"Jesper og jeg kiggede på hinanden og sagde: Måske er det bare ikke det"

0-10 år (1968-1978): Hun kysser

"Mine forældre blev skilt, da jeg var fire år, men det mest chokerende, der skete for mig, var nok, da jeg startede i skole. Jeg havde ikke gået i institution, så jeg var ikke vant til at være i nærheden af andre børn. Og de andre var jo barnlige, og de larmede og rodede, og det skulle jeg overleve i. Jeg var vant til at kunne argumentere over for voksne omkring mig. Jeg var desuden meget lille af min alder og ikke typen, der spillede bold."

"Jeg blev vist også drillet lidt, men så fandt jeg på at kysse drengene. Det skabte noget respekt. Brian var klassens seje dreng, og da der kom et nyt barn i klassen, præsenterede han mig som ”Mette – hende skal du passe på, for hun kysser”. Jeg tror måske også, jeg lidt opsøgte at blive drillet, men sammen med min far øvede jeg mig i at svare igen. Jeg var ikke god med andre børn. Jeg havde for eksempel en veninde, som kun ville lege med mig, hvis jeg gjorde, som hun sagde. Hun fik mig blandt andet til at pjække, og det var det værste, man kunne få mig til, for jeg elskede timerne, men jeg kunne ikke sige fra. I 5. klasse vågnede jeg op en morgen og sagde til min mor: ”Jeg går ikke derover igen”. Så fandt vi en anden skole, og der begyndte jeg den følgende mandag. Tænk at man kan formulere sig så klart – og at nogen lytter – når man vil ændre sit liv som tiårig."

LÆS OGSÅ: Ina-Miriam Rosenbaum: ”Jeg skulle i hvert fald ikke indlade mig på et langdistanceforhold. Troede jeg”

"Det med at være god til at omgås andre er noget, jeg har lært med tiden. Jeg har altid været hurtig i replikken, og jeg omgås folk med sjov og ballade. Da jeg startede på seminariet, talte jeg med en veninde, som hadede at skulle på rustur. Jeg var helt i chok. Hvordan kan man have det sådan? Det er jo det sjoveste i verden at møde nye mennesker. Ja, det er noget helt andet end min første angstfyldte dag i skolen, hvor jeg stod i skolegården og var så bange for at få en bold i hovedet."

10-20 år (1978-1988): To forskellige liv

"Jeg havde det ikke godt i mine teenageår, for selv om jeg var hurtig i hovedet, var jeg sent udviklet, så jeg blev ofte set som et lille barn – ikke kun af drengene. Min mor fik en ny kæreste, og da de skulle have min lillesøster, flyttede jeg hjem til dem. Men så fik de arbejde i Grønland, og jeg skulle med. Jeg var 14 år og var lige faldet til. Folk omkring mig sagde: ”Sikke en oplevelse”, men jeg kunne faktisk ikke lide at være der."

"De tre andre – min mor, min stedfar og min lillesøster – elskede det. Jeg kom op til en klasse, hvor de andre var kærester, festede og var fremme i skoene. Jeg følte mig meget udenfor i forhold til derhjemme, hvor jeg sad på mit værelse med mine veninder og hørte Anne Linnet Band."

"Så jeg flyttede hjem igen til min far. Der skulle jeg klare mig selv, for han var ofte ude at spille, jeg var alene hjemme i hans store hus i Greve og gik i skole inde i København. Nogle gange pakkede jeg en taske, tog bussen hjemmefra mandag morgen, gik i skole og sov hos klassekammerater hele ugen og tog hjem til min far igen om fredagen. Mine forældre havde blind tillid til mig, og det kunne de roligt have, for jeg har jo knap nok prøvet at ryge hash."

"Jeg havde det hyggeligt med at bo sammen med min far, og jeg skrev ugentlige breve til min mor og tog til Grønland og holdt ferie, og det var vidunderligt. I dag er jeg glad for, at jeg har prøvet at bo der. Jeg lærte meget om den kultur, og jeg er glad for, at vi er begyndt at tale mere om Grønland, og at den grønlandske kultur har fået lov at fylde lidt mere."

"Det var to forskellige liv at bo med henholdsvis min mor og min far. Hos min mor var der et rigtigt familieliv, for hun fik to piger efter mig. Der var mad på bordet og tv om aftenen. Hos min far var det bare os to. Han var musiker, og der var ingen faste spisetider. Da jeg flyttede ind, bad han mig lave et budget over de penge, jeg havde brug for, og så fik jeg dem."

LÆS OGSÅ: Trine er gift med Morten – og kæreste med Jørn: ”Vi har alle besluttet, at det er okay”

20-30 år (1988-1998): Ret berømt

"Jeg troede egentligt, jeg skulle læse musik på universitetet, men det var slet ikke mig, for man skal jo LÆSE musik. Jeg sang og spillede på fire forskellige instrumenter og skrev min egen musik. Så blev det læreruddannelsen. Jeg startede på seminariet som 22-årig, men det gik op for mig, at jeg egentlig ikke var så begejstret for at undervise børn. Samtidig var jeg begyndt at lave standup, og jeg ville hellere være en god komiker end en dårlig lærer, så til min mormors store fortrydelse droppede jeg ud."

"Det gik stærkt på standup-scenen i de år, og jeg begyndte desuden at lave en del tv blandt andet som holdkaptajn i forskellige tv-show. Jeg fik også mit eget program på TV3, Stjernejoker, og der lærte jeg i ro og mag, hvordan man laver tv, for der var ikke så mange, der kiggede med. Men en dag ringede TV2 og sagde, at Line Baun skulle på barsel, om jeg ville være vikar på Linen ud? Det var syv udsendelser med omkring en million seere om ugen."

"Det endte med, at de gerne ville beholde mig, og det passede vist Line fint, så jeg blev der flere sæsoner. Der var virkelig gang i karrieren. Privat blev jeg gift med Ole, og vi var meget glade sammen. Men jeg var så optaget af at lave tv, jeg blev ret berømt og kunne ikke gå i fred på gaden. Efterfølgende har jeg tænkt på, at det nok er ret svært for en mand at have en kone, der bliver så berømt."

30-40 år (1998-2008): Hvad er lykken?

"Jeg mødte Jesper (radiovært Jesper Bæhrenz, red.), da jeg havde været single i cirka fire år. Jeg lavede Ugen der gak og blev jævnligt kåret til årets mest populære tv-vært. Det kørte. Så mødte jeg Jesper til en velgørenhedsshow, som varede to dage, og hvor han var konferencier. Jeg kendte ham godt, og jeg syntes altid, han og hans daværende kæreste så så lykkelige ud. Det var de så ikke, for han var netop blevet single. Der havde aldrig været noget mellem os, men den aften opdagede han mig, og næste aften opdagede jeg ham."

"Jesper forstod mig. Han forstod mit arbejde, hvem jeg er og alt det kreative omkring mig. Vi har samme værdisæt, som blandt andet handler om at gøre sig umage. Grundlæggende er vi ens, og det genkendte jeg hurtigt. Jeg var 32 år, og vi talte hurtigt om at få børn, men da der ikke skete noget af sig selv, måtte der kunstig befrugtning til. Vi gik til møder på fertilitetsklinikken, men det skræmte mig at kaste mig ud i et projekt, hvor der kun er én lykkelig udgang. Hvis du laver en film, som ikke er en succes, har du lært noget af det, men hvis du går i fertilitetsbehandling uden at blive gravid, er det kun smerte med smerte på."

"Vi kom aldrig i gang med behandlingen men gik i stedet i gang med at adoptere, og det var en langvarig proces med dybdepsykologiske undersøgelser og kurser. Med 22 millioner forældreløse børn i verden skulle man tro, at det kunne lade sig gøre at adoptere et barn, men efter vi var blevet godkendt, stod vi på venteliste i tre år, og så flyttede vi til USA, hvor vi skulle starte forfra."

"I USA adopterer man direkte fra moren, så vi ville i givet fald adoptere et spædbarn, og det var en omvæltning i forhold til, at vi havde regnet med at skulle adoptere et to-tre-årigt barn fra udlandet. Det ville have været dejligt at få børn, men vi vidste, at vi også ville blive lykkelige uden. Jeg har aldrig haft følelsen af, at jeg absolut skulle være gravid eller skulle være mor. Det er ikke den eneste måde at give noget til verden. Derfor kiggede Jesper og jeg på hinanden og sagde: Måske er det bare ikke det."

LÆS OGSÅ: Geeti Amiri overskred enhver tænkelig grænse i sig selv for kærligheden: "Det er smertefuldt at indrømme"

40-50 år (2008-2018): Skidesjovt!

"Jeg lavede et show, der hed Fuck, jeg er i 40’erne, hvor jeg blandt andet talte om ikke at kunne få børn, fordi jeg følte, at folk trængte til at tale om det på en sjovere måde. På det tidspunkt var Jesper og jeg flyttet til Los Angeles, hvor vi har udviklet tv-koncepter for blandt andre Disney. Vi boede i et 400 kvadratmeter stort hus med pool og terrasser med udsigt til havet. Vi arbejdede hjemmefra, så vi har udnyttet huset godt og holdt mange gode fester. Vi fik hurtigt succes med det, vi lavede, og det var skidesjovt. Los Angeles har et godt miljø, og alt kunne lade sig gøre i den branche på det tidspunkt. I USA bliver du mødt af en helt anden begejstring. Vi har også boet i England, hvor folk ikke i samme grad imponeres over andres succes."

50 år – (2018-): Hvem har du egentlig som 80-årig?

"Der er meget i Danmark, der er begyndt at trække i os. Mine forældre er blevet ældre, og mine søstre har fået børn, så selv om jeg aldrig havde troet det, er vi rejst hjem. Der er også sket meget med USA, siden vi kom herover; Covid, skiftende præsidenter, større forskel på rig og fattig og mere uro i samfundet. Det er vist generelt over hele verden, men det mærkes tydeligere her i USA. Jeg kommer dog til at savne vejret."

"Vi har boet i et fantastisk hus med udsigt helt til Stillehavet og bjergene til den anden side. Jeg kommer til at længes efter Los Angeles’ med bjergløver i bjergene og kun otte minutter til Hollywood Boulevard. Jeg troede, vi skulle blive gamle herovre. Men nu har jeg så ændret mening. For hvem har du egentlig som 80-årig? Måske dine venner, men mange af dem, vi kender, har fået venner gennem deres børn, mens vi kun har haft vores arbejde."

"Jesper skal lave radio på P4, og jeg skal skrive en bog mere. Jeg skal også lave et standup-show til tv, som handler om mænd og kvinder og hvilke forventninger, vi har til de to køn. Indtil videre har vi lejet en lejlighed på Frederiksberg og sat vores hus i Hollywood Hills til salg. Men vi aner ikke, hvordan vores liv i Danmark bliver. Kommer vi til at rejse meget? Skal vi have et hus på landet? Jeg har altid drømt om at have mit eget appelsintræ, så måske skal vi flytte til Spanien? Jeg føler ikke, at 54 år er et problem, for de ting, jeg gerne vil være god til, bliver du bedre til med alderen: At skrive bøger og fortælle jokes."