"Da jeg var 39 år, fik jeg vildt meget lyst til at få et barn til..."

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Vi flyttede til Fløng, da jeg var tre år. Dengang var Fløng en forvokset landsby med stråtækte huse, en kirke og en del nybyggeri. Jeg kan især huske duften af nylagt asfalt og følelsen af den under mine bare tæer. Min mor var pædagog, og min far var lektor på RUC, og så var de begge to aktive kommunister, så vi talte meget politik derhjemme. At være kommunister betød, at vi tit samlede ind til folk, der kæmpede ude i verden, gik til Land & Folk-festivaler og demonstrerede hyppigt. I Fløng var vi lidt af et mindretal, og jeg vidste godt, at de andre børn syntes, at vi var lidt mærkelige, og man nøjedes med bare at nikke til de andre kommunistunger i skolegården.

– Min far spillede conga, og alle familiefester handlede ret meget om dans og trommer. Der var altid gang i den – også fordi jeg havde tre søskende, så der var mange mennesker i vores hus, der råbte højt. Hver sommer tog vi på feriekollektiv til Sverige, hvor der også var en masse andre børn, der lavede smalfilm, plukkede blåbær og badede nøgne i søerne. Min farmor, som var lidt af en "godmother”"i familien, sagde, at jeg altid var et meget stille barn, men en dag da jeg var otte år, stillede jeg mig pludselig op på en stol og sagde: "Nu vil jeg gerne sige noget...". Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde, men det var nok sådan, man blev hørt i min familie.

LÆS OGSÅ: Iben Albinus Sabroe: Denne beslutning har jeg fortrudt

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg var ret lille, for jeg gik vist bare direkte fra rollelege til skuespil. Jeg var vild med gyserfilm, og jeg kan huske, hvordan vi på fritten lavede dem om til skuespil. Jeg vidste godt, at jeg skulle være skuespiller, men jeg sagde det vist aldrig højt. På fritten var en pædagog, som lavede teater med os børn og tog det ret alvorligt. Dengang i 1970’erne var alting jo lidt mere loose, men dér var der nogen, der stillede krav til én, og det kunne jeg godt lide, samtidig med at jeg syntes, teater var sjovt.

– Gennem teenageårene lavede jeg ungdomsteater, totalteater og improforestillinger, som man jo gjorde dengang. Jeg søgte også filmroller, uden at mine forældre vidste det. Men jeg havde også stadig en følelse af politisk ansvar, og i en årrække tog det over. Jeg mødte en russisk skuespillerinde på samme tid, som jeg blev inviteret til Moskva i tre måneder for at diskutere marxismens fremtid efter murens fald. Hun var forfærdet over, at jeg kunne finde på det. Den tur blev faktisk mit endelige farvel til kommunismen, for i Moskva oplevede jeg, hvordan alt åndeligt blev gemt væk, og skønhed blev undertrykt eller fjernet af regimet, som det blandt andet var tilfældet med deres gamle ballet. Ideen var, at al borgerlig kunst var undertrykkende for mennesker. Man dræbte alt det skønne, fordi det ikke passede ind i en politisk agenda. De prøvede endda at vende flodernes retning, fordi de troede, at menneskets magt var altoverskyggende.

– Alt det vendte jeg ryggen og tog hjem igen. Men i Moskva havde jeg forelsket mig i en svensker, så jeg flyttede med ham til Stockholm, og der begyndte jeg for alvor at tænke på at gå på skuespillerskolen. Men der er aldrig nogen med dansk accent, der er kommet ind på en svensk skuespillerskole, så jeg flyttede tilbage til Danmark efter tre år, hvor jeg blev vært på ungdomsprogrammet Puls og var med til at starte det, der senere blev til Teater Grob. Et par år senere kom jeg ind på teaterskolen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Vi var ret unge – 16 år – da vi mødtes. Han er fra Roskilde og spillede i et punk-band, og vi var en del af den samme klike. Vi blev først kærester senere, da jeg lavede Puls. Han var musiker og vidste en masse om musik, men det gjorde jeg ikke, så jeg ringede hele tiden til ham og spurgte. Til sidst fik jeg lov af TV2 til at ansætte ham som researcher. Så forelskede vi os og fik et barn sammen.

– Da jeg var 39 år, fik jeg vildt meget lyst til at få et barn til. Goethe sagde, at livet er som solens gang på himlen. Når man er i 40’erne, kan man både skue tilbage og se døden. Det er ligesom, når du når den alder, hvor du ikke længere kan få børn, og det samtidig går op for dig, at du er dødelig. Endelig lyttede jeg til den stemme, der sagde, at jeg skulle få et barn til og få nogle andre sider af mig selv frem – nogle som ikke handlede om arbejde. Det er meget helende for mig at være sammen med specielt min yngste datter. Hun er et sted i livet, hvor jeg stadig kan læse godnathistorie for hende.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske før strejke: ”Vi har fået meget ros, men…”

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– I 2017 skulle jeg lave en soloforestilling på Teater Republique, som lige havde mistet sin direktør og var en rystet organisation. Det var én komponent. En anden var, at jeg var motoren på forestillingen og gerne ville have, at alle de folk, jeg havde samlet om mig, havde det godt. Men jeg følte også et ansvar over for selve forestillingen. Den handlede endda om en kvinde i et materialistisk og velfungerende liv, som pludselig oplever meningsløsheden. Jeg havde i mange år arbejdet virkelig meget, og selv om nogle stemmer i mig var begyndt at pippe om, at noget andet i mit liv skulle foldes ud, lyttede jeg ikke. Arbejde var den nemme løsning, for det vidste jeg, hvad var, og samtidig var jeg bange for at sige nej til opgaver. Jeg fortsatte, selv om det ikke var fedt at spille teater seks aftener om ugen og prøve nye forestillinger om eftermiddagen. Men jeg måtte bare ikke sige nej.

– 10 dage inden soloforestillingen havde premiere, fik jeg følelsen af, at den slet ikke var færdig. Jeg brød sammen hos makeupartisten, som kørte mig direkte til en læge. Det føltes som om, jeg ikke kunne få luft samtidig med, at noget blev skåret op indvendigt.

– Jeg var sygemeldt i seks måneder, hvor jeg bare prøvede at gå ture, men alt føltes så væmmeligt. Min mand prøvede at gå med mig og holde mig i hånden, men jeg kunne knap nok være udenfor og slet ikke møde andre mennesker. Det hjalp, da jeg fik et otte ugers mindfulness-forløb. Det var jeg vildt glad for. Det var så rørende at være der og møde politimænd, læger og IT-folk, alle slags mennesker, der var gået ned med stress lige som mig. Når der sker sådan noget, er vi alle sammen bare mennesker. Det, vi havde til fælles, var, at vi alle havde gjort vores bedste og knækket nakken på det. Men den slags går ikke over på otte uger, og jeg var shaky i lang tid efter. Jeg var også flov og undgik arrangementer, hvor nogen kunne spørge til mig. Jeg ventede i lang tid på, at det sluttede, og så kom jeg ud som en stærkere version af mig selv.

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Faktisk helede det mig især at læse Mumi-bøgerne fra start til slut. Nu holder jeg endda foredrag om, hvordan litteraturen kan lindre, når livet gør ondt. Tove Jansson var billedkunstner og skrev den første Mumi-bog under 2. Verdenskrig. Hun skrev, fordi hun gerne ville fortælle historier om ”det der var engang”, og som endte lykkeligt. Der er uhygge i de bøger, men der er også altid en Mumi-mor, der står klar med saftevand og har en helende kraft. Der er eventyr og mærkelige væsner, men også barndommens trygge verden. Det var lige det, jeg havde lyst til, da min verden krakelerede.

LÆS OGSÅ: Petra Nagel var bange for aldrig at finde kærligheden: ”Det kan være, jeg ender som hende, der aldrig nåede toget…”

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er ved at uddanne mig til Steiner-pædagog, men jeg nyder også at spille mindre roller på film og tv eller indlæse bøger. Det er også dejligt, når nogen ringer og spørger, om jeg vil være med i en Netflix-serie. Til hverdag fristrikker jeg en del og strikker gaver – for eksempel små katte, tasker eller bolde – til børnene på den institution, hvor jeg arbejder. Jeg er ikke mega dygtig til at strikke, men jeg synes, det er en rar måde at sidde stille på. Jeg går også til karate, og jeg er på vej til den gule striber på det blå bælte – så ja, nu er jeg hende, der går til karate og strikker legetøj til børn. Jeg ved ikke, hvor det hele bringer mig hen, men jeg gør det, der giver mening og gør mig glad.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg har parkeret i en kælder under Det Kongelige Teater, og at jeg godt kan savne at have min gang på teatret. Det har længe været en sorg for mig, at jeg måtte væk fra det på grund af stress, for teatrene var mit andet hjem, Det Kongelige Teater, Betty Nansen, Aarhus og Aalborg. Det er fantastiske steder at fortælle historier.