Ferieflirts: Maria og Damien kom op at skændes på en bar for 17 år siden: "Jeg råbte "have a good life", imens hun gik væk"

Fire dage efter at Maria havde haft en flirt med en sjov og spændende irsk fyr, gik de tilfældigvis igen ind på samme bar i en ny by. Maria var dog ikke helt sikker på, om det nu var den selvsamme fyr, som hun havde kysset på stranden nogle dage forinden. "Jo, det er ham", sagde veninden, og det var det. De snakkede og havde det sjovt igen, og dagen efter spurgte Damien, om hun ville mødes med ham om aftenen sammen med hans venner.

Maria: – Jeg syntes, at du var enormt sjov og charmerende, men så ignorerede du mig bare den aften, og så syntes jeg, du var endnu mere spændende!

Skete der noget imellem jer den aften?
Damien: – Ja, vi havde vores første af mange konflikter den aften, ha ha.

Maria: – Jeg havde aflyst nogle andre planer, og så virkede han, som om han var ligeglad med, at jeg var der. Til sidst tænkte jeg, at så kunne det også være lige meget, og så forlod jeg faktisk baren. Ude på gaden tænkte jeg, at han egentlig var meget sød, så jeg gik tilbage og råbte lidt ad ham, at han var tarvelig at ignorere mig, når jeg nu havde aflyst mine planer...

Damien: – Og så råbte jeg "have a good life", imens hun gik væk.

LÆS OGSÅ: Maria mødte den eneste ene på en dykkerferie i Indonesien: "Jeg ændrede resten af min rejse for at være sammen med ham igen"

Det var alligevel for dumt, tænkte Maria og gik tilbage til Damien en gang til. Maria og Damien fortæller historien om, hvordan de mødtes, imens Oscar på syv og Holly på to leger i stuen ved siden af som fysiske beviser på, at det var det helt rigtige valg at gå tilbage til den uopmærksomme bejler den aften for 17 år siden.

Hvordan holdt I kontakten, efter I hver især var rejst hjem?
Maria: – Damien lagde en seddel til mig med sin mailadresse og en besked om, at hvis du engang kommer til Irland...

Seks måneder senere fik Maria et job i Cork tre timers togtur fra Dublin, hvor Damien boede. Hun havde egentlig søgt et job i England, men var blevet sendt videre til Irland, så hun skrev til Damien og spurgte, om de ikke skulle tales ved på Messenger. Kort tid efter var Maria flyttet til Cork, og Damien var pludselig meget entusiastisk, da han fik overbevist sine venner om, at de skulle tage til en jazzfestival i selvsamme by. Han nævnte ikke noget om, at han kendte en pige der. Det var cirka et halvt år efter, de havde tilbragt nogle dage sammen i Vietnam.

Damien: – Jeg begyndte at komme til Cork omkring hver anden weekend, eller Maria kom til Dublin. Første gang Maria kom og besøgte mig, hentede jeg hende faktisk på stationen sammen med min far, fordi jeg havde benet i gips. Jeg rejste meget dengang og boede derfor hjemme, så vi sov også i hvert sit værelse.

Maria: – Ja, det var mærkeligt. Jeg var 24 år, men det var katolsk tradition.

Damien havde på det tidspunkt planer om at rejse i et år og spurgte Maria, om hun ville med, men hun følte ikke, at hun kendte ham godt nok og havde i øvrigt ikke sparet penge op til en tur, så hun flyttede til Dublin for at være sammen med ham og fik et nyt job der. Kort efter flyttede de til Danmark og arbejdede i et lille år, før de tog på den store rejse sammen og siden kom tilbage til København igen – sammen og uden planer om, at skulle rejse væk fra hinanden igen.

LÆS OGSÅ: Ferieflirt: Jeanette mødte sin Barry på en ferie med sine forældre: "Jeg syntes, han var hylende morsom"

Hvad har været de største udfordringer i jeres forhold?
Damien: – Der var helt klart store kulturelle udfordringer i begyndelsen. Jeg kæmpede en del med at falde til i den danske kultur, efter vi flyttede sammen i København.

Maria: – Og jeg kæmpede med at forstå dig.

Damien: – Et eksempel på et stort kultursammenstød er, at i Irland er det sådan at "Sport is King", så i weekenden handler det altid om at spille eller se fodbold eller anden sport – også på pubben. Derfor kom jeg fra starten med på et engelsk/irsk expat-fodboldhold, så socialt fortsatte jeg faktisk den livsstil, jeg havde derhjemme, og var egentlig isoleret fra den danske kultur.

Maria: – Du nød faktisk ikke engang at være med til fest med mine venner. Der blev du den stille i hjørnet, og det er slet ikke dig.

Damien: – Men når man ikke kan sproget... Det var også en udfordring, at jeg hang en del i en ret negativ atmosfære blandt ældre expats, hvor mange af dem havde forliste forhold bag sig og boede her, fordi de havde børn i Danmark. De sagde hele tiden "det kommer aldrig til at gå", og jeg skulle kæmpe for ikke blive revet med af den stemning og give dem ret.

Hele familien er samlet. Foto: Stine Christiansen.

Hvad sagde familie og venner? Troede de på, at forholdet ville holde?

Maria: – Mine forældre syntes, det var skørt, selvom de godt kunne lide Damien, og de så de udfordringer, vi havde, f.eks. når Damien var med til en konfirmation og sad der uden at forstå et muk. De troede nok ikke, at det ville holde.

Damien: – Men jeg havde et rigtig godt forhold til Marias far, som tog varmt imod mig, var fuld af sjov og fik mig til at føle mig meget velkommen i Danmark.

Maria: – Jeg tror, de fleste af mine venner simpelthen syntes, at du var fantastisk.

Damien: – Og det gør de stadig, ha ha.

Maria: – De troede på det.

LÆS OGSÅ: Marianne og Phillippe har børn i hver sit land og ses kun hver anden weekend: "Vi prioriterer tiden benhårdt"

Damien: – Det tog noget tid for min familie. De kunne lide Maria og kunne se, at hun var sjov. I Irland er vi en nation af bullshitters, der lyver for hinanden hele tiden for at gøre hinanden glade, og Maria kom bare der som dansker og sagde tingene, som de var. Det kunne godt blive opfattet som om, hun var uhøflig.

Maria: – De syntes, jeg var for ironisk eller hård.

Har det en særlig betydning for jer, at I mødte hinanden på en rejse?
Damien: – Ja, det er en god historie, at vi mødtes i Vietnam, selvom glansen går lidt af, når man har fortalt historien mange gange. Men ja, det var godt, siger han og kigger forelsket på Maria.

Maria: – Jeg tror, man kæmper mere for det. Vi tog en beslutning. En virkelig stor beslutning, og så bliver man nødt til at få det til at fungere. Man giver ikke så let op, når man er flyttet fra sit land og bare er her med sin kuffert.

Damien: – For at være helt ærlig, så kendte vi ikke hinanden så godt, da jeg flyttede hertil, for vi havde ikke boet sammen i Dublin. Jeg kan huske, at jeg fløj til Malmø og tog toget til Københavns Hovedbanegård, hvor Maria hentede mig. Da vi gik der på vej til hendes lejlighed, tænkte jeg, at det var helt surrealistisk, og jeg tror, vi begge to tænkte, at det var ret vildt, da vi trådte ind i lejligheden – at flytte sammen med en, man dårligt kender. Næste morgen, da jeg vågnede og lå i sengen, tænkte jeg: Jeg er ikke på ferie her! Men jeg var stadig i holiday-mode. Jeg fandt et job to dage efter på en pub, og jeg rejste aldrig tilbage.

Maria: – Det er faktisk ret hyggeligt at tale om det.

Hvad har holdt jer sammen?
Maria: – Humor! Det var derfor, jeg gik tilbage dengang i Saigon – for at få noget mere af den humor.

Damien: – Der er flere aspekter af, hvad jeg kan lide ved Maria. Hun er meget åbensindet f.eks. i forhold til rejser og over for nye mennesker. Jeg har talt med andre expats om, at mange danskere danner deres venskabskredse tidligt i livet og holder grupperne temmelig adskilt fra hinanden. Derfor kan det være svært at komme tæt ind på livet af danskere. Der er Maria mere åben. At gå ud og være i godt selskab har altid været en vigtig del af vores forhold, og jeg ved, at hvis vi går ud en hvilken som helst aften, så vil vi have det sjovt. Jeg har sagt mange gange til Maria igennem årene, at jeg til enhver tid hellere vil gå i byen med Maria, bare os to, end med fem af gutterne og drikke øl og se fodbold, for det er sjovere med Maria. Hun er sjovere end de fleste, jeg kender. Vi plejede at gå ud med folk fra forskellige lande og komme hjem klokken syv om morgenen og sove længe, og det var godt – good times!

Maria: – Kan du huske, da du fandt ud af, at jeg var den rigtige? Det var, da du fik lov til at have kebab med i seng, ha ha.

Damien: – Ja, jeg kan huske, at jeg dagen efter sagde til mine venner, at jeg vidste, at Maria var en keeper. Dengang da Maria stod og råbte ad mig i Saigon City, tænkte jeg ikke, at hun skulle være mor til mine børn, men jeg gik helt i den modsatte grøft, da jeg den morgen vågnede ved, at Maria var ved at spise resten af den kebab, hun havde lagt på gulvet klokken fire om natten. Der vidste jeg, at hun skulle være mor til mine børn!