”Man skal helst ikke have nogen følelser, hvis man er single”

Findes der en fornuftknap i den menneskelige organisme, kan du være sikker på, den er slået i "off" hos Karen Rosenberg. Karen har nemlig altid fulgt hjertet. Og det var også det, hun gjorde, da hun for godt tre år siden gik fra sin kæreste og producer igennem otte år, Vagn Luv. Og dér stod hun så – og skulle på alle måder starte forfra.

– Han er et dejligt menneske, men jeg var bare ikke forelsket i ham mere, og det syntes jeg ikke, at jeg kunne byde hverken ham eller mig. Det var ikke, fordi jeg gik ud og var sammen med nogle andre eller var utro – slet ikke. Det var bare en erkendelse af livet. At følge hjertet. Og mit hjerte skulle være alene.

Pludselig lå alle muligheder åbne. Livet var én stor legeplads.

– Det tog sindssygt lang tid. Jeg sad alene derhjemme og skrev med mit keyboard og mit lille computersetup og skulle finde ud af: Hvilken lyd har jeg, når jeg kun er mig? Hvordan skriver jeg, når jeg kun er mig? Min ekskæreste og jeg var jo inde over alting sammen. Og desuden: Hvordan er jeg så, når jeg er single – og hvordan i alverden navigerer jeg i det her mærkelige singleliv?

Underlig singleverden
Pludselig var der ingen hensyn at tage. Hverken i forhold til hvilke skridt, hun skulle tage, eller hvad hun skulle skrive om.

– Der er så mange muligheder, og man må bare lade sig rive med. Af livet. Og det er jeg rigtigt god til. Derfor kommer jeg også somme tider ud på dybt vand i forhold til mit hjerte. Ikke fordi jeg bliver forelsket i mange mænd, for det gør jeg ikke. Men jeg er ikke meget forsigtig.

Én bestemt mand blev Karen dog virkelig smækforelsket i. Sagen var bare den, at han aldrig rigtigt ville have hende. Og de følelser valgte hun at putte ind i sangen "Problemet", som handler om, hvor svært det er at give slip, når hjertet er ramt. Og først da sangen fandt sin form, kom hun omsider over det.

– Der havde jeg sgu brændt mine naller. Jeg kom direkte fra et langt forhold og var helt åben. Jeg var slet ikke vant til at passe på mig selv, så jeg kastede mig ud i det. Smed bare mit hjerte på bordet. Mit hjerte, som slet ikke var blevet skubbet til i så mange år, men bare blevet holdt om. Det var sgu den hårde virkelighed, der ramte lige der. Og så skulle jeg finde ud af, at man selv skal sige fra over for det. Ingen andre gør det. Jeg kunne slet ikke finde ud af det game, som åbenbart kører ude i det der singleunivers. Alt det her med, at så skal der gå lidt tid, og hvad betyder det så, når han siger det eller skriver sådan? Det er så underligt, jeg lærer det aldrig.

LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Kjerstine: "Jeg tilgav, at han var mig utro"

Knust hjerte
Det tog Karen et års tid at slikke sårene.

– Jeg blev nødt til at sige, at vi ikke skulle ses mere. Det føltes meget mærkeligt, fordi det jo netop gik imod det, jeg havde lyst til. Men det var alt for flyvsk for mig, jeg kunne simpelthen ikke holde til det der on/off. Man går rundt og siger, "jamen, jeg har det megafedt, det er helt okay, alt er godt", og så kan man bare mærke indeni, at "fuck, gu' er det ej godt – jeg er stadig bare megavild med ham".

– Da jeg trådte ind i den der singleverden, lærte jeg noget mærkeligt noget – at man helst ikke skal have nogen følelser, det er fandeme ikke moderne! Ingen står rigtigt ved, at noget gør dem kede af det eller rigtigt glade. Det gælder hele tiden om bare at være ovenpå. Og det er der jo ingen, der er. Ingen tør sige, "jeg kan fandeme god lide dig", for det er jo farligt. Vi skal alle sammen holde facaden. Og midt i det der fik jeg det bare sådan, "fuck mand, jeg gider ikke at spille kostbar, for jeg er jo kostbar. Ligesom alle andre i øvrigt også er det. Vi er alle sammen kostbare, vores hjerter er kostbare.

"Pludselig har jeg fået en kæreste"
Men alt det er fortid. I efteråret mødte Karen nemlig igen en mand, Thomas, der er grafisk designer.

– Pludselig har jeg fået en kæreste, hvor det hele bare sagde klik. Og så må man bare gå med det. Der er jo tusinder af liv at leve, og nogle gange kan det også virke så overvældende, at man ikke kan committe sig til noget som helst. Og det er jo også berusende på mange måder. Og forvirrende. Og fantastisk. Jeg er meget forelsket og lykkelig. Vores hjerner kunne bare godt lide hinanden, inden vi mødte hinanden, tror jeg. Og så er han megalækker.

– Jeg har lært, at grundholdningerne her i livet er sindssygt vigtige for mig. For at blive et godt match, kræver det, i mine øjne, at man har samme idé om, hvad der gør en lykkelig. Har man ikke det til fælles, kommer man aldrig til at have noget rigtigt til fælles. For mig betyder praktik og sikkerhed intet. Jeg er rodløs og kun hjemme der, hvor min familie, mine venner eller min kæreste er, for de betyder ufattelig meget for mig. Det er ikke vigtigt for mig at have den samme base. Min base er bundet i mennesker og i følelser, ikke steder.

– Kærligheden er det vigtigste her i livet. Period. Ikke kun kærlighed til hinanden – også til sig selv og til livet og til sin familie. Jeg er sindssygt taknemmelig. Det lyder meget floskel- og filosofagtigt, men jeg føler mig virkelig beriget. Også af at have prøvet at få mit hjerte knust. Som über-klicheen siger: Hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af. Der er en mening med det hele – for uden alt det, jeg har været igennem, ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Lige præcis der, hvor jeg skal være.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Nyd og dyrk, at du ikke er som alle andre"