Lise Rønne: "Jeg har brugt alt for mange kræfter i mit liv på det"

For snart tre år siden trådte Lise Rønne ud af tv-studiet til Aftenshowet for sidste gang og ind i en forelæsningssal på Københavns Universitet for første gang. Litteraturhistorie stod der på skemaet. Lise skulle nemlig til at studere i en alder af 40 år, og engageret som hun er, kunne hun næsten ikke vente med at komme i gang. Det var nemlig en mulighed for at dykke ned i en verden, som hun altid har været betaget af: bøgernes.

"Jeg havde lyst til at kaste mig helt vildt dybt ind i det hele," siger Lise med stor entusiasme i stemmen, da hun husker tilbage på dagen, hvor hun pakkede computeren i tasken og begav sig hen ind til universitet efter mere end 18 år i tv-branchen.

"Jeg trængte til fornyelse, og jeg trængte til at mærke og udfordre mig selv på en ny måde, selvom jeg var – og stadig er – superglad for tv-branchen. Jeg kunne bare grundlæggende mærke, at jeg havde brug for at gå fordybelsens vej. Det er noget, som jeg ikke rigtigt har kunnet gøre tidligere. Og så har jeg altid været meget optaget af bøger og litteratur, så det føltes helt vildt rigtigt at prøve at se, hvordan det var at gå ned ad den sti."

Beslutningen om at sige foreløbigt farvel til tv-shows og værtsroller krævede dog en del overvejelser, før Lise turde tage springet og kaste sig ud i livet som studerende med studiegrupper, forelæsninger og eksaminer.

"Selvfølgelig lå tvivlen der i forhold til, om det var det rigtige at gøre. Inden jeg traf beslutningen, havde jeg en lang periode, hvor jeg grundlæggende ikke turde kigge på det at beskæftige mig med litteratur som en reel mulighed for noget, jeg skulle fremover. Der var jo et hav af mennesker, som var mere kompetente end mig. Men omvendt havde jeg i nogle år kunnet mærke, at jeg gerne ville noget andet end det, jeg lavede – men jeg vidste ikke helt, hvad det så skulle være. Jeg havde virkelig ledt efter en ny vej. Det ene øjeblik havde jeg lyst til at åbne en café, det næste øjeblik tænkte jeg på at få barn nummer fire, og der var tidspunkter, hvor jeg kraftigt overvejede at blive skolelærer eller pædagog."

Blikket udefra

Lise er nemlig ikke god til, hvis hun kan mærke, at det støjer i hendes mave, som hun selv kalder det. I de situationer er hun nødt til at reagere og gøre noget ved det. Og det er der nok særligt én grund til.

"Jeg har fået en ydmyghed i forhold til livet, som jeg ikke har haft før. Jeg føler mig ikke mere udødelig. Det kan jeg mærke, og det er kommet rigtig meget i takt med, at mine børn er blevet ældre. På en ret dyb måde. Jeg vil simpelthen så gerne klamre mig til det her liv – og alt det gode i livet. Jeg er blevet enormt bevidst om tiden, og at den løber stærkt. Det er herreskræmmende," fortæller Lise, der ikke føler, at hun altid har grebet livet førhen.

"Jeg har brugt alt for mange kræfter i mit liv på at være opmærksom på, hvad andre tænkte om mig. På en måde, som har hæmmet mig så meget, at jeg næsten ikke kunne se mig selv indefra. Men nu er jeg blevet ældre, og jeg er blevet mor. Og så lærer man virkelig at mærke, hvor man grundlæggende er henne. Heldigvis. For det er jo en gigantisk gave at få et ekstremt tydeligt kompas i forhold til ens egne værdier. Så bliver det tydeligt, hvad man vil, og hvordan man har det."

Lise husker især sine 20’ere som nogle år, hvor kompasset var lidt ude af funktion. Karrieren som tv-vært buldrede afsted, og hun glemte helt at mærke efter, hvordan hun egentlig havde det.

"Når jeg tænker tilbage på, da jeg var yngre, bliver jeg klar over, at jeg i den periode i høj grad så mig selv udefra. Jeg passede ikke godt nok på min tid, og jeg passede ikke godt nok på mig selv. Jeg kunne godt have ønsket for mig, at jeg havde været bedre til at leve livet den gang. Men jeg skulle åbenbart vokse ind i at kende mig selv og dermed også vide, hvordan jeg passer bedst på mig selv. Jeg kendte ikke godt nok til, hvem jeg var, så jeg turde ikke gå dybt ind i særlig mange relationer, og derfor var jeg nok egentlig også lidt ensom. Jeg skærmede mig helt klart af, fordi jeg grundlæggende ikke havde så meget tro på mig selv," siger Lise og følger op:

"Jeg tror helt klart, at det har været det. Simpelthen."

Så selvom Lise havde fart på liv og karriere, er det først indenfor den seneste årrække, at hun for alvor er blevet klar over, hvor vigtigt det er, at hun lytter til sig selv.

"Det er først over de sidste 10 år, at jeg virkelig er begyndt at kunne mærke mig selv supertydeligt. Nu kan jeg mærke, hvor mine værdier er. Tænk sig, at det kunne jeg ikke så tydeligt, da jeg var yngre. Ret vildt! Jeg har været alt for opmærksom på, hvordan andre så mig og syntes om mig. Det er vildt skræmmende at sige højt faktisk," siger Lise eftertænksomt og forsætter:

"Og helt forsigtigt kan jeg godt blive lidt ked af det på mit køns vegne, for jeg tror måske, at især vi kvinder er lidt ekstra hårde ved os selv. Af alle mulige årsager. Men helt fra vi er små, bliver vi i alverdens sammenhænge mødt af omverdenen med et bestemt blik eller nogle bestemte forventninger, og derfor står vi måske også med en større opgave i forhold til at lære at lande i os selv i forhold til omverdenen."

Omverdenens opfattelser får ikke mange sekunder i Lises overvejelser længere. Hverken når det handler om hendes karriere, hendes tre børns opdragelse, eller om hun skal sige ja til et underholdningsprogram som Vild med Dans.

"Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad andre tænker i dag," siger hun meget resolut.

"Og det er jo simpelthen så vild en befrielse at være kommet dertil. At jeg slet ikke skal tænke over, hvad andre mener eller synes. Det gør, at jeg er meget bedre til at leve livet."

Så beslutningen om at sige ja til at være med i Vild med Dans i år var ikke noget, der gjorde dig usikker?

"Jeg kunne godt lige mærke noget i mig. Den gamle version af mig, der har for vane at tænke: ”Hvad tænker andre folk nu om det? Vil de tænke, at det er atypisk mig? At det er skørt, at jeg siger ja til den slags underholdningsprogram?” Men jeg kunne ret hurtigt ryste det af mig, og så glædede jeg mig helt vildt til oplevelsen fra det øjeblik. Jeg tror ikke, at jeg havde sagt ja for 10 år siden – af de forkerte årsager. Var det nu fint nok at deltage i? Kunne det komme til at definere mig? Ville det påvirke, hvordan folk så på mig? Men det fylder ikke noget som helst nu. Intet simpelthen."

Derfor var der stort set heller ikke nogen tvivl, da Lise blev kontaktet for at høre, om hun ville komme tilbage på skærmen, da årets X-Factor pludselig stod og manglede en vært. Hendes mavefornemmelse sagde nemlig ja.

"Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at sige ja til den mulighed. Selvom det selvfølgelig var lidt angstprovokerende, det der med, at jeg skulle tilbage til en rolle, som jeg ikke havde været i de seneste ni år. Men jeg havde en fornemmelse af, at det var det bedste for mig at gøre – og så siger jeg helt klart ja."

Frygten flytter ind

"Jeg tror også, at det er derfor, at jeg er så bevidst om tiden, der løber, og derfor, at jeg klamrer mig til livet mere nu end før. Jeg har så meget mere at miste nu. Det er jo bagsiden af at få børn på en eller anden måde. Jeg kan huske, da jeg ventede Nelson, at en lidt ældre veninde sagde til mig: ”Så nu flytter frygten ind”. Forstået på den måde, at nu havde jeg virkelig noget at miste. Og netop det skal jeg hele tiden holde i skak og har skullet det i al den tid, jeg har haft børn. Holde angsten for, hvor kort livet kan være, nede. For jeg er SÅ glad for mit liv, at jeg virkelig ikke vil miste det. For 20 år siden tænkte jeg aldrig på, at jeg ikke vidste, hvad jeg havde i morgen. Jeg havde grundlæggende ikke særlig meget at miste. Misforstå mig ikke, selvfølgelig havde jeg det, men jeg har bare vildt meget mere at miste nu. Og dermed også vildt meget at vinde ved at være i livet."

Rydder ud i relationer

Bevidstheden om tiden, der går stærkt, har skubbet til, at Lise de seneste år er begyndt at prioritere mere, hvem og hvad hun bruger den til. Derfor giver hun også mindre plads til de løse relationer, som hun førhen har spenderet en hel del tid på.

"Det seneste stykke tid har jeg måttet sige farvel til nogle venskaber. Venskaber, som jeg ellers har haft igennem mange år, men hvor det efterhånden er gået op for mig, at vi har ændret os, uden at vores venskab er rykket med. Der har også været et venskab, hvor jeg egentlig altid har følt mig lille i relationen. Og det går ikke, for ideelt set ses man jo kun med de relationer, hvor man bliver gladere, større og sjovere. Og det er jeg ret opmærksom på i øjeblikket."

"Så jeg har ryddet lidt op i mine venskaber, og så har jeg rykket de venskaber, som virkelig giver mig noget, tættere på. Det er faktisk helt tydeligt. Jeg ringer meget mere sammen med mine veninder, bruger dem mere og er meget mere opmærksom på at følge med i deres liv på en måde, som jeg ikke har haft med veninder før. Tidligere var jeg ikke god nok til at lukke folk ind, men nu har jeg opdaget, at alt andet er spild af tid. Det der med at opretholde en smalltalk eller en samtale hver tredje måned om, hvordan det går på arbejdet og med børnene, er grundlæggende superuinteressant, hvis det bare er det. Hvis man bare opretholder relationen for at gøre det."

Lise vil i stedet have relationer, der giver hende noget – og derfor er hun stoppet med at sige én bestemt sætning til sin omgangskreds:

""Lad os drikke en kop kaffe en dag." Jeg kan ikke holde den sætning ud. Vi ved jo godt alle sammen, at vi ikke får drukket den kop kaffe. Man behøver ikke have alle mulige relationer bare for at have dem. Det er i stedet noget med at gå med det, som man kan bruge til noget i sit liv."

Med al den fokus på, hvor vigtigt det er at bruge tiden, mens man har den, kunne man godt få det indtryk, at Lise altid nyder hvert et øjeblik. Men det er vigtigt for hende at understrege, at det ikke er tilfældet.   

"Det skal bestemt ikke lyde som et stressprojekt, jeg har gang i, hvor jeg bare nyder alt i livet. Jeg lever jo et helt almindeligt liv med alt, hvad det indebærer. Hverdagen er jo bare tit utrolig praktisk og bumlet og ligesom alle de andre dage, og det er sådan, det skal være. Det tror jeg absolut ikke er noget, der ændrer sig med alderen," siger Lise med et stort smil og fortsætter:

"Jeg render bestemt ikke rundt og er totalt carpe diem hele tiden, ha ha."

"Jeg er bare meget bevidst om, at 40’erne er ret meget midtvejs i livet. Og grundlæggende kan jeg godt mærke, at jeg ikke har lyst til at blive gammel. Det synes jeg, er en lidt skræmmende tanke. Så det er nok også derfor, at jeg kæmper lidt med næb og klør for ligesom at finde min måde at blive ældre på. For jeg har ikke lyst til … Ja, hvad fanden er det egentlig, jeg ikke har lyst til? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg har lyst til at blive ved med at være nysgerrig og se livet som noget rigtig sjovt – også selvom jeg bliver ældre."