Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Interview med Lone Frank
Foto: Pernille Ringsing Lone Frank har rejst sig, efter at hun mistede sit livs kærlighed. Men alt er forandret, og hun er kun langsomt på vej tilbage til livet.

Interview med Lone Frank

Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"

Du kan lige så godt holde op med at forsøge at styre alting – det er alligevel tilfældigt, hvad der rammer dig. Den erkendelse fik den ellers naturvidenskabeligt indstillede journalist Lone Frank efter hendes kæreste døde efter kun seks måneders sygdom. For nej, det tab gav overhovedet ikke mening. Mening er ikke noget, der er, det er noget, man skaber.

Da telefonen ringer, ved hun instinktivt, hvad stemmen i den anden ende vil fortælle hende. Hun troede bare ikke, at det ville ske allerede nu.

Klokken er syv om morgenen, og Lone Frank har aften-en forinden sagt farvel til sin kræftsyge kæreste, Morten, som netop er blevet indlagt på Bispebjerg Hospital. Hun tager hjem for at sove med forsikringer fra både læge og sygeplejersker om, at situationen er stabil. Det er den ikke. Stemmen fortæller, at ingen kan afvise, at Morten nu er døende, og Lone Frank haster til hospitalet. En time efter er han død. 56 år gammel.

LÆS OGSÅ: “Det sværeste at komme igen fra har været at miste en datter”

Lone Frank sidder chokeret tilbage og kigger på den mand, som hun har været sammen med i 13 år. Som har været igennem et forløb med tarmkræft i 2011, som effektivt blev slået ned, men som året efter blev ramt af kræften igen og det hundredfold. Et rutinetjek afslørede, at kræften havde spredt sig til lungerne, leveren, knoglerne, knoglemarven, huden og hjernen. Prøver, der skulle forklare den vanvittige eksplosion af kræftceller, nåede aldrig at komme retur fra det laboratorie, som Rigshospitalet samarbejder med i USA, inden Mortens krop måtte bukke under. Et halvt år tog det, fra kræften blev opdaget, til Lone Frank mistede sit livs kærlighed.

– Det var fuldstændig bizart, for han havde ikke følt sig syg op til, og så var det bare over det hele. Lægen havde aldrig set den sygdom gå så hurtigt.
Han kæmpede så meget og havde så store smerter. Det var forfærdeligt at
se på. Fuldstændig rædselsfuldt.

LÆS OGSÅ: “Jeg opgav aldrig håbet eller troen på Kasper, men til sidst var det ren tortur at holde ham i live”

Det er to år siden, at Lone Franks kæreste fik konstateret den galoperende kræft. På det tidspunkt havde hun netop fået bevilliget et års ubetalt orlov fra sin stilling som videnskabsjournalist på Weekendavisen samt penge fra Velux Fonden til at støtte sit kommende bogprojekt om den amerikanske hjerneforsker Robert Heath. Et helt år hvor hun skulle fordybe sig i research, skriveprocesser og rejser, alt sammen med Morten på sidelinjen. På sin første researchtur til USA fik hun beskeden om, at kræften var vendt tilbage, så hun afbrød turen og tog tilbage til Danmark. Her ventede et halvt år med en mand, som meget hurtigt blev sengeliggende uden overskud til at klare hverdagens gøremål. Lone Frank satte derfor sit bogprojekt mere eller mindre på standby for at få hverdagen til at køre rundt.

– Han var selv overbevist om, at det her, det skulle han nok klare. Han lå der i sin skide seng i et halvt år og havde smerter, men han var ikke i dårligt humør eller deprimeret. Han var ukuelig til at tage tingene. Vi brugte det halve år på at være meget sammen, men jeg fik ikke som sådan sagt farvel, da han stædigt holdt fast i, at det nok skulle gå. Selvom jeg udmærket vidste, at det her, det går ad helvede til, så ville jeg ikke tage modet fra ham.

Vi kan ikke styre livet
Lone Frank er kendt for sine markante holdninger til os som mennesker og til livet. At det er noget, vi selv kan styre og forme. At vores personlighed primært skabes ud fra vores arv og ikke miljø. Hun har selv fået kortlagt sine gener
med det resultat, at hun efter sigende skulle være pessimistisk anlagt og genetisk kodet til at se på tilværelsen med sorte briller. Efter at have mistet sin kæreste har hun revurderet sin holdning til livet. Lone Frank tror ikke længere på, at vi selv kan styre vores liv, tværtimod er hun kommet til den erkendelse, at det langt hen ad vejen er styret af tilfældigheder. Tilfældigheder, som vi ikke har en chance for at påvirke. Og jo hurtigere vi accepterer det, jo nemmere bliver det for os at acceptere det, livet byder os.

– Egentlig er det banal visdom, at tilfældighederne styrer enormt meget, det er bare ikke noget, vi lever vores liv efter. Vi lever, som om vi kan styre det selv, og vi giver os selv fortjeneste for alt det gode, vi opnår, og alt det, vi ikke opnår, det er nogle andre røvhullers skyld. I virkeligheden er der rigtig meget af det gode, vi opnår, som er rene tilfældigheder, fordi de betyder enormt meget, og jeg tror, det ville være sundere for mange at have den fornemmelse tættere på sig. Vi skal lade være med at placere for meget ansvar og for meget magt på os selv, for det kan gå meget anderledes, end vi troede, og så nytter det ikke at bryde sammen over det.

– Livet er sådan, at vi sidder på en badering på en meget stor flod, og så kan vi godt plaske lidt til den ene eller den anden side, men vi kan ikke bestemme retningen. Når vi tror, at vi sejler i en bestemt retning, kommer der en bølge og sender os den anden vej. Den accept er kommet til mig, efter jeg har mistet Morten. Det er fornemmelsen af at blive ramt af livet. Så går det op for en, at man når som helst kan blive ramt af alle mulige ulykker. Det nytter ikke noget at kæmpe imod og føle, at det er urimeligt, for der er ikke noget i den her verden, der hedder rimelighed. Jo mere man kan løsrive sig fra tanken om, at verden skal behandle en rimeligt, jo bedre er man rustet til, at det gør den ikke nødvendigvis. Og så kan man i virkeligheden klare rigtig meget. Da jeg indså, at verden er urimelig, blev den bedre at leve i.

Lone Frank påpeger, at det, hun har været igennem, har gjort hende mindre frustreret og knap så forkrampet, som hun tidligere har været. Hun er blevet mere afslappet over for livet.

– Jeg har altid levet efter, at jeg selv er ansvarlig for mit liv. At jeg må gøre dit og dat for, at det skal gå sådan og sådan, og vil jeg, så kan jeg. Jeg har knoklet løs på alle mulige måder, men nu har jeg indset, at det er bedre at arbejde for det, jeg vil nå, på en afslappende måde, så jeg ikke gør mit humør og alt mulig andet afhængig af, hvordan det går. Meget af mit liv ville have været lettere, hvis jeg ikke havde følt, at hele verden var urimelig, og at jeg skulle kæmpe imod af
alle kræfter, fordi jeg selv er herre over min egen skæbne. Jeg har gået og været pessimistisk i så utrolig mange år og syntes, at "ih hvor er jeg blevet ramt af meget", og så bliver jeg faktisk ramt af noget, der er helt forfærdeligt. Så må
jeg jo bare sige "nå, så var det andet jo ikke så slemt". Så det er en erkendelse af at okay, nu er det værste fandeme sket. Så må du se, hvad du kan få ud af resten af tiden. Det er en bedre måde at leve på, end jeg har gjort tidligere.

Er det svært for os at erkende, at livet er styret af tilfældigheder?

– Ja, det tror jeg. I forbindelse med dødsfald hører man ofte folk sige nogle fuldstændig platte ting, som at "det var nok noget, du skulle igennem for at lære noget". Nej, det var ikke. Det var onde tilfældigheder. For rigtig mange er det svært at leve med tanken om tilfældigheder, for der må da være en mening med det, ellers kan vi ikke holde ud at leve med konsekvenserne. Jeg synes, det er en lettelse at indse, at tilfældighederne styrer, og jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være på andre måder, for jeg kan ikke se nogen mening i det, der er sket. Min kæreste blev ramt af nogle helt usandsynligt uheldige mutationer i kræftvævet, som gjorde, at der ikke var en skid at gøre ved det. Intet. Det er fuldstændig meningsløst.

Måske giver det dog en lille smule mening, at Lone Frank nu fortæller om sit tab.

– Mening er ikke noget, der er. Det er noget, man skaber. Og det er klart, at det giver mening at tale om tingene. Det giver mening for mig at holde foredrag, at dele ud af min viden og at diskutere. Det har det altid gjort.

Trøst i sorgen
Vi mødes i Lone Franks nye bolig. Et hus i funkisstil med udsigt til en have, der er ved at skifte fra hvide grene til gule erantis. Det er få måneder siden, at hun er flyttet ind, og indtil nu er væggene hvide og bordoverfladerne ryddede.

Forud ligger et rædselsforløb, hvor Lone Frank blev smidt ud af det fælles hjem, hun havde opbygget med sin kæreste. Han nåede ikke at få underskrevet et testamente, der sikrede, at hendes navn kunne blive på postkassen, og da hans ekskone og søn efterfølgende dukkede op, var det med meddelelsen om, at hun skulle ud. Uden nogle af Mortens ejendele.

De personlige ting i huset tæller derfor kun samlingen af Lone Franks bøger bag os og de persiske tæpper under fødderne. Lydløst rundt i stuen smyger katten Balthazar sig, som er Lone Franks livline til det liv, der var. Hun har været tilbage på sit arbejde som journalist i et halvt år, men det til trods føler hun sig ikke tilbage i livet. Blot oprejst efter at have ligget på sofaen i et halvt år efter Mortens dødsfald.

– I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre. Jeg orkede det virkelig ikke. Jeg følte ikke, at der var noget som helst at leve videre for, og jeg savnede ham så forfærdeligt. Det føltes, som om jeg var blevet slået fuldstændig til plukfisk, og jeg kunne ikke gøre andet end bare at ligge og hele.

På et tidspunkt ringede hun til Giftlinjen og spurgte, om den dosis morfin, der lå efterladt i skuffen fra Morten, mon var nok til, at hun faktisk ville dø af den, eller om den bare ville efterlade hende som en grøntsag? Hun griner lidt, mens hun fortæller historien. På Giftlinjen svarede de, at det ikke var deres bord. Og da hun efterfølgende ringede 118, sendte de to hærdebrede politimænd ud for at tjekke, om hun var ved at skade sig selv. De blev sendt hjem med en skideballe om, at det ikke ragede dem.

– Rigtig mange sagde, at jeg burde komme tilbage på arbejde hurtigst muligt.
Få hverdagen og alt det, der hører med, til at køre. Jeg er sådan en, der er vant til at arbejde mig ud af tingene, men det kunne jeg simpelthen ikke. Det ville
være uværdigt og forkert over for Morten bare lige at prøve at arbejde mig ud af det. Derfor bad jeg om at få et halvt års ubetalt orlov mere, så jeg bare kunne være i fred. Så lå jeg der på min sofa og kiggede ud ad vinduet og ventede på at blive smidt ud af lejligheden. Det var et spørgsmål om bare at få lov til at være alene med det, der gjorde så ondt.

Hvordan undgik du at drukne i din sorg?

– Det har jeg også tænkt over. Men jeg må konstatere, at selvopholdelsen åbenbart er meget stærk. De fleste oplever jo dødsfald, men de tager faktisk ikke livet af sig selv, selvom det garanteret for alle føles, som om de ikke har lyst til at leve i et stykke tid. Nu er jeg jo sådan en, der lever af at skrive og tænke over de her ting, så jeg tænkte meget over, hvad det var for en underlig ting at komme ud for, og i sådan en proces får man set meget langt ind i sig selv. Jeg opdagede nogle følelser for min kæreste, som egentlig var meget stærkere, end jeg havde regnet med. Det var helt vildt overraskende for mig, at det var så slemt at miste ham. Jeg kunne slet ikke undvære ham, og det gik op for mig, hvor fuldstændig sammenvoksede vi var, og hvor meget vi faktisk betød for hinanden.

Er det en trøst?

– Der er noget i sorgen, der er en form for trøst. Jo mere ondt det gør, og jo mere man savner vedkommende, jo mere føler man også den kærlighed, der er og har været. Der går ikke en time, uden at jeg tænker på Morten og på vores liv, og ofte går jeg ud for mig selv for at sidde og tænke over ham. Så tudbrøler og råber og skriger jeg, og det får jeg det faktisk bedre af. For mig er det, at jeg mærker, at det gør ondt, en forbindelse til ham og til det, der var. Den kontakt får mig til at føle mig tættere på ham.

At overleve det umulige
Lone Frank tror ikke på Gud. Som i overhovedet. Og den fornemmelse hun har efter Mortens død af, at han stadig er med hende, har ikke fået hende til at ændre holdning.

– Det der underlige fluffy spiritualitet siger mig absolut ingenting, men vi er ved at vende tilbage til forestillingen om, at der er et efterliv for folk, men at det er inde i vores egne hoveder. Morten findes ikke nogen steder, men han findes i mine hjernevindinger, og den fornemmelse er enormt stærk. Jeg ser ham nærmest i alle mulige situationer hele tiden og fornemmer, at vi kommunikerer. Det er det efterliv, der er.

Morten valgte at donere sit legeme til videnskaben, så Lone Frank har ikke et gravsted at besøge. Og det er helt okay.

– Et gravsted har aldrig sagt mig en lyd. Jeg tænker på folk, og det bliver ikke anderledes af at stå et eller andet mærkeligt sted. For mig er det alt ære værd, at han donerede sin krop til videnskaben. Det er en nyttig samfundstjeneste, og det tror jeg også, at jeg selv vil gøre.

Foran Lone Frank ligger den bog, hun netop skulle i gang med, da sygdommen ramte. Det var vigtigt for hende at gøre den færdig, og det blev den. Men processen var meget anderledes end med hendes forrige bøger.

– Jeg kan ikke huske, hvordan jeg har skrevet bogen. Jeg kan sidde og læse teksten og genkende min egen stil, men jeg kan ikke huske, at jeg har sat mig
ned og effektivt skrevet et kapitel. Jeg husker det bare som en tid med evig bekymring og en mand, der lå i sengen hele tiden. Men jeg må jo have lavet en lille smule, for bogen ligger her nu. Det er underligt, for det var et projekt, jeg havde sammen med Morten. Jeg har skrevet alle mine bøger, mens jeg var sammen med ham, så det er helt forkert, at han ikke er her til at se den.

Lone Frank betegner de sidste to år af sit liv som tågede. Fyldt til randen med følelser af alle slags.

– Det er, som om jeg er blevet 10 år ældre på to år. Det har været enormt slemt på nogle områder, men det har også efterladt en taknemmelighed. Bare det at vi havde 13 år sammen. Det er gået op for mig, hvor stort et fællesskab vi havde, og det er jo ikke givet, at man oplever det. Og så er det en oplevelse af, at man sgu kan overleve det mest utrolige. Det er meget at gå igennem den sygdom, se sin elskede blive til ingenting og dø i løbet af et halvt år og så stå med hans familie, der angriber en, men der gemmer sig åbenbart nogle kræfter et sted. Jeg er meget følsom og et slapt væsen på nogle områder, men der er også nogle ressourcer et eller andet sted, som jeg ikke selv kan gøre rede for.

Fremover vil Lone Frank lade sig glide med. Af tilfældighederne og af livet. Hun har ingen specielle planer eller nogen, der har planer for hende.

– Nu prøver jeg at se, hvad bringer livet. Der er sikkert ting, jeg før har overset i
livet, fordi jeg har styret så meget, så nu vil jeg gøre, som de kloge siger, og nyde processen. Opleve de ting, jeg faktisk oplever, mens jeg gør det.

LÆS OGSÅ: ”Sorgen over at miste min mor blev helet en smule, da jeg selv fik familie”

LÆS OGSÅ: "Min far havde været en stor del af min identitet, så efter hans død måtte jeg lige stoppe op og finde mig selv"

LÆS OGSÅ: "Da min mor overvandt sin kræftsygdom, blev jeg syg"

Lone Frank

Født 1966. Er cand. scient i biologi og ph.d. i neurobiologi. Har i 17 år været ansat som videnskabsjournalist på Weekendavisen.

Forfatter til bøgerne "Det nye liv", "Klonede Tigre", "Den femte revolution" og "Mit smukke genom".

Har tilrettelagt og medvirket i program-serierne "Videnskab der udfordrer" og "Hulemanden indeni" på DR2.

Har modtaget Svend Bergsøes Fonds Formidlerpris, Fremtidsprisen samt Dansk Forfatterforenings faglitterære pris.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview