”Skal jeg vaske dig mellem brysterne?”: Ingen chefer ville lytte, da Lotte fortalte om chikane i Forsvaret

Glad for jobbet

I 2012 bliver Lotte ansat på Flyvestation Karup, der er Danmarks største militære arbejdsplads med omkring 3.500 ansatte. Hun får en stilling som forsyner, hvor hun står for reservedele og værktøj til helikoptere.

”Jeg har været ansat i Forsvaret i ni år i alt, og jeg har været glad for det altid. Jeg har det godt i de her "mandeverdner",” fortæller hun om jobbet.

Efter seks år får hun titel som værktøjskoordinator i en ny eskadrille, hvor de er fem-seks kvinder ansat ud af cirka 125 medarbejdere. Skiftet mellem de to stillinger tager omkring et år, og det er her, hun første gang møder den mandlige kollega, der er ansat i den eskadrille, hun skal over i.

Han er særdeles kontaktsøgende allerede fra første møde og stiller meget personlige spørgsmål lige med det samme, husker hun.

”Allerede i arbejdsgruppen var han nærgående, og han ville gerne lægge en hånd på min skulder, når vi snakkede sammen. Det var bare mærkeligt og off. Det var sådan noget med: Har du en kæreste? Han ville også rigtig gerne kramme hele tiden.”

Lotte opfatter det som grænseoverskridende, men skyder det samtidig hen.

”Det brugte jeg egentlig ikke så meget energi på, men så kom jeg over i eskadrillen, hvor det blev mere og mere. Han syntes ofte, at han skulle stå og ”hyggesnakke” på mit kontor. Men vi havde vitterlig ikke noget at snakke om. Han er jo tyve år ældre end mig, og vi havde ikke andet tilfælles, end at vi arbejder på den samme arbejdsplads. Det kunne starte stille og roligt med, at han spurgte: "Hvad har du lavet i weekenden?" Og hvis jeg tænkte, at det kunne jeg da godt svare på, så nåede han lige at dreje den over på "… jeg håber, du har fået noget god sex. Du ligner en, der har fået god sex!" Hvor jeg tænkte: Adr, gå væk! Det var sjovt nok altid, når han kunne fange mig alene, for lige så snart der kom andre ind på kontoret, var han hurtig til at daffe af igen.”

Lotte får ham stoppet i at gå og ville kramme hende. Hver gang han går imod hende, tager hun armene op, så hun kan skubbe ham væk, mens hun siger: ”Ved du hvad, jeg gider ikke at kramme med dig.”

Men hun oplever, at det får ham til at skrue op for de verbale kommentarer i stedet for.

”Vi måtte dyrke idræt i arbejdstiden, og jeg var tit ude at løbe en tur. Når jeg kom tilbage, kunne jeg godt gå og arbejde i mit løbetøj, mens jeg kølede ned, inden jeg skulle i bad. Og så kom han med bemærkninger, som "hvor ser din røv godt ud i de bukser", "skal jeg ikke gå med, så jeg kan vaske dig på ryggen?" eller "skal jeg vaske dig mellem brysterne?",” husker hun.

”Jeg gik altid i arbejdstøj, men nogle gange skulle jeg noget efter arbejde, der gjorde, at jeg skiftede til mit private tøj derude. Jeg oplevede, at så skulle min røv eller mine bryster lige have en kommentar med, og hver gang han sagde alle de her ting, sagde jeg alt fra, "det må du godt lade være med", ”det synes jeg ikke var pænt sagt” til ”hold nu kæft”, ”luk røven” eller ”det gider jeg faktisk ikke at høre på”. Jeg har virkelig formuleret mig på 100.000 måder, og alligevel havde han sådan et rigtig skummelt blik. Jeg kunne se på ham, at uh, det er fedt, at jeg kan tirre hende med det her.”

Undgik kafferummet

Lotte begynder at bruge flere og flere kræfter på at undgå kollegaen og at styre uden om ham.

”Jeg vidste, at jeg skulle undgå kafferummet på et specielt tidspunkt om dagen. Ellers skulle jeg altid sørge for at følges med nogen derud. For jeg vidste, at hvis der var andre mennesker omkring os, var der ingenting. Så det brugte jeg pludselig rigtig meget energi på, for at jeg kunne få lov til at være i fred. Det var jo massivt,” forklarer hun.

En dag i oktober 2019 trækker en yngre kvindelig kollega Lotte til side. Hun har haft en voldsom episode med deres mandlige kollega, mens Lotte var væk på efterårsferie, fortæller hun.

Hun beskriver, hvordan manden stak en hånd ind gennem et vindue i en hangar ved flyvestationen, tog fat i hendes brystvorte, klemte til og trak i den. Hun blev forskrækket og fik sagt, at hun ville have en undskyldning.

Det havde han stået og grint af. Kvinden har talt med sin teamleder om hændelsen, men der er ikke sket noget.

For Lotte bliver episoden den berømte dråbe, og sammen beslutter de to kvinder sig for at anmelde ham. I første omgang går de til deres tillidsmand.

”Han var ved at falde ned ad stolen over at høre om de oplevelser, vi havde haft med vores mandlige kollega. For min kvindelige kollega kunne derudover også fortælle om, hvordan han altid ville kramme og har sagt nærgående ting.”

De aftaler med tillidsmanden, at han går videre til deres ledelse uden dem og fremlægger sagen.

”Vi tænkte, at det var fint, for så sker der et eller andet. I form af at han ville få en reprimande eller få at vide, at han skulle holde sig væk fra os. Et eller andet. Det, vi ønskede, var, at han skulle have at vide, at det var forkert af ham, og at han skyldte os begge en oprigtig undskyldning.”

Men tillidsrepræsentantens møde med ledelsen fører ikke til nogen handling fra deres side.

”Han kom tilbage og sagde, at det troede han faktisk ikke, at der kom vildt meget ud af. Han fornemmede, at ledelsen var lidt ligeglade og havde konstateret, at det må ”de der par tøser lige fikse med ham selv”. Altså at det måtte vi selv rode med og finde en løsning på,” forklarer Lotte.

Tillidsrepræsentanten kontakter i stedet HR-afdelingen og beder dem om at stå for mægling i sagen. De tre parter bliver indkaldt til hvert deres møde.

”Men da jeg kom ind til HR, var det bare en dårlig oplevelse fra start til slut. Fordi hun bliver ved med at køre på, om jeg nu også havde sagt ordentligt fra helt fra starten af? Det fik hun sagt så mange gange, at jeg selv blev helt i tvivl. Og normalt er jeg ikke en, der vakler, men det var jeg godt nok der. Jeg fik en klar fornemmelse af, at nogle chefer havde sagt, at det her skal væk med det samme og fejes ind under gulvtæppet.”

Lottes kvindelige kollega har også en dårlig oplevelse med HR-afdelingen, og sagen bliver for Lottes vedkommende parkeret derefter. Begge kvinder oplever, at den mandlige kollega stadig opsøger dem og fortsætter som hidtil.

”Jeg havde heldigvis en teamleder på det givne tidspunkt, som ikke kunne forstå, at der ikke skulle gøres noget mere,” forklarer hun, og det kommer til at gøre en afgørende forskel.

"Tøser, tag jer sammen"

Skæbnen vil, at teamlederen skal på et seminar med den militære anklagemyndighed, Forsvarets Auditørkorps, der efterforsker og behandler militære straffesager.

Da teamlederen i en pause får fat i en af deres advokater, får han at vide, at de helt sikkert skal kontakte Forsvarets Auditørkorps. Det har hverken HR eller Lottes øverste chefer gjort på dette tidspunkt.

Kort tid efter kommer en advokat fra Forsvarets Auditørkorps og afhører alle tre. De sidder hver især i to timer inde ved advokaten.

”Det var virkelig dybdegående og en rigtig fin oplevelse. Da det var færdigt, kaldte advokaten mig og min kvindelige kollega ind og fortalte, at der var masser af stof til, at vores kollega skulle tiltales – og vi skulle i retten. Nu skulle der ske det, at vores mandlige kollega skulle hjemsendes, fordi man ikke skal gå på arbejde, når man har sådan en sag. Så ville han blive hjemsendt med fuld løn, og vi andre kunne passe vores arbejde i ro og fred,” mindes hun beskeden.

Lotte møder fuld opbakning til sagen fra de flymekanikere, hun arbejder mest med. Men samtidig er der andre ansatte, som direkte siger til hende, at de bør opgive sagen.

”Der var nogle på hans anciennitetsniveau, der var sådan: ”Tøser, nu må I tage jer sammen!” . De mente, at i retten ville vi tabe sagen, fordi han havde mere anciennitet end os. Det var sådan nogle ting, vi stod model til,” siger hun og forklarer:

”Jeg var allerlængst nede i hierarkiet, fordi jeg var civilansat. Samtidig med, at jeg også var kvinde i et mandefag. Altså jeg var så langt nede i hierarkiet, som man nærmest kunne komme. På trods af at mange af mine mandlige kolleger havde kæmpe respekt for mig på grund af min faglige viden, skulle jeg alligevel kæmpe hver gang, der trådte en ny ind på kontoret.”

Auditørkorpset sørger for, at ledelsen får hjemsendt hendes mandlige kollega, indtil sagen er afgjort. Eller det tror Lotte.

For tre dage inden juleferien støder hun uden varsel ind i ham igen. 

”Pludselig en dag stod han i kaffestuen igen i arbejdstøj. Jeg følte virkelig, at jeg blev taget med bukserne nede. Nu havde jeg haft næsten to måneder, hvor jeg kunne gå frit omkring uden at være i "kamp-mode" eller forsvarsposition. Jeg stormede ind til chefen, sparkede nærmest døren ind og sagde: Hvad foregår der? Hvorfor står han i fuld udrustning og ligner en, der skal til ud at flyve? Jamen, de havde været nødt til at kalde ham tilbage på arbejde, fordi han var ved at udløbe på sin flystatus. Plus de havde en vagtplan, der skulle gå op. Og så sprang jeg ret meget en toppakning over den melding,” beskriver hun det i dag.

Ordudvekslingen med hendes chef er så voldsom, at han sender hende på ”tidlig juleferie”, hvor hun selv skal betale for de ekstra ”fridage”.

”Jeg var så edderspændt rasende, at jeg tænkte, at jeg skulle ikke være der ét sekund mere. Jeg havde på intet tidspunkt i alt det her snakket med min chef om, hvad pokker der foregik. Han har aldrig spurgt. Det har eskadrillechefen heller ikke. Ingen af de to kom og snakkede med mig for at høre MIN version af historien. De er jo berøringsangst. De vil bare, at de her sager forsvinder, tror jeg,” forklarer Lotte.

I juleferien er hun ved at falde fra hinanden. Hun kan ikke være i sig selv, kan ikke sove og har ondt i maven ved tanken om at skulle tilbage på arbejde. Der er ikke rigtig ro på noget tidspunkt, husker hun.

Nultolerance?

Januar 2020 starter oveni med, at Forsvaret ruller en ”Nultolerance”-kampagne ud for alle medarbejdere.

Da Lotte er tilbage til arbejdet, hænger der derfor plakater rundt om på væggene med udsagn som: ”Vi svigter ikke hinanden – derfor blander vi os, hvis andre bliver udsat for overgreb” og ”Vi har hinandens ryg – derfor rører vi ikke nogen mod deres vilje”.

Plakaterne er en del af en storstilet kampagne, hvor Forsvaret siden september 2019 har sat fokus på håndtering af krænkende adfærd, fordi der er sket en kraftig stigning i antallet af sager.

I januar 2020 rullede Forsvaret en ”Nultolerance”-kampagne ud for alle medarbejdere, men Lotte og hendes kolleger oplevede i praksis det modsatte. (Foto: Forsvaret)

”Vi kunne alle sammen gå og kigge på plakaterne. Der er endda lavet en flot folder, hvor der nærmest helt snorlige står punkt for punkt, hvordan man skal forholde sig som chef, som kollega og som medarbejder, der anmelder en krænkelse. Jeg har en idé om – og det er bare min formodning – at jeg har haft en chef, der har siddet og kigget i dén folder og tænkt, hvordan kan vi bedste muligt gøre alt det modsatte?! For det ER min oplevelse af det,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg er kommet dertil, at nu græder jeg ikke over det mere, men jeg er stadig sur, når vi snakker om det. Jeg kan blive rasende. Det er nogle følelser inden i mig, som jeg stadigvæk bearbejder, og som stadig kan blusse op. Fordi jeg har mistet troen på ledelse. På at min chef har mig. Og det er noget, som jeg stadigvæk arbejder med den dag i dag.”

Der bliver lavet en aftale om, at den mandlige kollega skal holde sig væk fra Lotte. Men den overholder han ikke, og hun allierer sig med nogle af de flymekanikere, hun arbejder med.

De løber op til hendes kontor, når han kommer, for så går han igen. Men det er stadig hårdt for hende at være i.

Den 9. marts 2020 rammer angstanfaldet Lotte, efter hun er mødt ind om morgenen med ondt i maven. Hun står ude foran indgangen til flyvestationen, da alt ramler sammen.

”Det gik SÅ stærkt! Jeg tænkte, om jeg var ved at få et hjerteanfald? Mine tanker kørte hurtigere end et tog. Jeg havde en brøkdel af en tanke, og jeg havde hele tiden ti tanker i hovedet på én gang. Det var den sygeste oplevelse. Sådan ud af kroppen. Jeg følte, at jeg hang over mig selv og kiggede ned, mens jeg prøvede at sige ”træk nu vejret”. Men jeg gik fuldstændig i opløsning.”

Hun får skrevet til en kollega, og da han finder hende, ringer han til den teamleder, hun lige har siddet i møde med. Sammen går de væk fra bygningen.

”Så fik jeg styr på mig selv. Jeg fik en rolig vejrtrækning, stoppede med at græde og kunne trække vejret. Vi gik en lang tur, og da jeg var klar igen, vendte vi om, men da vi var fem meter fra døren, kørte det hele på mig igen. Jeg skulle bare ikke derind. Det var sindssygt,” husker hun tydeligt.

Lotte bliver sygemeldt, og da hun starter op med at være der to gange om ugen i to timer, skal hun lære helt basale ting igen.

”I de første to måneder skulle jeg koncentrere mig om at lære på ny at gå ind ad døren. Og egentlig bare være der. Efter syv år som ansat på det tidspunkt,” konstaterer hun i dag.

To år senere

I efteråret 2020 er der gået et år, uden at der er sket mere i sagen, og det går Lotte på. Hun føler, at det hele er gået i stå, mens ledelsen stadig kan have ham til at gå ud på arbejde, og han bliver sendt ud på missioner.

”Jeg følte, at det hele blev så forhalet og stod så meget i stilstand, at jeg faktisk har været nødt til at skrive et brev til Forsvarsministeriet,” fortæller Lotte, der derfor satte sig til tasterne og indleder hendes brev med ordene:

”I september 2019 startede I en kampagne mod krænkende adfærd i Forsvaret. I januar 2020 kom der forskellige plakater ud i samtlige afdelinger. Men har det virkelig rykket noget?”

Videre forklarer hun, at de ikke har været i retten endnu, og at de stadig er tvunget til at arbejde med den pågældende kollega:

”Vi har i næsten et helt år skulle gå op og ned ad den mand, som ikke kan finde ud af, hvordan man skal begå sig på en arbejdsplads. Man sætter jo heller ikke en overfaldsmand og et offer sammen i et år inden der falder dom.”

To dage efter har hun en medarbejder fra Forsvarsministeriet i røret, som beder Lotte om at uddybe sin historie. Det sætter skub i sagen igen, men på grund af sygdom udsættes retssagen yderligere to gange.

I efteråret 2020 og i foråret 2021 får de chefer, som Lotte i sin uddybning har klandret for at være dårlige til at håndtere sagen, i mellemtiden andre stillinger.

”De sidder i hver deres afdeling nu. I løbet af en tre-fire måneder fik de tre ledelsesfolk på magisk vis nye jobs. Stadig inden for Forsvaret. Hvor mine kollegaer og jeg gik og snakkede om, at det var interessant,” siger Lotte i dag.

Selv valgte hun at sige op og stoppede i foråret sidste år. Hun var blevet ked af at gå ind ad døren og kunne ikke finde glæden igen.

I august 2021 kom sagen for retten i Viborg, og der faldt afgørelse i sagen.

Den mandlige kollega nægtede sig skyldig i alle anklager, men han blev dømt skyldig efter straffelovens paragraf om blufærdighedskrænkelse og pligtforsømmelse efter den militære straffelov. Han blev idømt 10 dages betinget fængsel og en bøde på 2500 kroner. Efterfølgende fulgte der en fyreseddel med, ligesom han mistede retten til at få sin tjenestemandspension.