Miriam har indsamlet 40.000 hemmeligheder fra os danskere – én ulempe er der dog

Spiser du dine egne bussemænd? Har du haft et sidespring? Eller stjæler du toiletpapir fra din arbejdsplads?

Hvis du skamfuldt kan nikke genkendende til et eller flere af de scenarier, skal du vide, at du ikke er alene. Vi har alle hemmeligheder eller særheder, som det er for flovt at dele med andre; til gengæld er vi vilde med at høre alle andres beretninger. Det kan Miriam Poulsen garantere.

Hun har nemlig gennem de seneste ni år indsamlet hemmeligheder fra helt almindelige mennesker, som hun hver torsdag deler i anonymiseret form på sin instagramprofil.

"Vi har behov for at dele oplevelser og tanker uden at få respons; derfor er det nemmere at dele sine hemmeligheder med fremmede. Det er ligesom at skrifte," siger Miriam.

Mange får også ventileret deres pinligheder, som hun formulerer det: Hvis man deler sin pinlige oplevelse med andre, som synes, det er sjovt, ryger der noget skam, fordi man får transformeret sin oplevelse til noget morsomt, som vi kan grine af sammen.

"Endelig øver nogle sig i at fortælle en dyb hemmelighed til en anden ved først at fortælle den anonymt," siger Miriam.

Også det usympatiske

Gennem årene har hun fået tilsendt over 40.000 hemmeligheder, og de har givet hende et unikt indblik i alt det, vi tænker og gør, når vi er alene.

"Hemmelighederne reflekterer det hele menneske. Både det sjove og sympatiske og det usympatiske," siger hun.

Miriam har 40.000 følgere på sin instagramprofil, for ikke alene deler folk deres inderste; vi andre elsker også at læse om det. Hemmelighederne fodrer vores nysgerrighed, ligesom med sladderblade, og vi finder det fascinerende, hvor forskellige og uperfekte vi alle er bag den pæne facade. Miriam bringer dog aldrig beretninger om navngivne mennesker eller tillader negative bemærkninger i kommentarfeltet.

"Det skaber et rum til, at læserne tør dele svære og tabuiserede ting. Hvis folk, der deler deres hemmeligheder, bliver mødt med fordømmelse, stopper de med at sende deres historier," påpeger hun.

Skjult bag skærmen

Miriam læste engelsk på universitetet, da hun grundlagde sin blog, Miriams Blok. Mens hun studerede, brød hun ud af et usundt forhold, som udløste en svær depression.

"Bloggen blev mit vindue mod verden. Jeg kunne snakke, men behøvede ikke at forholde mig til andre. Der var nogen, som lyttede til mig, men de kunne ikke se, om jeg lige havde grædt eller ikke havde vasket hår," fortæller Miriam.

"Bloggen blev min ventil, hvor jeg kunne læsse af."

Depressionen varede det meste af Miriams tyvere, før terapi, medicin og tid fik den til at lette.

"Depression gør, at man bliver fastholdt i en masse trælse følelser, men der er også noget befriende ved at have det skidt. Det føles trygt, at det ikke kan blive værre. Derfor skulle jeg genfinde troen på, at det kunne blive bedre, og at jeg ville derhen," fortæller hun.

Miriam brugte ni år på at blive færdig med sin uddannelse, men da hun kunne kalde sig cand.mag. i engelsk, trak faget ikke længere i hende. Bloggen havde vokset sig stor; da den var størst, havde den 80.000 følgere.

"Hvis jeg skulle have et rigtigt voksenarbejde, ville jeg ikke længere have så meget tid. Jeg bloggede dagligt og tænkte, at jeg måske kunne leve af det," siger Miriam, der i dag netop er blogger og influencer.

Kattehår som hævn

For ti år siden blev hun fascineret af den amerikanske hjemmeside PostSecret, hvor folk indsender hemmeligheder på postkort.

"Jeg ville egentlig bare se, om jeg kunne lave en dansk version, men det tog hurtigt fart og blev populært," fortæller hun.  

På Miriams blog kan man udfylde en anonym formular med sin hemmelighed. Hver uge indsender mellem 50 og 100 læsere deres historier, og om torsdagen offentliggør Miriam ti af dem på Instagram.

"Det er en blanding af alvorlige, sjove og tankevækkende hemmeligheder. Det er heldigvis sjældent, at jeg må sortere nogen fra, fordi de er for grove," siger hun.

Hun fravælger dog historier, som virker for konstruerede, for det går ud over troværdigheden, hvis læserne ikke tror på, at historierne stammer fra ægte mennesker.

"Jeg skal passe på med at sortere fra, for det er at sige, at jeg ikke tror på deres hemmelighed, og det er imod konceptet. Men der kommer nogle historier, som simpelthen ikke kan ske i den virkelige verden," siger Miriam.

Hun inddeler hemmelighederne i to overordnede kategorier: Dem, hvor man tænker ”wow, er der nogen, der er sådan?”. Og dem, der afspejler en side, man også selv har.

"I den første kategori er hævnhistorierne, som jeg er vild med, fx hende, der lægger kattehår på sin allergiske kærestes hovedpude, hvis han har været træls," siger Miriam.

Et yndlingsbarn

De historier, læseren kan genkende sig selv i, er ofte historier fra voksne mennesker, der stadig gør u-voksne ting som at spise chips til morgenmad tre dage i træk.

"Det kan også være de tabubelagte følelser, som kvinden, der har en yndling blandt sine børn," fortæller Miriam.

På listen over topscorere lægger to emner sig i front: bussemænd og utroskab.

"Variationer over det at spise bussemænd er mest populære. Det er mere udbredt, end jeg havde troet, og rammer lige mellem kategorierne ”wow, er der nogen, der gør det?” og ”pyha, så er jeg ikke alene!”."

Andre populære emner er venskaber, arbejdsliv – mange stjæler toiletpapir på deres arbejdsplads – og par- og familieforhold.

"Jeg får mange historier om folk, der ikke er lykkelige, men for magelige til at bryde ud af deres forhold og begynde forfra," siger Miriam.

Miriam selv er med egne ord kronisk single og deler lejligheden på Østerbro med sin kat, Herbert.

"Ulempen ved at indsamle hemmeligheder er, at jeg snart ikke tør tro på, at der findes et forhold uden utroskab. Det er vanvittigt, hvor mange utroskabshemmeligheder jeg får. Jeg skal huske mig selv på, at der også er almindelige, gode parforhold, hvor det hele bare kører," smiler Miriam.

"Men det er ikke dem, jeg hører om."