Mia Lyhne
Foto: Franne Voigt Mia Lyhne

Mia Lyhne: Ikke nemt at finde Mr. Right

Hun har altid drømt at få børn, men Mia Lyhne mødte aldrig den rigtige, som ønskede at være far. Samtidig havde hun svært ved at blive gravid. Så da kæresten hoppede fra deres aftale om at blive reagensglasbefrugtet, tog hun sagen i egen hånd og er i dag alenemor med tvillinger, Asta og Andrea.

Det er lidt som at træde ind i en parallelverden. Man må springe mellem legetøj, cykler og alt det andet, børn har smidt fra sig i leg. De hyggelige røde rækkehuse ligger i klynger omgivet af græs, træer og blomster. Der er helt stille, bortset fra fuglesang. Hvis man snuser meget dybt ind, lugter det stadig en smule af det frie 70'er-liv. Fællesskabstanken er der stadig, om end i en modificeret form. Midt i idyllen bor Mia Lyhne. Langt fra byens biler og rå larm. Tæt på forældrenes hjælpende hænder.

Hun er flyttet tilbage til det bofællesskab, hvor hendes forældre flyttede ind i 1979, efter de var blevet skilt, begge med hver sin nye partner. Alle har deres eget hus, men der er fællesspisning flere gange om ugen. De to forældrepar bor stadig i smørhullet i Smørum, hvor Mia Lyhne nu har slået sig ned igen. Mere af nød end af lyst. Hun har erkendt, at tilværelsen som alenemor til tvillingerne Asta og Andrea kræver mere end almindelig opbakning, og derfor bliver hun nødt til at have pigernes bedsteforældre i baghånden og baghaven.

For Mia Lyhne er helt alene om projekt "tvillinge-forælder". Bestemt ikke efter eget ønske. Hun ville hellere have haft en mand og en far til pigerne. Men ekskæresten sprang fra aftenen inden, de havde en aftale om reagensglasbefrugtning på en klinik. Så Mia Lyhne tog hun en hurtig beslutning og valgte en anonym donor. Det kom der to skønne, lyshårede unger ud af. Den ene sover igennem hele interviewet, mens den anden overhovedet ikke vil høre tale om at putte. Hun vil bare lege, charmere og sidde på skødet af journalisten, mens hun spiser en "gaffel" – en sund kikærtevaffel med smør. Og det er sådan, Mia Lyhnes liv er og har været i to år og fem måneder. Fuldstændig på ungernes præmisser.

− Jeg har ikke læst avis, jeg har overhovedet ikke set fjernsyn. Jeg har været mor. Jeg elsker det, og så holder man til det. Og bliver faktisk glad af det. Men hold kæft hvor er der meget rod og vasketøj og bleer, der skal skiftes, og mad, der skal gives.

Mia Lyhne slår ud med hænderne og ser sig om i det køkken, hvor journalister normalt er forment adgang. Hun bemærker, at hun helst vil lave den her type interviews på en café langt væk fra det private. Men pigerne har ingen institutionsplads lige nu, og så er det bare nemmere at flytte på principperne end på den lille familie. Derfor bliver der både skiftet ble og fodret af, mens jeg får et lille stykke af Mia Lyhnes virkelighed. Mias mor og en gammel klasselærerinde dumper også liiige forbi og understreger, at mandag middag i bofællesskabet bare ikke ligner livet på den mennesketomme parcelhusvej på den anden side af gaden.

− Det er meget privilegeret at have mange mennesker, som jeg kender, tæt på. Da jeg boede inde i København, kunne det nogle gange være lidt ensomt. Jeg har boet i opgange, hvor man ikke kendte hinanden. Jeg syntes, at det var meget mærkeligt slet ikke at have noget med hinanden at gøre.

Alligevel savner hun byen. Men skrækscenariet er en tur ned ad Vesterbrogade med en tvillingevogn, og derfor vender hun nok aldrig tilbage til byen med børnene. Det er græsset for grønt til.

Bedst at være to
Ønsket om børn var så stærkt, at Mia Lyhne, på trods af røde forældre og 70'er-barndom med fokus på fællesskab, valgte at klare det hele selv. Men hun mener ikke, at hun er en god repræsentant for de kvinder, som holder individets ret til selv at vælge højt hævet og bare vil køre børneprojektet alene.

− I virkeligheden er jeg ekstrem gammeldags, og jeg synes, at børn skal have en far. Jeg vil rigtig gerne have en kernefamilie. Men det var bare ikke sådan, det blev. Jeg havde svært ved at blive gravid, og jeg er lykkelig for, at det lykkedes at få børn. Men det betyder ikke, at jeg ikke ønsker, at der kommer et led mere ind i familien.

Men er det ikke en lidt egoistisk beslutning?
− Det kan man sige, men omvendt synes jeg også, at mine børn er enormt heldige, at de har en mor som mig. Hvis man har enormt meget kærlighed at give, så ved jeg ikke, hvor egoistisk en beslutning det er. Man kan ikke bare se det så sort/hvidt. Jeg har gerne villet have børn rigtig længe, men de mænd, jeg har haft, har bare ikke villet. Jeg har ventet på at finde den rigtige, fordi jeg ikke har villet gøre det alene. Jeg synes, at man skal være to, men til sidst var tiden bare ikke til det. Mænd har ikke det biologiske ur, der tikker, på samme måde som kvinder, og pludselig ender kvinder med at blive for gamle. Det gjorde jeg, og jeg havde ikke så mange æg tilbage. Og så er det bare ikke nemt lige at finde Mr. Right.

Vi sidder tavse og tygger på kvinders evindelige problem. Imens trænger lydene af total ubekymret hygge ind til os fra Asta, som leger i stuen.

− Problemet er, at vi får børn alt for sent. Jeg tror, at mange tænker, at der er masser af tid, men jeg vil gerne sige: "Hey, I skal ikke vente alt for længe". Også fordi det er det fedeste i verden at få børn. Jeg ville da også ønske, at jeg havde fået dem lidt før, så jeg var yngre. Det er også virkelig sundt at have nogle andre, man skal tænke på, så man ikke bare sovser rundt i sit eget.

Læs resten af interviewet på næste side...
Anonym sæddonor
Mia Lyhnes liv læner sig umiskendeligt op ad den romantiske komedie, som hun er biografaktuel i lige nu. Eller det er jo faktisk omvendt, men Mia synes måske ikke helt, at hovedpersonen i "Sover Dolly på ryggen?" oplever de samme besværligheder, som hun gør. På trods af, at temaet "kvinde vælger et donorbarn" gør sig gældende i begge tilfælde. Men spørgsmålet om den anonyme sæddonor og manglende faderfigur, som er central i Hella Joofs nyeste film, må vi også lige vende.

− Jeg har nogle gange tænkt, at det ville være interessant at se, hvordan han ser ud. Det er lidt mærkeligt, at jeg aldrig finder ud af det. Filmen tager op, hvem børnene kommer til at ligne. Men det er jo ikke det, det handler om. Det er mere, hvem de er. Og de har da sikkert fået noget fra ham, men det tænker jeg ikke så meget over. De kommer til at møde det i skolen, og andre børn vil spørge: "Hvor er din far?". Heldigvis har jeg børn, der har det godt på så mange andre måder, og vi har alle sammen nogle skår. Det bliver så deres. Forhåbentlig skal de så ikke have flere.

Men Mia bliver nødt til at forholde sig til pigernes fædrene ophav, når de selv stiller spørgsmålet. Og hun oplever allerede, at de taler om andre børns fædre.

− De har min stedfar og min far. De er fuldstændig fantastiske og så meget på, at børnene i den grad har to manderoller i deres liv. Så jeg siger til dem, at de ikke har en far, men de har en bedstefar og en morfar.

Asta er vendt tilbage til køkkenet, og vi stopper far-snakken for denne gang. Jeg spørger til, hvordan det hele hænger sammen med at være enlig tvillingemor og skuespiller, men Mia har fokus på datteren, der trisser rundt med en sut i munden. Vi er inde i en af-med-sutten-periode, så Mia starter en lille kamp for at få den, men må se sig selv som taber.

− Jeg har meget viljestærke børn. Det ved jeg ikke, om du kan mærke? Det er først nu, at jeg skal begynde at opdrage, og min konfliktskyhed kan godt komme op. Jeg vil helst bare have det dejligt og være den søde mor. Jeg synes jo, at børn skal have grænser, men når man selv står i det...

Hun griner og ser næsten helt flov ud, men fisker så den tråd op, jeg smed ud. Måske lærer man hurtigt at multitaske, når man er alene med tvillinger.

− Jeg har ikke en fast indkomst, og der er ikke særlig meget arbejde for skuespillere. Det gør selvfølgelig, at man skal have is i maven, når man er imellem jobs.

Knubs og komedier
Der er et særligt lighedstegn mellem Mia Lyhne og tv-serien "Klovn". Mia (i serien) er elsket, hadet og bare drønirriterende, og den rolle forfølger Mia Lyhne, for kan man overhovedet se hende som andet end "Mia"?

− Jeg vil gerne lave andet end komedie-ting, men det bliver jeg ikke så tit spurgt om. Det har haft stor betydning, at rollen i "Klovn" blev så stor. For nogle år siden spillede jeg en ret alvorlig rolle på Det Kongelige Teater, og der sad nogle unge mennesker i salen, som skreg af grin, da jeg kom på scenen og sagde den første meget alvorlige replik. Det tager noget tid at bryde ud, når man først er sat i bås.

Da Mia Lyhne søgte ind på Statens Teaterskole, blev hun afvist. Syv gange. Siden har hun som autodidakt skuespiller fået Reumerts talent-pris og medvirket i et hav af teaterforestillinger. Nogle ville måske have givet op undervejs...

− Der er en stor fighter i mig. Men på godt og ondt. Jeg er da glad for, at jeg bliver ved at kæmpe, men det var vildt hårdt at få afslag hele tiden. Det ville jo være nemmere, hvis man bare tænkte: "Nå, det kunne jeg ikke, så bliver jeg glarmester i stedet for". Jeg arbejdede i en periode i en vuggestue og børnehave, men med stor sorg, for jeg ville ikke ende som én, der havde opgivet sin drøm.

Hvordan er du blevet den, du er?
− Jeg er nok lidt atypisk og er ikke gået den lige vej. Og jeg har fået nogle knubs. Det har gjort mig stærkere på nogle områder, men jeg kan godt være lidt misundelig på dem, hvor det hele bare har flasket sig. Det gør det jo ikke for nogen, men nogle gange har jeg tænkt, at det godt måtte være lidt nemt... Andre gange føler jeg mig som verdens heldigste, fordi jeg har fået mine piger.

Een stor familie
Vi er tilbage ved døtrene, som Mia Lyhne i virkeligheden ikke vil snakke så meget om. Hun vil gerne have, at interviewet virkelig handler om noget – ikke bare om hende selv. Så da jeg spørger, hvad hun da gerne vil tale om, tager hun en lang tænkepause. Og udbryder til sidst:

− Hvad fanden skulle vi ellers tale om? For det er jo det, der fylder noget lige nu... Ellers vil jeg sige, at man burde hjælpe hinanden noget mere. Måske fordi jeg selv har brug for hjælp. Veninderne har selv et familieliv og en travl hverdag, så de fleste kommer ikke rendende. På den måde er konstellationer, hvor kvinder vælger at få børn alene, ikke så smarte. I hvert fald ikke, hvis de skal have to børn.

Men hvor meget kan du selv hjælpe?
− Jeg håber da, jeg kan være der i en telefon. Det handler også om, at vores samfund er bygget op sådan, at vi arbejder helt vildt meget, og samtidig skal vi klare alting selv. Det gen har jeg også. Nogle gange er jeg splittet mellem at ville klare det hele selv og erkende, at det kan jeg bare ikke. Jeg synes, at det er lidt flovt, men jeg beder om hjælpen alligevel, for det er jeg jo nødt til. Det at være børnefamilie og skulle aflevere tidligt om morgenen og hente halv fem hver dag er meningsløst. Jeg har virkelig tænkt, hvad er det for et samfund, hvor vi kyler vores børn væk? Jeg ville ønske, vi kunne strikke det sammen på en anden måde.

Men er det ikke rart engang imellem at kunne slippe det derhjemme og tage på arbejde?
− Hele sommeren har jeg haft dem hjemme, og jeg når ikke noget som helst. Men det er også svært at være for meget væk fra dem. Når jeg har et job, som jeg godt kan lide, er det en hel ferie at være på arbejde. På en mærkelig måde har det alligevel givet mere mening at arbejde, efter jeg har fået pigerne. Jeg sætter mere pris på det og nyder det mere.

For Mia Lyhne er de to største drømme gået i opfyldelse – hun fik sin skuespilkarriere og sine børn. Og selvom hun kigger uforstående på mig og svarer: "Det kan du vel selv tænke dig til", da jeg spørger, hvad drømmen er nu, kommer der alligevel et forsigtigt svar.

− Hvis jeg kunne vælge, og jeg ikke var 41, så ville det være at få den mest fantastiske mand og i hvert fald et eller to børn mere og gå hjemme nogle år. Jeg har trangen til en rigtig stor familie. Når jeg møder en kvinde, der har to børn og er gravid igen, bliver jeg misundelig. Jeg vil virkelig gerne have én til, og jeg vil også gerne opleve det med en mand.

Mia Lyhne

41 år, skuespiller.

Bor i bofællesskab i Smørum med tvillingerne Asta og Andrea på to et halvt.

Aktuel i filmkomedien "Sover Dolly på ryggen?", som har premiere i dag over hele landet. Mia er også aktuel med albummet "En rygende pistol", hvor hun fortolker digteren og sangskriveren Bo Schiølers hyldest til kærligheden.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview