"Når du vokser op i et arbejdermiljø, så præger det dig"

Interviewet blev første gang bragt i 2012

Hun har en kæft som en havnearbejder og opfattes fejlagtigt som permanent alvorlig. Danmarks beskæftigelsesminister har fundet ud af, at hun har temperament på to måder. Ligesom hun har mærket, at livet som offentlig politiker også har en bagside – som dengang hendes børn uforvar-ende blev hovedpersoner i en politisk sag. ALT for damernes Louise Gade tilbragte en dag med den travle minister.  

Bilen holder der allerede. Lige uden for beskæftigelsesministeriet med tændt motor, åbne døre og en habitklædt chauffør, der slår hånden ud i en galant gestus, da Mette Frederiksen og hendes spindoktor træder ud i vinterkulden. "Hej Holger," siger ministeren, før hun i en enkelt, lang bevægelse drejer sin krop ned i sædet. Hun skal til Amager for at holde oplæg ved en workshop om arbejdsmarkedet for psykisk sårbare, og da bilen triller forbi Christiansborg, hiver hun programmet frem for at skimme dagsordenen. Så tænker hun lidt. Skriver lidt. Tænker lidt, og skriver lidt. "Så er jeg klar!" proklamerer hun efter bare et par minutter, da strøtankerne er tøjret med blæk.

LÆS OGSÅ: Bonderøvens kæreste: Forbløffet over folks frækhed 

Selvom Mette Frederiksen har været minister i lidt over et år, er folk i ministeriet stadig forbløffede over, at hun altid holder taler og oplæg ud fra små stikord. Langt de fleste ministre knytter sig til skrevne taler for ikke at falde verbalt igennem, men Mette Frederiksen sætter pris på den direkte, instinktive facon. Den har gjort hende kendt som en stærk kommunikatør, men har også indimellem bidt hende i den politiske bagdel. Den mørke Audi ruller ud ad øde Amagerveje, og Mette Frederiksen kører den mekaniske solskærm væk fra vinduet og fylder sig med billeder fra den rykvise udsigt. Hun sidder dybt i det læderbetrukne sæde, har samlet knæene og lagt benene skråt ud mod højre. Dronningepositur. Intet mindre.

Sovs og kartofler
De færreste er klar over, at det var dyr og natur, der fik hende ind i politik. Allerede som lille pige i Aalborg blev hun "helt skrå i hovedet," når dyr ikke blev behandlet ordentligt. På skolen oprettede hun en forening for sneleopardens fremme og var sponsor for en kaskelothval, der hed Jens. Via Verdensnaturfonden købte hun en anpart i Jens og sendte alle sine lommepenge af sted nord for Danmark og fik til gengæld rapporter, når Jens, som var udstyret med en chip, måske blev spottet ud for Nordnorges kyst. Selvom Jomfru Ane Gade lokkede hende i byen både torsdag, fredag og lørdag, fandt hun også tid til at dyrke politik og meldte sig ind i et politisk parti: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Naturligvis, fristes man til at sige. For i bogreolen i hendes barndomshjem stod der gedigen arbejderlitteratur: Knuth Beckers "Det Daglige Brød" side om side med Hans Kirks "Fiskerne."

Den socialdemokratiske partipolitiske tradition strakte sig langt ind i familiens stamtræ og sendte blandt andet hendes oldefar i fængsel for sit fagforeningsarbejde. Mette Frederiksens far arbejdede som typograf og moren som dagplejemor, døren til hjemmet stod altid åben, og der var sovs og kartofler til aftensmad
– serveret nøjagtigt klokken 18.
– Det at have et arbejde var for min mor og far ikke noget, man fik forærende, det var noget, der skulle kæmpes for. Og når du vokser op i et arbejdermiljø, så præger det dig. Jeg havde nærmest aldrig mødt en akademiker, før jeg blev voksen, siger Mette Frederiksen.

Men det ændrede sig, da hun kom ind på universitetet i Aalborg for at læse administration og samfundsfag.

– Helt ærligt havde jeg det sådan, at det ikke var mit sted. Koderne og omgangsformen var helt anderledes, end jeg var vant til. Jeg gik en anden uddannelsesvej end mine forældre og min omgangskreds, så det var en ny verden, og jeg følte mig lidt som en fremmed fugl.

Under uddannelsen blev hun ungdomskonsulent i LO, her mødte hun Erik Harr, og de to dannede hurtigt par:

– Jeg faldt for Erik, fordi han er skæg og klog. Og så var jeg tiltrukket af, at han var så sund. Han var en udelivsfreak, der dyrkede masser af motion, mens jeg selv var aktiv i ungdomspolitik, levede af junkfood og sad til møder hele tiden. Og så tænkte jeg lige fra starten, at han kunne blive en god far til mine børn. Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, så der var ingen grund til at vente, når det virkede rigtigt.
Efter blot et år blev de forældre til Ida Feline, og Erik friede nytårsaftensdag – helt privat og med deres nyfødte datter som eneste vidne.

Minister i høje hæle
I dag – 11 år senere – er Mette Frederiksen en af landets populæreste ministre, en stor spiller i regeringens reformer og et seriøst bud på Socialdemokraternes næste formand, hvis Helle Thorning-Schmidt en dag må trække sig. Hun sidder nu i ministerbilen – flankeret af både spindoktor og ministersekretær – iført sort kjole, lille, ternet tweedjakke og mørkebrune, højhælede støvler. Ved siden af hendes fødder i bilens bug ligger et par flade, praktiske støvler. "Til cyklen," konstaterer hun med henvisning til, at hun ofte cykler sine to børn i skole og bliver hentet derfra af ministerbilen, hvor hun skifter til de høje hæle på bagsædet. "Jeg kan ikke være sammen med mine børn i høje hæle. Sammen med dem vil jeg gerne være sådan lidt..." Hun tynger hænderne mod jorden og konstaterer så: "Man bliver bare en anden person i høje hæle."

Bilen har nået sit mål: Dansk Industri på Amager, hvor Mette Frederiksen skal holde sit oplæg. Hun folder sig let ud fra bilen og skridter hen mod indgangen. På høje hæle. Indenfor står fire-fem mennesker på række og tager pænt imod, og inde bag døren vender 30 ansigter sig straks imod hende i velbegrundet forventning. Hun taler højt og passioneret. Om fleksjob og førtidspension og psykisk sygdom. Lægger tryk på de vigtigste ord. Og så bander hun:

"Alle folk skal sgu have mulighed for at udleve deres drømme."

Hun dunker en hånd let ned i bordpladen for at skære sine pointer ud i kontante, spiselige bidder. Med sådan en kraft, at man kan høre de stablede porcelænskopper klirre let.

"Det er fandeme ikke mærkeligt, at nogen kløjes i det," siger hun om behandlingssystemet, hvor den psykisk syge skal tale med mange forskellige socialrådgivere og kalder det for "kafkask." Kort efter overtager en anden deltager ordet og siger, at ministeren leverede sin holdning på en "levende og stærk måde."

Netop den bramfri stil og det rygende engagement blev hurtigt Mette Frederiksens varemærke, da hun som ung politiker tjekkede ind på Christiansborg. Bare 24 år gammel. Hun blev kendt for at være en direkte kommunikatør. De borgerlige rystede på hovedet over den unge politiker, der holdt hvert oplæg, som var det en fyrig 1. maj-tale, og nogle medier døbte hende "Skrigeskinken."

– Jeg var meget ung, så jeg tror, at jeg tillagde mig en lidt hård stil for at kunne klare konkurrencen mod de ældre og mere erfarne. Jeg står helt ved, hvem jeg var dengang. De fleste kunne godt lide min jargon, men mit engagement fik mig for nogen til at fremstå som en skrigeskinke. Sådan er det med mange ting: Det, der er din styrke, er som regel også din svaghed. Når jeg sidder i en forsamling, er jeg meget klar i spyttet, på tv og ved store officielle arrangementer må jeg lige stramme mig an for ikke at blive for hård i tonen. Jeg har lovet min far ikke at bande i fjernsynet, det kæmper jeg for at overholde, for jeg er direkte som person og meget lidt formel korrekt.

Minister versus Mette
Den hidtil måske sværeste omkostning ved livet som offentlig politiker mærkede Mette Frederiksen, da hun i 2008 valgte at sende sin datter Ida Feline i privatskole efter selv at have kritiseret overskudsforældre for at gøre netop det. Hun tog kritikken ind, lagde sig fladt ned og indrømmede, at hun havde været for bombastisk i sin udmelding tidligere. Livet havde ganske enkelt indhentet hende, og hun og familien mærkede nu bagsiden af berømmelsen.

– Det var en svær sag, fordi det handlede om mine børn. Selvfølgelig skal jeg have klø for at sige ét og gøre noget andet, og jeg har intet problem med at stå til ansvar for politiske ting og blive heglet igennem og ende på forsiden. Men jeg er den vildeste hønemor og har aldrig ønsket, at mine børn skulle trækkes ind på den politiske scene, og det, der påvirkede mig mest dengang, var mit behov for at beskytte mine børn, for de skal have deres barndom i fred, og så må jeg selv stå til regnskab for, hvad jeg har sagt og gjort. Min største prioritet dengang var derfor at få de to ting skilt ad.
Derfor gjorde hun og manden, Erik, alt for at skjule den verserende sag for børnene, mens den var på sit højeste:

– Fjernbetjeningen virkede ikke i en periode, aviserne blev smidt ud, før ungerne stod op om morgenen. Og radioen virkede faktisk heller ikke – der var et eller andet i vejen med antennen, siger hun.

– Jeg er dybt taknemmelig over min erfaring, som er dyrekøbt både positivt og negativt. Der er ingen tvivl om, at det at være politiker i dag har nogle omkostninger – det er sådan, spillereglerne har udviklet sig, og jeg er glad for, at mine børn er ældre i dag, mens jeg er minister, så de bedre kan forholde sig til at have en mor, der er så eksponeret, som jeg er. Selvfølgelig kan jeg også blive træt af det, og mine unger kan blive trætte af det. Når vi for eksempel er i det offentlige rum, kigger folk jo mere på os end på andre familier. Men man kan vænne sig til rigtigt mange ting som menneske, siger hun.

Og efter 12 år på Borgen har Mette Frederiksen vænnet sig til det meste, hvorfor det heller ikke var en enorm omvæltning for hende at blive minister i oktober 2011. I et årti havde hun fulgt landets borgerlige ministre, og hun var intuitivt bevidst om ikke at sætte lighedstegn mellem sig selv og ministeren:

– Alt det, der knytter sig til ministeren, parkerer jeg i en kasse for sig. Der knytter sig en høflighed og noget ophøjethed til positionen. Tingene times efter ministeren, nogen griner, hvis ministeren griner. Seriøst, siger jeg en dårlig joke, kan forsamlinger godt finde på at grine, og så skal jeg bare huske mig selv på, at folk ikke griner, fordi jeg er blevet den nye Frank Hvam. Folk griner af høflighed, fordi jeg er minister. Sådan reagerede de formentlig også ved den forrige minister og vil sikkert også gøre det ved den næste. Du skal vide, at alt det, du har adgang til nu, det forsvinder i dét sekund, du ikke er minister mere. Jeg har det helt inde i blodet.

Fisk skal paneres
Igen står ministerbilen klar og tændt, da hun kommer ud fra workshoppen. Chaufføren Holger sætter kursen mod slotspladsen i København. Her demonstrerer danske krigsveteraner for at få regeringen til at ændre en omstridt seksmånedersregel, der forhindrer hjemvendte soldater i at få arbejdsskadeerstatning for deres psykiske men. Mette Frederiksen har besluttet, at hun som den ansvarlige minister vil kigge forbi. På vej dertil kører bilen ad Kalvebod Brygge forbi Tivoli Hotel, som øverst oppe huser en japansk restaurant – berømt for den delikate sushi og mageløse udsigt.
– Mmm, der burde man snart tage op og få sushi, siger ministerens spindoktor.
– Nej føj, udbryder Mette Frederiksen – Fisk skal enten paneres eller puttes i karrysalat og glas!

De griner.

Så rammer ministerbilen slotspladsen, Mette Frederiksen træder ud og gør holdt ti meter foran "Bjørns Pølsevogn." Hendes blå øjne ser sig omkring på pladsen. Der er omtrent 200 mennesker til demonstrationen, mænd på krykker, mænd med medaljer på vinterjakkerne og mænd i kørestole med små stumper der, hvor benene skulle være. "Det er en om'er. Vi har krigen med os hjem," står der på bannere. Nogle af mændene får øje på ministeren og laver prompte en halvcirkel omkring hende. De fortæller deres personlige historier. At de på trods af klare diagnoser på posttraumatisk stress er blevet nægtet arbejdsskadeerstatning, fordi seksmåneders-fristen er overskredet.

– Jeg lytter til det, I siger, gentager ministeren igen og igen, og efter nogle minutter omfavner et par af krigsveteranerne hende, før de igen forsvinder ind i menneskemylderet. Mens Mette Frederiksen for en halv time siden holdt oplæg ved workshoppen på Amager, arrangerede hendes spindoktor, at DR og TV2 skulle møde ministeren her på slotspladsen til en kommentar om krigsveteranerne. Nu er de på pletten.
Uden tøven og forberedelse stiller Mette Frederiksen op til det første interview:

– Jeg er ikke læge, men vi skylder de hjemvendte soldater at tage deres problemer alvorligt, slår hun som det første fast og fortæller, at hun vil bede Arbejdsskadestyrelsen om at se på den firkantede regel. Fra det ene tv-interview drejer hun kroppen 180 grader og stiller op til det næste. Og ét til. Det er blevet køligt, og da hun fisker sit tørklæde op af tasken, ryger også en lille barnevante med en neonfarvet stjerne ud. Hun samler den op, og går i rask gang hen mod ministeriet. En krigsveteran i camouflagetøj kommer imod hende, hæver høfligt spørgende sine øjenbryn, før han trykker hendes hånd og siger "Tak for din positive indstilling".

Serious business
– Det er menneskeligt hårdt at få indblik i så mange svære livsbetingelser, forklarer Mette Frederiksen lidt senere.

– Som krigsveteranerne i dag – de store, stærke mænd hvis liv krakelerer, fordi vi sendte dem i krig uden at passe på dem. Lige så ofte, som jeg kan gøre noget, lige så ofte kan jeg ikke. Men jeg har fundet ud af, at hvis jeg vender den lidt triste følelse, jeg kan få i forhold til det enkelte menneske og dets historie, til en politisk energi, så går det lettere. En energi, der får mig til at tænke: "Så må vi fandeme forsøge at gøre det bedre!"

– Jeg indgår rigtigt tit i sammenhænge, hvor jeg er alvorlig. Jeg er beskæftigelsesminister og har ansvaret for kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, jobrotation og løntilskud. Det er ikke Det Kongelige Teater. Det er serious business! Det er ting, der er virkelige for folk og har store konsekvenser. Folk ser som regel kun den dybt alvorlige side af mig, og når folk lærer mig at kende, bliver de ofte overraskede over, at der er mere sjov og ballade i mig, end man egentlig tror. Har vi et seminar i partiet – lige så vigtigt det er for mig at være klar klokken ni og have styr på det, jeg skal fremlægge, lige så ofte er det, at jeg er en af de sidste, der går i seng. For jeg har begge sider.

– I virkeligheden er jeg mest til græsk storfamilie, og hvis jeg ikke var politiker, tror jeg, jeg ville have gæster hver dag. Nu har vi det sjældent. Sådan noget som at sidde på en café med en veninde, har jeg ikke gjort, siden jeg blev minister. De tidspunkter, hvor jeg bare kan gøre, hvad jeg har lyst til, er væk, men det er en okay pris.

Hendes forældre, Flemming og Anette, flyttede tidligere på året fra Aalborg til Ballerup kun en kilometer fra familiens hjem. Her står de klar i kulissen og hjælper med at hente og passe Ida Feline og Magne.

– Jeg nyder at have mine forældre boende så tæt på, så mine børn har gode voksne omkring sig. Jeg er ikke naiv og ved godt, at børn rigtigt gerne vil være sammen med deres mor og far også, men uden at bilde mig selv noget ind, synes jeg, det fungerer rigtigt godt.

Temperament på to måder
På valgaftenen 2005 hang der røde balloner oppe under loftet på Jazzhouse, hvor Socialdemokratiet holdt til. Mette Frederiksen var dukket op som en af de første, men allerede da de første exitpolls tonede frem på de opstillede tv-skærme, vidste hun, at det ikke ville blive en stor aften i Socialdemokraternes historie. Frem til valgaftenen, hvor Morgens Lykketoft var partiets formand, var Mette Frederiksen en af hans nærmeste allierede i partiet. Men nogle timer senere varslede Lykketoft sin afsked som partiets leder og sagde: "Sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst," hvorefter han påtog sig ansvaret for partiets valgnederlag: "Sådan er det ikke her." Og Mette græd.
– Helt banalt var jeg ked af, at vi tabte valget. Jeg var utroligt glad for Mogens Lykketoft, så det var også noget kammeratligt. Han holdt en fremragende tale – det er sjældent før set at en partiformand tager det hele på sine skuldre. Det er simpelthen menneskeligt stort.

Mange medier noterede sig, at Mette Frederiksen græd den aften. Som om de ikke havde set det komme fra netop hende. Skrigeskinken.

– Det skyldes nok den hårde stil, jeg havde i mine første år som politiker. Og de færreste ved, at jeg har et stærkt temperament på begge måder. Jeg har nogle elementer af, at jeg kan blive hidsig, men jeg bliver også enormt let rørt. Ser jeg mine børn gå et luciaoptog, græder jeg mig igennem hele optoget, jeg kan ikke se en film i fjernsynet uden at blive rørt, altså. Og så græder jeg åbenbart også, når en partiformand tager skraldet. Det er jo også temperament forstået som stærk følelse.

Hendes klaprende hæle fører hende hen over slotspladsen. Over fodgængerfeltet ved Frederiksholms Kanal og ind i Beskæftigelsesministeriet. Hun kan lige nå at strække tankerne ud, inden en lang aften med finanslovsforhandlinger. Det sidste møde begynder klokken 23.15. ●