Otte måneder i sorg: ”Jeg lå bare og græd”

Når livet river gulvtæppet væk under én, er det svært at vide, hvordan man reagerer, og hvad man har brug for.

Da Mette Rode Sundstrøm mistede sin mand Jan Rode til lungekræft efter kun fire måneders sygdom tilbage i år 2000, fik hun brug for sit bagland – særligt sine forældre – mere end nogensinde før.

Det fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

”Mens vi boede i Aarhus, besluttede Jan og jeg os for at rejse jorden rundt. Jan havde solgt sin sidste café, og vi skulle til at sælge vores lejlighed. Men inden vi skulle af sted, fik han lungebetændelse, og det viste sig, at han havde lungekræft. Han døde i 2000 efter kun fire måneders sygdom. Der blev jeg introduceret til hele mit følelsesspektrum af desperation, sorg og savn. Og nu kommer vi til en stille vej, for jeg lå i min seng i mine forældres hus i de næste otte måneder. Mine forældre plejede mig som en fugleunge. Jeg lå bare og græd, og fordi det var gået så stærkt, gennemgik jeg alt, hvad der var sket i de fire måneder. Jan og jeg var sammen i 11 år, og han var en rigtig luksusboheme. Han var en stor, flot og entusiastisk mand på 55 år, der på ingen tid krympede ind til ingenting. Jeg ville bare så gerne have reddet ham, men nogle gange kan man ikke påvirke livets gang.”

At gøre noget – bare et eller andet

Da Mette Rode Sundstrøm havde sørget i otte måneder, gik det op for hende, at hun ikke endegyldigt havde sluppet tøjlerne til sit eget liv. De var bare ”blevet lagt under sengen”, som hun siger – for hun genfandt heldigvis styrken til at gøre noget nyt for sig selv.

”Hvis livet giver dig sine hårdeste slag, og du ikke har et bagland, der griber dig, kan du ende på en banegård med en masse poser. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kunne krybe ned i den seng hos mine forældre. Men jeg stod der uden mand, uden job, uden hjem. Så lånte jeg mine forældres bil og kørte til København, og der gik to år, før de fik den bil tilbage, ha-ha. Nogle gange må man gøre noget, og så er det ikke så vigtigt, hvad man gør. Jeg skulle finde et sted at bo, og så så jeg i avisen, at der var et hus til leje i Klampenborg. ”Lugt og færdsel med heste skal kunne accepteres,” stod der. Det lød som noget, jeg kunne genkende fra min barndom. Huset var en gammel træpavillon, som var ejet af en nærliggende rideskole. Det var et fugtigt og slidt hus – det kunne jeg spejle mig i. Men det var også et unikt og spektakulært hus med højt til loftet, store rum, skæve detaljer og gamle tapeter fra 1920’erne. Der skulle jeg bo. Selv om der var et andet par, som var ved at skrive under, fik jeg forhandlet mig frem til, at huset skulle være mit. I den anledning kom jeg til at tale med bestyrelsesformanden for rideskolen, Bengt Sundstrøm. Han sagde, at hvis jeg lagde seks måneders husleje samme dag, så var huset mit. Så ringede jeg hjem til min mor og far igen, og 14 dage efter sad jeg på gulvet i mit store hus og var københavner.”

Læs resten af det store interview HER.