Når livet kommer i vejen

Når livet kommer i vejen

Efter 14 dage og flere besøg hos fysioterapeuten er mit hold i nakken endelig ved at fortage sig, og jeg begynder så småt at leve et normalt liv igen – dejligt!

Jeg var til første gang træning med Ida Krak i går, og vi tog det stille og roligt for ikke at provokere noget. Jeg er super irriteret over, at der er stået to uger af på denne måde, men Ida siger, at jeg er en „god case“ forstået på den måde, at mit forløb på bedste måde viser, hvor svært det faktisk er at holde fokus på intensiv træning og den rette kost over en lang periode. Det er ikke uden grund, at vi er mange, der on-off kæmper med at holde skruen i vandet på den ene eller anden front, for livet har det med at „komme i vejen“. Men sådan er det altså, og hvordan håndterer man så det? Jeg er nået frem til den erkendelse, at der i mit liv trods alt er flest „almindelige dage“ i løbet af et år. Altså dage, hvor jeg ikke er ude og rejse, til frokost eller middag, til store selskaber eller på anden måde underlagt andres valg af, hvilken mad jeg skal spise. Hvis jeg bare jeg på alle de almindelige dage holder mig til den rette kost og sørger for at få motioneret, så gør det ikke noget, at der også er dage, hvor alt skrider.

Holdet i nakken har også lært mig, at jeg nok skal passe lidt mere på med, hvor mange ting jeg involverer mig i. Min fysioterapeut sagde til mig, at langt de fleste, der kommer til ham med sådan et stort hold i nakken, har haft en længere periode, hvor de har lavet alt, alt for meget. Og ja, det kan jeg så også skrive under på. Mit sommerforsæt må være, at jeg efter ferien bliver bedre til at planlægge min kalender, så jeg har dage/weekender, hvor jeg ikke skal andet end at kigge ud i luften.

Forleden aften sendte vi en hjemmelavet græs-heks af sted til Bloksbjerg, og da jeg stod og så på min yngste datter og hendes veninder, mens de lavede heksen, tænkte jeg, at børn er utrolig gode til at være i nuet. Det vil jeg også være! For som en af de kloge kvinder til Sankt Hans festen sagde til mig, da vi sagde farvel: Pas på dig!