser livet igennem. 

Lina udstråler stor styrke og gennemslagskraft, når hun fortæller om sin opvækst og sit livs kampe, men det har ikke altid været lige let at stå alene og stå imod. Hun var bare 17 år, da hun flyttede hjemmefra, og 21, da hun startede Infernal med Paw Lagermann og Søren Haahr.

– Min barndom og ungdom har bestemt ikke været uden kvaler. Der var en kæmpe ensomhed, en stor sorg og en masse tvivl. Men jeg har også altid været fucking stædig. Netop det med, jeg vil hellere have ret end at være lykkelig. Det tror jeg på en eller anden måde har båret mig igennem. Men der var da nogle år, hvor det eneste, jeg ønskede mig, var en veninde. 

Fik du så det? 

– Ja, det fik jeg. Faktisk et par stykker. Og så gled vi også fra hinanden. 

Hvorfor?

– Jeg valgte det nok …, for jeg blev træt af at høre mig selv sige, at vi skal bare lige et par måneder hen, så er der ikke så meget arbejde i kalenderen, og så kan vi ses. Og så, når man nærmede sig, var der alligevel fyldt på alle hylder. Til sidst holdt jeg op med at lyve. Jeg sagde, hør her, jeg er dedikeret til mit arbejde. Jeg kunne også mærke, at de gange, jeg prioriterede en hvidvinsdate eller en kaffe, så var det ligesom at sidde og tale med Se og hør. Jeg skulle nærmest bare aflægge rapport om, hvad jeg havde lavet, for når du ikke har nogen fælles oplevelser, så bliver det sådan noget med lige at catche up. Alle de rigtige samtaler, dem man har brug for i sit liv, dem havde jeg i tourbussen eller i backstagerummet. Med min kollegaer. 

Så dine kollegaer blev dine venner?

– Ja, og dem behøvede jeg ikke give sådan et oprids af, hvad der var foregået, for det vidste de godt, de var en del af det. Så der kunne man tale om kunst, sex, musik eller mad. Ting vi altid taler om i bussen, ha, ha. 

Er du den eneste kvinde, når I er på tour?

– Der har været kvinder med, nogle korpiger eller dansere. Men som udgangspunkt er det kun mig. 

Er du mere til drengevenner?

– Ja, ja, ja. Paw siger, jeg er en mand med bryster. Og han skulle vide det. Jeg har en meget pragmatisk og resultatorienteret tankegang, og den passer nok meget godt med mænds tilgang til tingene. Selvfølgelig kan man ikke skære alle over en kam, min kæreste er f.eks. meget feminint tænkende. Han har nogle af de forventninger til andre mennesker, som kvinder ofte får skyld for at have. Og nu skal det ikke lyde som om jeg ikke nyder kvinders selskab, men kvinder er ofte meget socialt begavede og intuitive, og det gør, at de navigerer mindre kluntet. Men jeg kan GODT lide kluntet, for så ved jeg, hvor skabet står. Jeg kan ikke så godt lide folk, der er søde. Jeg kan godt lide folk, der er skrappe. 

Som dig selv?

– Ja. Du er som regel ikke i tvivl om, hvor du har mig, og jeg kan bedst lide, at jeg ved, hvor jeg har folk. De største chok på den sociale konto er altid kommet fra søde piger. Jeg stoler sgu ikke på søde piger. Det er dem, der kommer til at stikke mig i ryggen. Og det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har stor tillid til de der kloge, groundede, vise kvinder, der er helt rolige. That’s another story. De er ikke søde. De er cool. 

Hvilken reaktioner får du, når du svarer dem?

– Hvis jeg bliver på egen banehalvdel og siger: JEG kan ikke lide…, så kan de godt tåle det. En enkelt gang kom jeg til at sige, at jeg ville lægge hovedet på blokken for, at der ikke er nogen kvinder, der synes, den slags er fedt. Og SÅ fik jeg bare feminist-øksen! Og det er også rigtigt, det skal jeg faktisk ikke blande mig i. Jeg skal blive på min egen bane. 

Er det noget nyt, at du siger fra overfor den slags? 

– Nej. Det har jeg gjort fra start. Jeg var fjerdebølgefeminist, længe inden nogen havde defineret begrebet. Jeg tog et helt klart og bevidst valg meget tidligt i min karriere om, at der var ikke nogen, der skulle få lov til at begrænse mit visuelle udtryk. De prøvede. Der var mange, der sagde, at hvis jeg ville have folk til at tage min musik alvorligt, så skulle jeg måske tage noget mere tøj på. Men ret hurtigt kunne jeg mærke, at det skulle de fandeme ikke bestemme. Så måtte det tage længere tid, før folk forstod, at jeg også var klog. Der skete noget i de år, hvor blade som M! og FHM kom frem. Mange havde travlt med, at hvis man var DEN type pige, der var i sådan nogle blade, så… Det kunne jeg slet ikke ha’, så jeg ringede selv til FHM og sagde hej, vil I lave en billedserie med mig? Bare fordi jeg havde lyst. Jeg stod i mit livs form. Knivskarpt. Og jeg synes, at sådan nogle billeder er vildt smukke. Jeg har været pinup-fan så længe, jeg kan huske, jeg har elsket den æstetik hele mit liv. Mine kvindelige ikoner er en fusion af Alexis fra Dollars og Tinker Bell, Klokkeblomst, som jo er en kæmpe pin-up. Og Marilyn Monroe, selvfølgelig. Fra jeg var helt lille ønskede jeg lange negle, skulderpuder, store øreringe og høje hæle. Og som jeg sagde før, så har det aldrig handlet om mænd eller deres syn på noget som helst. Det handler om en indre trang til at udtrykke den energi, der er i det. Og det VIL jeg have lov til at udtrykke, også selvom nogle mennesker så tror, at jeg af den grund er dum. Det er bare ærgerligt.