Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?
– Jeg blaffede en gang fra San Francisco og troede, det ville blive en let tur. Den varede over to dage og var fuld af begivenheder, jeg ikke brød mig om. Jeg blev antastet og måtte sove i en container med gamle madrasser uden for et motel. Ørkenen er virkelig varm om dagen og kold om natten. Men jeg nåede frem. En oplevelse rigere.
Hvilken musik lyttede du til, da du var 13?
– På det tidspunkt havde jeg lige haft mit første møde med hiphop og rap. Jeg så et program i fjernsynet med Jørgen De Mylius (Eldorado, red.) om det nyeste fra USA. I dag er det jo totalt tandløst, men dengang var streetdance- og hiphop-miljøet blomstrende i New York. Jeg husker deres store, løstsiddende tøj og guldkæder. Jeg måtte sidde helt tæt på skærmen for at se. Der følte jeg, at jeg havde fået en åbenbaring, set lyset. Det kunne al min fars musik ikke hamle op med!
Hvad er det sjoveste kompliment, du har fået?
– Jeg ved ikke, om det går under kategorien kompliment, men jeg synes, det er ret sjovt, når folk siger undskyld de gange, de ikke har kunnet genkende mig. Det er absurd.
Hvilket talent ville du ønske, du havde?
– Jeg ville ønske, jeg havde fået lært at spille keyboard eller guitar. Jeg startede med at spille trommer som 18-årig, men mange af de andre dygtige drenge havde spillet i skolen og havde derfor seks-syv års forspring. Til gengæld fik det mig til at tage mig ekstra meget sammen og arbejde hårdere.
Hvordan ældes man med ynde?
– Måske ved, at man bibeholder sine barnlige træk. I hvert fald bør man bevare en positiv indstilling. Der er ikke noget værre end dem, der synes, at alt var bedre i deres tid, og at alt nyt er til at ryste på hovedet af. Det er et tegn på, at man har mistet sin relevans.
Hvad er du mest stolt af?
– Jeg er meget stolt over mit arbejde med mit band Bikstok. At se, hvordan folk efter så mange år stadig synger med på stort set alle numrene til koncerter, gør mig ydmyg og får mig til at føle mig priviligeret. Jeg nåede lige at være med på bølgen med albums, hvor man hører hele albummet i den rækkefølge, som det er tænkt af kunstneren. I dag er det hele meget mere fragmenteret, så det skal jeg ikke tage for givet.
Har du en tatovering, der fortæller en historie?
– Jeg har flere tatoveringer, der er sammensat af ting, der betyder meget for mig. På begge underarme. Bl.a. en løve, aber i palmer og forskellige trommer. Og Afrika, Jamaica og Sjælland. Afrika var starten på min identitet. Jeg tog derned efter gymnasiet for at spille trommer, og her stødte jeg på dancehall-musikken fra Jamaica, som har fulgt mig lige siden – en kultur, der ligger langt fra vores, men som har været med til at udvikle mig. Sjælland er ”min” hjemstavn, som jeg har med mig, når jeg er på udebane.
Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– At jeg ryger masser af hash stadigvæk. Det gør jeg ikke. Tit ser jeg en slags skuffelse i folks øjne, når jeg fortæller dem, at det ikke er tilfældet. Det er nok ti år siden, jeg identificerede mig selv med den dårlige vane.
Hvad er dit sjoveste minde fra din tid på turné?
– Der er mange. Engang faldt jeg i snak med den lokale bad boy’s kæreste på en natklub i en lille by i Jylland. Hans ven kom over for at advare mig om, at han ville give mig tæsk, men forinden ville han gerne lige have et billede af mig til sin kæreste. Lidt modsatrettede signaler at sende, kan man
vist roligt sige.
