"Jeg brugte så mange penge på det tidspunkt, at jeg ikke havde råd til at blive boende"

Hvilken vej var den første, du gik på?

Det var Alstedvej i Brønshøj, hvor jeg boede i nummer 16 med min mor og far. Det var stueetagen i en villa, og det hele var meget lykkeligt. Solen skinnede, og jeg husker det, som om jeg altid rendte rundt uden tøj på og badede i en aluminiumsbalje i haven. Det var så dejligt. Jeg voksede op som enebarn, men jeg har en halvbror, som jeg elsker højt. Jeg var sådan et barn, der både snakkede højt og var genert. Sådan er jeg stadig: rapkæftet og genert. Jeg har bare vænnet mig til at skjule genertheden. Det er man jo nødt til, når man er en 74-årig skuespiller.

Hvordan fandt du din levevej?

Min mor og far var skuespillere, og allerede som femårig stod jeg bag scenen og så min mor synge en revyvise, da alle pludselig kiggede på mig, fordi jeg var gået lidt for langt ind på scenen. Det var ikke, fordi jeg ville derind, men jeg ville bare se min mor lidt tættere på, når hun sang. Heldigvis fik én af hendes kolleger fat i kanten af min kjole og fik mig trukket ud bag tæppet igen. Jeg har hele mit liv sagt, at jeg skulle være skuespiller. Min mor sagde til mig, at jeg skulle vide, at jeg ville komme til at tigge om arbejde. Men jeg er ret privilegeret, og jeg har faktisk aldrig tigget om arbejde. Jeg er svineheldig. Da jeg kom i den alder, hvor mange kvindelige skuespillere mangler arbejde, begyndte jeg på Cirkusrevyen, hvor der ikke er forskel på mænd og kvinder. Og nu er jeg begyndt at få filmroller som bedstemor. Jeg er for eksempel lige blevet færdig med optagelserne til filmen Høst, som handler om kvindens stilling i slutningen af 1800-tallet. Jeg spiller farmor. Ja, pludselig er der kommet filmroller til mig, fordi jeg er en gammel kælling.

LÆS OGSÅ: Betty Glosted: "Jeg kunne simpelthen mærke, når folk hviskede bag mig"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

Okay, tror jeg. Folk er jo søde. Jeg har lige været med i seks udsendelser i tv, Revy på afstand, og så er det altid sådan, at folk pludselig begynder at sige ”hej, Lisbet!” på gaden. Det er helt fint. Det værste var dengang, jeg blev ringet op af Ekstra Bladet en aften. De sagde, at en person ville fortælle om mig i morgendagens avis. Det var jeg selvfølgelig ked af, men jeg ville ikke diskutere den slags i avisen. Næsten morgen da jeg skulle ned efter morgenbrød, så jeg en spiseseddel, hvor der stod Lisbet har storhedsvanvid. Lige i det øjeblik tænkte jeg ”åh, bare folk ikke tror, det er sandt”.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

Jeg har lige været hos slagteren, fordi jeg havde lyst til noget lækkert pålæg. Når jeg kommer der, beder jeg til parkeringsenglene om, at der er en plads til mig. Jo, jeg snakker med engle, og det har jeg altid gjort, men det bliver mere og mere konkret med årene, hvad jeg beder om. Både min mor og min bedstemor var synske, og jeg er det selv til husbehov. Jeg har aldrig gjort det til en levevej, for jeg kan ikke se noget på kommando. Jeg kan godt se lidt ind i fremtiden, men jeg bestemmer ikke selv hvad. Hvis jeg for eksempel sidder sammen med venner og diskuterer et eller andet problem, som én af dem har, kan jeg pludselig se, hvad de skal gøre. For mig har intuitionen altid været stærk, og jo mere jeg retter mig efter den, desto stærkere bliver den. Jeg har brugt den til alt: børneopdragelse, indkøb og arbejde. Den sidder altid omme i nakken. 

LÆS OGSÅ: Mia Lyhne om sin største kærlighed: "Det er uden tvivl mine to piger"

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

Jeg boede i et større hus i Hellerup, da jeg blev skilt i 2000, men jeg brugte så mange penge på det tidspunkt, at jeg ikke havde råd til at blive boende. Et par år senere sagde en af mine venner, at der var et hus til salg i hans område her i Gentofte, og så tog jeg ud og så det. Det var den lokale bager, der ejede det, og ham kendte jeg, fordi han havde leveret brød til Bakken. Jeg gik ind i hans forretning og sagde til ham, at jeg ikke havde råd til at betale 3,8 millioner, men at jeg kunne give ham 3,7 eller sådan noget. ”Men så skal du også give en kop kaffe,” tilføjede jeg. Der stod masser af folk omkring os og gloede. Men jeg fik huset, og i dag er det nærmest det dobbelte værd. Jeg følger med i det program, der hedder Boligkøb i blinde, og jeg bliver altid så irriteret over, at folk ikke kan se muligheder i de huse, de bliver præsenteret for. Jeg er rigtig glad for at bo her, og i perioder bor mine børn her, hvis de er blevet uvenner med deres familie. Så bor de lige hos mig en overgang. Nogle gange ringer de og beder om at bo her en weekend, og så ender de med at bo her en måned. Jeg har fem børn, ni børnebørn og to oldebørn. Det er fandeme dyrt i julegaver, men de er skønne alle sammen.

Hvor er du på vej hen lige nu?

Alle spørger hinanden, hvad der skal ske i denne coronatid, og ingen ved det. Men jeg er god til at indrette mig og affinde mig med, hvordan det er. Andre bliver deprimerede, men jeg tænker ”nå, hvad er der i fjernsynet?”. Den dag vi havde første møde i årets Cirkusrevy, var 11. marts, og samme eftermiddag lukkede Mette Frederiksen landet. Vi lukkede selvfølgelig også og ringede rundt til hinanden og talte sammen over computeren og sagde ”kan du høre mig?” og ”hvordan tænder jeg for det her?” Et par dage efter kom meldingen om forsamlingsforbud sommeren over. Der blev vi klar over, at vi godt kunne aflyse den premiere. Jeg har lige været i sommerhus i fem en halv måned i Hornbæk, fordi jeg ikke skulle andet. Når man er der så længe, kommer man mere ind på livet af naboerne, fordi vi alle har været deroppe så længe.

LÆS OGSÅ: Sarah Boberg: "Det er spild af tid at fortryde de store ting i livet"

Deroppe er der ingen corona, så det er da det mest begavede sted at være. Vi har hentet takeaway og spist middag sammen med en meter mellem os. Det har været sindssygt hyggeligt, og vi kan jo lige så godt få det bedste ud af det. Derudover er jeg på vej til at blive ældre. Jeg er 74, og allerede for ti år siden begyndte folk at spørge: Hvor længe bliver du ved? Jeg kan godt se, at da mine bedsteforældre var 74, var de nogle meget gamle mennesker. Da min mormor fyldte 50, holdt hun op med at købe nyt tøj og gå med makeup. Men min generation er i rivende udvikling, selv om vi er gamle. Mange af os er i hvert fald. I gamle dage døde man jo som 65-årig af en simpel lungebetændelse. I dag bliver vi let 90. Hvornår bliver jeg gammel? Jo, jeg har da fået lidt slidgigt, men ikke andet.

Hvad tænkte du, da vi var på vej herhen?

Jeg tænkte, bare jeg nu kan nå at spise to stykker mad, finde en ren skjorte og rydde op på sofabordet, inden I kommer.